Mammutjægerne

 3. del i serien "Jordens børn", Jean M. Auel: "Mammutjægerne". Fra 1985 - min er 6. udg., 2011.
Ayla og Jondalar har boet i Aylas klippehule i lang tid, og Jondalar er kommet sig helt efter huleløvens angreb på hans bror og ham selv. Han ønsker at rejse hjem til sit folk sammen med Ayla - og de er på en 'prøvetur', en lidt længere udflugt end de plejer, og her møder de andre mennesker: Mamutoi-folket.
Det er overvældende for Ayla at se så mange af "de fremmede", som hendes klan-mor kaldte Cro-Magnon mennesket. Det er en næsten lige så stor oplevelse for Mamutoi-folket, at se mennesker med tamme heste og en tam ulv.
Ayla og Jondalar følger med det nye bekendtskab til deres hjem, som i modsætning til Aylas klippehule er en jordhule. Det er mammutjægere, og de bruger alt fra de mammutter, de nedlægger: til at bygge bolig, til klæder, våben, udsmykning, brugsgenstande og selvfølgelig som en del af deres føde.
Også i denne del af Jordens børn bliver læseren klogere på istidsmenneskets levevis, deres ritualer og deres tro. Der er forskelle, men overordnet er det "Den Store Moder", de tilbeder. Kvinder er særdeles vigtige i samfundet, det er jo dem, der bringer børn til verden og dermed sørger for slægtens overlevelse.
Aylas møde med hendes eget folk er ikke uden problemer. Da Mamutoi-folket i Løve-lejren erfarer, at hun er opvokset hos neandertalerne - som de opfatter som laverestående mennesker, i værste fald som dyr - og at hun ovenikøbet har født et barn af 'blandet ånd', blusser had og fordomme op. Ayla er uforstående overfor deres holdninger, hun har oplevet klanen som medfølende og dygtige mennesker, de tog sig af hende, da hun var såret og ene, klanen var blot anderledes.
Ayla adopteres af Løve-lejren og får høj status. I lejren er der et barn, som ligner Aylas søn, der er også en mørk mand - også meget anderledes og alligevel accepteret. Han hedder Ranec og er billedskærer (kunstner), og han forelsker sig i Ayla. Det er ikke uden komplikationer.