"Med ja-hatten på; Idiomatiske vendinger i moderne dansk", af Lise Bostrup, 2019, e-bog. (anmelder eksemplar)
Bogen er udgivet af Den Danske Sprogkreds på Forlaget Bostrup.
Lise Bostrup opfordrer til, at vi tager ja-hatten på - i betydningen "brug det danske sprog, visualisér bl.a. ved hjælp af såkaldte idiomatiske vendinger."
Definitionen på en idiomatisk vending er et udtryk med to forskellige betydninger: en konkret og en overført. Med andre ord: En ordforbindelse som har en betydning, der ikke kan forstås ved bare at kende de enkelte ords betydning. Ifølge Bostrup er idiomer med til at levendegøre vores sprog, og er i høj grad et udtryk for vores danske kultur. De fleste idiomatiske vendinger kan ikke oversættes til andre sprog, da meningen herved går tabt, og af samme grund er det også svært for udlændinge helt at forstå det talte danske sprog.F.eks. lyder udtrykket at runde et skarpt hjørne, som direkte oversat til engelsk bliver til to round af sharp corner, underligt, og vil ikke give mening for en udlænding.
Bogen starter med at opridse historien/oprindelsen bag de idiomatiske vendinger. Nogle ord er så gamle, at de er gået i glemmebogen, og nogle vendinger er derfor efterhånden tilpasset det nutidige sprog.
Bostrup bruger eksemplet med at gå fra snøvsen, for det er de færreste, der i dag er klar over, hvad en snøvs er for én! Men vi ved alligevel godt, hvad udtrykket betyder.
De grammatiske regler for hvornår en vending er en idiomatisk vending, bliver også gennemgået, samt det danske sprogs udvikling, som ligger til grund for det hele.
Efter forklaringer, historie og teorier kommer to store opslagsværker: "Fra udtryk til betydning" og "Fra betydning til udtryk". Her er det nemt at finde henholdsvis udtryk og betydning i en idiomatisk vending.
Det første opslagsværk er opdelt i kategorier - som 'mennesker og folk', 'krop', beklædning', 'dyr' mm. - det andet opslagsværk er alfabetisk inddelt efter emneord, således at man både finder udtrykket at tage tyren ved hornene under kategorien 'dyr' samt under emneordet 'mod'.
En oversigt over begge opslagsværkers inddeling findes til allersidst i bogen - så kan det ikke blive bedre for en sprognørd;-)
Her på falderebet i denne lovprisning vil jeg nævne, at bogen var vand på min mølle, jeg var i den syvende himmel, og jeg er sikker på, at vi er mange i samme båd, når det gælder interessen i vores sprogs udvikling og mange finesser. Der er et hav af muligheder, når det gælder om at udtrykke sin mening!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar