tirsdag den 26. januar 2016

To sønner

"To sønner", Irwin Shaw, 1983 på dansk.
Den fortsætter, hvor "To brødre" slap. Man hører på skift om de to søskende Rudolph og Gretchen, og om Thomas´søn Wesley og Gretchens søn Billy.
Wesley vil hævne sin far, der blev dræbt. Han nåede ikke at være så længe sammen med sin far så han søger tilbage i sin fars historie, for at lære ham bedre at kende. Han hører om den voldelige mand, Thomas Jordache var. Han finder dog også mennesker, der kan fortælle om positive sider af Thomas.
Billy bliver ufrivilligt involveret i en terrorcelle, men lever ellers helst uden de store udfordringer i tilværelsen. Også han er præget af sin opvækst, og har ikke meget tilovers for familien Jordache.
Det er gået stræberen Rudolph økonomisk godt. Det er da også ham, der hjælper de andre ud af diverse kniber, og det giver så til gengæld ham selv det indhold i livet, som han savner.
En udmærket roman som jeg sikkert læser igen om 10 år:-)

fredag den 22. januar 2016

Muleum

"Muleum" af Erlend Loe - en spøjs titel, der først giver mening i slutning af romanen.
Den udkom på dansk i 2008.
I dagbogs form skriver den 18 årige Julie om sin sorg over at have mistet sine forældre og sin bror i en flyulykke i Afrika. Hun er alene, og ønsker bare at dø, så hun kan blive forenet med familien.
I dagbogen får Julie en slags afløb for sine følelser og skriver om tankerne om at ende livet på jorden. Hun har mange ideer, og et afklaret forhold til det at tage sit eget liv.
Det er et meget trist emne, men Erlend Loe skriver så fint og med humor, så jeg flere gange undervejs morer mig, og romanen i sig selv er overhovedet ikke trist.
En anderledes, sjov og også rørende roman.

tirsdag den 19. januar 2016

To brødre

"To brødre" af Irwin Shaw. Fra 1977, min udgave fra 1983.
Fortællingen om de to brødre Rudolph og Thomas Jordache starter i 1945. Faderen er bager, og familien bor i en lille lejlighed ovenover bageriet. Deres ældre søster Gretchen er 19 år, og vil gerne flytte til New York, men det må hun først, når hun fylder 21.
Der er ikke meget kærlighed i familien, og de 3 børn har ikke noget tæt forhold, hverken til hinanden eller til forældrene.
Rudolph (Rudy) er den pæne fyr, der gør tingene rigtigt, Thomas (Tom) er en slagsbror, han opsøger vold og ballade, og bliver smidt ud af hjemmet som 16 årig. Gretchen bliver forført af byens rigmand, og rejser bort så snart chancen byder sig, og det gør den inden hun fylder 21.
Læseren følger de 3 - og det er 3 meget forskellige livsforløb.
Bogen vil jeg kalde en klassiker, den viser klart et tidsbillede 1945-1968, hvor historien ender.
Jeg har læst den flere gange, den har noget eventyragtigt over sig.
Der er en efterfølger: "To sønner" - den snupper jeg en anden gang.

tirsdag den 12. januar 2016

Dræb ikke en sangfugl

I 1960 skrev Harper Lee romanen "Dræb ikke en sangfugl". En roman om raceadskillelse i 1930érnes USA, i Alabama nede sydpå. Som folk tænkte dengang - både i 1930 og 1960, gør de stadig i 2015, hvor romanen er blevet genoptrykt.
Af en eller anden grund mener hvide mennesker, at farvede mennesker er mindre "værd". Ikke rigtigt den samme slags mennesker...
Sådan er det ikke i familien Finch, som består af far: Atticus Finch, sagfører, og 2 børn Jem og Scout. Her bedømmes mennesker på de indre værdier, og ikke på hudfarven.
Historien fortælles gennem pigen Jean Louise (Scout), hun er 9 år.
En ung farvet mand er anklaget for at have voldtaget en hvid kvinde. Atticus er forsvarer for Tom Robinson, og det er ilde set i det lille samfund. I de hvide borgeres øjne er der ingen tvivl om Toms skyld, og retssagen synes overflødig.
Sagen ses gennem Jem (Jeremy) og Scout, og børnenes retfærdighedssans og naturlige barnlighed sætter de voksnes verden under lup.
Et alvorligt emne beskrevet på en underholdende, nogle gange humoristisk, måde. Mennesketyper på godt og ondt, et samfunds uskrevne regler, vær endelig ikke anderledes - det gør naboerne bange..
Romanen har været meget omtalt, og da jeg fandt ud af, hvad den handlede om, måtte jeg også læse den. Og den levede fuldt ud op til mine forventninger!

torsdag den 7. januar 2016

Hulernes sang

Så kom jeg i rette stemning! Jean M. Auel: Hulernes sang, 2011. Den 6. og sidste bog i serien om Jordens Børn.
Ayla og Jondalar har boet i Zelandoni-folkets niende grotte i 5 år, da Ayla skal på sin 'donier-rejse'. Det er et led i indføringen og uddannelsen til Zelandoni - helbreder og åndelig vejleder. På rejsen besøger hun hellige steder og oplever huler med malerier.  
Læseren kommer med ind i de fantastiske huler, og 'ser' hulemalerier, som jo findes i virkeligheden.
Det er det, jeg er faldet for i serien: at grundlaget for historien bygger på fakta! Jeg bliver belært om istidsmenneskers levevis, jeg hører om klimaet for 25-30.000 år siden, hvilke planter og dyr, der var dengang. I min verden er det ret spændende at høre om, hvordan alting kan bruges, når en heldig jagt har resulteret i mammutter, bison eller lignende, og dyrene parteres. Hud, skind, knogler, indvolde, tænder, alt kan bruges, intet går til spilde. 
Ligesådan med planter og urter - dunhammer er et eksempel på en plante, hvor alt fra rod til top kan bruges af mennesker, der ikke har et supermarked i nærheden...
Bagerst i bogen skriver Jean M. Auel om sine rejser i Frankrig og Tyskland og andre steder i Europa. Hun fortæller om de mange eksperter indenfor bl.a. arkæologi og antropologi, som har hjulpet hende med svar på hendes spørgsmål om vores forhistoriske aner. Hun fortæller også om sine oplevelser og indtryk af besøgene i de fantastiske huler.