tirsdag den 30. oktober 2012

Vejs ende.

"Vejs ende", Lisbeth Brun, e-bogs udgave  2010.
Om pigen Lærke, der kommer dårligt fra start i livet.
Hun bliver fjernet fra sine biologiske forældre, og vokser op hos plejeforældre.
Titlen Vejs ende hentyder både til det hus,  som hun køber, men også til det punkt i hendes liv, hvor hun befinder sig i historiens begyndelse.
Hun kan ikke komme længere ud - og er derfor tvunget til at tage sit liv op til overvejelse.
Jeg har fået lyst til at læse de andre romaner, som Lisbeth Brun har skrevet. 

søndag den 28. oktober 2012

Dengang det var sjovt.

Jane Aamund: Dengang det var sjovt; Erindringsglimt, 2010.
17 fortællinger om sjove oplevelser i forbindelse med journalistiske opgaver. 
Jane Aamund har interviewet mange kendte mennesker som fx. Dirch Passer, Simon Spies, Bøje Nielsen og Peter og Henriette Zobel. Privat har hun også kendt flere af dem.
Aamund får samtidigt fortalt et stykke danmarkshistorie, om de forskellige trends, der har været gennem hendes tid som journalist på Berlingske Tidende.
Hun er god til at fortælle, og hun har et dejligt positivt livssyn, der smitter.
Godt at hun blev forfatter! 

søndag den 21. oktober 2012

Gargoilen - Stendragen.

Andrew Davidson: Gargoilen; Stendragen, 2008.
En mand kommer alvorligt til skade i en bilulykke.
Han bliver forbrændt over det meste af kroppen, og fra at have været en køn ung mand, der har ernæret sig af sin krop, er han nublevet til et monster, der kun tænker på at ende sine lidelser.
"Aldrig har en mand set mere frem til sin død end jeg", s. 50.
En dag kommer en mystisk kvinde ind på brandsårsafdelingen - hun påstår, at de har kendt hinanden i et tidligere liv.
Handlingen skifter mellem nutiden, hvor man hører om mandens liv, og den mystiske kvindes historier, som til dels er hendes egen historie, deres fælles historie og 4 kærlighedshistorier, der langsomt væves ind i hinanden.
Mandens liv synes først at være ødelagt, men ulykken viser sig at give ham et nyt liv i stedet.
"Først efter at min hud var brændt bort, blev jeg endelig i stand til at føle", s. 342.
En spændende og anderledes bog, godt fortalt, og svær at lægge fra sig.

tirsdag den 16. oktober 2012

Livskunst for drengerøve!

Jeg har læst en fagbog for en gangs skyld!
"Livskunst for drengerøve" af Lasse Schou Larsen, 2012, fra forlaget Siesta.
Schou Larsen er bosat i Randers, født i 1980, og han tager ud og holder foredrag om emnet "livskunst".
Han har skrevet en bog om meditation og fordybelse - uden at miste jordforbindelsen.
Forfatteren ønsker at videregive en af "opskrifterne" på et liv baseret på indre værdier såsom selvværd og nærvær, uden at leve isoleret som en munk, men stadig feste, gå til sport og være en "drengerøv", som han udtrykker det.
Det er sådan, at han selv lever, og han påstår at have succes i livet!
Udtrykket "verden er lille" passer i geografisk henseende, men når man ser på alle de valg, vi alle skal foretage hver eneste dag, så synes jeg, at Verden er blevet større og noget mere kompliceret end på vore bedsteforældres tid.
Det er måske en af grundene til, at de unge mennesker med psykiske problemer har svært ved at tackle tilværelsen?
Mange har "nok i sig selv" og glemmer hensynet og empatien for andre mennesker.
"Livskunst for drengerøve" handler om at få selvværd, om at være 100% til stede i enhver situation og om at meditere og hvile i sig selv, så hverdagens udfordringer bliver til positive oplevelser.
Schou Larsen har skrevet bogen i et godt og levende sprog, han bruger masser af eksempler, der giver læseren billeder på nethinden. 

søndag den 14. oktober 2012

Blå mandag.

"Blå mandag", Nicci French, 2012.
Det er længe siden, jeg sidst har læst sådan en "page-turner"!
Bogen starter med en uopklaret bortførelse af en 5 årig pige i London 1987.
22 år senere er det en 5 årig dreng, der forsvinder, og ved en blanding af tilfældigheder, en psykoanalytiker og godt politiarbejde falder brikkerne til sidst på plads - sådan da ...
En thriller med et persongalleri, der alle kunne ha' brug for psykologisk bistand:-)
Den er skrevet godt og det er et overraskende plot.
En e-bog.

onsdag den 10. oktober 2012

Barakkerne.

"Barakkerne" af Jørgen Liljensøe, 1977.
Om danskere der tog til Grønland for at arbejde og tjene skattefri kroner, og om de konflikter, der opstod mellem naturmennesket og "det kulturelle menneske".
Og også den anden vej rundt, om grønlandske piger, der tog til Danmark og gik i skole, og havde det svært, når de kom hjem til den grønlandske familie igen.
Jeg har altid været fascineret af historier om Grønland, og Liljensøe er næsten på højde med Beck Nygaard!
Link til forfattere, der har beskrevet kulturforskellene Grønland-Danmark: www.information.dk/155193

Et juleeventyr!

Charles Dickens skrev "Et juleeventyr" i 1843.
Min udgave er en e-bog fra 2002. (eBibliotek 1800)
Bogen er delt op i 5 "sange":
Første sang "Marleys genfærd" er starten på eventyret, og handler om Scrooge's afdøde forretningspartner.
Marley viser sig for Scrooge julenat, og advarer ham om det forfærdelige liv efter døden, der venter den, der ikke får levet livet, mens chancen er der!
Scrooge er en hård negl, en klemmende, vridende, gribende, skrabende, gramsende, gridsk gammel synder! (s.2)
Marley fortæller Scrooge, at der vil komme 3 ånder til ham julenat, og det er så dem, som 2., 3. og 4. "sang" præsenterer.
De 3 ånder er "Den svundne juls genfærd", "Den nuværende juls genfærd" og endelig "Den kommende juls genfærd".
Scrooge får set sit liv ovenfra/udefra, han ser hvordan han har været engang, og hvor goldt hans liv er blevet.
Han giver ingen kærlighed, og han får ingen kærlighed.
Hvad er livet så værd?
Den 5. "sang" er enden på eventyret, og som i alle eventyr ender det jo godt:-)
Men ret interessant at læse - jeg troede, at jeg kendte gamle Scrooge, men det gjorde jeg egentligt ikke.
Skønt at udvide sin horisont...