Viser opslag med etiketten filmatiserede bøger. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten filmatiserede bøger. Vis alle opslag

fredag den 2. april 2021

Margit Söderholm

 "Driver dug falder regn" og "Al Jordens herlighed" - 2 ældre romaner af den svenske forfatter Margit Söderholm. Henholdsvis fra 1943 og 1948.

"Driver dug falder regn": Historien udspilles på en gammel slægtsgård i Nordsverige i begyndelsen af 1800-tallet.
Storbonden Germund skal giftes med nabodatteren Gertrud. Det handlede ikke så meget om kærlighed, men om at være praktisk! To gårde får tilsammen mere jord, som økonomisk og socialt betyder mere magt i det lille samfund.
Men skæbnen vil, at Gertrud bliver forelsket i egnens nye spillemand, kærligheden sejrer og da hun ikke kan få sin kæreste på andre måder, stikker hun af med sin 'spillemand'. De to unge får siden hen en søn, der får navnet Jon.

Den forsmåede Germund møder tilfældigt den unge enke Sigrid, som er datter af Nævningemanden. 
Embedet er et af de øverste i samfundet, og nævningemanden er således både rig og respekteret. Det er et virkelig godt parti, og Germund håber, at folk dermed vil glemme fadæsen med Gertrud.

Germund og Sigrid bliver gift og får datteren Marit - og skæbnen spiller igen sit puds! Det bliver nemlig bestemt, at Marit skal giftes med Matts, som er nabosøn og et godt parti. Men Marit møder Jon - han redder hende fra at blive overfaldet af fulde unge mænd efter en danseaften, og hun hjælper til gengæld ham ved at reparere hans iturevne skjorte.
Jon er helt anderledes end de andre unge mænd, hun kender. Han er også spillemand som sin far, og ligesom faderen er han udstødt af samfundet. Han er dygtig til at spille på sin violin, og gammel overtro tillægger ham derfor overnaturlige evner. Folk mener, at han er i ledtog med 'Strømkarlen', en af de underjordiske, der lokker mennesker i Fossen - den voldsomme elv, der ligger ved landsbyen.
Marit er ikke overtroisk, hendes far har lært hende, at alt har en naturlig forklaring.

"Al Jordens herlighed" er en selvstændig fortsættelse af ovenstående.
Matts, der ikke får sin Marit, bliver i stedet gift med Lisbet. Hun er hovedpersonen i romanen, og her er det også dilemmaet kærlighed kontra praktisk virkelighed, der er på spil.
Hun gifter sig med Matts for at redde familiens gård, der ellers ville komme på fremmede hænder.

Det er store dramatiske slægtsromaner. Kærligheden er omdrejningspunkt, men livet i forgangne tiders Sverige er beskrevet på fineste vis. Hierarkiet i de små landsbyer, livet på gårdene, og de ting der var vigtige for menneskene på den tid. Troen på usynlige skabninger som man helst skal holde sig på god fod med, fylder meget for de fleste.
Hyggelig og opbyggelig læsning - og læst flere gange..
Romanerne er filmatiserede, og jeg fandt "Driver dug falder regn" på youtube! Hele filmen lå dér, og jeg streamede til TV'et. Filmen var meget tro mod bogen.
 

søndag den 21. september 2014

Hvor hjertet er

Billie Letts: Hvor hjertet er - på dansk i 2006.
("Where the Heart is - 1995)
Novalees' historie starter, da hun som 17-årig (gravid i 7. måned) bliver efterladt af sin selvoptagede kæreste i en lille by Sequoyah ved et Wal-Mart butikscenter.
Af nød bor hun skjult i butikscentret, lige indtil den dag fødslen går igang!
Novalee har aldrig haft et rigtigt hjem, og det er hendes drøm. Et hjem uden hjul under!
Den første indbygger i Sequoyah, der ønsker hende velkommen, siger til hende, at hjemmet er dér, hvor éns historie begynder - og det gør den så.
Hun får gode hjælpsomme venner i byen, alle vil gerne hjælpe den unge mor. Hun vokser som menneske i den positive atmosfære, og hende og den lille datter Americus bliver centrum for den del af det lille samfund, hun er dumpet ned i.
Et eventyr om venskab og kærlighed der kan overvinde alt.
Romanen er filmatiseret.

lørdag den 13. juli 2013

Pi's liv.

Pi's liv, Yannn Martel, 2001.
Den indiske dreng Piscine Patel, kaldet Pi, fortæller en fantastisk historie om sit liv, og om at overleve på Stillehavet i en redningsflåde i selskab af en bengalsk tiger ved navn Richard Parker!
Pi's far havde en zoo i Indien, så Pi har et indgående kendskab til vilde dyrs mentalitet. Den viden er med til at hjælpe ham til at overleve på den knappe plads i redningsbåden sammen med rovdyret.
Dertil kommer troen på ikke mindre end tre religioner - hinduisme, islam og kristendom - som bringer Pi trøst og håb.
Hans oplevelser er utrolige, det er ufatteligt, hvad han oplever der ude i ingenting!
Bogen er filmatiseret, og den film må jeg bare se.
En bemærkelsesværdig bog, en tragisk men magisk historie, suverænt fortalt.

søndag den 12. maj 2013

Klienten

"Klienten" af John Grisham, 1993.
Mark på 11 år er vidne til at en af mafiaens advokater begår selvmord.
Ufrivilligt får Mark oplysninger, som han er klar over, er livsfarlige.
Han får hyret en advokat - Reggie Love - og hun forsøger at beskytte ham mod FBI, journalister og mafiaen.
Grisham er god til at fortælle en historie, og det indblik i advokaters og dommeres arbejde, som læseren får, gør at det hele også virker troværdigt.
En super forfatter!
Bogen er filmatiseret.

fredag den 6. januar 2012

Ondskaben.

"Ondskaben" af Jan Guillou, (Ondskan, 1981).
Fortællingen om Erik, der vokser op med en far, der slår.
Erik tager volden med sig i skolen, han er leder af en bande, og "banden adlød kun, så længe man vandt". (s. 9)
Så Erik er nødt til at slå, for at bevare sin position.
En dag eskalerer volden, og Erik bliver bortvist fra sin skole.
Han kommer i stede til Stjärnsberg, en kostskole hvor de har noget, de kalder "kammeratopdragelse".
Erik har bestemt sig for at starte forfra, ikke mere noget med vold!
Han ønsker bare en normal tilværelse, at dyrke sin svømning, have venner og passe sin skole.
Men han vil heller ikke underkaste sig, da "Rådet", som er en gruppe af de ældste elever på skolen, prøver at få ham ned med nakken!
En utrolig god historie, der får mange følelser frem.
"Ondskaben" er blevet filmatiseret, og er analyseret på kryds og tværs af utallige skoleelever!

tirsdag den 28. juni 2011

Precious.

"Precious", Sapphire, 1996.
Filmatiseret i 2009.
Claireece Precious Jones, 16 år, skriver sin historie, samtidigt med at hun lærer at læse og skrive.
Hun er blevet mishandlet og svigtet af sine forældre og omgivelser hele sit liv.
I processen med at lære at skrive og læse, lærer hun også sig selv at kende, lærer at hun er noget, at hun er god til noget.
Jeg så filmen først, en stærk og meget rørende film.
Da jeg så ved et tilfælde så bogen i en boghandel, måtte jeg bare eje den!
Og bogen er lige så stærk og rørende, og viser lidt mere af Precious' forfærdelige barndom og ungdom, og den forvandling der sker, da der pludselig er nogen, der tager sig af hende, og viser hende et andet og mere meningsfyldt liv.
Super!

tirsdag den 9. november 2010

Atlantis; Stephen King.

Atlantis består af 5 fortællinger.
1. Lumpne mænd i gule frakker: Bobby Garfield, 11 år, bor alene med sin mor og Ted Brautigan, pensioneret, flytter ind i samme hus, nogen er efter ham. 1960. Bobby's veninde Carol og hans ven Sully-John optræder også i denne fortælling.
2. Hjerterfri i Atlantis: Året er 1966, Pete Riley's historie, handlingen foregår mest på universitetet, hvor han er. Hans bedste ven er Skip Kirk, og han bliver kærester med Carol! Altså Bobby's Carol...
3. Blinde Willie. William Shearman var med til at banke Carol i 1960, og har prøvet at gøre bod for denne handling lige siden. Året er nu 1983, og Willie var med i Vietnam krigen. Han reddede Sully-John's liv i Vietnam.
4. Derfor er vi i Vietnam: Nu er det John Sullivan alias Sully-John, der fortæller om tiden i Vietnam. Han var kæreste med Carol, men de brød med hinanden, da hun valgte fredsaktivisternes side, og han deltog i krigen. Året er 1999, Sully-John dør...
5. Natten breder sine vinger: Stadig 1999, Bobby er tilbage i hjembyen for at sige farvel til Sully-John. Ringen er sluttet, han har modtaget en besked fra Ted Brautigan....
"Et tårn, en ubevægelig spole, hvorpå al eksistens snurrer rundt", Bobby's ser for sig, at der er flere verdener på samme tid, der er forskellige tider, der nogle gange bryder ind i hinanden.
Jeg bliver aldrig træt af Stephen King, han er suveræn!
Den første historie er blevet filmatiseret under titlen "Hearts in Atlantis", men det føltes som en meget komprimeret udgave, og med nogle ting, der var ændret, sådan at det ikke var helt så godt som bogen. Lidt skuffende.

tirsdag den 14. juli 2009

Mere Erling Jepsen!

Ja, jeg har det med at blive grebet af en forfatter, når jeg har læst en god bog af vedkommende. Jepsen har også skrevet "Kunsten at græde i kor", 2002, og "Med venlig deltagelse", 2006.
"Kunsten at græde i kor" er filmatiseret, og det var efter at have set filmen, at jeg fik lyst til at læse bogen.
"Med venlig deltagelse" er en fortsættelse, hvor børnene er blevet voksne, faderen er død, og de 2 af børnene, Allan og Sanne, vender tilbage for at besøge deres mor.
Historien er sådan set tragisk, men den er fortalt humoristisk, så man må grine ind i mellem. Det er et par gode romaner.
Jepsen skrev i 1999 "Ingen grund til overdramatisering", den har jeg endnu til gode.

torsdag den 7. maj 2009

Bøger og film.

Efter at have læst "Gøgereden" af Ken Kesey, ("One Flew Over The Cuckoo's Nest"), tænkte jeg over, hvor mange bøger jeg egentligt har læst, der er filmatiserede.
Skulle man lave en liste?? Næ, det er der nok nogle andre, der har gjort. Det er der også, men det er langt fra komplette lister, jeg fandt.
Det kan være en fremtidsprojekt, at få oprettet sådan en liste! Naturligvis én der jævnligt skal opdateres, da fænomenet langt fra er sjældent...

http://www.litteratursiden.dk/node/64398
http://www.mcpl.lib.mo.us/readers/movies/