Viser opslag med etiketten spænding. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten spænding. Vis alle opslag

fredag den 13. september 2019

Det stille hjørne

Spændingsroman fra Dean Koontz: Det stille hjørne. Fra 2017 - på dansk i 2019.
Jane Hawk er FBI agent. Hun er enke efter Nick, som var oberst i hæren. Han var kun 32 år, da han uventet/umotiveret/overraskende tog sit eget liv. Jane ved i sit inderste, at der er noget helt forkert.
Selvmords statistikken er højere end nogensinde, og mange af selvmorderne er mænd og kvinder, der ikke har nogen åbenlys grund til at ønske døden.
Jane har orlov fra sit job, og sætter sig for at undersøge sagen. 'Nogen' truer hende med at gøre hendes 5 årige søn ondt, og hun får ham i sikkerhed. Hun sørger hele tiden for at efterlade så få spor som muligt, de spor som den moderne teknologi lader følge den enkelte borger.
Titlen Det stille hjørne defineres således:
De, der i sandhed kan siges at være "off the grid" og ikke kan spores af moderne teknologi, men alligevel er i stand til at bevæge sig frit og bruge internettet, siges at befinde sig i "det stille hjørne".
Netop moderne teknologi og forskning i programmering af mennesket er tema i bogen. Kapitlerne er ultrakorte - nogle blot 1 side - og læseren følger overvejende Janes jagt på dem, der står bag uhyrlighederne. Hun jager og bliver jagtet, og romanen er meget spændende.
Den slutter dog noget tamt efter min mening. Måske har Koontz planer om en "2'er" eller i hvert fald flere romaner med Jane Hawk i hovedrollen.

fredag den 11. november 2016

Dragens tåre

"Dragens tåre" af Dean Koontz, 1992.
Harry Lyon og Connie Gulliver er makkere. De er kriminalbetjente i en specialenhed, og diamentrale modsætninger.
Historien starter med, at de dræber en psykopat, der går amok på den restaurant, hvor de har valgt at spise frokost. Efterfølgende forfølges de af et mystisk monsteragtigt væsen - og kommer ud for overnaturlige hændelser.
Koontz fortæller gennem flere personer, deriblandt 'monsteret', så læseren er på forkant i forhold til Harry og Connie's viden om, hvad der foregår, og hvad de er oppe mod.
En spændende gyser, men (desværre) også lidt langtrukken. Meget detaljeret, f.eks. bruger Koontz 3 sider på at beskrive den orden og pertentelighed, der præger Harrys liv. "Kom nu videre", siger det inde i mit hoved;-)

fredag den 22. april 2016

Et godt menneske

Dean Koontz: Et godt menneske, på dansk i 2009.
Ca. 30 sider inde i romanen tænker jeg: den har jeg da vist læst før... Og ja, d. 11. januar 2010 læste jeg Et godt menneske første gang, og ganske rigtig betragtet for 6 år siden, så kunne jeg ikke huske detaljerne. Så det var ligesom at læse den 1. gang:-)
Det er en spændingsroman om en lejemorder, en krigshelt og en særlig pige, der har haft en traumatisk barndom.
Hun skal slås ihjel, men Timothy Carrier - krigshelten - vil gøre alt for at redde hende. Hun selv har ingen anelse om, hvorfor nogle ønsker hende død.
Spænding til sidste side, underholdende, og ikke så megen eftertænksomhed. Sådan set samme betragtning som i 2010!
Men Koontz er underholdende!!

onsdag den 13. april 2016

Dukkebarn

En spændingsroman af Mo Hayder: Dukkebarn, fra 2013, oversat til dansk i 2014.
Der foregår mærkelige ting på Beechway Sikringsanstalt. Det er et sikret psykiatrisk hospital for patienter, der er til fare for sig selv og andre. Der er mordere og voldtægtsforbrydere.
En uhyggelig stemning har bredt sig, de ansatte er utrygge ved at have nattevagter, der er kommet noget "ondt".
G. B. LeGrande arbejder på hospitalet. Han forsøger at finde et svar på det der sker, og på et tidspunkt kontakter han vicekriminalkommisær Jack Caffery, en meget speciel politimand!
Der er flere specielle/særlige personer med i romanen, og de savner alle én at dele tilværelsen med.
Det er en spændende historie med voodoo, kærlighed, vanrøgt og ensomhed.

søndag den 23. november 2014

Protokollen

"Protokollen" af Michael Katz Krefeld, e-bogsudgave 2013.
En thriller om terror i dagens Danmark.
En bombe sprænges på Kgs. Nytorv i København, og mange mennesker bliver dræbt.
En nyoprettet efterforskningsenhed - med Nikolaj Storm som chef - er på sagen. Umiddelbart ligner det et attentat fra en islamisk gruppe.
En anden hovedperson er Katrine Bergman, som er suspenderet vicekriminalkommisær. Hun kommer på sagen som civil agent, da hun bor i det sociale boligbyggeri, hvor en formodet terrorcelle holder til.
Et andet element i romanen er Valhal Securities. Et firma, der præsenterer sig selv som et alsidigt sikringsfirma, der opererer både i Danmark og i udlandet. Firmaet rekrutterer bl.a. eks. soldater, og fremstår meget disciplineret og militæragtigt.
Opklaringen af bombe attentatet fortælles fra flere vinkler, og spændingen holdes til sidste side. Historien er aktuel og vedkommende, og personer og dialoger forekommer troværdige.

fredag den 31. januar 2014

Guds næve

"Guds næve", Ken Follett, 1998. (Dansk udgave fra 2001)
Præst er leder af et kollektiv, han er et intelligent menneske med en kriminel fortid. Han har en stærk personlighed og et manipulerende væsen.
Judy arbejder for FBI, en psykisk stærk kvinde, der kæmper for retfærdighed. Hun ønsker at avancere indenfor FBI, og ved at hun også har fortjent det.
Der skal bygges et kraftværk, der vil oversvømme den dal, hvor kollektivet dyrker deres vin.
Præst er bange for at miste det hjem, han har haft i 20 år, så han truer guvernøren med at udløse jordskælv, hvis ikke planen om kraftværket stoppes.
Judy bliver sat på sagen, og bogen igennem skifter vinklen mellem de to kombattanter.
Det er en god historie, personerne virker "rigtige", og spændingen holder til sidste side.
En bog, der var svær at lægge fra sig!

onsdag den 5. juni 2013

Djævelens advokat.

"Djævelens advokat", Andrew Neiderman, 1990.
Da den unge advokat Kevin får tilbud om job hos Milton og Partnere, er hans lykke gjort - tror han.
En god løn, luksus lejlighed, nye venner, succes.
Alle de sager, som advokaterne i det nye firma får, vinder de.
Kevin opdager hurtigt, at noget er forkert.
Hvem er John Milton egentligt?
Bogen er filmatiseret med Keanu Reeves og Al Pacino som Kevin og John Milton.

søndag den 12. maj 2013

Klienten

"Klienten" af John Grisham, 1993.
Mark på 11 år er vidne til at en af mafiaens advokater begår selvmord.
Ufrivilligt får Mark oplysninger, som han er klar over, er livsfarlige.
Han får hyret en advokat - Reggie Love - og hun forsøger at beskytte ham mod FBI, journalister og mafiaen.
Grisham er god til at fortælle en historie, og det indblik i advokaters og dommeres arbejde, som læseren får, gør at det hele også virker troværdigt.
En super forfatter!
Bogen er filmatiseret.

søndag den 26. august 2012

Dage uden tal.

"Dage uden tal" af Robert Goddard, 2004.
En spændingsroman om mysterier med rod i middelalderen.
Intriger, hemmeligheder og mystik, desværre en smule langtrukkent ind imellem.
Først til sidst i romanen, får man et billede af, hvad kernen i fortællingen egentligt består af.
Men sproget er godt, og det tæller:-)
Tak til Maija for romanen! :-)

onsdag den 22. august 2012

Bitre mandler.

10 krimi-og spændingshistorier fra 10 kendte forfattere samlet i en bog: Bitre mandler. En e-bog fra 2010. God underholdning!

onsdag den 23. maj 2012

Da Danmark gik ned.

"Da Danmark gik ned", Claes Blom, 2010-2012.
Forfatteren beskriver selv romanen som En atypisk spændingsroman om cyberkriminalitet, undervandseventyr og desperat kærlighed!
Det er en rigtig god historie! Men...
Alting, alle sætninger, alle dialoger, er så uhyggeligt detaljeret.
Der er for meget støj, det er som om Blom prøver alt for meget. Som om han har et krampagtigt behov for at fylde nogle sider med ord.
Jo længere historie - jo bedre... Nej, sådan hænger det altså ikke sammen.
Et eksempel: Magnus sætter sig i en stol, men læseren skal som bonus også ha' at vide, hvilken farve stolen har, og at Magnus vist nok har arvet den efter sin far... 3 linier hvor én havde været nok.
Det er uinteressant i fortællingens sammenhæng!
Jeg kunne fortsætte med flere pudsige eksempler, men så er det jo mig, der går i detaljer :-)
Beskrivelser af mobiltelefoner, vejledning i dykkerudstyr og dykning, og hvorfor er det nu lige, at kapitel overskrifterne er på engelsk??
Hmm, nej den er jeg ikke helt tilfreds med, men som sagt er selve historien god, og kan man bare skøjte let henover clichéerne, så er den ok.

torsdag den 29. september 2011

Et skelet i Guds skab.

"Et skelet i Guds skab" af Paul L. Maier.
Forfatteren er professor i oldtidshistorie, og det bærer bogen også præg af.
I en udgravning i Israel finder hovedpersonen Jonathan Jesus skelet!!
Den kristne Kirkes fundament, som er bygget på at Jesus opfor til himmels, (fysisk forstås!), bliver nu pillet helt fra hinanden.
Bogen er interessant mht. den arkæologiske vinkel, og også tanken om, at noget der er så grundlæggende i vores tankegang, tages op til diskussion.
Og også hvor vigtig en rolle religion og tro spiller i alle samfund i verdenen.

mandag den 12. september 2011

Duma Key.

Et gensyn med "Duma Key" af Stephen King.
Jeg har lige tjekket bloggen: det var 22. marts 2009, jeg sidst læste den.
Længe nok til at jeg ikke kunne huske, hvordan det onde blev bekæmpet.
Den er simpelthen fænomenal, den historie.
Overtro, magi, kærlighed, sorg...
Hvordan livet kan vende på et splitsekund, og hvordan man alligevel kommer videre, når alt er tabt.
Stephen King gør mit liv rigere:-)

mandag den 5. september 2011

Tåber dør.

Mario Puzo: Tåber dør, 1978. (Fools die).
En fortælling om menneskers stræben efter magt og succes.
Ved spillebordene i Las Vegas, eller som berømt forfatter eller i filmmiljøet i Hollywood.
Jeg ledte længe efter "den røde tråd" i fortællingen, "hvad handler den om?"...
Sådan set en god historie, men der er for mange tråde, der skal føres sammen, efter min mening.
Det var lidt en kamp på viljestyrke at læse den. (Egentligt "dem", da den er i 2 bind.)
Jeg flytter den fra min reol til genbrugsbutikken!

søndag den 21. august 2011

Solens datter.

Barbara Wood: Solens datter, 2008, (The last shaman, 2007).
Hoshi'tiwa levede i 1150 e.Kr., og hendes navn betød "jomfru-der-bringer-regn".
Mod sin vilje føres hun til "Stedet-i-midten" for at skabe en regnkrukke, der kan formilde guderne og få regnen til at komme.
Hendes historie slutter med at samfundet går under, alle forlader byen, og lederen dør.
Hoshi'tiwa går som den sidste ud af byen, og bliver genforenet med sin klan, og bliver shaman.
Da hun er gammel, ser hun klanånden i en drøm, og den siger til hende, at hun skal drage vestpå og finde en ørken, som intet menneske nogensinde havde betrådt.
Der skal hun vente på Pahana, den "så længe forsvundne hvide bror".
Næste afsnit springer frem i tiden, til 1910, og herfra følger man lægen Faraday Hightower og hans søgen efter Gud og visdom.
Det er naturligvis ham, der er Pahana...
En super god bog, spændende handling og godt skrevet.
Den var svær at lægge fra sig!

onsdag den 17. august 2011

Babylons stjerne.

"Babylons stjerne" af Barbara Wood, 2005, (min udg.: 2. udg. 1. oplag 2007).
En hemmelig orden indsamlede dokumenter, der blev reddet, da biblioteket i Alexandria i Egypten brændte, 391 år e.kr.
Biblioteket havde stået i 6 århundreder. Det blev bygget, da Alexandria blev grundlagt af Alexander den Store. I de 600 år havde biblioteket været centrum for undervisning og visdom, oplysning og filosofi, et opbevaringssted for bøger, breve og ord indsamlet fra alle fire verdenshjørner. (s. 7)
Kriminalassistent Glen og forskeren i Ægyptologi, Candice, bringes sammen, og skal løse gåden om "babylons stjerne".
Lederen af ordenen, Philos, er direkte efterkommer fra ypperstepræsten Philos, som var tilknyttet biblioteket i Alexandria.
Glen er også efterkommer i lige linje tilbage til en af dem, der overlevede den store brand.
Der er en rød tråd mellem fortid og nutid, og det historiske og ordenens hemmelighed sammen med spændingsmomentet, gør romanen god.

mandag den 8. august 2011

Ritualet.

Michael White: Ritualet, 2006.
Romanen foregår skiftesvis i 1689 og i nutiden i Oxford.
Isaac Newton er besat af at finde de vises sten.
Et hemmeligt okkult ritual, der skal få djævelen til at træde frem og røbe, hvordan man frembringer de vises sten.
Ritualet kræver 5 organer fra 5 unge kvinder.
Historien gentager sig i 1850'erne, og igen i nutiden.
Unge kvinder bliver myrdet, og de får fjernet lever, galdeblære, hjerne osv., og gåden skal løses.
Der er en god forklaring på grundlaget for ritualet på side 192-201! Det er en lang forklaring!
Forfatterens efterskrift samt kendsgerningerne bag fiktionen kan læses bagerst i bogen, s. 278-314. Spændende læsning, hvis man vil vide mere om alkymi og det okkulte i tidernes morgen.

onsdag den 13. juli 2011

Liv for liv.

"Liv for liv", 2011, en samling af 6 krimi- og spændingshistorier af kendte forfattere.
Jussi Adler-Olsen: Små pikante drab.
Elsebeth Egholm: Den, der graver.
Anna Grue: Gidsel, Otage, Hostage.
Jens Henrik Jensen: Svare enhver sit.
Christian Mørk: Sterilt område.
Ole Tornbjerg & Jeanette Øbro: Tunellen.
En del af overskudet fra salget af bogen går til Dansk Flygtningehjælp.
En god samling noveller, perfekt til ferieturen.

søndag den 12. juni 2011

Under kuplen.

Når børn rykker vinger af fluer, eller lader solen skinne gennem et forstørrelsesglas ned i en myretue, så er det ondt, men også tankeløst.
Hvad sker der i myreturen, når noget stort udefra pludselig slår ihjel, sætter ild, forstyrrer deres liv?
Stephen King lader noget/nogle udefra sætte en kuppel over en lille by, og man forestiller sig nogle "børn", der studerer livet i kuplen, ligesom menneskebørn studerer livet i en myretue.
Ondt, men også tankeløst.
For hvad er myrer for menneskebørn?
Og hvad er mennesker for en anden, og større, livsform i universet?
Og for læseren er det også interessant at iagttage mennesker under pres, da omfanget af indespærringen langsomt går op for byens indbyggere.
En korrupt brugtbilsforhandler benytter situationen til at få mere magt, mere end han havde i forvejen.
En lille gruppe mennesker holder sammen, og kæmper til det sidste for at overleve forurening, iltmangel og den nye politistyrke i byen.
Alle 1200 sider i "Under kuplen" er bare Stephen King, når han er bedst!

søndag den 13. februar 2011

Desperation af Stephen King.

En roman af Stephen King: Desperation, 1996.
Historien foregår i Nevada, hvor en lille mineby Desperation er rammen om uhyggelige kræfter.
Ved et tilfælde (?) er der åbnet adgang til noget ondt inde i en gammel kobbermine.
Tak er frigjort fra "Alle verdners brønd", ini'en!
"Tak er stor. Tak vil blive endnu stærkere. Tak vil herske, som han altid har hersket her i den øde ørken."
Menneskene overtages af den immaterielle, de bliver sindsyge og tænker kun på at slå ihjel og på at tjene Tak.
Drengen David, som er en af dem, der bliver taget til fange, er i virkeligheden Guds redskab, og har fået til opgave at lukke den gamle mineskakt så Tak bliver spærret inde igen.
En af personerne, Cynthia, er en af bipersonerne i Rose Madder!
Det er et genialt træk: pludselig bliver en fiktiv person mere virkelig. Man kender hende jo!!
Der er som altid i Kings romaner en masse spændende personer.
I Desperation udfordres man på temaet åndelige kræfter; Er der, eller er der ikke, et liv efter døden?
Hvis der er, hvordan er dette "liv" så...
King er stadig favoritten!