torsdag den 28. december 2023

Rødder; En sort families saga

 Alex Haley: "Rødder; En sort families saga", udgivet i Danmark i 1978. Mit eksemplar er i 2 bind.
I 1750 fødtes et drengebarn som søn af Omoro og Binta Kinte i landsbyen Juffure i Vestafrika.
Sønnen får - efter nøje eftertænksomhed - navnet Kunta Kinte. Det var barnets afdøde bedstefar Kairaba Kunta Kintes mellemnavn, han havde været en agtet og hellig mand med stor betydning for Juffure.
Halvdelen af bind 1 handler om Kunta Kintes opvækst i den lille afrikanske landsby. Leg og pligter og en hærdning, der gør ham i stand til at leve og overleve i naturen. Respekt for samfundets regler samt krigskunst er endvidere vigtig læring for det enkelte individ og for samfundets beståen.
Kunta Kinte hører også om 'Toubob'. Det er Mandinkaernes ord for den hvide mand. Der er historier om 'Toubob'erne', om at folk forsvinder - man skal altid være opmærksom og tage sig i agt for den hvide mand.
Men Kunta overraskes en dag, han er alene - han er uopmærksom, slås ned og tages til fange. Han føres ombord på et slaveskib, hvor sult, pisk og umenneskelige forhold slår mange af fangerne ihjel.
Efter en lang udmattende sejltur ankommer skibet til en af Amerikas sydstater. På et slavemarked bliver Kunta solgt. Han nægter at indordne sig og flygter gang på gang. Han invalideres den sidste gang, han flygter, og ender hos en forholdsvis 'god' herre: Massa Waller. (Massa=master, eng. ord for herre). 
Kunta glemmer aldrig sin afrikanske afstamning. De ord han husker, og den viden han lærte i barndommen og ungdommen vil han videregive til sine efterkommere.
Og efterkommere bliver det heldigvis til. Han bliver gift med Bell - kokkepigen hos massa Waller, og de får datteren Kizzy. Kunta fortæller i hemmelighed datteren de historier og de ord, han husker. Det er forbudt at tale om Afrika og at tale sproget, men det er vigtigt for Kunta, at hans viden ikke forsvinder.
Historierne og ordene bliver overleveret i de næste 5 generationer i familien. For hvert nyt familiemedlem samles familien, og Kuntas historie genfortælles.
I 1864 da sydstaterne taber borgerkrigen, bliver slaverne endelig fri. Men "friheden giver os ikke mad, den lader os bare bestemme, hvad vi vil gøre for at få noget at spise", som Tom Murray, oldebarn af Kunta siger. (s. 232, bd. 2) 
Familiehistorien fortsætter til 1921, hvor Alex Haley bliver født. De sidste knap 30 sider i romanen er forfatterens fortælling om at skrive "Roots", om hans 'detektiv arbejde' med at finde tilbage til tip-tip-tip-oldefaderen - hvor kom Kunta Kinte fra, hvad skete der dengang, og familiens historie i USA op gennem 8 generationer.
Det er en spændende, rørende og barsk roman, der er baseret på virkelige hændelser. En klassiker, en historie om slaveri vi aldrig må glemme.

Binta og Omoro får bl.a. sønnen Kunta.
Kunta og Bell får datteren Kizzy.
Kizzy voldtages af den hvide massa Tom Lea, det resulterer i sønnen George. (Hønse-George)
George og Matilda får bl.a. sønnen Tom.
Tom og Irene får bl.a. datteren Cynthia.
Cynthia og Will får bl.a. datteren Bertha.
Bertha og Simon får bl.a. sønnen Alex.

Drømmen om frihed; Lige under overfladen 18

 ANMELDEREKSEMPLAR

I serien "Lige under overfladen" fra Science Fiction Cirklen er nr. 18 udkommet: "Drømmen om frihed" hedder årets udgave. (2023). En antologi bestående af 25 bidrag fra forskellige forfattere.
(Klik på linket for at se alle forfattere og titler på novellerne.)
Det er ikke en genre, jeg er så bekendt med, men min nysgerrighed blev vakt, da jeg læste, at et af bidragene delvist er skrevet af en AI. (Artificial Intelligence = Kunstig intelligens)
Jeg blev positivt overrasket over antologien. Der var dog 2 af novellerne, jeg opgav at læse - det var for underligt, og den ene var sjovt nok den novelle, der havde fanget min interesse.
Forfatterne ser fremtiden for sig. Bygget på den viden og teknologi, der er til stede i vores tid, men hvor teknologien er udviklet, så den er vendt til en trussel og ikke en hjælp til menneskeheden. Menneskelignende robotter, der skal udføre de mere kedsommelige opgaver, overtager snart de mindre kloge menneskers funktion. Når mennesker stræber efter det perfekte, har vi så overvejet nøje, hvad det indebærer? Genmodifikationer og organtransplantationer - intet er umuligt i den fiktive fremtid.
I nutiden er Jordens klima på dagsordenen og har været det i mange år. Katastrofen lurer om hjørnet - og alle ved det, men gør vi hver især nok for at løse krisen? Flere af novellerne udtrykker en frygt for, at vi ødelægger vores livsgrundlag, og der er flere opfindsomme bud på, hvordan menneskeheden kan starte forfra over eller under den virkelighed, vi kender. 
Madproduktion: Når Jorden er så forurenet, at der ikke længere kan dyrkes afgrøder.... Når Jorden har ødelagt dyrenes levesteder, og der derfor ikke længere findes husdyr, vi kan spise.... Alvorlige tanker der har sat fantasien i gang hos science fiction forfatterne.
Hvad hvis en asteroide ødelægger Jorden? Hvad hvis nu vi kan rejse i tiden? Findes der parallelle verdener, vi kan udnytte? Hvordan reagerer mennesker, når ressourcerne bliver små?
Der er også en krimi i samlingen - den foregår ude i rummet, og teknologierne til opklaringen af forbrydelsen er så veludviklede, at ingen kan slippe godt fra et mord. Historien indeholder samtidigt menneskelige følelser, der ikke er anderledes, end vi kender dem. Også en god fortælling.
Antologien giver et facetteret billede på de fantasier og den frygt, vi mennesker har for fremtiden. Jeg læser en advarsel mellem linjerne: Værn om menneskeligheden, værn om naturen - ingen teknologi kan erstatte det!
Velskrevne noveller om fantasifulde men også vedkommende emner. Og man behøver ikke at være SCI-FI-fan for at læse samlingen;-)