Så mødes vi alligevel

"Så mødes vi alligevel", Maria von der Maase Rockwell Bendtsen, 2019. (Købt på Anholt museum)
En historisk beretning om Conradine Sophie Rostgaard von der Maase Bruun, født i 1704, død i 1758.
Conradine Sophie var datter af Frederik Rostgaard, hun blev gift i et arrangeret ægteskab med Frederik Masius von der Maase (1696-1728), og er dermed en del af den slægt, der den dag i dag ejer det meste af øen Anholt.
Conradines opvækst i en adelsfamilie gav muligheder for uddannelse. Dertil kom at faderen ejede en omfattende bogsamling, som Conradine fik lov til at benytte. Hun tegner, maler og skriver små digte. Hun får undervisning i at læse og lære sprog: fransk, tysk, latin og hebraisk.
Hendes første ægteskab var lykkeligt, men Frederik Masius dør kun 32 år gammel efter en rideulykke. Hun er da 24 år, enke og har 4 børn. Som velhavende enke får hun mange ægteskabstilbud, men ønsker at drive godset Tybjerggård alene.
Conradine ansætter en ung huslærer til sine børn. Oluf Bruun er søn af en præst, og accepteres af forældrene som lærer. Da Conradine og Oluf senere bliver elskende, er det slut med accepten - hun forbydes af sine forældre at gifte sig med ham.
Conradine bliver gravid, og hun trodser sine forældre og gifter sig med Oluf.  Forældrene slår hånden af hende og gør hende arveløs. Desuden bliver hendes børn med Frederik Masius taget fra hende, og det bliver hende forbudt at have kontakt til dem. Ydermere er en del af straffen, at fremover må pigebørn ikke få slægtsnavnet Rostgaard - kun drengebørnene kan føre dette navn videre.
Conradine Sophie får 22 år sammen med Oluf Bruun. Da de for anden gang mister en af deres sønner, skriver hun: Lyset slukkedes i mine øjne for aldrig at tændes igen. Gløden er væk. Jeg kunne ikke finde trøst nogen steder.. (s. 80) Hun dør i 1758, blot 54 år gammel.
Hendes ligsten ligger på Allerslev Kirkegård. Bagsideteksten fortæller, at forfatteren er bosat i Espergærde ikke langt fra Krogerup, hvor Conradine Sophie voksede op, og at hun derfor blev inspireret til at skrive den for længst afdøde slægtnings historie.
Bogen er en god blanding af historiske fakta og digtning.

En barndom trækker sit kølvand

En lille 'sag' på 27 sider fra Anholt lokalhistorisk Arkiv og Museum: En barndom trækker sit kølvand, af Ole Kolborg, 2014.
Ole Kolborgs far var fyrmester på Anholt fyr i årene 1961-1965. Ole var 6 år, da familien flyttede til Anholt, og han fortæller om, hvordan det var at være barn på den afsidesliggende ø i Kattegat.
Livet på Fyrgården var primitivt: gammeldags lokum, ingen rindende vand og ingen elektricitet. En af Oles arbejdsopgaver var derfor at trække ferskvand op fra en brønd.
Også fyrets historie ridses op, og lidt om englændernes besættelse af Anholt.
Publikationen er købt på Anholt Museum, og ved samme lejlighed købte jeg den nye "Anholts Naturhistorie", 2019, af Niels Schrøder. En lidt 'nørdet' ting om Anholts klima og vegetation, om klimaændringer, Ørkenens historie, grundvandet og stenene.