Se mor, jeg danser

Puk Elgård: Se mor, jeg danser, 2019.
Der findes en ulykkelig hændelse i min familie. En begivenhed, der blev begravet i tavshed, men som har trukket lange spor gennem hele min tilværelse.
Det har betydet, at jeg i perioder har været lammet af angst, og jeg har haft svært ved at forstå og tilgive de valg, mine forældre traf. 
Jeg er taknemmelig for det liv, jeg har, men fortiden slæber ofte efter mine ben og gør mine skridt unødigt tunge. (side 9)
Sådan skriver Puk Elgård på den første side i sin bog, og det er derfor, hun nu befinder sig i New Mexico, hvor hun skal deltage i en ceremoni - Earth Walk - med Helene, ceremonimesteren.
Det er 4 dage med ritualer, som hun håber på vil give indsigt i, hvorfor hendes opvækst blev, som den gjorde.
Hun skifter mellem nutid og fortid. Hun tvinges til at tænke fortiden igennem. Hun genoplever barndommen, hvor hun alt for tidligt indtager en rolle som beskytter overfor familien.
"Den ulykkelige hændelse" var, at hendes forældre mistede deres førstefødte, og Puk kom til verden som 'erstatning' for det døde barn. Der blev aldrig talt om den døde pige, og det - mener Puk - var årsagen til hendes forældres misbrug af spiritus og piller.
Nutiden er oplevelserne i de 4 dage sammen med Helene, Water Spirit og andre kvinder. Det er alvorligt, det er humoristisk, det er eksotisk.
Puk Elgård er en god historiefortæller! Det er en trist historie, men den er ikke sentimental, den er rørende.
Det er bestemt en bog, jeg vil anbefale andre at læse. Puk er en kendt person, som kendes for sit glade ansigt og sin empati, når vi ser hende på tv. At hun også indeholder de mørke sider er vel kendetegnende for hele menneskeheden. Vi bliver til de voksne, vi er, ud fra de oplevelser og indtryk, der præger os gennem vores livsrejse. Og det er ikke kun godt - eller kun skidt - men en blanding.

Ellen - 100 år med lyst til livet.

Ellen i Pilehuset: en stærk og lysende personlighed.
Puk Elgård, (som nu heller ikke selv er værst), har skrevet Ellens livshistorie gennem samtaler, som de 2 havde.
Det var sådan en bog, hvor man mærker en masse følelser, når man læser. Ellen havde meget bestemte meninger om forskellige emner, og hun lagde ikke fingrene imellem, når hun gav udtryk for disse meninger.
Hun havde haft store sorger i sit liv, men var hver gang kommet videre, "for man kunne ikke være andet bekendt over for de andre mennesker, der havde brug for én."
Hendes enkle livssyn kan kun være en inspiration og beundring for os andre dødelige.
En særlig bog:-)