Vejen

Endnu en af de ældre romaner fra reolen: Vejen af J. Bech Nygaard, 1954.
Steffen Hauge er en gammel mand. Som barn var han ude for en ulykke, der gjorde ham invalid for resten af livet.
Nu sidder han på alderdomshjemmet og og ser tilbage på sit liv.
På trods af sit handicap og dermed afhængighed af andre mennesker, ved han at han har haft et rigt liv. Ikke rigt i materiel forstand, men rigt på de ting, der betyder noget.
Hans forældre og søskende har alle haft stor betydning, og netop hans handicap har indirekte medvirket til et meget tæt forhold til forældrene.
En roman der går tæt på mennesker, og samtidigt giver et billede på Danmark fra ca. 1900-1950.

Mere Nygaard og mere Grønland!

"Haabets ø" af J. Bech Nygaard fra 1953, er en fiktiv fortælling om missionæren Hans Paulssøn Egede, også kaldet Grønlands apostel.
Romanen giver et billede af en stærkt troende, temperementsfuld og streng mand, som får sit første embede allerede som 21 årig, på en norsk ø, Vågen.
Kort fortalt bliver Egede interesseret i Grønland, da han tilfældigt læser en bog om vikingerne, der bosætter sig på Grønland, (Erik den Røde og hans mænd).
Egede forestiller sig at vikingernes efterkommere stadig lever på Grønland, og tanken om at missionere bliver vækket til live.
Han ankommer til Grønland i 1721 sammen med sin kone Gertrud og deres 4 børn, og forlader først øen i 1736.
Han bliver dog dybt skuffet første gang han møder inuitterne:
Disse brune, braknæsede, stridhårede små mænd med de skæve øjne, fremstående kindben og korte, gnaveragtige tænder var helt anderledes, end han havde ventet. Han havde været overbevist om, at de måtte have nordiske træk...
Selvom "Haabets ø" er en roman, læser jeg den alligevel som en slags historiebog. Meget af bogen indeholder de fakta, man i dag ved om Hans Egede.

J. Bech Nygaard og Grønland.

Bech Nygaard har haft en særlig plads hos mig, siden jeg som barn læste "Guds blinde øje" og "Du blev træl". Det var bøger, som vi piger bare måtte læse! Og vi led med de stakkels børn, der havde det så forfærdeligt...
Bech Nygaard har skrevet flere romaner, der foregår på og om Grønland, og min absolut favorit: "Natten er nådig", 1963, er historien om fangeren Noah, fra hans første bevidste tanke til hans farvel til livet.
Igennem hans lange liv oplever han et Grønland, der forandres fra et fangersamfund, hvor respekt for naturen og menneskene imellem er i højsædet, til civilisationens indtog hvor det er andre værdier, der får betydning for menneskene. Det er en historie om mennesker, om naturen og om Grønland.
Som en slags fortsættelse skrev han "Solen står lavt", 1968.
Her er fokus på de unge grønlændere, der tager til Danmark for at uddanne sig, for derefter at komme hjem til Grønland igen og bruge det, de har lært. Det er grønlændere, der skal bestemme i Grønland, og ikke danskere, der opfører sig som Herrefolk i Grønland.
Men det er naturligvis svært at være grønlænder i Danmark, og det er lige så svært at vende hjem til Grønland, og se sit land og sit folk med nye øjne, og pludselig være i tvivl om, hvor man hører til.
En god artikel om Grønland og dansk litteratur, klik her.