Folket i klippehulerne

 Jordens børn, 5. bind: "Folket i klippehulerne", Jean M. Auel, 2002.
Ayla og Jondalar er ankommet til Zelandoni-folkets territorium efter deres lange rejse. De to mennesker med magt over heste og en ulv vækker stor opsigt. Det er frygt, de i første omgang mødes med, men da Jondalars lillesøster genkender sin bror, ender det ukendte og farlige med stor gensynsglæde.
For Ayla går tiden efter ankomsten med at tilpasse sig. Jondalars familie accepterer hende hurtigt og anerkender hendes evner og færdigheder. Hun er et aktiv for familien og får samme høje status som dem. 
Zelandoni-folkets 9. grotte består af ca. 200 individer. Det er den største forsamling af mennesker, som Ayla nogensinde har oplevet. Der er mange regler, som skal sikre fred og fordragelighed mellem beboerne, og alle forventes at byde ind med det de evner. Fællesskabet er en form for sikkerhed for overlevelse i den barske istids-verden, og dem der ikke yder, bliver der set skævt til. Dengang som nu er der dem, der ikke formår eller ønsker at være en del af fællesskabet, og dermed opstår konflikter, som skal løses. 
Opfattelsen af neandertalerne - "Fladskallerne", som Zelandoni-folket kalder dem - giver anledning til mange diskussioner, og af uvidenhed mener mange, at det ikke er mennesker men dyr. Ayla forsvarer hver gang de mennesker, hun voksede op hos. De reddede hendes liv og gav hende omsorg og kærlighed. Den holdning er med til at gøre hende upopulær hos dem, der i forvejen ikke bryder sig om hendes fremmedhed og 'magt' over dyrene.
"Folket i klippehulerne" har i dette bind mere fokus på menneskenes sameksistens end på naturen, som i de forrige bind. Blandinger af Cro Magnon og Neandertaler-folk, handicappede og mennesker der i øvrigt skiller sig ud, er en del af Jean M. Auel's fortælling, som dels er fakta, dels fiktion. Der forekommer mange gentagelser ligesom i de foregående bind.
 

Folket i klippehulerne.

Jean M. Auel: Folket i klippehulerne, 2002. Romanen er en del af en serie, "Jordens børn", som består af følgende:
Hulebjørnens klan, Hestenes dal, Mammutjægerne, Rejsen over stepperne, Folket i klippehulerne og Hulernes sang.
Mit eksemplar af Folket i klippehulerne er i 2 bind. I det første bind er Ayla og Jondalar - 2 fortidsmennesker - netop ankommet til Jondalars folk. Jondalar har været borte i 3 år, og på den lange rejse mødte han Ayla. Hun præsenteres nu for hans familie og hans folk Zelandonierne. Ayla og Jondalar har en masse at fortælle om den lange rejse, om anderledes folkefærd og om nye måder at gøre forskellige ting på. Den nye viden bliver for det meste taget godt imod, men viden og holdninger til "fladskallerne" - neandertalere - som Ayla er vokset op hos - skaber splid og had hos nogle af Zelandonierne.
Læseren belæres konstant om mennekets udvikling, og om hvordan verdenen så ud for 25.000 år siden. 1. del slutter med de mange forberedelser til det store årlige sommerstævne.
I 2. del fylder beretningen om sommerstævnet mest, der hvor menneskene samles fra et stort geografisk område. Der afholdes "magefest", der er konkurrencer, fælles jagter mm. Man indsamler store mængder af forråd, der kan tages med tilbage til de stenhuler, hvor menneskene lever om vinteren.
Jean M. Auel forskede omhyggeligt i forhistoriske menneskers levevis, før hun skrev om Ayla og Jondalar. Jeg finder de mange fakta og forklarende indslag interessante - selve historien er lidt "tynd", men det er ikke det afgørende for mig. Der er også ret mange gentagelser, man bliver tit mindet om hændelser, der går tilbage til tidligere oplevelser, men det er så dér, hvor læsehastigheden øges!
Når jeg kommer i rette stemning, vil jeg snuppe sidste del af serien, Hulernes sang. (2011)