Viser opslag med etiketten den tidsrejsendes kvinde. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten den tidsrejsendes kvinde. Vis alle opslag

tirsdag den 12. marts 2024

Den tidsrejsendes kvinde

 Sikke et scoop! Bogsalg på det lokale folkebibliotek: Den tidsrejsendes kvinde, Audrey Niffenegger, 2003 - på dansk i 2005. Læst første gang i maj 2016 - og jeg huskede den som en af de bedste romaner, jeg har læst. Ville jeg nu være lige så begejstret anden gang? Ja, det var jeg - jeg er vild med den bog, og nu er det min:-)
Det var et dejligt gensyn med den tidsrejsende Henry DeTamble og hans kvinde Clare Abshire.
"Jeg bliver vendt på vrangen, når jeg er derude, i tiden, forvandlet til en desperat udgave af mig selv. Jeg er et trick, et illusionsnummer af højeste karat, så utroligt, at det faktisk er sandt." (side 11 - Henry)
Udmattelse, høje lyde, stress eller blinkende lys - sådanne fænomener kan udløse en af de utallige tidsrejser, Henry kommer ud for. Han rejser frem og tilbage i tiden, og ved aldrig hvor/hvornår han 'lander'.
Henry og Clare møder hinanden, da han er 36 og hun er 6 år. Ved det første møde fortæller Henry om sin særlige evne, og barnet Clare accepterer ham. I hendes kronologiske livsbane vokser hun op med hemmeligheden "Henry". 
Gennem romanen ruller Henrys historie sig ud. Om hans forældre, de første tidsrejser, om hvordan hans ældre jeg lærer den yngre version at klare sig, når han ender nøgen  og sulten på uforudsete steder/tider.
Historien hænger godt sammen. Et fantastisk/umuligt scenarie - men troværdigt og samtidigt en smuk kærlighedshistorie gennem tid og rum. Man føler Henrys frustration og føler med Clares evige venten og angst for, at der er sket ham noget.

onsdag den 4. maj 2016

Den tidsrejsendes kvinde

Endnu en super god roman af Audrey Niffenegger: Den tidsrejsendes kvinde, på dansk i 2005.
En utraditionel kærlighedshistorie, står der bag på bogen, og begge betegnelser passer.
Clare og Henry oplever et helt livs kærlighed med hinanden, men med meget usædvanlige tidsintervaller.
Henry møder Clare da hun er 6 år og han er 36.
I deres fælles nutid er der kun 8 år til forskel, men Henry rejser ufrivilligt i tiden, sommetider tilbage, sommetider frem. Nogle gange er han sammen med sig selv i to forskellige tider i sit liv...
Han siger: Jeg bliver vendt på vrangen, når jeg er derude, i tiden, forvandlet til en desperat udgave af mig selv... Jeg forskrækker gamle damer, og forbløffer børnene... Jeg dukker op ud af ingenting, nøgen... Det er som at lytte til en radio, der har svært ved at fastholde en sender...
Som i "På den anden side" kan vi også her forvente et liv efter døden. Tiden som begreb betragtes, og alt er muligt.
Virkelig en spændende roman, umulig at slippe, og tankerne bliver ved at kredse om den, efter at have læst den!
Hvert kapitel angiver årstal, Henrys og Clares aldre, og verden ses på skift gennem dem hver især.
Tak til Sydney, som fik mig til at læse Den tidsrejsendes kvinde:-)