Viser opslag med etiketten Jørn Riel. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Jørn Riel. Vis alle opslag

torsdag den 26. oktober 2023

Den lange rejse

 En samlet udgave af:
Drengen som ville være menneske - 1979
Leiv, Narua og Apaluk - 1979
Videre mod nord - 1980
Rejsen til Vinland - 1995
"Den lange rejse; Drengen som ville være menneske I-IV" af Jørn Riel, 2011
Købt ved bogsalg på det lokale folkebibliotek.

Fortællingen foregår i vikingetiden på Grønland.
Narua og Apaluk er søskende. De er inuitter - ordet for mennesker på deres sprog.
Inuitterne er et nomadefolk, de rejser efter de dyr, de lever af og af rejselyst for at opleve nyt.
Leiv er fra Island. Da hans far bliver dræbt af Thorstein Gunnarsson, vil han hævne faderen. Thorstein forvises til Grønland, og Leiv sniger sig ombord for at slå ham ihjel. Sådan går det nu ikke, for det første er Leiv kun en dreng, og for det andet er Thorstein er ikke den onde mand, han troede.
Skibet - en knarr - forliser, og Leiv redder livet og ender på Grønlands kyst. Her finder Narua og Apaluk ham og giver ham varme og mad. De finder en hule til ham, de lærer ham deres sprog og viser ham, hvordan han kan overleve i deres land. De bliver venner for livet.
Romanen er skrevet for både børn og voksne. Den beskriver eskimoernes oprindelige levevis og kultur i en tid, hvor mange af Jordens landområder endnu ikke er udforsket. Jørn Riel havde stort kendskab til de indfødtes kultur, og han fortæller så levende, at læseren bliver grebet og oplyst og får lyst til at vide mere.
Skønt at finde sådan en bog blandt tusindvis af udgåede bøger på biblioteksbogsalg - jeg troede, jeg kendte Jørn Riel, men denne havde jeg aldrig hørt om!


tirsdag den 25. juli 2023

Sommerferielæsning

 Sommerferie indbyder sommetider til genlæsning af bøger. 
Indtil videre er det blevet til Pans hemmelighed, Michael Katz Krefeld - Natarbejde, Irwin Shaw og Det første af altings fest; Mine fædres hus af Jørn Riel.
Mine fædres hus er en trilogi indeholdende "En fortælling hvoraf man får et smukt ansigt", "Vorherres rævefælde" og "Det første af altings fest". Det var Jørn Riels debut romaner - 1970-1972.
"Det første af altings fest" stod på hylden, og da Jørn Riels arktiske fortællinger altid er sjove og tankevækkende, valgte jeg at læse netop den igen-igen-igen.
I 19 kapitler beskrives livet i de allernordligste dele på Jorden. Eskimoernes levevis og de kultursammenstød, der opstod mellem dem og de fremmede, der af forskellige årsager kom til de barske områder.
Det er Agojaraq - Ago - der er fortæller i "Det første af altings fest". Ago er søn af Pete, Jeobald, Gill, Small Johnson og Sam - hans mor var ifølge Pete "Den livligste og gladeste pige i Nordvestterritoriet" (s. 116), dermed er der en vis tvivl om faderskabet og enighed om, at de alle 5 har en andel i skabelsen af Ago.
Herlige skrøner om rejser, jagt, ekspeditioner, festlighed og kærlighed.



fredag den 28. oktober 2016

Du bor i dit navn

Jørn Riel: Du bor i dit navn, 1976. Fra Anholt-hylden!
Om Ane og Jørgen der flytter fra Fyn til Vesterbro, Kbh.
Jørgen er sømand, og er ikke et helt menneske  uden livet på søen. Anes kærlighed til Jørgen er stærk, men det er svært at leve i et ægteskab, når man er fra hinanden i lange perioder.
Den yngste af deres børn, Peter, drages som faderen af havet og eventyret. Da han bliver kæreste med barndomsveninden Amy, ser det ud til, at historien gentager sig. De må begge vælge mellem kærlighed og fornuft.
Historien foregår ca. 1930-1950, og giver et billede af livet og samfundsforhold på den tid.
En god kærlighedshistorie, lidt sørgelig ind imellem, godt fortalt.

lørdag den 31. oktober 2015

En antikvarboghandlers erindringer

"En antikvarboghandlers erindringer", Jørn Riel, 1998.
36 erindringer - små fortællinger i jeg-form.
Stedet er Vesterbro i København, og læseren får jeg-fortællerens livsforløb i små bidder. Om en opvækst med druk, damer og øretæver på dagsordenen. Den stærkeste overlever, det gælder om at sætte sig i respekt!
Det er humoristisk, men en anderledes Jørn Riel, end ham jeg kender fra Grønlands historierne.
Jeg var ikke begejstret for sproget, det skal selvfølgelig give en "københavnerstemning" med udtryk som "pissede som en hest", "taget i hoved og røv", og erindring nr. 13, der handler om lokummer.
Bogen var et fund til 10 kr., da biblioteket på Anholt solgte kasserede bøger.

søndag den 27. september 2015

Før morgendagen.

JørnRiel: Før morgendagen, 1975.
En smuk men barsk historie om et naturfolks endeligt. Historien opleves gennem den gamle grønlandske kvinde Ninioq. Hun lever med sin familie i en lille stamme. Der har været hårde år med hungersnød, men da historien starter er der kød og fisk i overflod, og stammen er på jagt og samler bunker af forråd. Ninioq og sønnesønnen Manik efterlades på en lille ø, hvor kødet skal tørres og beskyttes mod dyr som isbjørn.
De skal blot være på øen nogle dage, men tiden går og de bliver ikke hentet. Der er sket noget frygteligt.
Ninioq har et langt livs erfaring med at overleve i den barske natur, og hun fortæller og lærer Manik om de gamle ritualer og skikke. Hun deler sine minder, hun videregiver legenderne om et folk der lever tæt på liv og død. Det er nødvendigt at respektere naturen og leve i harmoni med den, ellers overlever man ikke.
Jørn Riel har skrevet mange humoristiske bøger om menneskene på Grønland - denne er anderledes, et mere realistisk billede på et Grønland lige inden civilisationen bryder ind og ændrer harmonien mellem menneske og natur.

torsdag den 22. oktober 2009

Et "Monster" fra Colleen McCullough!

McCullough kender jeg fra "Tornfuglene", og forventede et eller andet...
Men "Monster" (2006) er for det første en helt anden genre, det er en krimi, og for det andet blev jeg lidt skuffet over måden, bogen er skrevet på. Historien er god nok, men ordene, sætningerne, det de siger osv., det var mindre godt.
Jørn Riel derimod: Han er super hver gang:-)
"De gule blades ånd" fra 1978, handler i meget store træk om Løjtnant Jensen, der sammen med korporal Madsen tager til Siam, for at opklare tyveri af tømmer. Det slipper de ikke så godt fra...
Jeg har læst de fleste af Riels romaner, og han har aldrig skuffet mig.

torsdag den 23. april 2009

Flere gode romaner!

Spansk for begyndere er slut, desværre. Det var sjovt og lærerigt! Der kommer et kursus til efteråret, der fortsætter, hvor vi slap, men til den tid har jeg forhåbentligt et arbejde at passe. Hvis ikke, er jeg med på noget mere spansk!
Siden sidst har jeg læst Jørn Riel, hans "Mine fædres hus", som er fortællinger fra Arktis i forrige århundrede. De er bare sjove:-)
Herbjørg Wassmo's trilogi "Dinas bog", "Lykkens søn" og "Karnas arv" har jeg genlæst. Man følger Dina fra hun er ca. 4 år, og ved et uheld skolder sin mor, der dør af ulykken. Uheldet følger hende gennem hele livet. Som 16 årig bliver hun gift med en mand, der er ældre end hendes far. Musikken får stor betydning for hende, og bliver et redskab hun bruger til at udtrykke følelser med. Alle finder hende aparte, men det lykkes hende at få magt over personerne i hendes nærhed, og dermed prestige i det lille samfund. Hun får en søn, som anden del af trilogien handler om, og han er mærket af moderens oplevelser og væremåde. Sønnen får en datter, som den tredie del fortæller om. Den kan anbefales!!!
"Dinas bog" er filmatiseret, "Jeg er Dina". http://www.cinemazone.dk/movie.asp?id=721