Hulernes sang

 "Hulernes sang", 6. og sidste bind i istidssagaen Jordens Børn. Skrevet af Jean M. Auel i 2011.
Ayla er kommet i lære som Zelandoni, hun er akolut!
En Zelandoni er en åndelig vejleder. Folket tror på "Den Store Moder", ophav til alt levende på jorden, og en Zelandoni kender og formidler legenderne, der hører til troen, og er den der har styr på traditionerne vedrørende de vigtige hændelser i livet - som fødsel og død.
En Zelandoni kender også til helbredelse. En slags medicinkvinde/mand der er kyndig i plantekendskab, og som også kan sætte brækkede knogler sammen. Ayla er allerede helbreder - men nu lærer hun også om himmellegemers stilling, årstiderne, tælleord og 'Moderens Sang', som en Zelandoni skal kunne udenad.
Det kan være svært at forene et familieliv med at være Zelandoni. Ayla vil helst være mor for datteren Jonayla og mage til Jondalar, men hun finder det også spændende at lære nyt.
"Den Første Blandt Dem Der Tjener Moderen" er, som titlen antyder, Zelandoni over alle de andre åndelige vejledere. Hun hører til i 9. grotte, hvor Ayla og Jondalar bor, og som et led i Aylas uddannelse viser "Den første" hende de hellige steder i området. Der er mange huler med malerier af dyr og forskellige tegn. De er malet af deres forfædre og anses som hellige. Når man er i sådan en hule, er forestillingen, at man er tættere på Den Store Moder og hendes skaberværk.
På bogens omslag er der en liste over stederne med hulemalerier, som Ayla besøger. De er virkelige og findes den dag i dag, men mange er blevet lukket for offentligheden. Hver gang jeg har læst "Hulernes sang" skal jeg lige ind og se billeder af malerierne på internettet - det må være fantastisk at opleve i virkeligheden. Det gjorde Jean M. Auel som research til romanen, og hun skriver i et efterskrift om nogle af sine oplevelser i de huler, der beskrives i bogen.
Min 'rejse' er endt for denne gang - om 10 år får jeg måske trang til at møde Ayla igen. 

Folket i klippehulerne

 Jordens børn, 5. bind: "Folket i klippehulerne", Jean M. Auel, 2002.
Ayla og Jondalar er ankommet til Zelandoni-folkets territorium efter deres lange rejse. De to mennesker med magt over heste og en ulv vækker stor opsigt. Det er frygt, de i første omgang mødes med, men da Jondalars lillesøster genkender sin bror, ender det ukendte og farlige med stor gensynsglæde.
For Ayla går tiden efter ankomsten med at tilpasse sig. Jondalars familie accepterer hende hurtigt og anerkender hendes evner og færdigheder. Hun er et aktiv for familien og får samme høje status som dem. 
Zelandoni-folkets 9. grotte består af ca. 200 individer. Det er den største forsamling af mennesker, som Ayla nogensinde har oplevet. Der er mange regler, som skal sikre fred og fordragelighed mellem beboerne, og alle forventes at byde ind med det de evner. Fællesskabet er en form for sikkerhed for overlevelse i den barske istids-verden, og dem der ikke yder, bliver der set skævt til. Dengang som nu er der dem, der ikke formår eller ønsker at være en del af fællesskabet, og dermed opstår konflikter, som skal løses. 
Opfattelsen af neandertalerne - "Fladskallerne", som Zelandoni-folket kalder dem - giver anledning til mange diskussioner, og af uvidenhed mener mange, at det ikke er mennesker men dyr. Ayla forsvarer hver gang de mennesker, hun voksede op hos. De reddede hendes liv og gav hende omsorg og kærlighed. Den holdning er med til at gøre hende upopulær hos dem, der i forvejen ikke bryder sig om hendes fremmedhed og 'magt' over dyrene.
"Folket i klippehulerne" har i dette bind mere fokus på menneskenes sameksistens end på naturen, som i de forrige bind. Blandinger af Cro Magnon og Neandertaler-folk, handicappede og mennesker der i øvrigt skiller sig ud, er en del af Jean M. Auel's fortælling, som dels er fakta, dels fiktion. Der forekommer mange gentagelser ligesom i de foregående bind.
 

Rejsen over stepperne

 "Rejsen over stepperne", 4. bind i serien om Jordens Børn af Jean M. Auel.
Det var "en lang rejse" - både for bogens hovedpersoner Ayla og Jondalar - og for læseren.
De forlader mamutoierne (Ukraine i dag) og rejser vest på mod Jondalars folk.
Undervejs på den meget lange rejse bliver landskabet, flora og fauna beskrevet i detaljer. De møder grupper af andre folkeslag undervejs, og oplever dermed forskellighed og ligheder mellem menneskene vedrørende f.eks. sprog og kultur.
Ofte sammenligner Ayla det folk, hun voksede op hos - neandertalerne - med "de fremmede": Cro Magnon mennesket. Og ligeså ofte får læseren de samme historier om hendes oplevelser fra de foregående 3 bind. Derfor læsemæssigt "en lang rejse"!
Den historiske del af serien er dog stadig interessant i mine øjne, derfor genlæser jeg serien med års mellemrum.
Jondalars folk/familie bor i det område, vi i dag kender som Frankrig. Med istids-brillerne på er rejsen fysisk meget lang og strabadserende for de 2 mennesker, de 2 heste og ulven.
Jeg er gået i gang med den 5. bog i serien "Folket i klippehulerne".

Mammutjægerne

 3. del i serien "Jordens børn", Jean M. Auel: "Mammutjægerne". Fra 1985 - min er 6. udg., 2011.
Ayla og Jondalar har boet i Aylas klippehule i lang tid, og Jondalar er kommet sig helt efter huleløvens angreb på hans bror og ham selv. Han ønsker at rejse hjem til sit folk sammen med Ayla - og de er på en 'prøvetur', en lidt længere udflugt end de plejer, og her møder de andre mennesker: Mamutoi-folket.
Det er overvældende for Ayla at se så mange af "de fremmede", som hendes klan-mor kaldte Cro-Magnon mennesket. Det er en næsten lige så stor oplevelse for Mamutoi-folket, at se mennesker med tamme heste og en tam ulv.
Ayla og Jondalar følger med det nye bekendtskab til deres hjem, som i modsætning til Aylas klippehule er en jordhule. Det er mammutjægere, og de bruger alt fra de mammutter, de nedlægger: til at bygge bolig, til klæder, våben, udsmykning, brugsgenstande og selvfølgelig som en del af deres føde.
Også i denne del af Jordens børn bliver læseren klogere på istidsmenneskets levevis, deres ritualer og deres tro. Der er forskelle, men overordnet er det "Den Store Moder", de tilbeder. Kvinder er særdeles vigtige i samfundet, det er jo dem, der bringer børn til verden og dermed sørger for slægtens overlevelse.
Aylas møde med hendes eget folk er ikke uden problemer. Da Mamutoi-folket i Løve-lejren erfarer, at hun er opvokset hos neandertalerne - som de opfatter som laverestående mennesker, i værste fald som dyr - og at hun ovenikøbet har født et barn af 'blandet ånd', blusser had og fordomme op. Ayla er uforstående overfor deres holdninger, hun har oplevet klanen som medfølende og dygtige mennesker, de tog sig af hende, da hun var såret og ene, klanen var blot anderledes.
Ayla adopteres af Løve-lejren og får høj status. I lejren er der et barn, som ligner Aylas søn, der er også en mørk mand - også meget anderledes og alligevel accepteret. Han hedder Ranec og er billedskærer (kunstner), og han forelsker sig i Ayla. Det er ikke uden komplikationer.

Hestenes dal

 "Hestenes dal", Jean M. Auel, 2. bog i serien Jordens børn. Denne udgave er fra 2011, Originalen er fra 1982.
Ayla er blevet dødsdømt af lederen af Hulebjørnens Klan og må forlade klanen og sin lille søn.
Hun finder en klippehule og overlever. Hendes kendskab til planter, dyr og jagt redder hendes liv.
Jondalar er på rejse med sin bror - og læseren følger de to hovedpersoner Ayla og Jondalar gennem det meste af romanen. De ender med at mødes på dramatisk vis.

Hulebjørnens klan

 "Hulebjørnens klan", Jean M. Auel - 1980. (Min udgave er 5. udg. 13. oplag, 2002)
Romanen er den 1. i serien "Jordens børn".
Den lille cro-magnon-pige Ayla optages i en neandertal-klan. Hun har mistet sin familie, og den gruppe af mennesker hun tilhørte, da et jordskælv ødelagde området, de boede i. Hun forstår ikke at samle føde og bliver næsten slået ihjel af en huleløve - da en omvandrende flok af neandertalere finder hende. Medicinkvinden i klanen får lov til at tage hende med og redder hendes liv. Denne klan ved navn Hulebjørnens Klan har også oplevet jordskælv, og deres hjem er ødelagt. Derfor søger de efter et nyt passende hjem.
Ayla er meget anderledes end neandertalerne. Både i det ydre og det indre - hendes hjerne fungerer helt anderledes, og det kommer til udtryk i mange situationer. Hun formår dog at indpasse sig og skaber efterhånden respekt om sin person.
Der er dog én i klanen, lederens søn, der hader hende så inderligt, at han gør alt, hvad han kan, for at få hende udstødt af klanen.
Historien er god - men det der altid har fascineret mig mest, er beskrivelsen af det uddøde folk og tiden, hvor 2 grene af menneskenes forfædre levede på samme tid. Jean M. Auels fortælling bygger på historiske fakta, og folkets udnyttelse af planter og dyr, jagtmetoder og levevis er ikke blot fri fantasi.
Jeg har læst hele serien flere gange, og den fanger stadig.
Serien består af: Hulebjørnens Klan, Hestenes dal, Mammutjægerne, Rejsen over stepperne og Folket i Klippehulerne.

Hulernes sang

Så kom jeg i rette stemning! Jean M. Auel: Hulernes sang, 2011. Den 6. og sidste bog i serien om Jordens Børn.

Ayla og Jondalar har boet i Zelandoni-folkets niende grotte i 5 år, da Ayla skal på sin 'donier-rejse'. Det er et led i indføringen og uddannelsen til Zelandoni - helbreder og åndelig vejleder. På rejsen besøger hun hellige steder og oplever huler med malerier.  

Læseren kommer med ind i de fantastiske huler, og 'ser' hulemalerier, som jo findes i virkeligheden.

Det er det, jeg er faldet for i serien: at grundlaget for historien bygger på fakta! Jeg bliver belært om istidsmenneskers levevis, jeg hører om klimaet for 25-30.000 år siden, hvilke planter og dyr, der var dengang. I min verden er det ret spændende at høre om, hvordan alting kan bruges, når en heldig jagt har resulteret i mammutter, bison eller lignende, og dyrene parteres. Hud, skind, knogler, indvolde, tænder, alt kan bruges, intet går til spilde. 

Ligesådan med planter og urter - dunhammer er et eksempel på en plante, hvor alt fra rod til top kan bruges af mennesker, der ikke har et supermarked i nærheden...

Bagerst i bogen skriver Jean M. Auel om sine rejser i Frankrig og Tyskland og andre steder i Europa. Hun fortæller om de mange eksperter indenfor bl.a. arkæologi og antropologi, som har hjulpet hende med svar på hendes spørgsmål om vores forhistoriske aner. Hun fortæller også om sine oplevelser og indtryk af besøgene i de fantastiske huler.

Folket i klippehulerne.

Jean M. Auel: Folket i klippehulerne, 2002. Romanen er en del af en serie, "Jordens børn", som består af følgende:
Hulebjørnens klan, Hestenes dal, Mammutjægerne, Rejsen over stepperne, Folket i klippehulerne og Hulernes sang.
Mit eksemplar af Folket i klippehulerne er i 2 bind. I det første bind er Ayla og Jondalar - 2 fortidsmennesker - netop ankommet til Jondalars folk. Jondalar har været borte i 3 år, og på den lange rejse mødte han Ayla. Hun præsenteres nu for hans familie og hans folk Zelandonierne. Ayla og Jondalar har en masse at fortælle om den lange rejse, om anderledes folkefærd og om nye måder at gøre forskellige ting på. Den nye viden bliver for det meste taget godt imod, men viden og holdninger til "fladskallerne" - neandertalere - som Ayla er vokset op hos - skaber splid og had hos nogle af Zelandonierne.
Læseren belæres konstant om mennekets udvikling, og om hvordan verdenen så ud for 25.000 år siden. 1. del slutter med de mange forberedelser til det store årlige sommerstævne.
I 2. del fylder beretningen om sommerstævnet mest, der hvor menneskene samles fra et stort geografisk område. Der afholdes "magefest", der er konkurrencer, fælles jagter mm. Man indsamler store mængder af forråd, der kan tages med tilbage til de stenhuler, hvor menneskene lever om vinteren.
Jean M. Auel forskede omhyggeligt i forhistoriske menneskers levevis, før hun skrev om Ayla og Jondalar. Jeg finder de mange fakta og forklarende indslag interessante - selve historien er lidt "tynd", men det er ikke det afgørende for mig. Der er også ret mange gentagelser, man bliver tit mindet om hændelser, der går tilbage til tidligere oplevelser, men det er så dér, hvor læsehastigheden øges!
Når jeg kommer i rette stemning, vil jeg snuppe sidste del af serien, Hulernes sang. (2011)