lørdag den 24. november 2012

Karla leger "mor og børn"

Det er ved at være en del år siden, at jeg læste bøger højt for mine børn!
Nu har jeg så læst en moderne børnebog...
Moderne i den forstand, at kernefamilien er skiftet ud med en alternativ familie.
En lille 2 personers familie bestående af en mor med sin datter.
Bogen hedder "Karla leger "mor og børn"", for det er virkeligheden i Karlas verden.
Den er skrevet af Pia Olsen og Karla Elena Olsen, og udkommer fra Siesta forlaget d. 27. nov. 2012.
Det er fint med børnebøger, der ud over at være en del af nærværet mellem barnet og den voksne, også giver anledning til at forklare barnet om livets forskelligheder.
Jeg synes dog, at der næsten er for mange informationer i den lille bog. Det gør den en anelse forvirrende.
Men ingen tvivl om, at der er masser af samtalestof i den :-)

fredag den 23. november 2012

Helgardering.

Arne Herløv Petersen: Helgardering,  1994, e-bog.
En almindelig mand - utilfreds, overset, fordømmende - "kommer til" at slå chefen ihjel!
Det sker nærmest som et uheld...
Nogle tilfældigheder, inklusive hans opsparede frustrationer, udløser drabet, og han kan selv blive helt i tvivl, om det nu egentligt var ham, der var morderen!
Da han får lidt hold på sig selv, oplever han hændelsen som et krydderi på sin ellers begivenhedsløse tilværelse.
Da det er ham, der "opdager" liget, er han pludselig noget, hans børn ser op til ham og konen har fået en ny interesse for ham.
Den pligtopfyldende, stabile, lidt kedelige mand, oplever nye sider af livet og har man slået ihjel én gang, så ...
Romanen er skrevet på en speciel telegram-agtig måde ind imellem, men det giver en god fornemmelse af mandens tanker og personlighed.
Jeg synes, det var en anderledes historie, men på en positiv måde.

tirsdag den 20. november 2012

Nordkraft.

Jakob Ejersbo: "Nordkraft", 2002.
En barsk historie om nogle unge i Aalborgs narkomiljø først i 1990'erne.
De eksperimenterer med piller, svampe, lsd og hash.
De har et fællesskab, de bruger hinanden, og nogle af dem drømmer om at gøre sig fri af misbruget og få et andet liv.
Det er også kærlighedshistorier, om det svære ved at være ung, fyldt med hormoner og behov for at blive elsket.
Jakob Ejersbo skrev en barsk, humoristisk, realistisk og sørgelig bog - sådan en jeg ved, at jeg vil læse igen!

lørdag den 10. november 2012

Sandheden bag sandheden.

Sandheden bag sandheden, Anne Holt, 2004.
En norsk femikrimi med kriminalassistent Hanne Wilhelmsen som hovedperson.
4 mennesker findes dræbt, de 3 af dem er medlemmer af en kendt rig familie.
Sagen ser oplagt ud, men Hanne Wilhelmsen, som er kendt for at gå sine egne veje, vil ikke acceptere den tilsyneladende løsning på mordgåden.
Hanne Wilhelmsen selv er en kompleks person, og læseren får små klip fra hendes liv.
Hendes personlighed er en force på jobbet, da hun netop ser verden fra andre vinkler end sine kolleger, men hun er til tider hæmmet i sit privatliv, p.g.a. hændelser, der er sket i hendes liv.
En god velskrevet roman, typisk for genren, at der er lige dele menneskelige relationer og egentligt "krimi" i fortællingen.
En af bøgerne fra Maija i sommer:-)

mandag den 5. november 2012

1. februar!

"1. februar", af H. Jensen, 2012.
Kedelig!
Personerne er ikke mennesker af kød og blod.
Ganske kort er de skitseret: udseende, alder og ikke ret meget mere.
Det resulterer i en overfladisk fortælling, hvor plottet/terroraktionen skal bære hele bogen.
683 sider tørre fakta om en terroraktion i Danmark og Europa.
Scenen skifter mellem terroristerne og PET.
Transformator stationer rundt om i Danmark saboteres.
Alle store kraftværker sættes ud af drift.
Jeg må indrømme, at jeg ikke helt forstod plottet...
Teksten bestod overvejende af dialog, og det var noget lidt underligt noget.
saxo.com har en side, hvor alle kan udgive deres bøger, og jeg tror, at forfatteren har benyttet sig af det tilbud!
http://www.bod.dk/ebog.html
Godt at alle har mulighed for at leve drømmen ud og udgive sin egen bog.
Men skidt hvis der ikke har været en god, saglig og konstruktiv kritik undervejs i forløbet.
Undskyld H. Jensen, men jeg håber, at din skriveteknik vil udvikle sig i dit forfatterskab.