lørdag den 4. januar 2020

Peder Paars

Ludvig Holberg: Peder Paars, skrevet i 1719-20 - min udgave er fra 2018!
Det Danske Sprog- og Litteraturselskab og Aarhus Universitetsforlag har udgivet en serie på 22 bind om Holbergs hovedværker. Peder Paars er nr. 18 i denne serie.
I et nyhedsbrev fra AU så jeg bogen til blot 50 kr. Den måtte jeg eje, da min 'klassiker-viden' rækker til, at Peder Paars ved et uheld lander på Anholt. Tiden var nu inde til at få læst bogen...
Det er en moderniseret udgave af Holbergs første store skønlitterære værk. Den var svær nok at læse i forvejen, og jeg tænker at 1720-udgaven nærmest ville have været volapyk for mig.
Peder Paars er en fortælling på vers. Sådan gjorde man dengang. Den består af 4 bøger, der er opdelt i sange.

I den 1. bog møder læseren Peder Paars, som er købmand i Kalundborg. Han har en kæreste i Århus, Dorothea, og hende vil han besøge. På sejlturen fra Kalundborg kommer skibet ud i en voldsom storm, og forliser ude i Kattegat ved øen Anholt. Stormen skyldes misundelsens gudinde Avind, som ikke under Peder kærligheden til sin elskede.
Den 2. bog foregår på Anholt. De rejsende bliver taget imod af de snæversynede, overtroiske, griske og uvidende øboere (citat fra "Om Peder Paars" af Karen Skovgaard-Petersen). Peder Paars og hans tjener Peder Ruus er indlogeret hos fogenden. En nat prutter Peder Ruus så højt, at Peder Paars tror krigen er brudt ud!
I den 3. bog følger man fogedens datter Nille, som er blevet forelsket i Peder Paars. (Også pga. gudernes indblanding). Nilles kokkepige, Marthe, hjælper imidlertid Paars med at få bygget et nyt skib, så han kan komme fra øen og møde Dorothea. Skibet afsejler Anholt, men Avind under stadig ikke Paars sin kærlighed, så hun allierer sig med Morpheus - søvnens gud - og alle på skibet falder i søvn. De vågner op i Skagen, hvor skibet er gået på grund.
4. bog: Scenen er den lokale kro i Skagen. Der er slagsmål og skænderier, og en hvervning af soldater er i gang. Peder Paars er tæt på at blive soldat. Historien slutter inden Paars genser sin Dorothea.

Der er forord fra både selskabet og redaktionen. Karen Skovgaard-Petersen skriver et afsnit med titlen "Om Peder Paars" - om alt det, der ligger til grund for historien. Holberg bruger satire og ironi til at fortælle om samfundet på sin tid. Han var kendt for at latterliggøre øvrigheden, og udstiller generelt menneskehedens svagheder.
Peder Paars er en parodi på de store klassiske heltedigte, Odysseen og Iliaden. Som Karen Skovgaard-Petersen formulerer det: det store og ophøjede projiceres ned til det nære og dagligdags.
Desuden indeholder bogen et afsnit om principperne, der er brugt i moderniseringen af historien. Endvidere oplysning om Holbergs sprog, lister over den tids 'rang, stand og tiltaleformer' samt 'mønter, købekraft, mål og vægt'. Sidst i bogen er der oversættelser, forklaringer til historiens uartige ord og endelig en ordliste, hvis og når man kommer i tvivl om betydningen af de lidt snirklede sætninger på vers.
holbergsskrifter.dk kan man gøre sig meget klogere på Ludvig Holbergs forfatterskab.
Jeg er glad for at have læst historien om Peder Paars, og ikke mindst at være blevet klogere på Ludvig Holberg. Der var flere komiske passager i fortællingen, men det var også en udfordring at læse en historie i den gammeldags form.



Ingen kommentarer: