Sømærke

 Lærke Kløvedal: "Sømærke", 2023.
I en artikel i DSB magasinet Ud&Se læste jeg om Lærke Kløvedal: https://www.udogse.dk/laerke-kloevedal/. 
En interessant artikel om et menneske med mange talenter, der voksede op med en berømt og fraværende far.
Hendes bog "Sømærke" er en erindringsfortælling, hvor hun fortæller om sin barndom, ungdom og voksenliv og om forholdet og fraværet af sin landskendte eventyrer til far, Troels Kløvedal.
Den Troels Kløvedal som vi næsten alle har kendskab til, havde som alle andre mennesker mange facetter, og hans datter oplevede en person, der var meget optaget af sit eget liv og havde svært ved at vise interesse for andres 'almindeligheder'. 
Der er mange halvsøskende i Lærkes familie, men hun oplever ikke den samhørighed, som hun ser hjemme hos kammeraterne. Hun prøver livet af, og finder først roen og kærligheden som voksen efter at faderen er død.
Lærke skriver godt og fortællende - flere gange undervejs i bogen er der sætninger, der bundfælder sig og som jeg finder genklang i.
Lige lidt 'reklame' for Ud&Se, der er altid interessante artikler i - magasinet er rettet mod en bred målgruppe, så jeg finder altid noget læseværdigt. Denne gang førte det så til en god forfatter og en god læseoplevelse.

Min grønlandske ungdom

 "Min grønlandske ungdom", Peter Freuchen, 1936 - denne udg. er fra 1953. Købt på loppemarked på Anholt.
Peter Freuchen fortæller om sine oplevelser i Grønland. Overvejende i Nordgrønland, hvor han lever som eskimoerne. Han tager deres fangstmetoder til sig, spiser og klæder sig som dem, og klarer sig derved meget bedre end de andre danskere i Grønland, som ser ned på naturfolket. Freuchen giver af og til udtryk for sin modvilje mod sine landsmænd.
Han tager læseren med på jagt - efter bjørn, sæl eller moskusokse - han fortæller om strabadserne og sulten, men også om glæden ved jagten, sammenholdet og den smukke natur. 
Eskimoerne ejer ikke ting, som mennesker i civiliserede egne. Deres værdier handler mere om handlinger end om materielle goder. Selvom de tragter efter den hvide mands varer, viser det sig gang på gang, at de ikke bliver mere lykkelige eller får bedre liv. Tværtimod afføder det konflikter, og sommetider endda drab.
Freuchen er tæt på døden flere gange, men han kan alligevel ikke undvære den barske tilværelse højt mod nord. Han møder også kærligheden, han bliver gift med en eskimoisk kvinde, som han får to børn sammen med.
Billederne i erindringsbogen er med til at levendegøre menneskene, som han beretter om.
Jeg kan godt lide den måde hans glæde og fascination af Grønland kommer til udtryk i bogen på. Det er spændende at læse om tapre mænd, der udforsker et land, uden alle de hjælpemidler der findes i dag. Det var ikke alle, der overlevede, men de gjorde alt for at kortlægge de områder, de kom til.

Præst på Anholt 1900-1912; Erindringer

"Præst på Anholt 1900-1912; Erindringer" - manuskriptet blev skrevet af Niels Christian Christensen i 1936, og i 1991 skrevet på maskine af hans barnebarn Grethe Uffe Jensen. En kopi af Grethes afskrift blev senere skænket til Anholt Museum, og Museet står bag udgivelsen af denne bog i 2006.
Min er 2. udgave fra 2007, købt i år ved en maleriudstilling i Det Gamle Redningshus på Anholt. En udstilling som Museet stod for, og som fremviste privatejede malerier med Anholt motiver.
Bogen er på 159 sider, der er 8 kapitler, og bagerst en oversigt over præster på Anholt 1800-1900, en personoversigt vedr. Anholt By, en oversigt over beboerne på øen 1900-1912 og endelig et stamtræ med Niels Chr. Christensens børn og børnebørn.
Niels Chr. Christensen starter med at præsentere sig, han beretter om valget af uddannelsen til præst, og om de forskellige jobs han havde for at opretholde eksistensen for sin familie og sig selv. Da han endelig bliver færdig med sit studium og skal søge embede, er det slet ikke nemt. Da embedet som præst og skolelærer bliver ledigt på Anholt søger han det, for "hvem ville ud til den afsides ø i Kattegat?" - Der var dog 1 anden ansøger foruden ham selv, men N.C.C. blev den heldige. (s. 22)
På bagsiden af bogen er forfatterens skitse over hans egen nummerering af bygninger og monumenter i Anholt By. I kapitlet 'Byen og dens beboere' fortæller han om sine sognebørn, og ud fra disse numre beretter han div. anekdoter om personerne og familierne i husene.
I de 12 år han virkede som præst og lærer på øen var han også initiativtager til flere aktiviteter. Han startede med at forbedre præstegården, han var aktiv og idérig, da den nye kirkegård skulle anlægges og et kapel skulle bygges, han var med da fæsteforholdet blev ophævet på øen, og Anholterne blev frie mænd. Frihedsstøtten der blev rejst i 1904 i den anledning, var også et af præstens påhit. En fiskehandler Hjorth tog initiativ til et andet monument, et der skulle markere tiden, da Anholt blev forsøgt erobret tilbage fra Englænderne. Men præsten blev formand for komitéen, og fik dermed også indflydelse.
Han fortæller også om Anholts særlige natur. Om alle de smukke og vilde steder: Sønderbjerg, Nordbjerg, Vesterlandet og Ørkenen. Om de farlige rev hvor skibe går på grund, om redningsaktioner og om strandingsgods.
På en levende og underholdende måde får man et billede af et ø-samfund på godt og ondt. Der er et nødvendigt sammenhold, alting skal øboerne selv klare, der er meget langt til fastlandet. Sådan er forholdende stadig, dog er det knap så udfordrende, nu er der fly og både med motorkraft!
Når man som jeg er vild med Anholt, natur og historie, så er det en skøn bog.

Flammetræerne i Thika

Elspeth Huxley: Flammetræerne i Thika; Erindringer fra en afrikansk barndom, 1959.
Gennem barnet Elspeth får læseren et billede af pionerlivet i Øst Afrika år 1913.
Hun ankommer som 5-6 årig til en uciviliseret verden. Med vilde dyr og naturmennesker, der opfatter europæerne værende ligeså mærkelige, som det modsatte er tilfældet.
De hvide forsøger at tæmme naturen, og det lykkes til en vis grad. De indfødte forbliver dog tro mod deres egne overbevisninger: mystik og overtro.
Bogen ender da 1. verdenskrig bryder ud. Faderen skal i krig, og mor og datter tager derfor tilbage til Europa. Jeg har læst mig til, at Elspeth Huxley vendte tilbage til 'sit' Afrika flere gange, som blev en del af hendes verden.
Jeg har læst bogen før, men kunne ikke huske den. Jeg synes den fanger, fordi det er via et barns oplevelser. Der er de små detaljer, barnets undren, og indblikket i de voksnes verden, som hun jo ikke helt forstår.

Dengang det var sjovt.

Jane Aamund: Dengang det var sjovt; Erindringsglimt, 2010.

17 fortællinger om sjove oplevelser i forbindelse med journalistiske opgaver. 

Jane Aamund har interviewet mange kendte mennesker som fx. Dirch Passer, Simon Spies, Bøje Nielsen og Peter og Henriette Zobel. Privat har hun også kendt flere af dem.

Aamund får samtidigt fortalt et stykke danmarkshistorie, om de forskellige trends, der har været gennem hendes tid som journalist på Berlingske Tidende.

Hun er god til at fortælle, og hun har et dejligt positivt livssyn, der smitter.

Godt at hun blev forfatter! 

Herman Stilling.

Jeg har lært en ny forfatter at kende: Herman Stilling. Igen nogle ældre bøger, som min far ville smide ud, da han flyttede, og som jeg i stedet tænkte, "dem vil jeg lige kikke nærmere på."
"En dreng ved navn Herman", "En ung mand ved navn Stilling" og "Stillinger". Det er erindringsbøger, og han fortæller levende og ret sjovt.
Efterfølgende har jeg jo fundet ud af, at han har skrevet en masse andre bøger og lavet kunst af forskellig art.
Herligt at få udvidet sin horisont, igen og igen...
Godt nytår:-)