Viser opslag med etiketten dea Trier mørch. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten dea Trier mørch. Vis alle opslag

fredag den 21. april 2017

Hvide løgne

Hvide løgne, Dea Trier Mørch og Sara Trier, 1995.
En brevveksling mellem mor og datter, Julie og Bella. Julie i København og Bella i kibbutz i Israel. Året er 1993.
Via deres breve får de 'talt' om emner, de ellers ikke berører. Den geografiske afstand giver dem et anderledes perspektiv - og en eftertænksomhed, når ord skal sættes på papiret.
Julie - moderen - fortæller Bella sin historie. Hun fortæller om mødet med Bellas far, Sylvester, som hun er blevet skilt fra. Hun vil gerne forklare hvorfor bruddet kom, og hvorfor hun handlede som hun gjorde. Også forholdet til sin mor, Ruth, som var meget tæt og specielt, deler hun nu i brevene med sin datter.
Datteren Bella belyser episoder fra opvæksten, der er oplevet fra barnet og den unges synsvinkel, og derfor nødvendigvis en anden historie.
Begge parter gør oprør, mod verden og mod hinanden. En løsrivelsesproces der samtidigt giver plads til en ny fortrolighed.
Ligesom Vinterbørn er romanen på én gang tidstypisk og evigtgyldig. Forhold mellem mødre og døtre er en gentagelse gennem generationerne, selvfølgelig afspejlet af hvad der rører sig i den pågældende tids samfund.
En god roman, der vil blive læst igen.

mandag den 13. februar 2017

Vinterbørn

Vinterbørn, Dea Trier Mørch, 1976. (Min: 8. opl. trykt i 1979)
Et lille samfund i samfundet, svangregangen på Rigshospitalet, december-januar 1975.
Kvinder med forskellige komplikationer i deres graviditet, de er indlagt i en længere periode, og danner indbyrdes forhold.
En roman, der er vedkommende for alle kvinder, der er gravide eller har været det.
Rammerne er naturligvis forældet, men følelserne og oplevelserne de er evigtgyldige.
Håb, frygt, forventninger - på hospitalet er de alle i samme båd. Ude i 'verdenen' kommer de fra forskellige samfundslag og har forskellige baggrunde.
Titlen Vinterbørn er dobbelttydig: fortællingen foregår fra 16. december til 15. januar, midt om vinteren. Men kuvøsebørnene, de for tidligt fødte, med synlige eller ikke synlige medfødte misdannelser, dem kalder de Vinterbørn...
Roman har illustrationer i form af forfatterens egne linoleumstryk.