"Jødefejden", Bent Blüdnikow, 2019.
En af bøgerne i Aarhus Universitetsforlags serie "100 danmarkshistorier".
Jøderne er til alle tider blevet opfattet som et folk med særlige karaktertræk, ikke altid positive. Indtil 1948, hvor staten Israel blev oprettet, havde jøderne ikke deres eget land, men boede i forskellige lande. De var ilde sete, tit fattige, og skilte sig ud med deres traditionelle klædedragter og frisyrer. Jøder var generelt forhadte og ofte syndebukke, når der udbrød sygdomme og krig.
Der kom mange jøder til Danmark sidst i 1500-tallet. Landet var dybt religiøst, og de fremmedes religion var ikke tilladt i følge Kongeloven og Danske Lov. (s. 49)
I 1819 kæmpede danskerne mod enevælden. De ønskede demokrati i landet. De kæmpede også mod 'de fremmede' - jøderne - og både verbale og fysiske overfald hørte til dagens uorden.
Bent Blüdnikow fortæller om et Danmark, hvor integrationen af et folkefærd var en del af det demokrati, som danskerne ønskede. De mange elementer i "Jødefejden", som urolighederne blev kaldt, var økonomiske, sociale, politiske og religiøse, og der var kræfter, der arbejdede både for og imod tolerance for forskellighederne i samfundet. Med Grundloven i 1849 blev ligeberettigelsen indført, men én ting er jura, en anden menneskehedens frygt for fremmede med andre vaner, kultur, sprog og anderledes udseende.
I 2019 er der fortsat debatter, der omhandler integration af andre folkeslag. "Jødefejden" er på den måde ret aktuel, og giver et facetteret indblik i alle de elementer i et samfund, der ligger til grund for et had til en fremmed kultur, om fordomme og tolerance og retten til at være dansk.
En spændende 'historiebog', jeg blev klogere - og det er ikke så skidt:-)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar