Viser opslag med etiketten skønlitteratur. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten skønlitteratur. Vis alle opslag

lørdag den 14. april 2012

Vindens skygge.

La sombra del viento, på dansk Vindens skygge, skrevet af Carlos Ruiz Zafon, 2004.
Som 10 årig er Daniel med sin far på De Glemte Bøgers Kirkegård, og her skal han vælge en bog.
Daniels far forklarer ham, at den bog han vælger, skal han adoptere, sørge for at den aldrig bliver væk, og at altid holde liv i den.
Det er en meget vigtig opgave! For hele livet!
Bogen Daniel vælger hedder Vindens skygge, og forfatteren hedder Julián Carax.
Daniel læser bogen, og bliver vildt fascineret af fortællingen, og vil gerne læse mere af den samme forfatter.
Men der findes kun den ene bog!
Der har været andre bøger af Carax, men de er blevet brændt.
Der er noget mystisk over det, og Daniel sætter sig for at lære forfatterens hemmelighed at kende.
Det er en super god historie, det er en af de bøger, der vinder ved at blive genlæst.
Der sker mange ting, og der er en del personer at holde rede på.

søndag den 26. februar 2012

Boo'ya Moon.

Stephen King: Boo'ya Moon: Liseys historie, 2006.
Forfatteren Scott Landon vokser op i en sindsyg verden, bestående af en far og en storebror.
Boo'ya Moon er der, hvor han tager hen, når "behovet opstår". (TANBO)
Liseys er Scotts enke, og selvom historien starter 2 år efter Scotts død, så erLisey ikke helt klar til at slippe ham endnu.
Stephen King fortæller om kærlighed, had og angst, om en parallel verden, om sindssyge og psykopater, om mord og medlidenhedsdrab...
En roman der er svær at lægge fra sig.
Det er 2. gang jeg læser Boo'ya Moon, men ikke den sidste!

lørdag den 5. november 2011

Indtil sommeren er forbi.

En af Bent Hallers mange romaner: Indtil sommeren er forbi, 2003.
I en lille by ved Vesterhavet er drengen Alf på sommerferie hos bedstemor og bedstefar. Ligesom han har været mange gange før.
Men denne sommer er anderledes, der er sket noget forfærdeligt, og ingen vil fortælle Alf, hvad det forfærdelige består i.
Haller fortæller historien via de personer, som Alf har en eller anden berøringsflade til.
Bedstemor, bedstefar, en fætter, en turist, fasteren, postbudet, slagteren og flere af de andre indbyggere, der bor i den lille by.
På den måde får læseren indblik i det lille samfund, og i de forskellige menneskers skæbne, sorger og glæder, og ikke mindst deres gensidige snagen og interesse i hinandens liv.

torsdag den 29. september 2011

Et skelet i Guds skab.

"Et skelet i Guds skab" af Paul L. Maier.
Forfatteren er professor i oldtidshistorie, og det bærer bogen også præg af.
I en udgravning i Israel finder hovedpersonen Jonathan Jesus skelet!!
Den kristne Kirkes fundament, som er bygget på at Jesus opfor til himmels, (fysisk forstås!), bliver nu pillet helt fra hinanden.
Bogen er interessant mht. den arkæologiske vinkel, og også tanken om, at noget der er så grundlæggende i vores tankegang, tages op til diskussion.
Og også hvor vigtig en rolle religion og tro spiller i alle samfund i verdenen.

onsdag den 24. august 2011

Huset med den blinde glasveranda.

Herbjørg Wassmo's romandebut: Huset med den blinde glasveranda, 1981, foregår i et udsted i Nord Norge nogle år efter 2. verdenskrig.
Pigen Tora er hovedpersonen, og hun er en pige, der i den grad svigtes!
Tora er "tyskerbarn", og føler en stor skam over det.
Hun har ingen at tale med, om de tanker og følelser hun har.
Hendes mor har travlt med at skaffe penge til dagligdagen, og har ikke overskud til sin datter.
Og Tora vil helst gøre mor glad...
Jeg har læst Toras historie før, og også denne gang føler jeg så meget med hende, at jeg helt glemmer, at hun er en fiktiv person.
Wassmo er fantastisk!

søndag den 21. august 2011

Solens datter.

Barbara Wood: Solens datter, 2008, (The last shaman, 2007).
Hoshi'tiwa levede i 1150 e.Kr., og hendes navn betød "jomfru-der-bringer-regn".
Mod sin vilje føres hun til "Stedet-i-midten" for at skabe en regnkrukke, der kan formilde guderne og få regnen til at komme.
Hendes historie slutter med at samfundet går under, alle forlader byen, og lederen dør.
Hoshi'tiwa går som den sidste ud af byen, og bliver genforenet med sin klan, og bliver shaman.
Da hun er gammel, ser hun klanånden i en drøm, og den siger til hende, at hun skal drage vestpå og finde en ørken, som intet menneske nogensinde havde betrådt.
Der skal hun vente på Pahana, den "så længe forsvundne hvide bror".
Næste afsnit springer frem i tiden, til 1910, og herfra følger man lægen Faraday Hightower og hans søgen efter Gud og visdom.
Det er naturligvis ham, der er Pahana...
En super god bog, spændende handling og godt skrevet.
Den var svær at lægge fra sig!

torsdag den 28. juli 2011

Hjælp, det er jul!

John Grisham, "Hjælp, det er jul", (Skipping Christmas), 2001.
En anderledes roman af John Grisham!
Et ægtepar vælger at udskifte julen med et eksotisk krydstogt - bare for en enkelt gangs skyld.
Der er utallige traditioner og forventninger fra omverdenen, som de siger nej til, og straks ser naboerne skævt til dem.
Men i sidste ende, efter mange genvordigheder, er det netop det gode naboskab, der redder det hele.
En historie om traditioner både på godt og ondt.
Det var underholdende, og overraskende, at Grisham kan skrive om andet end advokater og samfundets uretfærdigheder!

torsdag den 7. juli 2011

Sameland!

"Sameland" af Magne Hovden, 2011.
En humoristisk bog om nogle skøre nordmænd, der forsøger at finde den helt rigtige fidus, sådan at de ved mindst muligt arbejde kan tjene flest muligt penge.
Magne Hovden bor selv i Kirkenes, og måske har han "fanget" nogle af typerne fra virkelighedens verden??
En sjov bog - men ikke så meget at reflektere over...

tirsdag den 5. juli 2011

Sne på hendes ansigt.

"Sne på hendes ansigt", Thorstein Thomsen, 2010.
Michala fortæller sin mormors, sin mors og sin egen historie. (1938-2006)
Familien er fra Lejet, en lille missionsk by ved Vestkysten.
Kvindernes historier er også tidernes historier, noget i menneskene forbliver det samme, men rammerne for tilværelsen forandres.
En god bog!

søndag den 3. juli 2011

Bulgari-forbindelsen.

En af Fay Weldons mange romaner: Bulgari-forbindelsen, fra 2002 er en fortælling om Grace, hvis rige mand forlader hende til fordel for en yngre kvinde, der har succes i medieverdenen.
Penge, magt og kærlighed fortalt med Weldons morsomme, satiriske syn på kønnenes forbindelser.
Jeg har pt 12 bøger af Fay Weldon.

søndag den 12. juni 2011

Under kuplen.

Når børn rykker vinger af fluer, eller lader solen skinne gennem et forstørrelsesglas ned i en myretue, så er det ondt, men også tankeløst.
Hvad sker der i myreturen, når noget stort udefra pludselig slår ihjel, sætter ild, forstyrrer deres liv?
Stephen King lader noget/nogle udefra sætte en kuppel over en lille by, og man forestiller sig nogle "børn", der studerer livet i kuplen, ligesom menneskebørn studerer livet i en myretue.
Ondt, men også tankeløst.
For hvad er myrer for menneskebørn?
Og hvad er mennesker for en anden, og større, livsform i universet?
Og for læseren er det også interessant at iagttage mennesker under pres, da omfanget af indespærringen langsomt går op for byens indbyggere.
En korrupt brugtbilsforhandler benytter situationen til at få mere magt, mere end han havde i forvejen.
En lille gruppe mennesker holder sammen, og kæmper til det sidste for at overleve forurening, iltmangel og den nye politistyrke i byen.
Alle 1200 sider i "Under kuplen" er bare Stephen King, når han er bedst!

torsdag den 9. juni 2011

Biroller af Erling Jepsen

Biroller af Erling Jepsen, 2009, var en af "de nemme" bøger at læse. Forstået på den måde at der under læsningen ikke var så meget at tænke over!
Ordene, sætningerne, dialogerne er så fint skrevet, at den ene side bare følger den næste...
Gir' det mening? For mig selv gør det:-)
Men når man så har læst bogen, og spørger sig selv: hvad handlede den egentligt om? Så er det ikke nemt længere.
Jeg prøver:
Bogen handler om en 20 årig pige, Helene, der er besat af at blive skuespiller. Bogen begynder med, at hun ved en fejl har fået købt en hundehvalp. Hvalpen bliver ved et tilfælde hendes "billet" til en underlig teaterforestilling, hvor den får en birolle, som Helene sidenhen overtager. Med succes!
Langsomt lærer læseren hende at kende, man hører om hendes mor, søster og svoger, hendes spiseforstyrrelse, hvordan hun fortæller folk historier, vel nærmest for at gøre sig interessant.
Set i helikopterperspektiv opfatter jeg historien som "Livet".
Livet som et teaterstykke hvor vi nogle gange har hovedrollen, andre gange kun en birolle. Hvordan nogle mennesker har behov for at være hovedrolleindehaver i længere tid end andre.
Vi skal alle acceptere vores roller, ændre vores roller, og sommetider give helt slip på os selv, for at komme videre, og bryde mønstre, der ellers kan ødelægge "teaterstykket"/Livet eller aktøren selv.
Der er flere anmeldelser af bogen, og de er ikke alle positive.
Men det var god underholdning, så længe det varede!
http://www.information.dk/206500
http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/341432:Kultur--Helenes-liv-som-hund

lørdag den 12. marts 2011

Mænds liv og hjerter; Fay Weldon.

Historien om Clifford, Helen og lille Nell!
En kærlighedshistorie, der starter i 1960'erne og slutter ca. 20 år efter.
Om mænds og kvinders relationer, om forældre og børns forhold til hinanden, og om børn og voksnes måder at opfatte hinanden på.
Det hele selvfølgelig fortalt med humor og ironi, ligesom kun Weldon kan gøre det.
Der er mange forskellige mennesketyper i romanen, og en fastslåelse af, at vi alle består både af godt og ondt.
Kidnapningen af lille Nell er spændingsmomentet og omdrejningspunktet gennem hele romanen.
Jeg kan godt li' den selvironiske (på kvinders vegne) og satiriske måde Fay Weldon fortæller på. Hun formår at betragte menneskers livsbaner udefra og indefra på én gang.

søndag den 13. februar 2011

Desperation af Stephen King.

En roman af Stephen King: Desperation, 1996.
Historien foregår i Nevada, hvor en lille mineby Desperation er rammen om uhyggelige kræfter.
Ved et tilfælde (?) er der åbnet adgang til noget ondt inde i en gammel kobbermine.
Tak er frigjort fra "Alle verdners brønd", ini'en!
"Tak er stor. Tak vil blive endnu stærkere. Tak vil herske, som han altid har hersket her i den øde ørken."
Menneskene overtages af den immaterielle, de bliver sindsyge og tænker kun på at slå ihjel og på at tjene Tak.
Drengen David, som er en af dem, der bliver taget til fange, er i virkeligheden Guds redskab, og har fået til opgave at lukke den gamle mineskakt så Tak bliver spærret inde igen.
En af personerne, Cynthia, er en af bipersonerne i Rose Madder!
Det er et genialt træk: pludselig bliver en fiktiv person mere virkelig. Man kender hende jo!!
Der er som altid i Kings romaner en masse spændende personer.
I Desperation udfordres man på temaet åndelige kræfter; Er der, eller er der ikke, et liv efter døden?
Hvis der er, hvordan er dette "liv" så...
King er stadig favoritten!

søndag den 30. januar 2011

Tanamera, Noel Barber.

En af de "gamle" bøger i min reol: Tanamera af Noel Barber. Den er i 2 dele: Under Østens sol og Mod en ny verden.
Handlingen foregår i Singapore, og starter i 1921 og ender ca. 30 år efter.
Hovedpersonen John Dexter er sønnen i et stort engelsk familieforetagende, der handler med gummi og tin.
Naboen er familien Soong, en velhavende og indflydelsesrig kinesisk familie.
Familierne omgås som venner, men da datteren Julie Soong og John Dexter bliver forelskede i hinanden, er det en umulig forbindelse.
2. verdenskrig vender op og ned på normerne, Japanernes invadering af Singapore og den efterfølgende kamp mod kommunisterne, er med til at konventionerne blødes op, og den før så umulige forbindelse bliver mulig.
Gammel men god roman, den bliver på hylden.
Jeg har flere af Barber's romaner stående, så dem må jeg ha' genlæst.
Jeg vælter mig i nye bøger for tiden, der var jo udsalg hos boghandleren forleden, og man kan tit finde gode tilbud i supermarkederne.
Så et par nye King bøger, Schindler's Liste, Bogen uden navn, Familien Gregersen, nogle biografier osv., så er der vist læsestof til et par lange vinterdage:-)

lørdag den 15. januar 2011

Lægen fra Zaragoza.

"Lægen fra Zaragoza", "The last jew", af Noah Gordon levede op til forventningerne.
Men jeg blev alligevel lidt overrasket, for ud fra den danske titel, var jeg gået ud fra, at den havde sammenhæng med Helbrederen og Shamanen!
Det havde den overhovedet ikke.
Den engelske titel var faktisk mere sigende, da romanen foregik i middelalderen, hvor Inkvisitionen havde travlt med at "omvende" folk til katolicismen. Mere eller mindre frivilligt.
Hovedpersonen Yonah Toledano er jøde. Han oplever sin brors og sin fars død, og som eneste overlevende i sin familie, flygter han fra barndomsbyen.
Han vil ikke konvertere, men skjuler i stedet sin sande tro. Han skal igennem mange udfordringer, førend han selv får stiftet familie, og hele tiden holder han fast i sit jødiske tilhørsforhold, selvom han udadtil er konvertit.
En super velskrevet roman, som vil blive genlæst:-)

lørdag den 20. november 2010

Stjerneadvokaten af John Grisham.

"Stjerneadvokaten", 2003, John Grisham, er endnu en spændende fortælling fra advokatmiljøet.
Clay Carter, advokat og offentlig forsvarer, hjælper de fattige, der ikke har råd til advokatbistand.
En dag kontaktes han af en "brandslukker", en mand der hyres af store virksomheder til at dysse fejl ned, inden disse bliver for omfattende og for dyre for virksomhederne.
Carter får et tilbud om at tjene 10 mil. dollars, ved at føre en sag mod et medicinalfirma. Ofrene for firmaets medicin ved endnu ikke, at der er bivirkninger ved det produkt, de har indtaget, og Carters job består i at fortælle dem om det, og overtale disse mennesker til at anlægge sag mod det store firma.
Det er mange mennesker, der skal samles sammen og overbevises, og det er mange millioner, der skal ende i advokatens lommer.
Formålet med de kollektive søgsmål er at berige advokaterne, og ikke at hjælpe ofrene.
Carter ændrer sig fra at være et moralsk menneske til at være en stenrig advokat, der mest bekymrer sig om hvor mange penge, han tjener - og det ender (forudsigeligt nok) med et brag...

torsdag den 21. oktober 2010

Mus og mænd!

Mus og mænd af John Steinbeck, 1937, er historien om Lennie og George, et par omstrejfende landarbejdere.
De drømmer på hver deres måde, om et liv uafhængigt af andre.
Lennie er ikke så klog, så George passer på ham.
Historien er skrevet, så man ser personerne, man fornemmer spændingerne menneskene imellem, og ønsker inderligt at det vil ende med, at de virkelig får deres lille hus, hvor Lennie vil passe kaniner...
Det var min første Steinbeck roman, men ikke den sidste!

tirsdag den 19. oktober 2010

Hvidtjørneskoven af Maeve Binchy.

Endnu en bog af Binchy. En lille irsk by, en hel masse personer, hvis liv på en eller anden måde spindes ind i hinanden.
Det er ikke en spændingsroman, langt fra, men stille læsning om mennesker, der hver især har deres problemer og glæder.
Hvidtjørneskoven er fra 2006.

torsdag den 16. september 2010

Doppler af Erlend Loe.

Doppler er en velskrevet, humoristisk roman!
Den anskuer den civiliserede verden på en fin måde, stiller spørgsmålstegn ved hvilke værdier, de fleste mennesker anser for vigtige.
Det var ærgerligt, da bogen var slut, men jeg tror, at jeg vil læse mere af denne Erlend Loe!