onsdag den 23. december 2020

Ingemar Modigs morgengry

 Mikael Bergstrand: "Ingemar Modigs morgengry", 2019 - DK 2020.

Alt ender godt til sidst! - Sådan en roman er Ingemar Modigs morgengry.
En fortælling om en mand med et psykisk handicap: OCD - Ingemar lider af tvangshandlinger og angstanfald.
Det er også en historie om flygtninge og integration i Sverige. Pigen Dalia er fra Syrien, hun er flygtning sammen med sin familie. Hun har været igennem voldsomme hændelser, det er dog ikke noget, de taler om i familien. 
Dalia er 11 år og fantastisk til at spille fodbold. Netop fodboldspillet får bragt det umage par - Dalia og Ingemar - sammen, og de finder hver især et lydhørt menneske i hinanden.
Romanen indeholder flere samfundsproblematikker, og fokus er "at passe ind trods forskelligheder".
Mikael Bergstrand er ophav til trilogien om Göran og Yogi, som er en anden slags romaner. Men ligesom dem, bygger også Ingemar Modigs morgengry på egne erfaringer. Han skriver godt, Bergstrand, men jeg er nok mere til lidt mindre sørgmodig litteratur.

tirsdag den 15. december 2020

Sekten

 Michael Katz Krefeldt: "Sekten", 2015.

Den forhenværende kriminalbetjent Thomas Ravnsholdt, kaldet Ravn, fungerer ikke særlig godt efter at kæresten brutalt blev slået ihjel under et formodet indbrud 3 år tidligere. Han bebrejder sig selv, og formår ikke rigtigt at komme videre med sit liv.

Han har sporadiske jobs som opdager, men 'dyneløfter-delen' i mange af opgaverne om utro ægtefolk, huer ham ikke. 
Han bliver headhuntet til et speciel opgave, som han udelukkende påtager sig, fordi han har brug for pengene. Og det er mange penge hans nye arbejdsgiver Ferdinand Mesmer tilbyder. Ravn skal finde Mesmers voksne søn og få ham til at underskrive et dokument.
Forholdsvis hurtigt finder Ravn ud af,  at sønnen - Jakob Mesmer - er leder af en religiøs sekt kaldet Guds Udvalgte. Sekten har ry for at hjernevaske dets medlemmer og at udøve djævleuddrivelse.
Den godt betalte opgave viser sig at være mere giftig end først antaget.

En spændingsroman, godt fortalt af Krefeldt. Jeg har læst flere af hans romaner, og de har endnu ikke skuffet.

torsdag den 10. december 2020

Introvert eller særligt sensitiv

 En fagbog denne gang! "Introvert eller særligt sensitiv; Guide til grænser, glæde og mening", Ilse Sand, 2017.

En bog der egentligt retter sig mod alle, men i særlig grad os der har prædikatet "introvert". Det er et forholdsvist nyt ord for mig, men meget forenklet er det betegnelsen for den personlighedstype, der tænker mere indad end udad. 
Betegnelserne introvert, ekstrovert og særligt sensitiv forklares ved hjælp af cases, og der er test, hvor man kan finde og kende sin egen type, og dermed lære at forstå sig selv og andre bedre.

Ilse Sand giver råd og anvisninger til introverte og særligt sensitive, sådan at vi bedre kan beskytte os mod den overflod af indtryk, vi alle bombarderes med dagligt, bl.a. håndtering af situationer på jobbet og ved fester. Det er vigtigt at sætte grænser, og bruge sin energi på det der har betydning for den enkelte, og ikke leve efter regler, som andre har sat som en norm. Det er ok at nyde at være alene, det er også i orden at man ikke taler, blot for at sige noget ..

Jeg fik anbefalet bogen, og den både bekræftede nogle ting, jeg godt vidste om mig selv, men den fortalte mig også, at der er mange andre, der oplever verden på samme måde som jeg. Jeg er måske ikke så underlig endda;-)

lørdag den 28. november 2020

Terror i Tobberup; Togattentaterne i Østjylland

 Frank Bøgh (Kriminalassistent fra 1968-2003, tilknyttet Politihistorisk museum, forfatter til Peter-Gruppen mm.): Terror i Tobberup; Togattentaterne i Østjylland, 2004.

Tyskernes hævn for en sabotageaktion 7. oktober 1944, hvor 7 tyskere blev dræbt og 42 såret, resulterede i en terroraktion mod et passagertog lidt nord for Hobro, ved landsbyen Tobberup.
Igen i februar 1945 er besættelsesmagten ansvarlig for drab på civile, ved et attentat udført på samme måde, på samme sted. Voldsomme hændelser, der kostede menneskeliv, og som berørte mange mennesker i årene efter. Aktionen blev udført af medlemmer af den tysk-danske gruppe Peter-gruppen, og tanken bag var at danskerne skulle tro, at det var den danske modstandsbevægelse, der stod bag, og dermed få befolkningen vendt mod sabotagehandlinger mod besættelsesmagten.

Frank Bøgh har samlet materiale i form af  bl.a. interviews fra de overlevende, fra familiemedlemmer, fra redningsfolk, sygehuspersonale og almindelige borgere, der af en eller anden grund blev en del af de 2 hændelser. Han lader menneskene selv fortælle, og alle fortællingerne giver tilsammen et  billede af uskyldige civilister, der rammes af krigens rædsler. 
Jeg blev berørt af bogen, det handler jo om ´rigtige mennesker´, der bare var på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Jeg har selv set korset, der står i Tobberup til minde om terroraktionerne. Det er fakta - ikke fiktion.

fredag den 27. november 2020

Blomsterdalen

 Niviaq Korneliussen: Blomsterdalen, 2020.

Selvmord blandt grønlandske unge er det overordnede tema for denne roman. Homoseksualitet fylder også en del, samt det ikke at høre til, at være anderledes. Der er ikke meget hjælp at hente, hverken ved myndighederne eller familien. De unge, der vælger at tage deres eget liv, bliver 'glemt'. Så mindskes smerten ved tabet.
Hovedpersonen føler sig i den grad anderledes. Hun træffer valg efter sine omgivelsers ønske, hun ved ikke helt selv, hvad hun vil - udover at føle samhørighed med sin familie, sine venner, sit folk.
Det er ikke kun i forhold til omverdenen, hun ikke synes at passe ind. Hendes egen krop er også en fjende. "Jeg kan ikke være i min krop", siger hun grædende. (s. 314)
Hun skifter mellem foretagsomhed og modløshed, og den gennemgående nedtælling i bogen giver læseren et vink med en vognstang om, hvor det fører hen.

Niviaq Korneliussen er en dygtig forfatter, selve skrivekunsten ikke fejler noget! Men romanen er efter min mening så dyster og mørk, at jeg ikke bliver underholdt eller oplyst, men mere lidt frastødt og trist af at læse den. Emnet, vinklen og stilen var bare ikke mig.

fredag den 20. november 2020

Cilkas rejse

 "Cilkas rejse", Heather Morris, 2019.

Historien om Cecilia Klein, en af personerne i Heather Morris' roman "Tatovøren fra Auschwitz".
Da russerne befrier fangerne i Auschwitz i januar 1945, får også Cilka beskeden "Du er fri".
Men tiden går, og hun er stadig i lejren. Russiske embedsmænd har til opgave at sortere mulige trusler mod den sovjetiske stat fra.
Har fangen samarbejdet med nazisterne? Hvilken status har fangen haft i KZ-lejren? Enhver der kan sættes i forbindelse med den tyske fjende er per definition fjende af Sovjetunionen!
Den 18 årige Cilka har overlevet fangenskabet i Auschwitz ved ikke at gøre modstand. Derved opnåede hun status, der gav større rationer af mad og andre livsfornødenheder. Det delte hun med sine medfanger. Russerne er ikke overbeviste, og de dømmer hende til 15 år i Sibirien - i en Gulaglejr

Den sibiriske ekstreme kulde, de alt for små madrationer og det fysisk hårde arbejde med bl.a. at bryde kul gør, at Cilka endnu engang kæmper for livet.
Det er en barsk historie med baggrund i virkeligheden. Bagerst i bogen beretter Owen Matthews om virkelighedens lejre i Sibirien. Lejrene havde til formål at rense samfundet for dets fjender, og få mest muligt arbejdskraft ud af dem, før de døde. (s. 375). 
En god roman der berører, og bekræfter at onde tider ikke skal glemmes, men huskes for ikke at blive gentaget.

Gangsterpigen

 "Gangsterpigen", Ole Frøslev, 3. udg. 2016. 6. del i serien 'Mørketid', en politiroman. (Udgivet 1. gang i 2010)

Romanen foregår, som de andre i serien, i København under 2. verdenskrig. Tiden er juni-december 1944. Hovedpersonen Poul Bjørner har nok at se til. Rationering og mangel på varer giver mange sager med svindel, indbrud og gadeuorden. De tyskvenlige danskere tolereres ikke, og der er voksende modstand mod besættelsesmagten. Omfanget af sabotage mod fabrikker der arbejder for tyskerne vokser, og tyskerne svarer igen ved at udvide spærretiden. Desperate tyskere og irritable danskere.

Den 19. september bliver 2000 politifolk taget af besættelsesmagten. I romanen slipper Bjørner for turen til KZ lejr, da han sammen med nogle få andre udtages til at "udgøre rygraden i et helt nyt og langt mere ansvarligt dansk politikorps" (s. 248) Bjørner slipper væk, går under jorden og bliver en del af modstandsbevægelsen i en gruppe sammen med andre politifolk. 

Igen en troværdig historie fra Frøslev. Detaljerigdommen i fortællingen er med til at gøre billedet af tiden under besættelsen levende. Nu har jeg læst alle 7 romaner i serien, og det er ikke usandsynligt, at de bliver genlæst.


mandag den 2. november 2020

Vi kunne alt

Merete Pryds Helle: Vi kunne alt, 2018.
Merle bor i et parcelhus i Værløse sammen med sin søster Klara, sin mor Ane og sin far Erling. Merles historie starter i 1971, da hun er 12 år gammel. Mor Ane har sclerose, og har gode dage og dårlige dage. Far Erling har hang til whisky, og har også svært ved at lade andre kvinder være. Klara passer sig selv - hun bevæger sig i periferien i det lidt aparte hjem, og kun Merle ser, hvordan hun forsvinder mere og mere.
Søstrene er dygtige i skolen, men det hjælper ikke Merle, som bliver mobbet. Hun løser klassekammeraternes matematikopgaver, men får ingen venner alligevel. Merle er halvt grønlænder, og skiller sig bl.a. ud på grund af sit udseende - 'Isneger' er et af de øgenavne, de andre børn kalder hende. Familien forsøger at ligne en almindelig fungerende familie, men de to voksne har det begge svært, og synes ikke at forstå, den misrøgt deres piger oplever.
Romanen var svær at lægge fra sig! Historien var frygtelig, spændende, uudholdelig, sørgelig, grusom. Sætningerne var poetiske, beskrivende, fantastiske. "Hendes ansigt lyste som en perle i en mørk indfatning" (s.36), "Hun havde pakket sit sorte hjerte ned i skoletasken, så det kunne hamre dernede" (s. 153), "I Tingbjerg hang en sød fornemmelse i luften, som om den sorte muld havde løftet sig fra jorden og spredte sin spirelugt omkring dem" (s. 170)
Ordene er på én gang direkte og samtidigt skrevet med farver og stemninger. Man ser personerne, man føler med Merle og Klara og funderer "hvordan skal de klare at blive fungerende voksne?"
Tak til Maija for bogen, det var en god gave:-)

lørdag den 31. oktober 2020

Septemberforliget

I serien 100 danmarkshistorier fra Aarhus Universitetsforlag har Lars Kjølhede Christensen skrevet "Septemberforliget", 2020. I dag kender de fleste mennesker på arbejdsmarkedet i Danmark "Den danske model". Septemberforliget fortæller om baggrunden for det forlig, som eksisterer i dag mellem arbejdsgivere og arbejdstagere, der sikrer ro på arbejdsmarkedet. Historien startede omkring år 1900, da en konflikt mellem snedkernes faglige forbund og arbejdsgiverne mundede ud i en 107 dage lang storlockout. Lockouten blev et symbol for forandring på arbejdsmarkedet, og sluttede med 'Septemberforliget'. En gensidig anerkendelse mellem fagforeningerne og arbejdsgiverne - og spilleregler der skulle overholdes af begge parter, lagde grunden til de kollektive overenskomster, vi kender i dag. Igen et stykke danmarkshistorie som er interessant og vedkommende, og skrevet så det er til at overkomme! Ønsker man videre læsning er der en litteraturliste bagerst i bogen.

søndag den 25. oktober 2020

En kvindes valg

 Noah Gordon: En kvindes valg, 1995 - denne 3. udg. 1997.

En kvindes valg er afslutningen på fortællingen om Cole-familien, der startede i middelalderen med romanen "Helbrederen".
I denne 3. bog er hovedpersonen den kvindelige læge Roberta Jeanne D'Arc Cole - kaldet R.J. Cole. Handlingen foregår i nutidens USA. Som hendes forfædre har hun en særlig evne til at fornemme snarlig død hos sine medmennesker, hun er en dygtig og meget dedikeret læge, og hun har valgt lægegerningen for at hjælpe de syge, ikke for prestige og penge.

R.J. er knap så succesfuld på det ægteskabelige område, og efter bruddet fra sin mand fravælger hun sit job på et stort hospital i Boston og flytter til Woodfield, en lille by i bjergene i det vestlige Massachusetts.
Her opretter hun sin egen praksis, og med hårdt arbejde lykkes det hende at få arbejde, venner og kærlighed til at forenes.

Fokus i romanen er stærke kvinder i en mandsdomineret verden. R.J. går ind for, at kvinder har ret til at bestemme over deres egen krop. Hun udfører derfor aborter på en klinik, i en tid hvor mange læger skræmmes bort af demonstranter imod abort. Netop denne ideologi og aktivitet bliver en del af den tragedie, som R.J. rammes af, og som gør at hun endnu engang må foretage vigtige valg i sit fremtidige liv.

Noah Gordon skriver i 'Noter og kildeangivelser' bagerst i bogen, at trilogien har optaget hans liv i 13 år, den har ført ham fra det 11. århundrede til vor tid, og at det har været en fascinerende rejse.
Han har fortalt Cole familiens historie på en måde, så denne læser føler, at det er virkelige personer, der skrives om. Dejlig læseoplevelse!

fredag den 9. oktober 2020

Et barn for sig

Sissel-Jo Gazan: "Et barn for sig", 1997.
 Under min søgning efter litteratur af en af yndlings-forfatterne som jeg endnu havde til gode, faldt jeg over Et barn for sig.
En fortælling om Simon, der har det svært med sig selv og sine omgivelser. Han laver nogle regler og ritualer og ved hjælp af dem, finder han sin plads i samfundet.
Simon har haft en vanskelig start på livet, og det er den historie Gazan på fineste vis ruller ud.
Gennem flere personer - bl.a. Simons forældre, bedsteforældre, en læge/forstander af et børnehjem - bliver brikkerne i et stort puslespil lagt, og Simons mørke og lyse eksistens træder gradvist frem.
Romanen handler om børn og forældre, om fortielser i familier, om at høre til, der hvor man er.
Jeg har endnu ikke læst en roman af Sissel-Jo Gazan, som ikke faldt i min smag. Hun skriver fantastisk, og hendes måde at bygge historier op på er spændende til sidste side.

Abelone på Bangsbo

 "Abelone på Bangsbo", Bent Haller, 2017.
Romanen er baseret på overleverede familie fortællinger om Hallers oldemor - tekst fra bagsiden.
Abelone er 17 år, hun kommer fra fattige kår. Som eneste pige i familien er hun nødt til at komme ud at tjene, der er ikke råd til at have en stor pige til at gå hjemme.
Ved hjælp af viljestyrke, charme og et gespenst bliver hun stuepige på det store gods Bangsbo i Nordjylland.
Her oplever Abelone en helt ny verden, og hun befinder sig godt i de overdådige omgivelser.
Berømte mennesker kommer på besøg på Bangsbo. Kunstnere og forfattere - og især Herman Bang fatter Abelone en særlig forkærlighed for. 
Jeg kunne godt lide bogen, fordi den beskriver et lille stykke danmarkshistorie. Men jeg kom aldrig helt ind under huden på Abelone - hun er for "konstrueret" efter min mening, ikke et "rigtigt" menneske. Haller lader sin hovedperson veksle mellem fantasi og virkelighed, det fremstår som en blanding af historiefortælling og eventyr. Ikke den bedste roman af Bent Haller.

fredag den 25. september 2020

Et lille liv

 Hanya Yanagihara: "Et lille liv", 2016.

Fire studiekammerater flytter til New York. De har holdt sammen siden deres tid på college, de har boet sammen og deres venskab er stærkt og ubrydeligt.
Willem går skuespillervejen, Jean Baptiste (JB) er billedkunstner, Malcolm arkitekt, og den begavede Jude arbejder sig opad inden for advokatstanden.
Jude har en mørk fortid, som ingen af de andre kender til. Han er midtpunktet, lidt anderledes, har fysiske skavanker, som han ikke ønsker at tale om. Vennerne er omsorgsfulde og tager diskret hensyn til ham - Jude selv ønsker blot at være som de andre, og glemme de forfærdelige oplevelser, som barndommen og ungdommen har budt ham.

Jude er også omdrejningspunktet i romanen. Hans historie fortælles gennem vennernes og Judes egne øjne. Også Harold - først Judes mentor og lærer, senere adoptivfar - fortæller fra sin synsvinkel.

Romanen handler om venskab og om kærlighed. Den handler også om misbrug og om de ar på krop og sjæl, der ikke kan repareres. Livet kan være ubarmhjertigt eller fantastisk - menneskene omkring os har stor betydning i begge tilfælde.
En barsk og rørende roman der ikke forsvinder ud af tankerne foreløbigt.

tirsdag den 8. september 2020

Profeten

 Ole Frøslev: Profeten, 2008 - denne 3. udg. 2016. 

Den gennemgående sag i denne 4. del af serien: Mørketid er et mord på en ældre kvinde.
Kriminalbetjent Bjørner arbejder med flere andre sager sammen med kollegaerne på Station 7 i København. Bedrageri i alle afskygninger, overtrædelse af besættelsesmagtens på- og forbud, og den stigende sabotage, der også kræver politiets tilstedeværelse - om ikke andet for et syns skyld.

Bjørners tanker om krigen og hans privatliv med kone og børn flettes ind i fortællingen om politiarbejdet, og er sammen med det flydende sprog med til at gøre romanen interessant og levende.

fredag den 4. september 2020

Danske amerikanere

 "Danske amerikanere", Jørn Brøndal, 2020.
Serien 100 danmarkshistorier - Aarhus Universitetsforlag.

I perioden 1820-1930 kom 32 millioner europæere til Amerika. (s. 21) Mange af dem var danskere, der drømte om et bedre liv i den nye verden. Det var overvejende økonomiske motiver, der drev dem - og de øvrige nordboere - til det fremmede. Nordboerne slog sig ned de samme steder, de forsøgte at bibeholde deres nationale identitet, samtidigt med at de skulle lære et nyt sprog og bidrage til det amerikanske samfund.

Danskerne mente, at de som hvide protestanter var selvskrevne til at indtage en højtrangerende plads i datidens racemæssigt og religiøst definerede hierarki. (s. 128) Det oprindelige folk blev beskrevet som en uciviliseret ædel race, der var skæbnebestemt til at uddø. 

Nybyggerlivet var slidsomt. Bogen beskriver danskernes drøm og den virkelighed, de var kommet til. Religion, politik og økonomi var anderledes, der var mange forskellige folkeslag. Frem mod 1. verdenskrig blev kårene bedre for danskere i Danmark, og strømmen af emigranter blev mindre. I 1930'ernes depression ophørte udvandringen næsten.

Alle aspekter af danskernes udvandring til "det nye land" bliver belyst. Hvorfor, hvordan, hvornår - og de fremtrædende personer, der formåede at sætte præg på det store land har også deres plads i bogen. Det er interessant og tankevækkende at et land, der består af næsten alle folkeslag fra resten af verdenen, også er et land, der stadig har store racemæssige problemer. 


lørdag den 29. august 2020

Tabita

 Iben Mondrup: "Tabita", 2020.

Historien starter på Grønland i byen Upernavik i det vestlige Grønland. Pigen Tabita er 4 år, hun bor i et traditionelt grønlandsk hus på fjeldet sammen med sin mor Abelone, sine bedsteforældre Rosine og Vitus og sin ældre bror Angaju. Bedstefar Vitus er meget syg og dør, så kvinderne er afhængige af hjælp - "kødgaver" - fra det lille samfund de er en del af.

Abelone arbejder som kiffaq (husholderske) hos det danske par Eva og Berthel. Berthel er handelsbestyrer, og Eva er hjemmegående. Abelones løn er vigtig for hendes lille familie.

Abelone er enlig mor og gravid med sit 3. barn. Fødslen går i gang i danskernes hus, så hun føder på deres badeværelsesgulv. Det er en dreng, han får navnet Vitus efter den netop afdøde bedstefar.

Da Abelone er alene med børnene, bliver aftalen at hun tager de 2 mindste børn med på arbejde. Eva ser efter børnene, mens Abelone arbejder. Eva kan ikke få børn, og for en tid nyder hun at være sammen med kiffaqens børn.

Bogen fortæller fra flere synsvinkler. Dermed oplever læseren hændelserne gennem bedstemor Rosine, Abelone, Eva, Berthel og Tabitas øjne. Civilisation kontra naturfolk - kulturerne skriger mod hinanden. 

De to børn Tabita og Vitus bliver adopteret af det danske par. De fjernes fra familien i Grønland og kommer med til Danmark. Der er udfordringer, men det sværeste er Evas psykisk skrøbelige sind.

En god beskrivende fortælling om et Grønland, der er midt mellem to meget forskellige kulturer. Også en roman om svigt og om at høre til. En stærk roman!

 

fredag den 14. august 2020

Slagteren fra Ryesgade

Den fjerde politiroman i serien Mørketid, af Ole Frøslev: "Slagteren fra Ryesgade". 2007 - denne er 3. udg. 2016. 

Året er 1942 - stedet er København.
Kriminalbetjent Poul Bjørner fra Station 7 har sammen med kollegerne mange sager, der vedrører sortbørshandel.
I krigens 2. år er vareknapheden mærkbar. Sæbe, koks, tobak - dagligdags varer, der er rationeret, og de kriminelle udnytter situationen ved at stjæle og videresælge de rationeringsmærker, der er nødvendige for at kunne købe disse varer. Nogle fusker med at fremstille og sælge dårlige varer, og andre igen begår indbrud og beriger sig ved at sælge tyvekosterne.

Romanen starter med et røveri, men da forbrydelsen tråd for tråd trevles op, er der noget muggent ved historien. På god gammeldags detektiv manér påviser Bjørner og kollegerne en sammenhæng mellem de mange forbrydelser. Sporene peger på én bagmand!

De mange små bemærkninger om mørklægning, rationering af alt fra søm til gas til tobak, giver et levende billede af hverdagen i København under 2. verdenskrig. Besættelsesmagten fylder mere og mere, den danske regering har ikke længere meget at sige. Frikorpset - danske nazi-sympatisører - jødeforfølgelse, utryghed - det hele kommer tættere på det fredelige Danmark.

Ole Frøslev skriver om "rigtige" mennesker, tempoet er stille og roligt og alligevel spændende og interessant.


fredag den 31. juli 2020

22.11.63

Stephen King: 22.11.63 - 2013. Genlæsning af en tankevækkende og spændende roman!
Jake Epping får vist en slags portal, hvor han kommer tilbage til 1958. Indehaveren af hans yndlings burgerbar, Al, mener at verden kunne have været blevet til et bedre sted, hvis Kennedy ikke var blevet dræbt 22. november 1963. Desværre er Al døende, og beder derfor Jake om at udføre opgaven: Forhindre drabet på præsidenten.
Det er bare ikke ligetil at ændre fortiden. Og hvad er "tiden" egentligt for en størrelse? Jo mere Jake ændrer, jo mere rod bliver der i den nutid, der er fremtid....
Tungen lige i munden - romanen er virkelig godt skruet sammen.

Blækhat

Sissel-Jo Reid Gazan: Blækhat, 2017.
Rosa vokser op i Århus i 1980'erne. Hun bor sammen med sin mor i et byhus, sin far kender hun ikke. Men hun har en god og kærlig pap-far - Krudt.
Bogen er delt op i 3 dele: Rosas barndom - Rosas ungdom - og Rosas voksenliv.
Som barn bliver hun betaget af den nye kunstform, der starter som grafitti og udvikler sig til kunstneriske værker, der udsmykker byens mure, gavle, facader, stræder - alle vegne hvor der er plads til større og mindre kunstværker.
Rosa starter med at samle på det, hun lærer at kende som "pieces". Hun registrerer koordinaterne for værket i sine notesbøger, hvad det forestiller, og ophavets signatur. Siden begynder hun selv at udsmykke byen, og bliver en del af den hemmelige verden med den forbudte kunst.
Street-Art, Grafitti, Gadekunst - er blot et af emnerne i Blækhat. Kunsten bruges til at formidle politiske budskaber, og selvom Rosa siger, at hun ikke interesserer sig for politik, så har hun sine holdninger til tidens tendenser, og det kommer til udtryk i hendes kunst.
Rosa søger efter sin biologiske far. Ikke fordi hun mangler ham som sådan, hun vil bare gerne vide, hvem og hvad han var.
Romanen handler om venskab, om at engagere sig brændende for en sag, og om det unge menneskes søgning efter et ståsted i livet. Rosas rollemodeller - den rationelle mor, den romantiske mormor og den kunstneriske pap-far - giver hende hver deres aftryk. Gazan skriver fantastisk, og bogens godt 500 sider var hurtigt læst:-)

mandag den 20. juli 2020

En hellig alliance

"En hellig alliance", A. J. Kazinski, 2013.
Eva Katz er tidligere journalist, men da hun mister sin kæreste Martin, mister hun også troen og håbet på livet - inklusive sit job. Martin var soldat og blev dræbt af en vejsidebombe.
Nogenlunde på benene igen bliver hun sendt ud i en børnehave, hvor hun skal hjælpe til i køkkenet. På den første arbejdsdag får hun en tegning af 5 årige Malte. Han har tegnet en mand, der bliver dræbt, og tegningen ender af uforklarlige årsager i Evas taske.
Dagen efter får personalet i børnehaven at vide, at Maltes morbror har begået selvmord. Men på tegningen er det et mord og ikke et selvmord, som drengen har tegnet.
Da Eva får at vide, at Maltes mor arbejder for kronprinsessen, og da tidspunktet for selvmordet ikke passer overens med Maltes viden, da han tegner mordet, begynder hun at undersøge sagen.
Meget hurtigt er der stærke kræfter der forsøger at stoppe hendes søgning, og hun trues på livet.
Marcus er tidligere soldat. Veltrænet i alle henseender. Hans opgave er at vogte over "institutionen". Er man med i magtens centrum, så holder man mund - og Marcus er en af dem, der fjerner uønskede elementer.
En thriller om magt, om en hemmelig alliance mellem Europas kongehuse.
Også en roman om ensomhed, om at være stærk, om at kunne klare sig selv.
Sommerferielæsning - lånt på Anholts mini-bibliotek.

søndag den 12. juli 2020

Heimat - et tysk familiealbum

Sommetider bliver man kastet ud i noget, man måske ikke selv ville have valgt! Sådan en bog er "Heimat; Et tysk familiealbum" af Nora Krug, 2018. (Oversat til dansk i 2019)
Nora Krug har skrevet om sine tyske aner. Som ung flytter hun fra Tyskland til USA for at læse, og har et lidt anstrengt forhold til det at være tysk. I USA føler hun skyld, fordi hun er tysk.
I Tyskland lærte hun om Holocaust i skolen, men i familien taler man ikke meget om tiden under 2. verdenskrig, om jødeforfølgelsen, om KZ-lejre.
Efter 12 år i USA savner hun følelsen af "heimat" - defineret som det sted, hvor man er vokset op, der hvor man bliver formet af sine omgivelser. Hun sætter sig for at rejse hjem til Karlsruhe i det sydlige Tyskland og finde sine rødder.
Nora ved ikke så meget om sine bedsteforældre. Hendes farfar døde, da hendes far var lille. Han fik ikke noget fortalt om sin far, og derfor kan han ikke videregive noget til sine egne børn.
Men der er en farbror, han var soldat i den tyske hær og overlevede ikke krigen. Der er også en faster, som Noras far ikke har talt med i mange år.
Noras morfar, Willi, har en historie, som hun graver ned i. Nogle af historierne om ham passer vist ikke helt - var han, eller var han ikke, medlem af nationalsocialisterne??
Bogen er meget personlig, og den er meget levende fortalt. En dokumentation bestående af billeder, fotos og tegninger, avisartikler og breve, billeder af effekter, der har betydning for forfatteren og små tegneserier. Farverne, skriften, collagerne: det hele giver fortællingen et autentisk præg. Meget anderledes end hvad jeg før har læst, en "totaloplevelse", hvor det ikke kun er ordene, der beretter historien.

Modstand

"Modstand", Niels Wium Olesen, 2020.
Serien 100 danmarkshistorier, Aarhus Universitetsforlag.
Fænomenet modstand tages under behandling - i national såvel som international sammenhæng.
Bogen handler om modstand og ikke om modstandsbevægelsens historie, men det er tiden under og efter 2. verdenskrig, der er i fokus.
Motiverne for modstandskampen, da Danmark blev besat, var først og fremmest de nationale følelser, men også det politiske aspekt havde stor betydning.
Politik fylder meget i bogen. Det gjorde desværre, at min læseoplevelse ikke blev den allerbedste...
Jeg blev klogere undervejs, især på efterkrigstiden, men da jeg kun fik læst et par sider ad gangen, mistede jeg lidt tråden.

fredag den 10. juli 2020

Rose Madder

Det var blevet tid igen: Rose Madder af Stephen King, efter min mening en af hans bedste romaner!
Romanen er fra 1995, oversat til dansk i 1997.
Rose er gift med politimanden Norman Daniels. Hun er ganske ung, da hun bliver gift, og kender ikke meget til verdenen. Norman starter allerede på deres bryllupsdag med at være voldelig, og det fortsætter i deres 14 års ægteskab.
"Fjorten år med det der. Et hundrede og otte og tres måneder, der begyndte med, at han trak hende i håret og bed hende i skulderen, fordi hun kom til at smække døren på deres bryllupsdag. En abort. En perforeret lunge. Det frygtelige, han havde gjort med tennis-ketsjeren. De gamle mærker på de steder på hendes krop, som tøjet dækkede. Bidemærker for det meste. Norman elskede at bide." (s. 25)
En dag vågner hun op, og får modet til at flygte. Langt væk. Det lykkes hende, og hun skaber sig et nyt liv. Men angsten for at han finder hende, ligger til stadighed i hendes bevidsthed.
Og Norman er på jagt. Han er god til at finde mennesker, og han vil ikke lade Rose leve et liv uden ham. King lader læseren komme ind i hovedet på Norman, så både byttet og jægeren følges.
Skæbnen lader Rose gå ind i en pantelånerforretning, og et specielt maleri bliver Rosies vendepunkt og senere redning.
En pageturner om hustruvold og svigt, og om at finde styrke inde i sig selv.

torsdag den 2. juli 2020

Mig og farmor

"Mig og farmor", Lise Nørgaard og Karen Smith, 1984. Oprindelig offentliggjort i Hjemmet i 1982. (https://forfatterweb.dk/oversigt/zlisen)
I 34 små noveller fortæller 7½ årige Nanna om alle de skøre og anderledes ting, hun oplever, når hun besøger sin farmor.
Nogle gange kører de i bus og lader som om, de ikke kender hinanden. "Hvem har denne lille pige med?", kan farmor finde på at spørge, og så får de en masse sjov ud af deres medpassagerers reaktioner.
De tager også i botanisk have og kikker på alle planterne, og sommetider får farmor en sjælden plante med hjem...
Én gang var de på Rådhuset, hvor de blandede sig med et selskab, og spiste af de mange lækre pandekager.
De går til åbent hus arrangement i en luksuriøs villa med swimmingpool, der er til salg - selvfølgelig uden intentioner om at købe noget hus, men Nanna får badet i den skønne pool.
Der er uden tvivl mere spræl i farmor end i alle de andre voksne tilsammen i Nannas familie.
En spøjst lille sag, der dukkede op, da jeg ledte efter noget andet.

fredag den 26. juni 2020

Erna og rumæneren

Erling Jepsen: "Erna og rumæneren", 2020.
Stedet er Sønderjylland - Bramstrup, året er 2020. Der skal fejres 100 års jubilæum for landsdelens genforening med Danmark.
Erna Jensen er hovedpersonen, hun er oldebarn af den Erna, som Jepsen skrev om i "Erna i krig".
Nutidens Erna har også en søn ved navn Kalle, og han er heller ikke den skarpeste kniv i skuffen...
Erna er på kontanthjælp, hun forsøger at tjene lidt ekstra ved at sælge sit hjemmebag, og tilbyder derudover sin hjælp hvor hun kan. Og hun skal jo også passe på sin Kalle, så han er med overalt - siddende bag på Ernas Puch Monza.
Da sagsbehandleren ved kommunen sender Erna ud i et job som handicaphjælper, er det derfor med blandede følelser. Men det går nu over al forventning!
2 københavnere er kommet til Bramstrup. De repræsenterer en fond, der har bevilget penge til forskønnelse af byen. I forbindelse med jubilæet vil de kongelige køre gennem Bramstrup, og så skal husene på ruten se præsentable ud. Hvor stort beløbet er, svæver i det uvisse - men Erna går ind for medbestemmelse, og hun nedsætter en komité med sig selv som formand. Der er mange i den lille by, der mener at netop deres hus/have trænger til forskønnelse!
Erling Jepsens personer er komiske. Han giver dem karaktertræk, som man genkender fra virkeligheden, og skruer så op for volumen.
Fremmedhad, socialt bedrageri, utroskab og selvtægt er nogle af elementerne i romanen. Og alt går op i en højere enhed, fordi borgerne i det lille samfund trods alle kontroverser står sammen i fælles front.
Romanen er i den lette genre - sort humor er hovedingrediensen.

lørdag den 20. juni 2020

De hundrede hemmelige sanser

"De hundrede hemmelige sanser", Amy Tan, 1995. (Min er 2. udgave fra 1998)
Fortælleren er Olivia Laguni. Hun har en kinesisk halvsøster: Kwan. De har samme far, men hvor Olivia er vokset op i USA med en amerikansk mor, så er Kwan 100 % kinesisk. Hun kommer til staterne som 18 årig, og bliver hende, der fylder mest i "Libby-ah"'s liv.
Olivia er separeret fra Simon. De "er vokset fra hinanden", men i følge Kwan hører de sammen, da de i et tidligere liv også var forbundne.
Kwan har nemlig yin-øjne - hun ser og kommunikerer med de døde og tror på reinkarnation. Gennem Olivias opvækst fortæller hun om sine tidligere oplevelser, altid om natten og som om det er drømme. Men er det drømme eller virkelighed?
Kwan overbeviser 'Libby-ah' om at de må rejse til bjerglandsbyen Changmian, hvor deres afdøde far og Kwan kommer fra. Simon skal med, bare som skribent til en reportage, de skal lave sammen.
Det bliver en overraskende og afgørende rejse for dem alle 3.
Amy Tan skriver med humor, og læseren beriges med kinesisk kultur og filosofi. Hun blander fortid og nutid sammen, det ene kan ikke stå alene uden det andet.
Det er den 4. roman af Amy Tan, jeg læser, og hun har endnu ikke skuffet.

mandag den 15. juni 2020

Museer for folket

Endnu en bid af Danmarks historie: "Museer for folket", Thomas Bloch Ravn, 2020, i serien 100 danmarkshistorier fra Aarhus Universitetsforlag.
Museer i dag er bestemt ikke, som museer var for godt 100 år siden. Dengang var det videnskab og forskning, særligt i arkæologien, der havde betydning. Formidling til almindelige mennesker blev ikke prioriteret.
Bogen fortæller om foregangsmændene, der fandt det vigtigt at bevare den nærmere fortid. Det skulle handle om mennesker, der skulle fokus på det folkelige aspekt.
En af disse mænd var Peter Holm, der lagde grunden til Den Gamle By i Aarhus. Hans modstander var Sophus Müller, der var helt uenig i, at man kunne flytte gamle huse og rekonstruere dem og derefter vise befolkningen, hvordan livet blev levet i bedste- og oldeforældrenes tid. Det var ikke videnskab, og hørte derfor ikke hjemme på et museum!
I vores tid findes der mange forskellige slags museer. Levende museer som Den Gamle By og Hjerl Hede, og lokale museer der har fokus på netop det, den enkelte købstad eller by har som noget særligt.
Og det handler mest om mennesker - ikke om ting. Formidlingen er vigtig, og det har også vist sig at være noget, folk de interesserer sig for. Ikke flintøkser på rad og række i montrer, men rekonstruktioner af hvordan vores forfædre levede og døde.
Meget interessant og oplysende bog!

fredag den 5. juni 2020

Sofie

"Sofie", 1. del af trilogien "Sofie, Kristian, Mads", Ole Frøstrup, 1996.
I denne første del er det Sofies historie, Frøstrup fortæller om. Hun vokser op i en lille landsby - Arnakke ved Isefjorden. Romanen fortæller om livet på landet i 1930'erne på godt og ondt, om skolegang, konfirmation, og de muligheder for uddannelse, der var for piger og drenge på den tid. Sofies mor, Amalie (Malle) er den stærke i forældrenes forhold. Hun er kyndig i naturmedicin, og hun vil gerne have, at Sofie også lærer om planternes helbredende egenskaber. Landsbyens beboere kommer til Malle, når de fejler noget. Unge piger der er 'kommet galt afsted', finder også vej til hende.
Faderen Sven er skovarbejder, og hans kærlighed til naturen giver han videre til Sofie. Sofie kender alle dyr i skoven, hun tømmer åleruser, og færdes hjemmevant i skoven. Hendes gode ven Kristian, som er søn af faderens ven Mads, drømmer om at blive skytte eller skovløber. De to børn/unge mennesker er fortrolige og er et godt makkerpar.
Sofie har et kunstigt ben. Da hun var lille, frøs hun fast i isen, og det resulterede i, at det ene ben blev amputeret. Trods sit handicap er hun en pige, der ikke er bange for udfordringer. Hun er dygtig i skolen og drømmer om at blive lærer. Livet former sig dog ikke helt som ønsket, Sofie oplever store tab i sit liv.
Efter at have læst "Sofie" falder mange brikker på plads, når jeg tænker på "Kristian". Forskellen på de to bøger er nok, at "Kristian" handler meget om 2. verdenskrig og modstandsbevægelsen, hvor "Sofie" mere handler om tiden på landet før krigen, og hvordan menneskene klarer dagligdagen. Men godt skrevet er gældende for alle 3 romaner, man fanges hurtigt ind i verdenen, der var engang.


mandag den 25. maj 2020

Tyskere på flugt

John V. Jensen: Tyskere på flugt, 2020. I serien 100 danmarkshistorier fra Aarhus Universitetsforlag.
Da 2. verdenskrig næsten var slut kom en masse tyske flygtninge op til Danmark. Over 200.000 tyske flygtninge. (s. 24) Tyskland lå i ruiner og den civile befolkning var skræmt ved udsigten til at falde i hænderne på de sovjetiske soldater.
Før befrielsen d. 5. maj var de mange tyske flygtninge besættelsesmagtens ansvar, men da krigen sluttede blev ansvaret lagt over på de danske myndigheder. Der kom så mange flygtninge, at Danmark oprettede en reel 'flygtningeforsorg', der skulle håndtere de mange mennesker.
Johannes Kjærbøl var chef for administrationen, og han udtalte: Flygtningene skal have så god behandling, at de ikke senere rejser kritik over for de danske myndigheder, men ikke så god behandling, at de får flere goder end danskerne, hvormed befolkningen vil rejse kritik. (s. 77)
Der blev oprettet lejre rundt omkring i Danmark. Flere steder var det tyskernes efterladte militærlejre, der blev brugt, bl.a. Oksbøllejren i Sydvestjylland. Flygtningene skulle både have mad, sanitære forhold og lægehjælp. Men også et oplysnings- og skolingsarbejde blev iværksat, sådan at nazistiske ideologier skulle fortrænges af demokratisk livssyn. Udvalgte flygtninge underviste i antinazistiske programmer, og selve lejrene fungerede i praksis på demokratisk vis med råd og udvalg, der formidlede fødevarer, beklædning mm., og endda en avis med oplysning og nyheder blev skrevet og trykt. Af flygtninge til flygtninge.
De mange tyskere boede bag pigtråd adskilt fra den øvrige befolkning i Danmark i flere år. Først fra november 1946 begyndte man at sende flygtningene tilbage til Tyskland. De sidste kom 'hjem' i februar 1949. Da havde krigen været slut i næsten 4 år!
Bogen Tyskere på flugt fortæller om livet i lejrene, om de enorme mængder af fødevarer, og om forbuddet mod at fraternisere med flygtningene. Danskerne kunne ikke blot se flygtningene som mennesker i nød, det var jo samme nationalitet, der havde besat vores land i 5 lange år. Så der var flere grunde til, at der var pigtråd om lejrene!
Det overraskede mig, at der var knaphed på varer, og fortsat rationering, helt frem til 1952. Bogen indeholder mange oplysninger om den lidt kaotiske tid efter krigens slutning. Den fortæller om et kapitel, som der ikke har været så meget fokus på, men som må have fyldt meget dengang.
Interessant og godt fortalt!

torsdag den 21. maj 2020

Hestetyven

"Hestetyven", 2006, Ole Frøslev. (Denne: 4. udg. 2016). Nr. 2 i serien Mørketid, (politiroman).
Stedet er stadig København, romanen starter i december 1940.
Kriminalbetjenten Poul Bjørner efterforsker denne gang et værtshusslagsmål, der ender med at offeret dør. Gerningsmanden er en 'tyskervenlig' mand, og Bjørner finder ud af, at manden kendes under øgenavnet 'Hestetyven'. Desværre er manden beskyttet af værnemagten, og for at få ham dømt for mordet må efterforskningen derfor foregå i det skjulte.
En anden sag på programmet er jagten på en pyroman. Påsatte brande i opgange, nogle mere alvorlige end andre - når brandvæsen og politi når frem, er der ingen, der har set noget mistænkeligt. Familielivet med Alice og børnene og den øvrige hverdag med krigen udenfor døren -  med manglen på (især) kaffe og tobak - beskrives gennem hovedpersonen. Tyskerne strammer grebet, der er stikkere overalt, verden er blevet et usikkert sted.
En roman der fanger fra første side. Sproget er 'dagligdags' med ordvalg, der passer til den tid, der beskrives. Beskrivelser af København med sporvogne, mørklægning og hele stemningen har Ole Frøslev fået med i historien. Jeg ser frem til næste bog i serien!

torsdag den 14. maj 2020

Romersk ægteskab

"Romersk ægteskab", "A Roman Marriage", Brian Glanville, 1968.
21 årige Barbara er på ferie i Italien med sin veninde Penny.
De italienske mænd er nærgående og selvbevidste, og nærmest jagter de unge kvindelige turister.
Sådan går det også for Barbara og Penny.
Claudio lægger an på Barbara, og selvom hun ikke bryder sig om hans overvældende interesse, ender det alligevel med, at hun går i seng med ham, og - presset - siger ja til at blive gift med ham.
Da hun kommer hjem til England igen, forekommer det hele som en drøm, og hun fortryder sit ja.
Men Claudio giver ikke op. Han skriver og ringer, og en dag får hun et brev, hvor han skriver, at han kommer til England, og hun skal reservere et hotelværelse til ham.
Alle advarselssignaler til trods bliver de borgerligt viet i England, og rejser derefter til Rom, hvor de skal bo i en lejlighed sammen med Claudios mor.
Pludselig er Claudio og Rom ikke den samme oplevelse som i ferien. Forskellen i deres kultur udløser det ene skænderi efter det andet. Til sidst ser hun ikke anden udvej end at rejse hjem igen.
Det er Barbara, der fortæller. Der er ingen kapitler i bogen, det gjorde, at jeg næsten læste den i et rap.
Jeg har læst den før, men huskede ikke andet end de store træk. Den frigjorte engelske pige og den traditionsbundne italienske machomand! En interessant blanding.


Misery

Stephen King: Misery, 1987. På dansk i 1990 - denne fra Bogklubben 12 bøger, 2.udg. 1992.
Forfatteren Paul Sheldon kører galt i en snestorm i Colorados bjerge. (Ikke langt fra Hotel Overlook!)
En forhenværende sygeplejerske, Annie Wilkes, tager sig 'kærligt' af ham.
Hun er hans 'største beundrer', og elsker Sheldons romaner om Misery Chastain - en serie af historiske, romantiske romaner. Paul Sheldon er ikke selv så begejstret for serien, og lader derfor hovedpersonen Misery dø i det, der skulle være den sidste bog i serien.
Annie Wilkes, der viser sig at være fuldstændig utilregnelig, læser hans manuskript og tvinger derefter sin yndlingsforfatter/patient til at give Misery livet tilbage.
En gyser, et mareridt - og filmatiseret med Kathy Bates og James Caan i hovedrollerne. (Som i øvrigt er mulig at låne på filmstriben.dk)

lørdag den 9. maj 2020

Huckleberry Finn

Mark Twain: Huckleberry Finn, - oversat fra "The adventures of Huckleberry Finn", 1884.
Min udgave er fra Gyldendal 1962.
Huck - kaldet Huckleberry - bor ved enken Douglas og dennes søster Miss Watson. Han havde ikke noget hjem, før enken tog ham til sig, selvom han godt nok har en far. 'Fatter' er en drukkenbolt, og han banker Huck.
Hos enken og Miss Watson har han det sådan set godt, men han føler sig indespærret og vil hellere ud i verden og opleve eventyr. Hans ven Tom Sawyers er forældreløs. De to fantasifulde, lidt uartige drenge har før oplevet fantastiske eventyr sammen, og det længes Huck efter igen.
'Fatter' opsøger Huck, han tvinger ham med ud i skoven, og her bor de to i noget tid bl.a. af de fisk, de fanger i floden. Huck bliver træt af bankene og af at været spærret inde, og planlægger en spektakulær flugt. Han stjæler en herreløs kano, og lægger falske spor, der skal narre faderen til at tro, at hans søn er død.
Derfra begynder eventyret for alvor!
Historien foregår i 1800-tallet i USA's sydlige stater i tiden inden borgerkrigen. Slaver ("niggere") er en naturlig del af samfundene, og Miss Watsons store 'nigger' Jim er en vigtig del af eventyret.
Huckleberry Finn er en finurlig blanding af 'drengebog' og eventyr, med flere 'lag' der gør, at den sagtens kan læses af voksne.
Billedet af selvhøjtidelige amerikanske borgere i 1860'erne og de mindre pæne sider af tilværelsen er tilføjet fortællingen om drengenes oplevelser. Efter sigende en 'dannelsesroman', og stor amerikansk litteratur.
Efter at have fanget bogens jargon, fangede historien mig.


onsdag den 29. april 2020

Ask Ygdrasil; En gammel guddommelig historie

En letlæselig fortælling om verdens tilblivelse ifølge den nordiske mytologi.
"Ask Ygdrasil; En gammel guddommelig historie", Alf Henrikson står for teksten og Edward Lindahl for bogens illustrationer. [1975]
Historien om Odin og Tor, om Valhal, Sleipner og Særimmer, og den onde i skikkelse af Loke, hvis afkom er Midgårdsormen og Fenrisulven.
Ask Ygdrasil er 'verden'. Mennesket bor i Midgård, som er i centrum af det kæmpestore træ. I de nederste grene holder jætterne til, og det er også dér dødsriget Hel er.
Øverst oppe bor alle guderne - i Asgård. Odin og hans to brødre Vile og Ve var de første af guderne. Det var dem, der en dag fandt to stumper halvråddent træ, som de skabte de to første mennesker af. Ask og Embla. De blev sat midt i træet, og "fra dem nedstammer hele menneskeheden" (s. 21)
Det hele ender med Ragnarok - men en ny verden bliver skabt af stumper fra den gamle.
Bogen kommer fra mit barndomshjem, jeg har læst den mange gange, og det er vel egentligt en børnebog. For større børn. Men den er hyggelig, morsom og belærende, når man godt kan lide gamle eventyrlige fortællinger. Det er en af de bøger, der aldrig vil blive kasseret!!

tirsdag den 28. april 2020

Søvnløs

"Søvnløs", Stephen King, 1996.
Original titel: "Insomnia", 1994.
Hovedpersonen Ralph bor i en mindre by i staten Maine, USA.
Han er enkemand, og efter sin kones død begynder han at lide af søvnløshed. Han vågner tidligere og tidligere om morgenen og bliver derfor mere og mere udmattet.
En dag ser han "auraer" - og giver sin tilstand skylden. De mennesker han ser i byen har forskellige farver omkring sig, og han kan aflæse deres sindstilstand ud fra deres aura. Han ser også små personer i hvide kitler, som andre ikke kan se, og selvom han fysisk har det nogenlunde, begynder han at blive bekymret for sit mentale helbred.
Da han opdager, at veninden Lois har de samme søvn-problemer, og også ser verden på et andet plan, går det op for dem, at de er udvalgt af en højere eksistens til at løse en helt særlig opgave.
Det er det gode versus det onde, det er livet og døden, alderdom, hustrumishandling og abortproblematik der er emner i Stephen Kings roman.
Romanens genre er en kombination af spænding og science fiction. Den er udmærket, men lidt langtrukken efter min mening. King har mange ideer om livet efter døden.

tirsdag den 21. april 2020

Skæbnens melodi

Ren afslapning og nostalgi: "Skæbnens melodi" én af Victoria Holt's mange romaner. Genlæst mange gange, der er noget særligt ved denne lette genre.
Romanen er fra 1971, original titlen er "The Shivering Sand". Senere er romanen udgivet under titlen "Fortidens skygger".
Historien foregår i 1880'erne. Caroline kommer til den engelske landsby Lovat Mill, hvor hun vil undersøge omstændighederne efter sin søsters forsvinden. Søsteren var arkæolog, og det eneste familie Caroline har tilbage. Hun bliver ansat som spillelærerinde for 4 piger på egnens slot "Lovat Stacy".
Spænding og kærlighed i en længst svunden tid! Sidst læst i 2015.

En lykkelig slutning

"En lykkelig slutning", Maren Uthaug, 2019. (E-bog lånt ved e-reolen.)
En anderledes slægthistorie! Nicolas er 7. generation i en familie, der består af bedemænd - eller i hvert fald af mænd, der har haft med døden at gøre. Nicolas har fået familiens historie fortalt af sin bedstefar, og læseren får fortællingen af Nicolas, samtidig med at han fortæller sin egen historie bid for bid.
Den førstefødte dreng i slægtens familier skulle hedde Christian, og for at kunne kende dem fra hinanden, er det Christian 1, Christian 2 osv. At Nicolas ikke kom til at hedde Christian, er endnu en historie i historien!
De 6 x Christian og Nicolas har alle hver deres særlige 'egenskab'. Romanen kommer derfor vidt omkring emner som medlidenhedsdrab, OCD, overtro og spøgelser. Også nekrofili fylder en del, en udfordring når man er bedemand...
Min forventning til romanen blev desværre ikke indfriet. Da jeg læste Uthaugs to romaner "Og sådan blev det" og "Hvor der er fugle", var læseoplevelsen 'wauw'! Godt skruet sammen, gode historier, godt sprog.
I "En lykkelig slutning" er alt så uvirkeligt, at jeg ikke kommer rigtigt ind i historien, personerne føles ikke som 'rigtige mennesker'.
Sådan er det med litteraturen - det den ene synes er godt, er ikke nødvendigvis den andens synspunkt. Hvis Maren Uthaug skriver flere romaner (mon ikke?), så vil jeg helt bestemt læse mere af hende.

fredag den 17. april 2020

Ondskabens hotel

Gyser-klassikeren over dem alle: "Ondskabens hotel" af Stephen King. Udkom i 1977: The Shining, min udgave er på dansk fra 2006.
Mange kender historien, enten som bog eller film - eller begge dele. Bog og film er (naturligvis!) ikke helt ens, men 'gysende' på hver deres måde. Det er svært ikke at se Jack Nicholson for sig, når man læser romanen!
Jack er alkoholiker. Det var hans far også, og Jacks opvækst med vold og uforudsigelighed har præget ham for altid, og har gjort ham til den han er.
Hans kone Wendy har også en tung bagage med sig. Hendes mor er en dominerende, psykopatisk kvinde, der altid har været efter sin datter. "Du er en ulykkesfugl", "du har aldrig duet til noget", "du kom imellem din far og mig". (s. 69) Wendy har kæmpet for at løsrive sig fra sin mors 'tommelskruer', og er skrækslagen for at komme til at ligne hende!
Lille Danny på 5 år har særlige evner. Han kan finde bortkomne ting, han ved hvad forældrene tænker og hvad de taler om, også når han ikke er til stede. Og han ser hændelser, inden de sker.
Jack er arbejdsløs lærer, og da han får et tilbud om at blive opsynsmand på et hotel, der lukker ned om vinteren, slår han til. Han ser jobbet som en chance for både at tjene penge, og for at få skrevet det skuespil færdigt, som han længe har skrevet på. Han har også lagt sprutten på hylden, og da der ingen spiritus er på det lukkede hotel, er det endnu et plus. På et hotel beliggende i Colorados bjerge, lukket helt af for omverdenen af sne og is hele vinteren, burde begge dele kunne lade sig gøre.
Hotel Overlook er af den luksuriøse slags, og da familien ankommer på hotellets sidste åbningsdag, ser alt godt ud. Men snart ændrer den pæne overflade sig, og Dannys evner synes at åbne op for en ondskab, der tager mere og mere magt.
Stephen King lader på skift læseren komme ind i hovedet på sine personer. På den måde er læseren 'altvidende', og den baggrundsviden om den enkelte, der mangler i filmatiseringen, er med i romanen.
De 3 hovedpersoner har på forhånd hver især deres dæmoner med sig, og sammen med de ånder, der ikke kan slippe fra hotellet, eskalerer hændelserne og ender i et brag!



mandag den 13. april 2020

Shamanen

Noah Gordon: "Shamanen", 1992. (Denne: 4. udg. 2008.)
I "Helbrederen" skriver Gordon om Rob J. Cole - "Shamanen" handler om efterkommere af selvsamme slægt.
Romanen starter i 1864, hvor Shaman (Robert Jefferson Cole) er på vej hjem til Holdens Crossing, en by ude vestpå. Hans far (Robert Judson Cole) er død, og Shaman tager hjem for at være med til begravelsen.
Hjemme finder og læser han sin fars dagbogsoptegnelser: en rig blanding af medicinske og farmakologiske noter og helt private tanker, (s. 22) Romanen går nu tilbage til 1839, og fortæller faderens livshistorie. Han flygtede fra Skotland på grund af politiske optøjer, og ankom til Boston, USA. Han var uddannet læge, og søgte derfor job på byens hospitaler, men måtte nøjes med at arbejde for de fattige i slumkvartererne. Det var hårdt arbejde og gav ikke mange penge. Efter nogle måneder - og efter et 'fejltrin', hvor han næsten blev far! - beslutter han sig for at rejse til 'indianerland'.
Han arbejder sig frem. Fra Boston til Illinois, hvor han møder Nicholas Holden. Han erhverver sig et jordlod i Nicholas' nye by: 'Holdens Crossing', han møder indianere og lærer deres levevis at kende, og bliver accepteret af dem, han opbygger en lægepraksis, får en kone, børn osv.
Shaman lærer sider af sin far, som han ikke kendte, gennem dagbøgerne. Han læser også om sig selv. Da han var lille, blev han døv efter at have været syg af skarlagensfeber. Kampen for at give drengen Shaman et godt liv, fyldte meget for hele familien.
Shamans eneste ønske er at blive læge som sin far, men han får at vide, det ikke er muligt uden hørelsen. Men han vil ikke give op, dét karaktertræk har han til fælles med sin far!
Romanen bygger som nævnt på fundamentet fra "Helbrederen", hvor den første i slægten Cole bliver læge. Nogle af dem har 'evnen': de kan føle om et menneske vil leve eller dø.
"Shamanen" indeholder de 2 Cole-lægers livsforløb, lægegerningen i 1800 tallet og derudover nybyggerlivet i det vestlige USA, politik, raceadskillelse, indianerproblematikken og borgerkrig. En voldtægt og et mord trækker en tråd gennem handlingen, og først til allersidst falder brikkerne på plads.
En spændende, underholdende, belærende roman!

søndag den 5. april 2020

Helbrederen

Noah Gordon: "Helbrederen", bind 1+2, 1995. (Gyldendals Bogklubber)
"The Physician", 1986.
Romanen starter i London, året er 1021. Det er en fantastisk fortælling om Rob J. Cole's rejse gennem livet. Rob er 9 år, familien er fattig og han mister sine forældre kort efter hinanden, og de 4 søskende bliver adskilt, da ingen har råd til 4 ekstra børn i husholdningen.
Rob kommer i lære hos en dygtig badskær, der dels udøver en slags læge gerning dels underholder med jonglering og trylleri. De kører rundt i landet, og badskær tjener nok til, at de lever godt. Rob lærer om planternes egenskaber, og han lærer at tilberede et velsmagende måltid mad.
Kontakten med de syge og tilskadekomne mennesker får Rob til at ønske, at han er 'rigtig' læge. Især de uhelbredelige tilfælde giver ham en brændende lyst til at vide mere, sådan at han kan hjælpe. Europas læger er på det tidspunkt uvidende, og gør sommetider mere skade end gavn.
Han hører om et sted i Persien, hvor man kan uddanne sig til læge. En af udfordringerne er, at kun jøder og muslimer har tilladelse til at blive udlært på stedet. Rob tager udfordringen op og påbegynder en lang og farefuld rejse.
En spændende, interessant og lærerig roman om middelalderen, om lægegerningen, om religioner og dermed også forskellige kulturer.
Jeg har læst mig til, at romanen er filmatiseret, men har desværre ikke set filmen.


søndag den 22. marts 2020

Kamæleonen

Jane Aamund: "Kamæleonen", 1999. Denne er i en 'dobbeltbog', sammen med Colorado drømme, udgivet i 2008.
Louise bliver gift med Andreas. Hun lever i en forestilling om et liv bare med de to, isoleret i et lille hus på landet. Boblen brister hurtigt efter brylluppet, Louise får panikangst-anfald, og har svært ved at finde sit eget jeg i forsøget på at være Andreas' glansbillede af en hustru. Det er ikke hans skyld, men hende, der laver sig selv om, for at blive den, hun tror, han ønsker.
Romanen handler om parforhold på godt og ondt, er der plads til det individuelle menneske, selvom man er 2? Jane Aamund var god til at fortælle, og Kamæleonen er ingen undtagelse.

Lykkeland. En opbyggelig historie

Ole Frøslev: "Lykkeland. En opbyggelig historie", 1997.
Thomas Mortensen er skolelærer. Han er far til 2 døtre, han er fraskilt.
Han har lidt svært ved at forstå - og følge - reglerne i uddannelsessystemet. En dag efter en 'episode' i skolen, hvor han var kommet med en ironisk bemærkning omkring alle skolens tværfaglige projekter, blev han kaldt ind til inspektøren, og blev derefter 'fritaget for tjeneste'. Han var nok lidt stresset, mente skoleinspektøren.
Han henvises til konsulentfirmaet 'Psyko-consult', hvor han kommer i et forløb, der er udarbejdet på computer ud fra oplysninger, han har givet i et meget omfattende spørgeskema. "Vi skal nok finde et eller andet", lyder det fra konsulentfirmaet...
Thomas starter med et kursus, hvor han skal få kontrol over sine aggressioner! Og derefter går det slag i slag, for ligesom i det stramme skolesystem, passer han heller ikke ind i behandlingssystemet. Det er for tåbeligt, for ensrettet, der er ikke plads til individualismen. Han forsøger at komme ud af møllen, men det viser sig, at det bliver dyrere og dyrere, og han har simpelthen ikke råd til at stå af.
Romanen sætter vores samfund under lup, og spejler det i Thomas Mores roman "Utopia", forestillingen om ideal staten.
Thomas' fortælling viser sig at være en historie i historien, da han beslutter at skrive om sine oplevelser og udfordringer.
"Lykkeland" er en genial blanding af samfundsrealisme og humoristisk fantasi. Thomas har dybsindige samtaler med 'den gamle Thomas' (Thomas More) og han mødes også med H.C. Andersen og Søren Kirkegaard, som giver ham deres input i form af eventyr og filosofi.
En meget anderledes Ole Frøslev end de politiromaner, jeg tidligere har læst, men slet ikke dårligt!

søndag den 15. marts 2020

Mads

"Mads", 3. del af trilogien "Sofie, Kristian, Mads" af Ole Frøstrup, 1999.
Fortællingen om Mads - Sofie og Kristians søn - foregår ca. 30 år efter 2. verdenskrig.
Mads er journalist og bor i København. Han ved godt, at hans mor Sofie var i KZ-lejr under krigen, men hun har aldrig fortalt ham, hvad der helt præcis skete dér i 1943.
I starten af romanen bliver Mads kontaktet af moderens ven Chaim, som udtrykker bekymring for Sofie, og derfor fortæller Mads noget af hendes historie.
Chaim er med i en hemmelig organisation, der opsporer krigsforbrydere, for at få dem dømt for deres umenneskelige handlinger under krigen. Han får Mads involveret, i første omgang under påskud af at forhindre moderen i at udøve selvtægt i forbindelse med en af de genkendte Gestapo bødler.
Udover 'jagten' på krigsforbrydere, fortæller Ole Frøstrup om livet i Danmark først i 1970'erne. Christiania er netop blevet besat, fri porno og narkotika er tilgængeligt, og Mads holder sig ikke tilbage. Han roder rundt med forskellige piger, men hans ægte kærlighed er islændingen Sigrid/Sigge.
Sammenlignet med "Kristian" er "Mads" ikke på samme højde efter min mening. Især slutningen af romanen har et lidt urealistisk præg - der er gået for meget 'James Bond' i handlingen.
1. del af trilogien er bestilt på biblioteket. ("Sofie")

Kristian

"Kristian", 2. del af trilogien "Sofie, Kristian, Mads" af Ole Frøstrup, 1997.
En roman om en lille familie i Nordsjælland, der er involveret i modstandsbevægelsen under 2. verdenskrig.
Kristian er skytte, og har derfor tilladelse til at bære våben. Hans job er bl.a. at holde vildtbestanden under kontrol, og nogle af de dyr, han skyder, sælger han til tyskerne og får ammunition til gengæld. At han samtidig hjælper sine landsmænd, og er med i kampen mod besættelsesmagten, det ved tyskerne naturligvis ikke.
Kristian, hans kone Sofie, og flere andre i det lille skovsamfund har dannet en gruppe, som de kalder 'Skovfolket'. De modtager nedkastede containere fra englænderne, og sørger for at viderebringe våben og fødevarer, og er også med til at hjælpe jøder til det neutrale Sverige.
Det er mest Sofies tanker og hverdag, som Frøstrup beretter om. Uden at afsløre for meget af handlingen, gør omstændigheder at Sofie kommer i KZ lejr i Theresienstadt.
Det er en barsk historie, men jeg synes, at Ole Frøstrup tegner et realistisk billede af Danmark i 1943, og man bliver hurtigt fanget af historien.

mandag den 2. marts 2020

Bjergsted Drømme

"Bjergsted Drømme", Jane Aamund, 2019.
Jane Aamund nåede at færdiggøre manuskriptet til romanen inden hun døde i januar 2019. Bogen blev udgivet i november 2019, med release i haven foran det hus i landsbyen Bjergsted ved Kalundborg, hvor Jane Aamund boede i 1980'erne. 
"Bjergsted Drømme" fortsætter efter "Colorado Drømme", hvor Ane mistede sin store kærlighed Bob, som hun skulle have været gift med.
Ane er tilbage i Danmark, hun har købt et lille hus i den vestsjællandske landsby Bjergsted. Herfra bygger hun tilværelsen op igen med venner og karriere, og bearbejder sorgen efter sit tab.
Kærlighed, sex og mænd fylder meget i hendes liv, og bogens relativt korte kapitler fortæller om de forhold og oplevelser, hun kaster sig ud i. Da hun møder Joakim er det også intenst og eventyrligt. Men Ane ender med at føle sig ensom i forholdet, og må tage en beslutning.
Jeg blev ikke ligeså fanget af denne efterfølger til Colorado Drømme. Jane Aamund var en god fortæller, og jeg har læst de fleste af hendes romaner. I Bjergsted Drømme fik jeg en fornemmelse af stumper, der lidt kluntet var sat sammen til en roman. Der manglede en mere flydende sammenhæng, som i andre af hendes romaner. 
Amn
Roman
"Bjergste

søndag den 1. marts 2020

Colorado Drømme

Jane Aamund: Colorado Drømme - udkom første gang i 1997, denne er i en ´dobbeltbog´, hvor også Kamelæonen er, 3. udg. 2001. (købt i genbrugsbutik)
Ane Bjerg er romanens hovedperson. Hun er gift med den 17 år ældre Johannes, der er dyrlæge. I bogens begyndelse har de været gift i 10 år. Ægteskabet går ikke godt, Johannes har for mange sære idéer: han bryder aftaler for sportens skyld og udsætter dagligt Ane for chikanerier. Hun føler, hun sidder fast i "kone nr. 2 rollen", hun skal være den positive, hende der holder sammen på det hele, være modsat kone nr. 1, som jo ikke passede sammen med den vanskelige Johannes. Ane vil gerne tale om problemerne, men Johannes viser aldrig sine følelser, og nægter at tale om andet end familie, børn og deres hunde. Sexlivet fungerer heller ikke rigtigt længere. De glider mere og mere fra hinanden, og Ane får det dårligt. Der skal snart ske ændringer i deres forhold, ellers må det ende.
Ved en dyrlægekongres på Oxford University møder Ane Dr. Bob Bryant fra Colorado, også dyrlæge, æresgæst og hovedtaler på kongressen. De forelsker sig i hinanden, de spejler sig begge i den anden.
Mødet ændrer deres liv. De to kan fortælle hinanden alt, tanker, følelser, drømme. Efter en lang periode først med breve, dernæst telefonsamtaler og sidst hemmelige møder, kommer den vanskelige del, hvor de skal bryde med deres respektive ægtefæller. Især for Bob er det en kompliceret affære, men han vil for enhver pris opleve kærlighed i ægteskabet, inden livet rinder ud.
En kærlighedsroman og en fortælling om forhold og ægteskaber set fra kvindens synsvinkel. Aamund skrev ofte om den stærke kvinde, som inderst inde også var skrøbelig.

onsdag den 26. februar 2020

Haltefanden

Ole Frøslev: Haltefanden, 2012. (Denne 3. udg. 2016.) Serien Mørketid, en politiroman.
Handlingen er kommet til 1945 - januar til og med maj. Modstandsbevægelsen er særdeles aktiv. Kriminalbetjent Poul Bjørner er gået under jorden ligesom hans kolleger har måttet gøre, da Gestapo 'tog politiet' i september 1944.
'Undergrundspolitiet' arbejder i det skjulte, de noterer de værnemagere og stikkere, som folk observerer, sådan at de har et kartotek, når krigen slutter og regningen skal gøres op! Det er farligt arbejde, og Bjørner kan ikke bo hjemme hos Alice og børnene. Han skifter opholdssted hele tiden, det er en nødvendighed. At han besøger familien så snart han kan komme til det, er med til at give karakteren den troværdighed, som hele bogen er fyldt med.
'Haltefanden' er stikker, han tjener penge ved at angive formodede modstandsfolk, kommunister, jøder og andre der åbenlyst er imod besættelsesmagten. Også i denne bog er der mange sager, som hovedpersonen bliver involveret i.
Igen en godt fortalt roman fra Ole Frøslev bygget på virkeligheden. Han får fortalt om hverdagen med mangel på varer, kulden, skyderier og eksplosioner - almindelige menneskers oplevelser om hvordan det var, dengang under krigen.

Den danske reformation

100 danmarkshistorier: Den danske reformation, Morten Fink-Jensen, 2020. (e-bog)
Endnu et emne i vores lands historie, som jeg ikke havde ret meget viden om!
I Middelalderen havde kirken stor rigdom og magt. Paven, kongen og adelen var i toppen af kransekagen, og bønder og handelsfolk var nederst.
Denne skævhed i samfundet startede bevægelsen, der gjorde op med det katolske tyranni. Reformatoren Martin Luther agiterede for religionsfrihed, oplysning, demokrati, individuelle rettigheder og ligestilling. Biblen og salmerne, bønnebøger og teologiske værker blev med tiden oversat til dansk, sådan at alle borgere kunne forstå det guddommelige budskab.
Reformationen i Danmark var en lang proces. Indledt i 1520 og endeligt etableret i 1536 af Christian d. 3., som led i en ny statsopbygning på luthersk-evangelisk grundlag. (s. 159).
Luther banede vejen for det humanistiske grundsyn om respekt for det enkelte menneskes ret til en udvikling i frihed og ansvarlighed, som siden blev kendetegnende for det vestlige demokrati. (s. 167)
Bogen beskriver de mange facetter i processen, magtkampe mellem konger, og brug af religionen som undertrykkelse af landets indbyggere.

fredag den 21. februar 2020

Dragerkuskens brudenat

"Dragerkuskens brudenat" af Ole Frøslev, 2009. Denne er 3. udg. fra 2016. Serien 'Mørketid', en politiroman.
Denne 5. bog i serien er kommet til 1. halvdel af 1944. Stedet er København, hovedpersonen er politiopdageren Poul Bjørner.
Bogens titel er bare én af de mange sager, som byens politikorps kommer ud for. Samtidigt med arbejdet er det en daglig udfordring, at Gestapo forsøger at overtage politiets magt. Det kræver snarrådighed og opfindsomhed at opretholde ro og orden midt i en voldelig og kaotisk tid.
Næsten dagligt er der eksplosioner rundt om i byen, der er indbrud, svindel med erstatningsmærker og salg af ulovlige varer. Alle håber, at krigen snart er ovre, og alle frygter et nazistisk overherredømme.
Poul Bjørner er fortælleren, og hans beretninger giver en oplevelse af besættelsens tid fra politiets såvel som fra den almindelige borgers synsvinkel.

fredag den 14. februar 2020

En flænge i tiden

Digte og sangtekster af Per Fjord, "En flænge i tiden", 2009.
41 digte og sangtekster samt en CD med 13 sange og oplæsninger.
En fællesnævner for de fleste af digtene er 'åbenbare urimeligheder' (s. 76), som Per Fjord udtrykker det - sociale forskelle i samfund verden over. Men også kærligheden er tilstede, som f.eks. i digtene "Afstand" og "Tæt på himlen". Også indtryk fra barndommen er med, illustreret i "Under bordet": I massevis af ben under bordet. Bordben og stoleben og dameben med knuder. Strømper i ål og brune rendemasker. (s. 37)
Digtene er en samling fra rejser - både geografisk samt tidsmæssigt, der er digte og tekster fra Grækenland, Tyrkiet, Chile, Finland, Tyskland, Norge og fra flere lokationer i Danmark.
Digte er ikke normalt noget, jeg gør så meget i, men denne måtte jeg eje. Jeg startede med at læse bogen, derefter lyttede jeg til CD'en og læste samtidigt med i bogen, og endelig lavede jeg en slags udvælgelse af de digte, der 'sagde mig noget', som jeg så genlæste. Konklusionen er, at digte læser man ikke blot ligesom en roman. Der ligger lag bagved ordene, som skal findes frem og give mening. Jeg synes, det er en god samling digte/sange, med et herligt sprog, der ind i mellem får smilet frem.
"Se fremad knægt. Vi er de nederste. Ikke af den grund idioter" (s. 13)

torsdag den 13. februar 2020

Den grønne bar

Ole Frøslev: Den grønne bar, 2005. Denne er 4. udg. fra 2016. En del af serien "Mørketid".
En politiroman med politiopdager Poul Bjørner som hovedperson. Han er 29 år, gift med Alice og sammen har de to mindre børn. (Kurt og Karin). Bjørner har i denne første roman været ansat i politiet i 5 år. Historien foregår i København, året er 1940 - helt præcist starter bogen d. 9. april, hvor Danmark bliver besat af tyskerne.
Bjørner sendes ud tidligt om morgenen d. 9. april. En selvmorder er fundet, hængt under Frihavnsbroen. Der er dog noget, der indikerer, at det måske ikke er et selvmord, men derimod et mord. Manden har ingen personlige papirer på sig, så i første omgang skal de have fundet ud af, hvem han er.
Bjørner er den fortællende stemme, og opklaringsarbejdet forklares meget detaljeret. Samtidigt er der hverdagen med kone og børn, og nu også krig med mørklægning, som læseren bliver en del af.
Det er en rigtig fin blanding af "sagen" og billedet af Danmark i den første tid under besættelsen. Den detaljerede fortælling giver et godt billede, og man føler at Poul Bjørner er en virkelig person.
Jeg har to bøger mere i serien, dem fortsætter jeg med.
Dejligt at lære en 'ny' forfatter at kende, der viser sig at være et positivt bekendtskab!

onsdag den 5. februar 2020

Lyskabinettet

"Lyskabinettet", Morten Ramsland, 2018.
Thomas er usikker på sig selv og sin seksualitet. De følelser og fornemmelser han har, stemmer ikke overens med de forventninger, omverdenen har til hans køn. Han passer ikke rigtigt ind, selvom han prøver.
Thomas-fortælleren er voksen, og han har prøvet flere ting af i løbet af ungdomsårene. Han er gift og har 3 børn - men der mangler alligevel noget i hans liv.
Han finder 'Overbeck' på internettet, en mand der finder alle former for perversiteter og seksuelle retninger interessante. Overbeck har lavet et 'lyskabinet'... Det går ud på at belyse alle kroge i sindet, sådan at den belyste person - i det her tilfælde Thomas - lærer sig selv at kende ved at fortælle historier om alt, hvad han kan komme i tanke om. Overbeck guider ham ved at spørge ind til de episoder, der kan have større betydning, end Thomas umiddelbart selv tror.
Er Thomas masochist? Homo- eller biseksuel? Transvestit?
En lidt speciel roman, men ganske underholdende. Et fysisk lyskabinet har jeg svært ved at forestille mig, den overførte betydning er dog klar nok. Morten Ramsland er god til at fortælle en historie.

søndag den 2. februar 2020

Cementen

100 Danmarkshistorier, Aarhus Universitetsforlag: Cementen, Morten Pedersen, 2019.
I følge forfatteren til denne 'historiebog' fortæller danmarkshistorien overvejende om Danmark som et landbrugsland. Med udgangspunkt i fortællingen om Aalborg Portland er industrialiseringen Morten Pedersens bidrag til vores lands historie.
I 1889 startede F. L. Smidth & Co en cementfabrik i Aalborg. De udviklede maskiner og anlæg til produktion af cement, som de leverede til hele verden. Danmark var et rigt land, der stod for kreativitet og innovation, og satte Danmark på verdenskortet med højteknologi og 'knowhow'. Danmark spillede bl.a. en afgørende rolle for Asiens industrialisering i 1890'erne. (s. 23) Danskere rejste ud, oprettede netværk og var repræsentanter for vores land.
Cementen er endnu en brik i puslespillet om Danmarks historie: Cementhistorien er central, hvis man vil forstå, hvad det moderne samfund er skab af. (s. 142)
Cementen fangede ikke helt, som nogle af de øvrige bøger i serien har gjort. Men jeg er enig med forfatteren i, at Danmark ikke kun kommer fra en befolkning af bønder og landbrug. Uden industri og handel med den øvrige verden, kunne vi ikke forblive det Danmark, vi er en del af.


søndag den 26. januar 2020

Tankados kode

Dan Brown: "Tankados kode", 1998. Oversat til dansk i 2006.
En spændingsroman om et af den digitale tidsalders skrækscenarier!
Romanen er skrevet i 1998, digital post (e-mails) er blevet forbrydernes foretrukne kommunikationsmiddel. Slut med telefonsamtaler, der kan aflyttes og bruges i retssalen. Det var blevet muligt at kryptere filer, og på den måde skjule indholdet i hemmelig kommunikation.
Som modsvar til forbryderne skaber National Security Agency - NSA - en maskine, der kan bryde enhver kode i løbet af meget kort tid. Dermed får regeringen/forsvaret adgang til planlagte terrorhandlinger, narkosalg og andre forbrydelser mod staten, og kan handle præventivt.
Maskinen kaldes TRANSLTR, og kan sammenlignes lidt med englændernes ENIGMA, der blev brugt som kodebryder under 2. verdenskrig.
En tidligere medarbejder i NSA skaber en "ubrydelig kode". Noget der i teorien ikke kan lade sig gøre, men hvis kodestrengen virker, og kun én kender nøglen, der kan bryde koden, så har NSA et problem!
Hovedpersonerne i "Tankados kode" er Susan Fletcher, leder af kryptograferne i NSA, og hendes kæreste David Becker, en universitetslærer, der ufrivilligt bliver sendt til Sevilla i Spanien efter nøglen, der kan redde NSA. Også den næstkommanderende kaptajn Strathmore har en vigtig rolle.
En thriller lige efter Dan Browns 'opskrift'. Dog lidt langtrukken efter min smag. Et udmærket plot - bare for meget 'støj'!

mandag den 20. januar 2020

Smaragdsliberen

"Smaragdsliberen", Anne-Cathrine Riebnitzsky, 2018.
En dybsindig og medrivende roman om religion, venskab og kærlighed.
Historien foregår dels i Tyskland og Paris, dels i Georgien i et bjergområde. Jøden Pierre sliber ædelsten, og han er mere end god til det. De særlige evner bliver forstærket, da han oplever at være død i et kort øjeblik efter en blodprop. Lægerne får ham tilbage til livet, men oplevelsen sætter sig fast i ham, og han kan ikke glemme den.
Datteren Zara  - som har bopæl i Paris - har fået til opgave at undersøge nogle kalkmalerier fra 13-1400-tallet i klippehuler i Georgien. Hun får lov at bo i et kloster, mens undersøgelserne står på.
Zara tror ikke på en Gud. Hvis der var en Gud, siger hun, ville han ikke lade en mor dø fra sin datter. Hun kommer ud for "en uhyrlighed", som præsten i klosteret formulerer det. Senere oplever hun noget helt vidunderligt og ganske uforklarligt - og tvivler herefter på sin ateisme.
Livet efter døden og troen på en højere magt ligger bag hver linje i bogen.
Riebnitzsky har skrevet en roman, der ikke var til at lægge fra sig, om mennesker med tiltro til hinanden, om tro på Guder og et fantastisk liv efter jordelivet.

torsdag den 16. januar 2020

Dansk Standard

"Dansk Standard", Kim Leine, 2019.
Et søskendepar, Mette og Morten, giver bid for bid læseren en fortælling om en barndom med seksuelle overgreb. (Morten præsenterer sig selv som E i starten af romanen, men hedder i virkeligheden Morten)
Morten lever et liv, hvor han gør sig selv så usynlig og anonym som muligt. Arbejdspladsen "Dansk Standard", som standardiserer alting, passer til ham som en forestilling om et liv, der kan kontrolleres. Og det er ham, der har kontrollen.
Mette er læge. Hun er ekstremt fascineret af at skære i kød - og skærer også i sig selv. Adskillige gange har hun uden held forsøgt at tage livet af sig selv. Hun bruger sit arbejde som et værn mod de tanker og minder, hun har fra barndommen. Når hun arbejder, tænker hun ikke på sig selv.
De to søskende er der for hinanden. De har kun hinanden.
Det er det ene 'lag' i Kim Leines roman.
Det andet 'lag' er historien om et vanvittigt projekt: Projekt Lazarus. Et tilsyneladende globalt projekt bestående af religiøse fanatikere. De genopliver døde mennesker! Onkel Thomas, skurken og udøveren af overgrebende mod de to børn, er død, men vil tilbage til livet. Morten og Mette kæmper for, at det ikke skal ske.
Romanen er godt skrevet, men selve historien er noget 'abstrakt'. Sommetider er drømme og virkelighed svær at skille ad, og nogle af hændelserne er så absurde, at det ikke helt fanger. Det er svært at leve sig ind i en roman med et indhold, der ligger så langt fra noget, man kan identificere sig med. Børn der har været udsat for overgreb rører ved noget inderst inde i de fleste mennesker. Men levende døde, der bruges som rugemaskiner til at vække andre døde til live... Hmm, jeg var ikke helt tilfreds med Leines nyeste bog.
Men en god forfatter, det er han!

søndag den 12. januar 2020

Den glemte inkvisition

Serien '100 danmarkshistorier': Den glemte inkvisition, Lars Andersen, 2019.
Bogen forklarer og beskriver Danmarks nuværende retssystems tilblivelse.
Flere sager med tyveri, barnemord, ildspåsættelse mm. bruges som eksempler på hvordan retssystemet fungerede i Danmark ca. fra år 1700 indtil retsreformen i starten af 1900-tallet.
Det danske retsvæsen og straffesystem var hårdt og brutalt. Nævninge og jury var ikke eksisterende, og tilstod den anklagede ikke med det samme, brugte man varetægtsfængsel i så lang tid, som det var nødvendigt, indtil dommeren fik en tilståelse. Fysisk vold var ikke ualmindeligt.
Det var interessant og oplysende læsning. Spændende med de mange eksempler på sager, som gør at det lidt tørre stof bliver gjort levende.

fredag den 10. januar 2020

Hvor der er fugle

Maren Uthaug: "Hvor der er fugle", 2017.
Historien er inspireret af de fortællinger, som Uthaug er opvokset med. Hendes mor og tante levede på Ørlandet, en halvø i det nordøstlige Norge, hvor romanen foregår.
Udfor byen Uthaug ligger Kjeungskjær fyr, som er et slags omdrejningspunkt i romanen.  I 1920, hvor romanen starter, er fyret styret manuelt. 
Romanen består af 3 menneskers historie: Johan, Marie og Darling. 
Johan er ikke så gammel, da han mister sin far. Han ser moderen blive slidt op i arbejdet med at forsørge sin søn. Da chancen for at blive fyrpasser kommer, ser Johan det som en udvej, der kan spare moderen for mere slid. Nu kan han passe på hende! Der er dog et krav til fyrpasserstillingen: han skal stifte familie. Det er simpelthen for ensomt at bo alene i fyrtårnet. 
Johan er 17 år. Han er forelsket i Hannah - men Hannah er ikke én, man gifter sig med. Hun er iøvrigt også gravid, og ved ikke helt, hvem faderen er. Det er i hvert fald ikke Johan.
Han udser sig i stedet Marie, som er præstens datter, og snart er de ægtefolk og bor på Kjeungskjær Fyr. Men han kan ikke glemme dét, han har sammen med Hannah.
Marie bor alene med sin far, byens præst. Moderen er død, og broderen er en laban, der gør sin far trist. Marie ønsker altid at gøre det rette og være et godt kristent menneske. I det lille samfund, hvor alle holder øje med hinanden, tænker hun meget på ikke at træde ved siden af og derved være en skuffelse for sin far. Men det går som bekendt ikke altid som præsten prædiker! Marie kommer galt afsted, og for at skjule sandheden vil hun sørge for hurtigt at blive gift. Derfor lægger hun an på Johan. 
Så Johan får det ønskede job - Marie får en 'far' til sit ufødte barn.
Darling er Johan og Maries datter. Darling er på alle måder uønsket. Hun prøver hele sin barndom på at blive accepteret, elsket, lagt mærke til - og opfører sig derefter. Da hun endelig oplever en form for kærlighed/opmærksomhed, er den 'forkert'. 
Perspektivet i romanen ændres i de 3 fortællinger. De 3 oplever ikke de samme hændelser ens, alle har hemmeligheder, og ingen af dem kan tale med de andre, om det der gør dem ulykkelige. Livet i det ensomme fyrtårn gør det ikke nemmere, de er sammen og dog ensomme hver især.
Maren Uthaug skriver fantastisk, og romanen er skruet rigtig godt sammen. Jeg kunne ikke slippe den, og den fortsætter med at leve videre inde i hovedet.


lørdag den 4. januar 2020

Peder Paars

Ludvig Holberg: Peder Paars, skrevet i 1719-20 - min udgave er fra 2018!
Det Danske Sprog- og Litteraturselskab og Aarhus Universitetsforlag har udgivet en serie på 22 bind om Holbergs hovedværker. Peder Paars er nr. 18 i denne serie.
I et nyhedsbrev fra AU så jeg bogen til blot 50 kr. Den måtte jeg eje, da min 'klassiker-viden' rækker til, at Peder Paars ved et uheld lander på Anholt. Tiden var nu inde til at få læst bogen...
Det er en moderniseret udgave af Holbergs første store skønlitterære værk. Den var svær nok at læse i forvejen, og jeg tænker at 1720-udgaven nærmest ville have været volapyk for mig.
Peder Paars er en fortælling på vers. Sådan gjorde man dengang. Den består af 4 bøger, der er opdelt i sange.

I den 1. bog møder læseren Peder Paars, som er købmand i Kalundborg. Han har en kæreste i Århus, Dorothea, og hende vil han besøge. På sejlturen fra Kalundborg kommer skibet ud i en voldsom storm, og forliser ude i Kattegat ved øen Anholt. Stormen skyldes misundelsens gudinde Avind, som ikke under Peder kærligheden til sin elskede.
Den 2. bog foregår på Anholt. De rejsende bliver taget imod af de snæversynede, overtroiske, griske og uvidende øboere (citat fra "Om Peder Paars" af Karen Skovgaard-Petersen). Peder Paars og hans tjener Peder Ruus er indlogeret hos fogenden. En nat prutter Peder Ruus så højt, at Peder Paars tror krigen er brudt ud!
I den 3. bog følger man fogedens datter Nille, som er blevet forelsket i Peder Paars. (Også pga. gudernes indblanding). Nilles kokkepige, Marthe, hjælper imidlertid Paars med at få bygget et nyt skib, så han kan komme fra øen og møde Dorothea. Skibet afsejler Anholt, men Avind under stadig ikke Paars sin kærlighed, så hun allierer sig med Morpheus - søvnens gud - og alle på skibet falder i søvn. De vågner op i Skagen, hvor skibet er gået på grund.
4. bog: Scenen er den lokale kro i Skagen. Der er slagsmål og skænderier, og en hvervning af soldater er i gang. Peder Paars er tæt på at blive soldat. Historien slutter inden Paars genser sin Dorothea.

Der er forord fra både selskabet og redaktionen. Karen Skovgaard-Petersen skriver et afsnit med titlen "Om Peder Paars" - om alt det, der ligger til grund for historien. Holberg bruger satire og ironi til at fortælle om samfundet på sin tid. Han var kendt for at latterliggøre øvrigheden, og udstiller generelt menneskehedens svagheder.
Peder Paars er en parodi på de store klassiske heltedigte, Odysseen og Iliaden. Som Karen Skovgaard-Petersen formulerer det: det store og ophøjede projiceres ned til det nære og dagligdags.
Desuden indeholder bogen et afsnit om principperne, der er brugt i moderniseringen af historien. Endvidere oplysning om Holbergs sprog, lister over den tids 'rang, stand og tiltaleformer' samt 'mønter, købekraft, mål og vægt'. Sidst i bogen er der oversættelser, forklaringer til historiens uartige ord og endelig en ordliste, hvis og når man kommer i tvivl om betydningen af de lidt snirklede sætninger på vers.
holbergsskrifter.dk kan man gøre sig meget klogere på Ludvig Holbergs forfatterskab.
Jeg er glad for at have læst historien om Peder Paars, og ikke mindst at være blevet klogere på Ludvig Holberg. Der var flere komiske passager i fortællingen, men det var også en udfordring at læse en historie i den gammeldags form.