Pigen med den blå spand

 Maria von der Maase Rockwell Bendtsen: Pigen med den blå spand, 2023.
En børnebog der opfordrer børn (og voksne) til at gå på opdagelse i Anholts historie.
Gry og hendes familie skal på ferie på Anholt. Historien starter med familiens ferieforberedelser og rejsen til øen i Kattegat. De skal bo en uge i sommerhus ved foden af Sønderbjerg og derefter en uge på Nordstrandvej i et sommerhus med udsigt til Ørkenen. 
Gry får hurtigt en ven, Pelle, som bor på campingpladsen, og de to går på eventyr med hjælp af en magisk flaske. Flasken har de fået af en dame på museet, som også fortæller børnene om gamle dage på Anholt.
Forfatteren beskriver den særlige stilhed og stemningen på Anholt. Via børnene hører læseren om skibsforlis, om krig, om Ørkenen og om fyret, der advarer skibe om de farlige rev øst for øen. Sammen med Gry og Pelle lærer man en masse om øen, der trækker tusindvis af turister til om sommeren, og som resten af året er en perle af natur og ro for sjælen.
Bogen er godt skrevet og illustreret med meget fine tegninger af Rasmus Jensen.

Ørkenvindens Hvisken

"Ørkenvindens Hvisken; Et sandfærdigt vidnesbyrd om øen Anholts natur og historie", Peter B. Fulton Eckhardt, 2022. Købt i Brugsen på Anholt.
Fotografen Kirstine Vedel har leveret nogle fantastiske natur billeder til bogen -  det er for mit vedkommende den bedste del.
De "sandfærdige historier" er i genren eventyr og fantasy. Bl.a. historien om Ostebakken, der skulle være opstået, da en nærig mand ikke kunne få solgt resten af sin ellers dyrebare beholdning af ost - og fortællingen om, da skoven forsvandt, selvom nogle menneskelignende væsener kæmpede imod.
Læst i den rette ånd og stemning er det en udmærket bog. Jeg skatter mest på fotografierne, og bogen er indlemmet i "Anholt-bogsamlingen" - på Anholt.

Anholt i fortid og nutid

 Når man nu som jeg er lidt bidt af Anholt, så er denne bog en perle!
"Anholt i Fortid og Nutid", af E. A. Hobolt, 1946.
Tekst fra bagsiden: Bogen behandler alle mulige Forhold paa den lille Ø, hvor alle Mennesker er i Familie med hinanden: Anholtertypen, Sundhed og Sygdom, Natur og Geologi, Strandinger i Fortid og Nutid, Kapertiden, Englænderne paa Anholt, Sæder og Skikke, Anholtdialekt.
Der står også, at forfatteren E. A. Hobolt var lærer i mange år på øen, og læseren er ikke i tvivl om, at Hobolt var begejstret og fascineret af den isolerede ø Anholt og dens indbyggere.
Indholdet har han stykket sammen ved hjælp af tidsskriftartikler, håndbøger, embedsbøger og protokoller. Han har også skævet lidt til skønlitteraturen, bl.a. Ludvig Holbergs "Peder Paars" og Steen Steensen Blichers "Eremitten ved Grenaa" m.fl. 
Bagerst i bogen er indsat 3 små kort, der viser Anholt i hhv. 1792, slutningen af det 19. århundrede og 1934. Det ses tydeligt, at havet gennem tiderne har ændret øens form.

Indholdsfortegnelsen:

Navn og Beliggenhed
Anholtertyper
Anholternes nedarvede Kultur
Sundhed og Sygdom
Anholts Natur og Geologi
Plante- og Dyrelivet paa Anholt
Anholts Erhverv gennem Tiderne
Strandinger i Fortid og Nutid
Anholt By og Havn
Anholts Besiddere
Øens juridiske Forfatning
Øens nuværende Styre
Den anholtske Dialekt
Skolevæsenet gennem Tiderne
Kirken og dens Tjenere
Fyrvæsenet gennem Tiderne
Tre Statsinstitutioner
Sæder, Sagn og Skikke
Kapertiden
Englænderne paa Anholt
Gamle Anholterfund
Litteraturfortegnelse

Der var endvidere fotos i bogen (sort-hvide, naturligvis), og bogen igennem må man finde sig i dobbelt a for å, og navneord med stort begyndelsesbogstav.
Der var flere steder i bogen hvor f.eks. stednavne pludselig gav mening, så jeg blev klogere samtidigt med at jeg var underholdt! 
Man skal sikkert være Anholt-fan for at se værdien;-)

Manden bag satankulten på Anholt; Knuds historie

Lene Langkow Saaek: "Manden bag satankulten på Anholt; Knuds historie", 2020.
En biografi om manden Knud Langkow, der stod bag Danmarkshistoriens største happening - s. 169.

Lene Langkow Saaek er Knuds ældste brors datter - altså Knuds niece. Hun starter sin beretning med Knuds forældre, hvad det var for mennesker, hvor de kom fra og hvordan de opdrog deres 4 sønner.
Derefter fortæller hun om Knuds liv som barn, ung og voksen. Han var den yngste i børneflokken og var derfor ham, der kom på 'slæb', når de større brødre drog ud på eventyr. De øvrige familiemedlemmer, bedsteforældre, onkler, mostre, fætre osv. optræder samt fortæller anekdoter, og giver dermed hver især nogle af de brikker til puslespillet 'mennesket Knud'.
De forskellige ungdomskærester var søde piger, men åbenbart ikke så meget på linje med Knuds syn på livet, at de blev hængende - først da han møder Vita, møder han sit livs kærlighed.

Hvordan fik han idéen til at gemme sære mønter på museer og i kirker? Hvorfor skrev han underlige breve til både kendte som ikke kendte mennesker underskrevet Alice Mandragora, overheks på Anholt? Hvad fik han ud af den megen undren og omtale, hans 'værker' fik i medierne? 
Lene Langkow har en teori om, at han ønsker at sætte sit aftryk, og da hans forsøg på forfatterskab ikke synes at lykkes, finder han på denne målrettede happening i stedet. Han ønsker at skabe undren og få os alle til at stille spørgsmålstegn ved livet.
Han har sin egen form for humor og elsker at lave sjov og spas, men Lene Langkow skriver også [... fremhæver hans humor, men samtidig bevidst om alt det, der absolut ikke var morsomt i Knuds liv, humoren var på en måde hans livs værn mod døden... Knud havde sine svære tider og fandt sin egen overlevelse...] s. 194.

DR2 sendte en dokumentar i 2020, og da vi hjemme hos mig ser alt, der har med Anholt at gøre, så vi også denne. Da bogen om Knud Langkow så udkom, var det et must at læse og eje den:)
Anholt Museum solgte bogen, og her købte jeg den.
Interessant læsning, egentligt blot 'en almindelig mand', der fik succes med at narre en masse mennesker. Nogle blev skræmt, andre rystede på hovedet, men det er sikkert ikke sidste gang, at offentligheden hører om Knud!

Så mødes vi alligevel

"Så mødes vi alligevel", Maria von der Maase Rockwell Bendtsen, 2019. (Købt på Anholt museum)
En historisk beretning om Conradine Sophie Rostgaard von der Maase Bruun, født i 1704, død i 1758.
Conradine Sophie var datter af Frederik Rostgaard, hun blev gift i et arrangeret ægteskab med Frederik Masius von der Maase (1696-1728), og er dermed en del af den slægt, der den dag i dag ejer det meste af øen Anholt.
Conradines opvækst i en adelsfamilie gav muligheder for uddannelse. Dertil kom at faderen ejede en omfattende bogsamling, som Conradine fik lov til at benytte. Hun tegner, maler og skriver små digte. Hun får undervisning i at læse og lære sprog: fransk, tysk, latin og hebraisk.
Hendes første ægteskab var lykkeligt, men Frederik Masius dør kun 32 år gammel efter en rideulykke. Hun er da 24 år, enke og har 4 børn. Som velhavende enke får hun mange ægteskabstilbud, men ønsker at drive godset Tybjerggård alene.
Conradine ansætter en ung huslærer til sine børn. Oluf Bruun er søn af en præst, og accepteres af forældrene som lærer. Da Conradine og Oluf senere bliver elskende, er det slut med accepten - hun forbydes af sine forældre at gifte sig med ham.
Conradine bliver gravid, og hun trodser sine forældre og gifter sig med Oluf.  Forældrene slår hånden af hende og gør hende arveløs. Desuden bliver hendes børn med Frederik Masius taget fra hende, og det bliver hende forbudt at have kontakt til dem. Ydermere er en del af straffen, at fremover må pigebørn ikke få slægtsnavnet Rostgaard - kun drengebørnene kan føre dette navn videre.
Conradine Sophie får 22 år sammen med Oluf Bruun. Da de for anden gang mister en af deres sønner, skriver hun: Lyset slukkedes i mine øjne for aldrig at tændes igen. Gløden er væk. Jeg kunne ikke finde trøst nogen steder.. (s. 80) Hun dør i 1758, blot 54 år gammel.
Hendes ligsten ligger på Allerslev Kirkegård. Bagsideteksten fortæller, at forfatteren er bosat i Espergærde ikke langt fra Krogerup, hvor Conradine Sophie voksede op, og at hun derfor blev inspireret til at skrive den for længst afdøde slægtnings historie.
Bogen er en god blanding af historiske fakta og digtning.

En barndom trækker sit kølvand

En lille 'sag' på 27 sider fra Anholt lokalhistorisk Arkiv og Museum: En barndom trækker sit kølvand, af Ole Kolborg, 2014.
Ole Kolborgs far var fyrmester på Anholt fyr i årene 1961-1965. Ole var 6 år, da familien flyttede til Anholt, og han fortæller om, hvordan det var at være barn på den afsidesliggende ø i Kattegat.
Livet på Fyrgården var primitivt: gammeldags lokum, ingen rindende vand og ingen elektricitet. En af Oles arbejdsopgaver var derfor at trække ferskvand op fra en brønd.
Også fyrets historie ridses op, og lidt om englændernes besættelse af Anholt.
Publikationen er købt på Anholt Museum, og ved samme lejlighed købte jeg den nye "Anholts Naturhistorie", 2019, af Niels Schrøder. En lidt 'nørdet' ting om Anholts klima og vegetation, om klimaændringer, Ørkenens historie, grundvandet og stenene.

Barn af Anholt; 280 års undervisning og børneliv

Skolen på Anholt bliver 100 år i år. I den anledning er der skrevet en bog:"Barn af Anholt; 280 års undervisning og børneliv". Det er Charlotte Lindhardt, der har stykket skolens historie sammen.
Ud fra materiale i arkiver, fra kirkebøger, regnskaber, korrespondance, artikler, bøger og fra interviews med nulevende beboere på øen, har hun 'lagt puslespillet'. Et stort puslespil - med mange små brikker!
Bogen starter i 1739, hvor ordet 'skole' for første gang nævnes i Anholts historie. I et brev fra øens daværende præst, pastor Dauw, oplyser denne, at der fremover afsættes et årligt fast beløb til skoledrift. Dengang var det præster, der underviste børn - overvejende i bibelhistorien.
Dernæst kommer beretningen om de skiftende præster op gennem tiden, og de senere ansættelser af uddannede lærere, der er et kapitel om den særlige situation på den afsidesliggende 'Fyrgården', og om dengang Anholt var besat af englænderne.
Anholts første skolebygning blev indviet i 1843, men i 1918 var der behov for en mere tidsvarende og større skole, og den nuværende skole på Ørkenvej blev bygget og indviet i januar 1919.
Bogen beretter om lærerne, om de fag børnene blev undervist i, og der er inventarlister, der er med til at give billedet af skoleliv i 'gamle dage'.
Helt op til nutiden fortælles om de skiftende lærerkræfter, skoleledere, undervisningsformer, aktiviteter, skolerejser mm. Og om det helt særlige, når man bor på en isoleret ø, og hvor børnene flytter hjemmefra allerede som 15 årige. De 'skal over', kalder de det. Skolen underviser kun til 9. klasse, derefter fortsætter undervisning/uddannelse på fastlandet.
Som bagsideteksten formulerer det: ...afstanden til fastlandet betød tidligere, at kontakten til myndighederne var afhængig af vejr, vind og skibslejlighed. 
På en ø som Anholt, hvor befolkningstallet er beskedent, er de nok underlagt resten af Danmarks love og skolereformer, men de løser opgaven på en måde, der passer til forholdene.
Jeg synes, det var spændende og oplysende læsning, og med masser af billeder til at krydre teksten med. Holder man af Anholt, kan den varmt anbefales.

Mågeprædikanten

"Mågeprædikanten", Peter B. Eckardt, 2013. Købt på privat loppemarked på Anholt.
To amerikanske missionærer Millard Snyder og kammeraten Todd ankommer til den lille Kattegat ø Anholt! En meget fremmed kultur for de to. De er mormoner, kommer direkte fra Salt Lake City, de må ikke drikke kaffe eller spiritus, sex før ægteskabet - ja, kvinder i det hele taget - er tabu!
Hver dag trækker de i jakkesæt inkl. slips - også meget anderledes i forhold til de indfødte.
De normer de er vokset op med, som nærmest er presset ned over hovedet på dem, løsnes lidt efter lidt op i det anderledes samfund, de er dumpet ned i. De forsøger at prædike deres tro for Anholterne, sådan som deres religion byder dem, men det er slet ikke nemt.
Millard har 'lig i lasten'. Langsomt afsløres den byrde, han bærer på. Han forsøger ubevidst at finde sig selv inde under den facade, han har bygget op.
Romanen handler om at passe ind, om presset fra familie og samfund, om religionens betydning for det enkelte menneske.
Og lidt om Anholt:-)

Redningsvæsenet på Anholt

Et lille 'hæfte' på 41 sider: Redningsvæsenet på Anholt, Grete Tuxen Andersen, 1994, købt i forbindelse med en Galleriudstilling afholdt af Anholt Museum.
Redningsvæsenet blev oprettet i 1852 i Danmark, og i 1878 blev der oprettet en redningsstation på Anholt.
Bogen fortæller om strandinger og forlis overvejende på Anholt. Øen som er den mest isolererede del af Danmark beliggende i et af de mest befærdede farvande i Europa. Anholt har farlige rev, som mange skibe i tidens løb er stødt på. På grund af beliggenheden har øen selv måtte klare problemerne i modsætning til redningsvæsenet langs den jyske vestkyst. Anholt var det første sted i landet der, netop p.g.a. de farlige rev, fik et fyrtårn, der kunne advare skibene. (1561)
Bogen er først og fremmest en hyldest til redningsvæsenet, men er også en del af Anholts historie. Det var et fiskersamfund, og strandingsgods og bjergeløn var en del af arbejdslivet samt en del af indtægten. Det var nødvendigt med sammenhold, når der skulle reddes liv, og bogen fortæller også om de opgaver redningsmandskabet havde, og om det materiel de havde at gøre godt med.
Der er mange fakta og henvisninger - lidt 'støvet' at læse.

Fødselsdagshistorier

Et 'fund' på et privat loppemarked på Anholt: Haruki Murakami præsenterer fødselsdagshistorier - tolv tidløse fortællinger, dansk udg. 2013, Klim.
En antologi med forord af Haruki Murakami om fødselsdage generelt, om baggrunden for antologien, og et par ord om hvorfor de enkelte noveller er udvalgt. Den sidste novelle "Birthday Girl" er skrevet af Murakami selv.
Før hver novelle præsenteres forfatteren til den pågældende historie.

Russell Banks: Maueren
Denis Johnson: Dundun
William Trevor: Timothys fødselsdag
Daniel Lyons: Fødselsdagskagen
Lynda Sexson: Forvandling
David Foster Walace: Altid ovenover
Ethan Canin: Nådens engel, vredens engel
Andrea Lee: Fødselsdagsgaven
Raymond Carver: Badet
Paul Theroux: Et terningspil
Claire Keegan: Lige i vandkanten
Haruki Murakami: Birthday Girl

Temaet i novellerne er fødselsdage. Ikke sådan at det handler om fødselsdage, men historier om mennesker, der mødes, om specielle gaver, om ensomme gamle mennesker og om unge mennesker der skal leve op til omverdenens forventninger.
Faktisk meget forskellige fortællinger - blot med den ene fællesnævner at en eller anden har fødselsdag.
Da novellerne netop er meget forskellige, kan jeg ikke uforbeholdent sige: Det var godt! Eller: Det var skidt! - Nogle af historierne 'talte' naturligvis mere til mig end andre, og i et enkelt tilfælde tænkte jeg: Hvad handlede den her egentligt om...

Præst på Anholt 1900-1912; Erindringer

"Præst på Anholt 1900-1912; Erindringer" - manuskriptet blev skrevet af Niels Christian Christensen i 1936, og i 1991 skrevet på maskine af hans barnebarn Grethe Uffe Jensen. En kopi af Grethes afskrift blev senere skænket til Anholt Museum, og Museet står bag udgivelsen af denne bog i 2006.
Min er 2. udgave fra 2007, købt i år ved en maleriudstilling i Det Gamle Redningshus på Anholt. En udstilling som Museet stod for, og som fremviste privatejede malerier med Anholt motiver.
Bogen er på 159 sider, der er 8 kapitler, og bagerst en oversigt over præster på Anholt 1800-1900, en personoversigt vedr. Anholt By, en oversigt over beboerne på øen 1900-1912 og endelig et stamtræ med Niels Chr. Christensens børn og børnebørn.
Niels Chr. Christensen starter med at præsentere sig, han beretter om valget af uddannelsen til præst, og om de forskellige jobs han havde for at opretholde eksistensen for sin familie og sig selv. Da han endelig bliver færdig med sit studium og skal søge embede, er det slet ikke nemt. Da embedet som præst og skolelærer bliver ledigt på Anholt søger han det, for "hvem ville ud til den afsides ø i Kattegat?" - Der var dog 1 anden ansøger foruden ham selv, men N.C.C. blev den heldige. (s. 22)
På bagsiden af bogen er forfatterens skitse over hans egen nummerering af bygninger og monumenter i Anholt By. I kapitlet 'Byen og dens beboere' fortæller han om sine sognebørn, og ud fra disse numre beretter han div. anekdoter om personerne og familierne i husene.
I de 12 år han virkede som præst og lærer på øen var han også initiativtager til flere aktiviteter. Han startede med at forbedre præstegården, han var aktiv og idérig, da den nye kirkegård skulle anlægges og et kapel skulle bygges, han var med da fæsteforholdet blev ophævet på øen, og Anholterne blev frie mænd. Frihedsstøtten der blev rejst i 1904 i den anledning, var også et af præstens påhit. En fiskehandler Hjorth tog initiativ til et andet monument, et der skulle markere tiden, da Anholt blev forsøgt erobret tilbage fra Englænderne. Men præsten blev formand for komitéen, og fik dermed også indflydelse.
Han fortæller også om Anholts særlige natur. Om alle de smukke og vilde steder: Sønderbjerg, Nordbjerg, Vesterlandet og Ørkenen. Om de farlige rev hvor skibe går på grund, om redningsaktioner og om strandingsgods.
På en levende og underholdende måde får man et billede af et ø-samfund på godt og ondt. Der er et nødvendigt sammenhold, alting skal øboerne selv klare, der er meget langt til fastlandet. Sådan er forholdende stadig, dog er det knap så udfordrende, nu er der fly og både med motorkraft!
Når man som jeg er vild med Anholt, natur og historie, så er det en skøn bog.

En plovfure vendes

Arne Bjerregaard har skrevet 2 romaner. Den ene "En plovfure vendes", fra 1954, købte jeg brugt på Anholt ved Anholt Museum. (Udover at være museum og fortælle om øens historie, sælger de også brugte bøger til 5,- kr./stk.)
En roman om livet på landet i Jylland midt i 1950'erne. Der er dagligdag, normer og skikke, spænding og kærlighed.
Hovedpersonen Ege Bjerg er traktorfører. Ikke alle havde traktor på landet, det var endnu kun på større gårde, at der var råd og behov. Han er ung, dygtig og ambitiøs - og i romanen ham der repræsenterer "det gode". Han er ny i landsbyen, og oplever at det ikke er så nemt at blive accepteret af de andre unge.
Ege Bjerg bliver betaget af sognefogedens ene datter Else. Af samme årsag bliver der uvenskab mellem Ege og William. William er søn af hestehandleren Martin Krænge, som har en økonomisk klemme på sognefogeden. William repræsenterer "den onde" i fortællingen, og hermed er scenen sat!
En letlæselig roman med mange dialoger. Jeg valgte bogen af 'nød', men synes at Bjerregaard har skrevet en god historie om livet på landet for 70 år siden.

Anholt; Øens postale og trafikale udvikling fra 1785-2017

Maria von der Maase Rockwell Bendtsen og Mogens Pilemand Ottesen: Anholt; Øens postale og trafikale udvikling fra 1785-2017, 2017.
Købt i Lokalbrugsen Anholt 31. december 2017 - signeret af den ene af forfatterne. (Maria von der Maase...)
Anholts historie fra middelalderen, ejerskab og de vigtige fyrtårn gennem tiderne.
Som titlen fortæller er fokus på 'den postale og trafikale udvikling'. Anholt ligger meget isoleret fra fastlandet ude midt i Kattegat. Derfor har postgangen - og i det hele taget fragt til og fra øen - altid været en udfordring. Alle skibene er beskrevet, og menneskene der har besejlet dem.
Fyrtårnene på øen er ligeledes beskrevet, vigtigheden af dem, og de ansatte gennem tiderne, der har haft hvervet med at passe fyrene. De mange skibsforlis - og redningsaktioner - er beskrevet.
Også historier om bygning af havnen, oprettelse af redningsstationen, anlæg af asfaltvejene, etablering af elektricitets- og vandværket, Radarstationen mv. er fortalt.
Anholt blev besat af England i 1809, og er en vigtig del af øens historie. Også påvirkningen af 2. verdenskrig med tyskere på Anholt og modstandsbevægelsen bliver fortalt.
Hårde isvintre og dårligt vejr er en betydende faktor for øen. Når skibe ikke kan komme til og fra Anholt, er det en udfordring for beboerne. Da flyvemaskinerne blev opfundet, var det derfor en stor hjælp at kunne flyve til øen, og anlæg af landingsbane(r) er selvfølgelig også med i bogen.
Poststempler, placering af posthuse og ansatte postbud er nævnt.
Kendte på besøg på Anholt.
Slægten Rostgaard von der Maase's betydning for anholterne.
Fredning af Ørkenen.
Ambulanceflyvning.
Satankulten i 1973.
Og dengang vejnavne og husnumre blev indført... osv., osv.
Så mange oplysninger om en speciel ø i Danmark, som mange danskere ikke kender.

Vor tid på Anholt

Vor tid på Anholt - 1. februar 1965 - 1. august 1976, af Holger Wolsing, 2013.
Holger Wolsing og hans kone tog springet i 1965 og flyttede fra fastlandet til øen Anholt midt i Kattegat.
De søgte - og fik - hver sin lærerstilling på øens skole.
Wolsing fortæller om dagliglivet, lidt i en pærevælling, historierne kommer i den rækkefølge, han husker dem.
På en ø, der er så isoleret fra det øvrige samfund, er der nogle specielle forhold. F.eks. fortæller han om tandlægen, der kommer på besøg et par gange om året, om skolen der ikke har opdelt børnene i klasser efter alder, men i 1965 bestod af lille klasse, mellem klasse og store klasse. På det tidspunkt var der 32 elever alt i alt på skolen. En særlig tradition var, at lærerne blev inviteret med til elevernes fødselsdage, bl.a. for at lære elevernes forældrene at kende.
Wolsing beretter om strandvagt, om strand- og brandfoged, om turisme - og den rolle han selv havde mht. sommerhus udlejning mv., den famøse heksekult-historie i 1973 og mange andre små anekdoter og oplevelser med Anholt boerne i de 11 år familien boede der.
Her på matriklen er vi ret glade for Anholt, så derfor er det særligt at finde en bog, der i den grad giver Anholt for alle pengene:-)
Bogen blev købt i Brugsen på Anholt!

Dværgkrukken

Det var i ferien på Anholt, at jeg opdagede "Dværgkrukken" af Nina Bolt, 2012.
Og fortællingen foregår netop på Anholt, dog for ca. 50 år siden, i starten af 1960'erne.
Det er en historie om Sara, der arver sin morbrors hus på øen.
Hun tager fra København - forlader sin kæreste gennem 4 år - og planen er, at se huset, og få sat det til salg.
Men hun bliver på Anholt...
Bid for bid får man indblik i hendes opvækst blandet med den nye tilværelse på den isolerede ø.
Man får en god fornemmelse af Anholt, dens botanik, geografi, legender og det helt særlige sammenhold øboerne har.