Viser opslag med etiketten Per Fjord. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Per Fjord. Vis alle opslag

mandag den 2. september 2024

Balladen om Martin Blinke

 "Per Fjord har opfundet en folkekomedieroman" - TV Roskildes overskrift på et interview i anledning af romanen Balladen om Martin Blinke, der udkom her i foråret 2024.
Den 34-årige arkæolog Martin Blinke lever et stille, lidt ensomt liv. Han søger læge, da han føler sig ualmindelig træt - og den gamle familielæge anbefaler sygemelding fra arbejdet samt et ophold i en lille by ved navn Englesvig.
Tiden er 1958. Englesvig er en lille fiskerlandsby, hvor alle kender alle, og snart efter ankomsten ved de alle da også, at en arkæolog fra København er ankommet. Martin lærer snart flere af indbyggerne at kende, det er flinke folk, og han bliver taget godt imod.
En af dem, Jørgen Tusindkunst, er sammen med 2 andre interesseret i arkæologi. Stedet er fyldt med spor efter både stenalder og vikingetid, og snart er Martin en del af gruppen med sin faglige viden og gode forbindelser.
Også kvinderne i byen har et godt øje til Martin Blinke - det seksuelle er et ret ukendt område for den 34-årige, men han er lærenem.
Romanen er underholdende, der er et særdeles farverigt persongalleri, og tid og sted er rammende beskrevet. Det er måske ikke en roman, man bliver klogere af at læse, men det er én, der kan tåle at blive genlæst - der er mange historier i historien.
Tak for bogen Per Fjord.

fredag den 14. februar 2020

En flænge i tiden

Digte og sangtekster af Per Fjord, "En flænge i tiden", 2009.
41 digte og sangtekster samt en CD med 13 sange og oplæsninger.
En fællesnævner for de fleste af digtene er 'åbenbare urimeligheder' (s. 76), som Per Fjord udtrykker det - sociale forskelle i samfund verden over. Men også kærligheden er tilstede, som f.eks. i digtene "Afstand" og "Tæt på himlen". Også indtryk fra barndommen er med, illustreret i "Under bordet": I massevis af ben under bordet. Bordben og stoleben og dameben med knuder. Strømper i ål og brune rendemasker. (s. 37)
Digtene er en samling fra rejser - både geografisk samt tidsmæssigt, der er digte og tekster fra Grækenland, Tyrkiet, Chile, Finland, Tyskland, Norge og fra flere lokationer i Danmark.
Digte er ikke normalt noget, jeg gør så meget i, men denne måtte jeg eje. Jeg startede med at læse bogen, derefter lyttede jeg til CD'en og læste samtidigt med i bogen, og endelig lavede jeg en slags udvælgelse af de digte, der 'sagde mig noget', som jeg så genlæste. Konklusionen er, at digte læser man ikke blot ligesom en roman. Der ligger lag bagved ordene, som skal findes frem og give mening. Jeg synes, det er en god samling digte/sange, med et herligt sprog, der ind i mellem får smilet frem.
"Se fremad knægt. Vi er de nederste. Ikke af den grund idioter" (s. 13)

onsdag den 6. juli 2016

Udvalgte firkanter

"Udvalgte firkanter", novellesamling af Per Fjord, 2011.
12 noveller om menneskene i 'udkants danmark'. Bønder, fiskere, småfolk og fuskere.
Der drives rovdrift på naturen, ussel mammom er i højsædet.
Sammenlignet med Gråzoner slutter novellerne mere abrupt - fortællinger uden slutning...
Min favorit er Den forlorne flynder: En anderledes version af brødrene Grimm's eventyr om den talende flynder, der vil opfylde ønsker, hvis den slippes fri.
Det er en 'hel' fortælling, og sproget, personer og atmosfæren føles virkelig.
Men nok med noveller i denne omgang - jeg er nu bedst til romaner.


søndag den 26. juni 2016

Gråzoner

Gråzoner af Per Fjord, 2007.
13 noveller om mennesker ude på landet.
Hovedpersonerne sætter hver især deres egen dagsorden, som i "Hundemorderen", hvor en mand chikaneres længe nok til, at han til sidst udøver selvtægt. Og i "Bigballer", hvor ægtemanden iscenesætter sin kones død, men kommer grueligt til kort.
Humor og ironi og en masse billeder på nethinden om selvfede bønder og stakler i bunden af det sociale hierarki.
Jeg har netop lånt Fjords Udvalgte Firkanter fra 2011, den ser jeg frem til at læse.

fredag den 3. juni 2016

Hank; En gavtyveroman

"Hank. En gavtyveroman" - Per Fjord, 2016.
En historie om en alkoholisk, midaldrende mand, Hank William Jensen. Musikken er hans liv, det er bare aldrig blevet til det store gennembrud. Han lever fra dag til dag, og lever af tilfældige småjobs, nogle lidt småkriminelle, men det hænder af og til, at han bliver hyret til byfester og private fester, og da kører det for ham!
Hank bliver rodet ind i et mord på en arabisk bilforhandler. I første omgang stikker han af, men da hans datter, som han ikke har set i 20 år, dukker op, og det så viser sig, at hun er kæreste med den dræbtes søn, er situationen ikke sådan at komme ud af.
I mellem linjerne kommer Per Fjord ind på indvandrerproblematikker såsom kulturforskelle og integration. Kulturforskellene i det danske samfund bliver også vendt og kommenteret, og forhold mellem mænd og kvinder generelt...
Engang var jeg i familie med forfatteren, og da jeg opdagede, at han havde 'gjort' en bog, måtte jeg læse den:-) Sproget fører mig over 20 år tilbage i tiden, hvor udtryk som: fra før Hitler gik ind i Polen, Det lignede en røv, der var træt af at skide, jammerkommode, svagpisser og bagdørsindianer var det, vi syntes var sjov.
Jeg skulle lige lidt ind i romanen før den fangede. Og det gjorde den: fangede!
Så godt gået Per Fjord, du kan mere end at skrive sangtekster.