onsdag den 24. august 2011

Huset med den blinde glasveranda.

Herbjørg Wassmo's romandebut: Huset med den blinde glasveranda, 1981, foregår i et udsted i Nord Norge nogle år efter 2. verdenskrig.
Pigen Tora er hovedpersonen, og hun er en pige, der i den grad svigtes!
Tora er "tyskerbarn", og føler en stor skam over det.
Hun har ingen at tale med, om de tanker og følelser hun har.
Hendes mor har travlt med at skaffe penge til dagligdagen, og har ikke overskud til sin datter.
Og Tora vil helst gøre mor glad...
Jeg har læst Toras historie før, og også denne gang føler jeg så meget med hende, at jeg helt glemmer, at hun er en fiktiv person.
Wassmo er fantastisk!

søndag den 21. august 2011

Solens datter.

Barbara Wood: Solens datter, 2008, (The last shaman, 2007).
Hoshi'tiwa levede i 1150 e.Kr., og hendes navn betød "jomfru-der-bringer-regn".
Mod sin vilje føres hun til "Stedet-i-midten" for at skabe en regnkrukke, der kan formilde guderne og få regnen til at komme.
Hendes historie slutter med at samfundet går under, alle forlader byen, og lederen dør.
Hoshi'tiwa går som den sidste ud af byen, og bliver genforenet med sin klan, og bliver shaman.
Da hun er gammel, ser hun klanånden i en drøm, og den siger til hende, at hun skal drage vestpå og finde en ørken, som intet menneske nogensinde havde betrådt.
Der skal hun vente på Pahana, den "så længe forsvundne hvide bror".
Næste afsnit springer frem i tiden, til 1910, og herfra følger man lægen Faraday Hightower og hans søgen efter Gud og visdom.
Det er naturligvis ham, der er Pahana...
En super god bog, spændende handling og godt skrevet.
Den var svær at lægge fra sig!

onsdag den 17. august 2011

Babylons stjerne.

"Babylons stjerne" af Barbara Wood, 2005, (min udg.: 2. udg. 1. oplag 2007).
En hemmelig orden indsamlede dokumenter, der blev reddet, da biblioteket i Alexandria i Egypten brændte, 391 år e.kr.
Biblioteket havde stået i 6 århundreder. Det blev bygget, da Alexandria blev grundlagt af Alexander den Store. I de 600 år havde biblioteket været centrum for undervisning og visdom, oplysning og filosofi, et opbevaringssted for bøger, breve og ord indsamlet fra alle fire verdenshjørner. (s. 7)
Kriminalassistent Glen og forskeren i Ægyptologi, Candice, bringes sammen, og skal løse gåden om "babylons stjerne".
Lederen af ordenen, Philos, er direkte efterkommer fra ypperstepræsten Philos, som var tilknyttet biblioteket i Alexandria.
Glen er også efterkommer i lige linje tilbage til en af dem, der overlevede den store brand.
Der er en rød tråd mellem fortid og nutid, og det historiske og ordenens hemmelighed sammen med spændingsmomentet, gør romanen god.

fredag den 12. august 2011

Den allersidste dans.

"Loves Music, Loves to Dance", 1991, Mary Higgins Clark. Oversat til dansk "Den allersidste dans", 2011, tillæg til Hjemmet nr. 23/2011.
En psykopat/sindsforvirret mand, der dræber unge smukke kvinder!
Historien var ok, men de meget detaljerede beskrivelser af personer, huse, mad osv. osv. var "dræbende"!
Alt for mange fyldord, og det ødelægger efter min mening en god historie.
Men som med alt andet i livet, er det kontrasterne, der sætter tingene i perspektiv:-)

mandag den 8. august 2011

Ritualet.

Michael White: Ritualet, 2006.
Romanen foregår skiftesvis i 1689 og i nutiden i Oxford.
Isaac Newton er besat af at finde de vises sten.
Et hemmeligt okkult ritual, der skal få djævelen til at træde frem og røbe, hvordan man frembringer de vises sten.
Ritualet kræver 5 organer fra 5 unge kvinder.
Historien gentager sig i 1850'erne, og igen i nutiden.
Unge kvinder bliver myrdet, og de får fjernet lever, galdeblære, hjerne osv., og gåden skal løses.
Der er en god forklaring på grundlaget for ritualet på side 192-201! Det er en lang forklaring!
Forfatterens efterskrift samt kendsgerningerne bag fiktionen kan læses bagerst i bogen, s. 278-314. Spændende læsning, hvis man vil vide mere om alkymi og det okkulte i tidernes morgen.