Viser opslag med etiketten iben mondrup. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten iben mondrup. Vis alle opslag

fredag den 23. februar 2024

Bjørn

 "Bjørn", Iben Mondrup, 2023. 3. bog i trilogien Tabita.
I Tabita følger man pigen Tabita som barn og ung - i Vituu er det hendes lillebrors opvækst hos en anden plejefamilie, læseren følger.
Begge børn har oplevet traumatiske hændelser og har ikke haft den trygge og kærlige opvækst, som parret Berthel og Eva forestillede sig, da de tog det grønlandske søskendepar med til Danmark.
Berthel og Evas ægteskab kan ikke holde til hans savn af børnene. Han længes - både efter børnene og Grønland.
Tabita er rejst til Grønland for at møde sin mor, og for at få at vide hvorfor moderen bortadopterede hende og Vitus. Tabita tror, at Vitus er død, men hans 'spøgelse' følger med hende overalt. Han har en fast plads i hendes hjerne og hjerte.
Vitus flygter fra sine adoptivforældre og rejser også til hjemlandet. Han husker ingenting om Grønland, han var kun en baby, da han blev flyttet med til Danmark.
De to søskende finder hinanden, men arrene på sjælene er store.
Romanen "Bjørn" afslutter historien om Tabita og Vitus. Mondrup tegner et sørgeligt og rørende billede af misrøgt på flere plan - om de mange mennesker der blev berørt af Berthel og Evas egoistiske idé, som de troede kunne redde dem selv og give de to børn velstand.
"Bjørn" var lidt anderledes sat sammen end de to andre romaner i trilogien, men lige så velskrevet og fængende.

søndag den 4. februar 2024

Vittu

 "Vittu", Iben Mondrup 2022.
Vitus er Tabitas lillebror. De to grønlandske søskende bliver adopteret af et dansk ægtepar, men bliver skilt ad, da Vitus er ganske lille. Han kommer på børnehjem, og herfra adopteres han af Alice og Stig, da han er 5 år.
Alice er fra Frankrig, hun er fotograf. Den lille dreng skal være hendes 'projekt' - hun vil have et barn, som hun kan være noget for (s. 19). Da Alice og Stig henter Vitus på børnehjemmet, er han indadvendt og skræmt, og Alice giver ham lov til at opføre sig, som han vil. Da hun begynder at fotografere ham,  knytter de to bånd, og han åbner mere og mere op for hende.
Hun lærer ham om sin verden, han fremkalder film, han følger hendes instrukser som model, og følger hende snart som en lille hund. Han bliver nærmest jaloux på stedfaren Stig, når denne er hjemme i weekenderne.
Alice og Vitus føler begge en 'fremmedhed', de har svært ved at passe ind. Men de har hinanden - og forholdet bliver for tæt, grænser overskrides og Vitus betaler prisen.
Historien skifter fortællevinkel mellem Alice og Vitus. 
Tabita-trilogien er uafhængige romaner, og handler om forskellige skæbner. Alligevel er sammenhængen der, og selvom Vitus er meget lille, da han skilles fra sin søster, ved han inderst inde, at noget mangler i hans liv.
Den sidste roman i trilogien hedder "Bjørn", og er på min læse-ønske-liste. Mondrup er god til at beskrive, hvad der foregår inderst inde i menneskers sind. 

lørdag den 29. august 2020

Tabita

 Iben Mondrup: "Tabita", 2020.

Historien starter på Grønland i byen Upernavik i det vestlige Grønland. Pigen Tabita er 4 år, hun bor i et traditionelt grønlandsk hus på fjeldet sammen med sin mor Abelone, sine bedsteforældre Rosine og Vitus og sin ældre bror Angaju. Bedstefar Vitus er meget syg og dør, så kvinderne er afhængige af hjælp - "kødgaver" - fra det lille samfund de er en del af.

Abelone arbejder som kiffaq (husholderske) hos det danske par Eva og Berthel. Berthel er handelsbestyrer, og Eva er hjemmegående. Abelones løn er vigtig for hendes lille familie.

Abelone er enlig mor og gravid med sit 3. barn. Fødslen går i gang i danskernes hus, så hun føder på deres badeværelsesgulv. Det er en dreng, han får navnet Vitus efter den netop afdøde bedstefar.

Da Abelone er alene med børnene, bliver aftalen at hun tager de 2 mindste børn med på arbejde. Eva ser efter børnene, mens Abelone arbejder. Eva kan ikke få børn, og for en tid nyder hun at være sammen med kiffaqens børn.

Bogen fortæller fra flere synsvinkler. Dermed oplever læseren hændelserne gennem bedstemor Rosine, Abelone, Eva, Berthel og Tabitas øjne. Civilisation kontra naturfolk - kulturerne skriger mod hinanden. 

De to børn Tabita og Vitus bliver adopteret af det danske par. De fjernes fra familien i Grønland og kommer med til Danmark. Der er udfordringer, men det sværeste er Evas psykisk skrøbelige sind.

En god beskrivende fortælling om et Grønland, der er midt mellem to meget forskellige kulturer. Også en roman om svigt og om at høre til. En stærk roman!