lørdag den 30. april 2022

De røde huer

 Anmeldereksemplar: "De røde huer": Duprée Bigum, 2022. (e-bog)

Er man til romantik og middelalderdrama, så er "De røde Huer" et godt valg.
Læseren føres til Halfdanien, et lille opdigtet samfund, hvor greven er øverst i hierarkiet, bønder og handelsfolk et trin længere nede, og allernederst er de fattige 'rakkere', dem der udfører opgaver, som ingen andre har lyst til.
I starten af romanen mister greven og grevinden deres lille datter, men ved skæbnens indgriben får de en anden lille pige i stedet. Det er dog kun greven og hushovmesteren, der ved at pigen, der kendes som komtesse Julia, ikke er greveparrets biologiske barn. 
Hovedpersonerne er den 17-årige Julia og rakkeren Hans. De mødes ved et tilfælde i byen og forelsker sig, men deres kærlighed er helt umulig på grund af deres standsforskel.  
Hans giver dog ikke op, men finder på at forklæde sig som baron og får adgang til de adelige kredse.
De to elskende skal grueligt meget igennem for at få hinanden, og romanen skildrer undervejs uretfærdigheden i den store forskel på rig og fattig, og grevens store hemmelighed forbliver ikke skjult.

Duprée Bigum har valgt at fortælle historien i et 'middelalder-sprog', i en tid hvor adlen tiltaler både familie og tjenestefolk med De og Deres. Det giver fortælleuniverset et præg af eventyr og gør romanen anderledes. Plottet er udmærket - skønt eventyrstilen gør, at man ikke er i tvivl om, at det hele nok skal ende godt:-) 
Jeg var underholdt, men må indrømme, at genren og stilen ikke hører til min foretrukne. 

fredag den 15. april 2022

Månen er skjult

 John Steinbeck: "Månen er skjult", (The Moon is Down, 1942), e-bogs udgave 2020.
Der er krig, og en lille by bliver besat. Byen har en kulmine, som er vigtig for besættelsesmagten.
Oberst Lanser og 5 andre officerer flytter ind i borgmesterboligen, og hele befolkningen opfordres til at samarbejde med fjenden.
Det varer dog ikke længe før modstanden rejser sig - indbyggernes tab af deres frihed og den fortsatte produktion af kul, der nu er til fjendens fordel, er dem inderligt imod. De to parter bekriger hinanden på hver deres måde, (åbent og skjult) og snart påvirker det soldaternes psyke. Den glorificering de var blevet lovet udebliver, kvinderne ser ikke til deres side, og den før så lækre mad på restauranterne serveres uspiselig for soldaterne.
Steinbeck skrev romanen under 2. verdenskrig, og selvom det ikke nævnes direkte, er læseren ikke i tvivl om, at det er nazisterne, der er fjenden. Der er knap 100 sider, men den korte roman formår alligevel at gøre indtryk. John Steinbeck lader læseren få indblik i begge sider af konflikten i byen, og viser at ligegyldigt hvor fredeligt et folkefærd er, så reagerer mennesker, når friheden tages fra dem.

Isaac Bashevis Singer

Under oprydning dukkede 2 bøger op af Isaac Bashevis Singer. En forfatter jeg har gode erfaringer med, men jeg husker ikke at have læst disse 2: "Shosha" og "Troldmanden fra Lublin" før.

"Shosha" fra 1978 er en kærlighedshistorie, der foregår i Warswawa i tiden mellem de to verdenskrige. Aaron Greidinger - kaldet Tsutsik - er vokset op i en fattigt gade i et religiøst hjem. Et særligt bånd til nabodatteren Shosha, som gerne lytter til hans historier, får betydning senere hen i hans voksne liv, hvor han forsøger at slå igennem som forfatter.
Singer beskriver mennesker og steder med en skarp men humoristisk pen, hvor religion og ritualer er nogle af de fremtrædende elementer.

"Troldmanden fra Lublin" (1960) er historien om den jødiske tryllekunstner Jazha Mazur. Romanen indledes med beskrivelsen af en succesrig mand med et meget frit syn på livet hvad angår kvinder og fornøjelser.
Jazha er gift med Esther, som i modsætning til sin mand overholder alle samfundets og de jødiske forskrifter. De to har det godt, alligevel lever 'troldmanden' i andre forhold uden sin hustrus vidende.
En af hans kvinder - den katolske enke Emilia - bliver hende, der vælter hans 'korthus'.
En godt fortalt historie om en mand, der tvinges til at tage livet i alle dets facetter op til revision.