fredag den 31. januar 2014

Guds næve

"Guds næve", Ken Follett, 1998. (Dansk udgave fra 2001)
Præst er leder af et kollektiv, han er et intelligent menneske med en kriminel fortid. Han har en stærk personlighed og et manipulerende væsen.
Judy arbejder for FBI, en psykisk stærk kvinde, der kæmper for retfærdighed. Hun ønsker at avancere indenfor FBI, og ved at hun også har fortjent det.
Der skal bygges et kraftværk, der vil oversvømme den dal, hvor kollektivet dyrker deres vin.
Præst er bange for at miste det hjem, han har haft i 20 år, så han truer guvernøren med at udløse jordskælv, hvis ikke planen om kraftværket stoppes.
Judy bliver sat på sagen, og bogen igennem skifter vinklen mellem de to kombattanter.
Det er en god historie, personerne virker "rigtige", og spændingen holder til sidste side.
En bog, der var svær at lægge fra sig!

søndag den 26. januar 2014

Havet i Theresienstadt.

Morten Brask: Havet i Theresienstadt, e-bog 2011.
Det er midt under 2. verdenskrig, 1943.
Daniel Faigel er jøde, og bliver sammen med tusindvis af andre danske jøder deporteret til en af tyskernes østeuropæiske koncentrationslejre.
Han ender i Theresienstadt i Tjekkoslovakiet, og da han (næsten) er læge, kommer han til at arbejde på "byens" hospital.
Udadtil skal Theresienstadt fremstå som en ganske almindelig by, blot befolket med jøder.
Men virkeligheden er sult, sygdom, afsavn og død.
I sin egenskab af læge møder han en ung tjekkisk kvinde, Ludmilla Zippora, og trods de forfærdelige omgivelser spirer kærligheden frem mellem de to.
Morten Brask fortæller flere historier på én gang: Faigels historie, som læseren får serveret i små bidder, Ludmillas historie fra tiden før Theresienstadt, og også historien om en slags liv i en af krigens koncentrationslejre, endnu en vinkel på jødeforfølgelsen og den umenneskelige behandling af et helt folk.
Et emne der, efter min mening, ikke kan skrives for meget om, vi må aldrig glemme, hvor galt det gik!

onsdag den 22. januar 2014

Anne Frank's dagbog.

"Het Achterhuis": Anne Frank's dagbog, udgivet første gang i 1952, min udgave er 6. oplag fra 1957.
Klassikeren om den hollandske pige, der tilbringer næsten 2 år "under jorden" sammen med sine forældre og sin søster, og 4 andre mennesker.
De er jøder, og valget står mellem at skjule sig, eller blive fragtet til en af tyskernes koncentrationslejre.
Livet eller døden....
Anne Frank starter på dagbogen som 13-årig, og er blevet 15 år, da skjulestedet bliver opdaget.
Hun fortæller om tilværelsen i baghuset og om krigen, men hun sætter også ord på sine følelser, sine tanker og sine drømme for fremtiden.
Hun vil gerne være forfatter, og skriver bl.a.: Jeg vil leve videre efter min død! Og derfor er jeg Gud så inderlig taknemlig for, at han ved fødslen har givet mig en gave: muligheden for at kunne udvikle mig og skrive og på den måde kunne give udtryk for alt det, der rører sig i mig. (s. 179)
Det er en stærk bog - en der sætter gang i følelser og tanker - det er jo ikke fiktion!
Anne Frank var et menneske, der som millioner af andre var født som jøde, og derfor ikke fik lov til at leve det liv, hun drømte om.

onsdag den 15. januar 2014

Dødelig alvor.

En novellesamling af meget forskellige spændings- og krimifortællinger, udgivet til fordel for Læger uden Grænser, fra 2012.
Sara Blædel: Skagens mørke
Jørgen Brekke: Penge i madrassen
Arne Dahl: Jacos hjerte
Leif Davidsen: Hotel Jean Bart har ikke internet
Sissel-Jo Gazan: Kvartsgeode
Lene Kaaberbøl & Agnete Friis: Pige mellem fisk
Håkan Nesser: Hvordan jeg tilbringer mine dage og mine nætter
Gunnar Staalesen: Hekseringen
Johan Theorin: Bengangene
Alle novellerne var gode på hver deres måde, men mine favoritter var Leif Davidsens overraskende historie, der foregår på et lille hotel i Frankrig, og Jørgen Brekkes fortælling om en småkriminel ung mand, der ikke slipper specielt godt fra et forsøg på at skaffe penge!