onsdag den 28. marts 2018

Læsekredsen

En "feel-good" roman af Elizabeth Noble: "Læsekredsen". På dansk i 2009. Original titel The Reading Group, fra 2003.
Citat af Margaret Atwood: Det egentlige, underliggende tema i enhver læsekreds' diskussioner er medlemmerne selv. Egentligt essensen i bogens handling!
5 kvinder har fundet sammen i en læsekreds. De mødes 1 gang om måneden, og skiftes til at vælge en bog, de alle skal læse.
Medlemmernes egne historier/liv væves ind i hinanden på bedste Maeve Binchy vis.
Der er mange alvorlige og tunge emner, der berøres: barnløshed, utroskab, demens for at nævne nogle.
En ok roman - men en smule forudsigelig og kedelig. Og samtidig lidt svær at lægge fra sig;-)
Maeve Binchy poppede flere gange op i baghovedet, både konceptet og skrivestilen.

tirsdag den 20. marts 2018

Det grønlandske eventyr.

Det grønlandske eventyr; Skønhed, stilhed og iskold ødemark, 2006.
Fra kolofonen: Bogen udspringer af tv-programmerne Danmark Ekspeditionen og er blevet til efter idé af tilrettelægger Søren Lindbjerg.
Mere Grønland! Efter at have læst Vi kommer hjem igen! kikkede jeg på det lokale bibliotek efter mere om Danmark Ekspeditionen. Der var kun denne, som er Danmarks Radio (DR), der med et tv-hold har rejst samme rute som Mylius-Erichsen og Danmark Ekspeditionen i 1906-08 i Nordøstgrønland.
Bogen består af 8 bidrag fra 7 af deltagerne.
Om forberedelser før en rejse i den barske natur, om Indlandsisens bevægelser, om at filme fra en pagojet, om at lave tv under ekstreme forhold, et tilbageblik på Danmark Ekspeditionen i 1906, om Sirius patruljen og til sidst et "farvel", da ekspeditionen nåede målet Station Nord og dermed sluttede.
En masse flotte fotos, men ikke så meget om selve ekspeditionen, mere generelt om Nordøstgrønland.

søndag den 18. marts 2018

Vi kommer hjem igen!

Vi kommer hjem igen! - Dagligliv og drama - Danmark-Ekspeditionen til Nordøstgrønland 1906-08.
Søren Frandsen og Mette Karlsson, 2015.
En fantastisk beretning om Danmark-Ekspeditionen i 1906-08, hvor 28 mand sejlede til Nordøstgrønland for at udforske flora og fauna, og for at kortlægge resten af den store ø.
Der var bl.a. to malere med: Achton Friis og Aage Bertelsen, og det er de to kunstneres dagbøger og private breve, der danner udgangspunkt for bogen.
Ekspeditionens leder var Mylius-Erichsen. Han var journalist og kendte til mediernes betydning, når der skulle skaffes sponsorater og støtter til sådan en ekspedition. Den store mediebevågenhed betyder også, at der findes meget materiale om ekspeditionen.
Udover Friis og Bertelsens dagbøger er der fotos af malerier, fotografier og notitser fra aviserne. Der er lister over alt det, der skulle fragtes med til Grønland: malergrej, proviant, fotografiapparater, div. glasplader og væsker til fremkaldelse af fotos, petroleum, slædehunde osv., osv.
Netop dagliglivet er en fremtrædende del af bogen. Hvordan var det, at være så afskåret fra civilisationen, tæt sammen med 27 mennesker? I vinterhalvåret var der tusmørke døgnet rundt, der var snestorme, der tvang dem til at opholde sig på skibet under de trange og primitive forhold. Mylius-Erichsen havde en vision. Han mente, at der skulle være lighed mellem deltagerne; alle skulle have samme løn, alle skulle bo og spise sammen. "Den demokratiske ekspedition" blev den kaldt. (s. 321) De uundgåelige sammenstød er også beskrevet i Vi kommer hjem igen!
Det var dog ikke alle, der kom hjem igen. Slædehold 1 med Mylius-Erichsen, Høeg Hagen og Jørgen Brønlund kom ikke tilbage fra turen langt mod nord. Jørgen Brønlunds lig blev fundet ved et af de mange depoter, men ligene af de to andre blev aldrig fundet.
Efterfølgende har der været flere ekspeditioner, der har ledt efter dem, men uden held. Det er også med i denne omfattende fortælling.
En både fysisk og indholdsmæssigt 'stor' bog. Har man den mindste interesse i Grønland, så er den hermed anbefalet.
Jeg har lånt "Det grønlandske eventyr; Skønhed, stilhed og iskold ødemark" fra DR's ekspedition i 2006, der blev til 5 tv-programmer. Det er spændende at læse om mennesker de samme steder på Grønland 100 år efter.

fredag den 9. marts 2018

Helt mørkt, intet lys

En novellesamling af Stephen King: Helt mørkt, intet lys. På dansk i 2017.
1922: En mand slår sin kone ihjel - og angrer bittert! Uden at afsløre noget, så er der en hel del rotter indblandet...
Den store chauffør: Forfatteren Tessa Jean møder den rare chauffør, da hun efter et foredrag er på vej hjem og hendes bil punkterer. Han ser venlig og hjælpsom ud, men er det ikke... Efter en voldsom oplevelse, hvor hun overlever, opdager Tessa en ny side af sig selv.
En rimelig forlængelse: Streeter er døende. På en køretur stopper han op ved en vejbod, og her "køber" han "livs-forlængelse". Prisen er "at skabe balance; De må flytte vægten.. de skal gøre noget beskidt mod en eller anden, hvis skidtet skal løftes fra deres egne skuldre" (s. 346)
Noget forskydes i universet - Streeters liv ændres efter handlen.
Et godt ægteskab: Hvor godt kender man sin partner efter 27 års ægteskab? Det spørger King om i den sidste novelle. Tilfældet vil, at Darcy en dag opdager sin mands hemmelighed - og hun er nødt til at gøre noget! Hans handlinger vil falde tilbage på hende, hvis det bliver opdaget. For hvordan kunne hun være uvidende om hans inderste væsen??
Bagerst i bogen fortæller Stephen King om baggrunden for historierne.