Det ottende bud

Lisbeth Brun - igen: "Det ottende bud", roman! 2018.
Norske Siv er single. En arbejdskollega får lokket hende med i byen, og her møder hun danske Niels, der er på skitur sammen med nogle venner.
Der er noget ved Niels, der drager, selvom han er gift og har et barn.
De er sammen, så tit Niels kan komme hjemmefra. Hun overhører sommetider hans telefonsamtaler med konen, han er overbevisende, når han fortæller om de fiktive kurser mv. han deltager i. Siv tænker ikke så meget over det, men senere viser det sig, at det ikke kun er over for sin kone, at han er god til at fortælle historier.
Siv flytter til Danmark, hun får job som lærer på en friskole. Niels er også lærer, men han ønsker ikke, at Siv lærer hans venner og hans verden at kende. Forelskelsen og forblindelsen varer ikke ved, da Siv gang på gang afslører Niels' løgne.
En udmærket historie, ikke så vildt overraskende. Det er menneskene, der 'tegnes', relationer udtrykkes ikke direkte, men fortælles via handlinger, tanker og følelser.
Jeg kan godt lide Lisbeth Bruns sprog, de dagligdags handlinger og mennesker, man kan 'føle'. Jeg lærte Siv at kende, og følte med hende, da sandheden om Niels kom frem i lyset.

Plan B

Lisbeth Brun: "Plan B", novellesamling, 2010.
Ved en fejl fik jeg lånt en novellesamling! Jeg er altså ikke god til noveller, men jeg spottede blot, at det var Lisbeth Brun, der var forfatter, og som jeg har haft gode læseerfaringer med.
Nå, men jeg fik da læst de 15 små historier, og nogle af dem forstod jeg, andre lod jeg nok ikke komme langt nok ind under huden...
Kogt ned til en fællesnævner handler det om mennesker, der i mange tilfælde skjuler deres inderste væsen. I ægteskabet, vennekredsen, børn-forældre relationen - hemmelighederne er der, og vi er sommetider mere jaloux, smålige og måske bange indeni, end det vi giver udtryk for udenpå.
Nogle af fortællingerne foregår i Norge andre i Danmark. Lokationerne har ikke så meget betydning, det er personerne, der er vigtige.
Hmm, ikke den bedste 'anmeldelse', men mig og noveller - altså............................

Paradisets have

Lisbeth Brun: Paradisets have, 2009.
Historien foregår i Hobro omkring 1950. Den starter med en præsentation af Frode, dernæst Ruth. De to finder sammen, får sønnen Tom, og bliver ejere af vaskeriet i byen.
Både Frode og Ruth har hver deres livshistorier med sig. De kommer udefra og skal accepteres af indbyggerne i byen. Hobrogenserne har nu også en del at byde på, og der er mange løjerlige fortællinger, der ikke alle er lige stuerene.
Tom oplever spænding og kærlighed hos en af naboerne, og der bliver ikke lagt fingre imellem, når Lisbeth Brun ruller et kulørt persongalleri ud, hvor alle holder et skarpt øje med hinanden. Det gælder om at passe ind, og ikke tro at man er noget.
Jeg synes, at Brun skriver godt, og hendes personer kunne egentligt godt have været virkelige - tror jeg...

Det du mister

Lisbeth Brun endnu engang: Det du mister, 2011.
Måske skulle jeg have læst denne først og Resten af livet bagefter, men de to romaner kan sagtens stå alene.
I Det du mister er det Marie - Helles biologiske mor - der er hovedpersonen.
Tiden er fra 1961-1988, og læseren følger Marie fra hun er barn til hun som voksen kvinde med voksne børn vil prøve at finde den tilværelse, som hun føler, hun er gået glip af.
Marie er en der "følger med" - det er tilfældigheder, der har anbragt hende i ægteskabet med Villy. Hun lader omverdenen bestemme for sig. Selv da hendes baby bliver bortadopteret, er det ikke helt hendes egen beslutning, men et valg hun træffer, fordi det er nødvendigt på det tidspunkt i hendes liv.
Manden hun gifter sig med, Villy, har en gård. Villy og Marie er to meget forskellige mennesker. Villy er "bondestolt" - Marie er "tænker", og ved ikke helt, hvad hun vil.
Hun beundrer og begærer ham, men elsker ham ikke.
Hun siger til Villy: Du havde noget, du brændte for. Jeg har altid stået på sidelinjen sammen med børnene. (s. 281)
Og: Jeg fik sådan en frygtelig følelse af, at der hele tiden har ligget en anden tilværelse og ventet på mig, men jeg lagde ikke mærke til det. Jeg er gået blind og døv forbi alle de chancer, som var mine.
Lisbeth Brun er god til at fortælle. Hun bruger ord, der levende beskriver menneskene og det landskab, der omgiver dem.

Resten af livet.

Lisbeth Brun, Resten af livet, e-bog 2014. Lånt fra e-reolen.dk
Helle er 47 år og single. Hun har netop overtaget en gård, og vil forsøge sig med heste lejr for overvægtige børn. Heste har fyldt en del i hendes egen barndom, og er dermed en del af hendes identitet.
Identitet er nøgleordet i romanen - Helle leder efter indhold i livet, et ståsted hvor det er hendes valg og ikke hvad andre mener, hun er god til.
Hendes biologiske mor bortadopterede hende som spæd, men hun finder moderen senere hen og får et rimeligt forhold til hende.
Helle har to brødre, og fælles for de 3 søskende og moderen er, at de ikke er gode til at vise deres følelser og har svært ved at tale om deres inderste tanker.
En roman om at lære at åbne op for andre mennesker og om at finde sig selv.
Lisbeth Brun skriver godt, og jeg genkender mange af de følelser og stemninger, hun beskriver.

Vejs ende.

"Vejs ende", Lisbeth Brun, e-bogs udgave  2010.

Om pigen Lærke, der kommer dårligt fra start i livet.

Hun bliver fjernet fra sine biologiske forældre, og vokser op hos plejeforældre.

Titlen Vejs ende hentyder både til det hus,  som hun køber, men også til det punkt i hendes liv, hvor hun befinder sig i historiens begyndelse.

Hun kan ikke komme længere ud - og er derfor tvunget til at tage sit liv op til overvejelse.

Jeg har fået lyst til at læse de andre romaner, som Lisbeth Brun har skrevet.