søndag den 20. december 2009

Herbjørg Wassmo og Dean Koontz...

"Et glas mælk, tak." En rigtig god roman om udnyttelse af østeuropæiske piger, menneskehandel og prostitution. Den var ret barsk ind i mellem, beskrivelser af mishandling så det gjorde helt ondt indeni.
"Ægtemanden" var god og spændende, men sådan en bog, hvor der skal gå lang tid, før man læser den igen. For når man kender slutningen, er det ligesom dét! Spændingen bygges op i løbet af fortællingen, og udløses til sidst. Men en pageturner så længe det varer:-)

lørdag den 5. december 2009

Fra Kina til Afghanistan...

Khaled Hosseini har skrevet "Under en strålende sol", en pageturner jeg ikke var mange dage om at læse!
En historie fortalt fra kvindernes verden i Afghanistan, om undertrykkelse og alligevel en styrke til at udholde tyrani og vold. Den er barsk, men handler også om håb for en bedre fremtid. Den fortæller også, at de mennesker, der er nødt til at forlade deres hjemland, for at overleve, mest af alt har lyst til at vende tilbage, når det er muligt, for at være med til at genopbygge den tilværelse, som de tror på.
Hosseini har også skrevet "Drageløberen", den er jeg nok "nødt til" at få læst... Men er lige startet på en Herbjørg Wassmo roman.

onsdag den 2. december 2009

Kultur weekend i København.

Lidt kultur blev det til i sidste weekend.
Københavns Rådhus er virkelig flot, jeg var der på studietur for 3 år siden, og ville gerne se det igen. Jens Olsens verdensur er jo også på Rådhuset, og det kan man se for 10,-kr. Så det gjorde vi:-)
Derefter var det Rosenborg slot, incl. kronjuvelerne. Det var en god oplevelse.
Strøget var ligeså sort af mennesker, som på en varm sommerdag, det er knap så rart i mine øjne.
Det samme var tilfældet i Tivoli, hvor der er pyntet op til jul. Det var superflot, men at være en del af 40000 mennesker, det er altså bare ikke min livret... Men nu har vi set det:-)

Vilde Svaner af Jung Chang.

Endelig fik jeg læst "Vilde svaner. Tre døtre af Kina", 1991. Jeg har en niece, der har været i Kina siden sidst i august måned, og hun skal være der 3 mdr. endnu. Hun skriver e-mails en gang imellem, hvor hun fortæller om sine oplevelser, og om hvor anderledes alting er. Hun læste Vilde svaner, og spurgte mig, om jeg nogensinde havde læst den. Den havde givet hende en bedre forståelse af Kina og kinesere, og en bedre forståelse af deres kultur.
Derfor tænkte jeg: Nu skal det altså være, der må være noget om den bog! Det er nemlig ikke første gang, jeg er blevet anbefalet at læse den...
Forfatteren Jung Chang fortæller Kinas historie gennem 100 år. Hun starter med at fortælle sin bedstemors historie, derefter sin mors historie, og til sidst historien om sit eget liv.
Bogen beretter om Manchu-riget (1644-1911), om Japans belejring, om kommunismens indtog, om Mao Zedong: Formand Mao.
Den lærte mig en masse om Kinas historie, og den chokerede mig faktisk lidt, for jeg vidste ikke at Maoismen sådan set var en diktatorisk styreform. Kommunismen har da enkelte positive punkter, men en ensretning af individet og den overvågning af ens naboer, bekendte, venner og familie, fratagelse af initiativ og ambitioner, det er ikke et sundt samfund!
Tænk engang: Uddannelse blev afskaffet, for uddannede mennesker udskiller en del af befolkningen fra de øvrige. Alle skulle adlyde selv de mest urimelige ordrer, ellers var det fængsel, tortur eller henrettelse. Dem der var imod Mao, levede et usselt liv, eller levede ikke ret længe.
- Længe leve demokrati, ytringsfrihed og individets ret til at skabe sin egen tilværelse!!
Som jeg blev anbefalet, vil jeg også anbefale andre at læse bogen. Den er stærk.

mandag den 26. oktober 2009

Johannes Møllehave.

Han er god til at fortælle, både mundtligt og skriftligt: Johannes Møllehave.
Jeg fandt "Livsfangerne" på min egen hylde, vistnok en fra min fars samling, da han flyttede i foråret og fik kasseret nogle af sine bøger.
Det er ikke så mange Møllehave-bøger, jeg har læst, men jeg bliver lidt overrasket, (positivt), hver gang, fordi han formår at skrive på sådan en klar måde, at man "ser" personerne for sig, og lærer dem at kende.
Suverænt.
Jeg var engang til et foredrag, hvor Møllehave talte om janteloven. Han brugte Sandemoses "En flygtning krydser sit spor" som udgangspunkt. Jeg kan huske, at jeg faktisk læste den roman efter at have hørt Møllehave, fordi jeg følte at det var et must.
Sikke en magt han har; På den gode måde:-)

torsdag den 22. oktober 2009

Et "Monster" fra Colleen McCullough!

McCullough kender jeg fra "Tornfuglene", og forventede et eller andet...
Men "Monster" (2006) er for det første en helt anden genre, det er en krimi, og for det andet blev jeg lidt skuffet over måden, bogen er skrevet på. Historien er god nok, men ordene, sætningerne, det de siger osv., det var mindre godt.
Jørn Riel derimod: Han er super hver gang:-)
"De gule blades ånd" fra 1978, handler i meget store træk om Løjtnant Jensen, der sammen med korporal Madsen tager til Siam, for at opklare tyveri af tømmer. Det slipper de ikke så godt fra...
Jeg har læst de fleste af Riels romaner, og han har aldrig skuffet mig.

søndag den 11. oktober 2009

Scott Turow og Dommeren.

Jeg er slem til at vælge bøger udfra kriterier som at kende forfatteren i forvejen, eller at vælge en titel, jeg kender, fordi jeg lige er i den sindsstemning, der passer til bogen.
Med "Dommeren" af Scott Turow var jeg på helt bar bund!
Den foregår i en verden af retssale og jura, og det gør den en anelse tør.
Men på den anden side er det en udmærket fortælling, om George Mason, en dommer, der skal dømme i en sag, der får minder fra hans egen ungdom til at dukke op. Samtidigt får han trusler på livet, og bliver tvunget til at tage sit liv op til overvejelse.
Det er ikke så farligt, at prøve nogle nye forfattere ind imellem :-) Horisonten bliver lidt bredere!

Moderne svineproduktion i 1970'erne.

Anne Marie Løn skrev "Fodretid" i 1984. Det er en roman om de nye tider, der kom i landbruget efter Danmarks indtræden i fællesmarkedet. Landmændene blev belønnet ved udsætning af malkekøer, de skulle i stedet satse på moderne svineproduktion. De ville få mere tid og en bedre økonomi. Men nogle af bønderne mistede samtidig noget af deres identitet, det var slet ikke det samme med halv- og helautomatisk produktion af grise, i forhold til det mere nære forhold, de havde haft til køerne. Romanen handler om Niels Peter Thomsen, en mand der har overtaget gården fra sine forældre, han er aldrig blevet gift, og det med svinene, får ham til at gå helt i stykker som menneske.
En stærk historie om menneskelige værdier, og om vores angst for at komme for tæt på vores medmennesker. Hvornår skal man "blande sig"? Enhver passer sit, osv.

torsdag den 1. oktober 2009

Richard Bachman og Stephen King.

I følge Stephen Kings forord i romanen "Blaze", er denne en revideret og opdateret skufferoman. Den bærer Bachmans navn, fordi det er den sidste roman fra årene 1966-1973, hvilket var den pågældende herres mest produktive periode.
Han skriver videre: I de år var jeg to personer. Jeg var Stephen King, som skrev gyserhistorier til snuskede mandeblade, men det var Bachman, som skrev en stribe romaner, der ikke kunne afsættes nogen steder.
"Blaze" udkom på dansk i 2008, og fortæller en rørende, barsk og spændende historie om Clayton Blaisdell Jr. født i Freeport i Maine. Hans mor dør da han er 3 år, og hans far drikker og smider rundt med Clayton. Da faren en dag kyler ham ned ad trappen, et par gange, ender sagen i retten, og Clayton kommer på børnehjem.
Han har taget skade af turene ned af trappen, Man kan ikke narre nogen til at tro, man er klog. De kigger på en og ser sandheden: Der er tændt lys, men ingen er hjemme!
Han er knap 2 m. høj, og vejer 140 kg., han er let retarderet, og den kriminelle George "tager sig af ham" og udnytter hans styrke og totale loyalitet.
Jeg kunne blive ved at fortælle, men det er ikke meningen, at det skal blive et helt referat. Jeg kan forestille mig, at jeg vil læse bogen igen om nogle år, ligesom jeg plejer at gøre med gode bøger. Så ville det jo være træls at læse hele bogen her!

søndag den 27. september 2009

To forskellige genrer!

Jeg har efterhånden læst en hel del af Maeve Binchy's romaner, men fandt alligevel én jeg ikke havde læst. "Nights of Rain and Stars" på dansk "Nattens regn og stjerner", 2005.
Det foregår på en lille græsk ø, og man følger 4 turister fra hver deres land med hver deres problemer. De er mere eller mindre flygtet fra deres respektive dagligliv, og det er nok det, der er med til at binde dem sammen. På øen bor der en irsk kvinde, Vonni, der også har sin hemmelige historie, (som læseren får serveret i små bidder), og hun er med til at åbne de 4 turisters øjne for nogle af de ting, de selv kan ændre i deres liv, i stedet for kun at give omgivelserne skyld for deres fortrædeligheder. Bogen handler om forholdet mellem børn og forældre og mellem kærestefolk, og handler også om at tage vare på sit eget liv og være selvstændig. Opskriften: Hjemmefra - Ud - Hjem igen, men klogere, er helt klart anvendt i denne roman.
Den engelske forfatter Fay Weldon er ganske anderledes i sin fortolkning af verden! Hun er endnu en af mine favoritter! Hendes satiriske behandling af kvinders syn på dem selv og verden er suveræn. Romanen "Det værst tænkelige" fra 1997, viser først den pæne overflade/facade i en berømt skuespillers liv, for derefter at kradse mere og mere fernis af, så det hele faktisk falder fra hinanden til sidst. Og derefter konklusionen: Det var måske meget godt, at det gik, som det gik...
Her er kvindernes selvstændighed også i fokus, men noget mere aggressivt end når Binchy fortæller :-)
Begge bøger=god læsning!

søndag den 20. september 2009

Mere Nygaard og mere Grønland!

"Haabets ø" af J. Bech Nygaard fra 1953, er en fiktiv fortælling om missionæren Hans Paulssøn Egede, også kaldet Grønlands apostel.
Romanen giver et billede af en stærkt troende, temperementsfuld og streng mand, som får sit første embede allerede som 21 årig, på en norsk ø, Vågen.
Kort fortalt bliver Egede interesseret i Grønland, da han tilfældigt læser en bog om vikingerne, der bosætter sig på Grønland, (Erik den Røde og hans mænd).
Egede forestiller sig at vikingernes efterkommere stadig lever på Grønland, og tanken om at missionere bliver vækket til live.
Han ankommer til Grønland i 1721 sammen med sin kone Gertrud og deres 4 børn, og forlader først øen i 1736.
Han bliver dog dybt skuffet første gang han møder inuitterne:
Disse brune, braknæsede, stridhårede små mænd med de skæve øjne, fremstående kindben og korte, gnaveragtige tænder var helt anderledes, end han havde ventet. Han havde været overbevist om, at de måtte have nordiske træk...
Selvom "Haabets ø" er en roman, læser jeg den alligevel som en slags historiebog. Meget af bogen indeholder de fakta, man i dag ved om Hans Egede.


onsdag den 16. september 2009

J. Bech Nygaard og Grønland.

Bech Nygaard har haft en særlig plads hos mig, siden jeg som barn læste "Guds blinde øje" og "Du blev træl". Det var bøger, som vi piger bare måtte læse! Og vi led med de stakkels børn, der havde det så forfærdeligt...
Bech Nygaard har skrevet flere romaner, der foregår på og om Grønland, og min absolut favorit: "Natten er nådig", 1963, er historien om fangeren Noah, fra hans første bevidste tanke til hans farvel til livet.
Igennem hans lange liv oplever han et Grønland, der forandres fra et fangersamfund, hvor respekt for naturen og menneskene imellem er i højsædet, til civilisationens indtog hvor det er andre værdier, der får betydning for menneskene. Det er en historie om mennesker, om naturen og om Grønland.
Som en slags fortsættelse skrev han "Solen står lavt", 1968.
Her er fokus på de unge grønlændere, der tager til Danmark for at uddanne sig, for derefter at komme hjem til Grønland igen og bruge det, de har lært. Det er grønlændere, der skal bestemme i Grønland, og ikke danskere, der opfører sig som Herrefolk i Grønland.
Men det er naturligvis svært at være grønlænder i Danmark, og det er lige så svært at vende hjem til Grønland, og se sit land og sit folk med nye øjne, og pludselig være i tvivl om, hvor man hører til.
En god artikel om Grønland og dansk litteratur, klik her.

lørdag den 5. september 2009

Henri Charrière.

Bogen Papillon udkom i 1969, og fremstår som en autentisk fortælling om forfatteren Henri Charrière's livsvarige dom på "Frelsens Øer", Iles du Salut, hans oplevelser og alle hans flugtforsøg.
Otte gange forsøger han at flygte, og det lykkedes ham efter 13 år.
Bogen er filmatiseret med Steve McQueen og Dustin Hoffman i hovedrollerne.
Fortsættelsen "Banco", udkom i 1973, er beretningen om hans liv som en fri mand, og tilblivelsen af bogen "Papillon".
Det er bøger, jeg har læst flere gange, jeg har dem heldigvis til at stå på mine egne hylder:-) Hver gang jeg læser Papillon's historie, tænker jeg på, hvor meget af fortællingen der er autentisk, og hvor meget er opdigtet...

mandag den 24. august 2009

Long time no seen!

Det er ikke sådan at være blevet en del af den arbejdende befolkning efter at have studeret i 3½ år og gået ledig i 6 mdr.
Dejligt at føle at man "gør" noget, det har jeg savnet...

Jeg læser stadig bøger, men det bliver kun en opremsning:
"Sort Guld" af Clark Howard, (Dirt Rich), 1986.
"Ingen grund til overdramatisering", af Erling Jepsen, 1999.
"Den som blinker er bange for døden", af Knud Romer, 2006.

Når jeg har fået noget rutine på mit nye arbejde, har jeg planer om, at skrive lidt på bloggen ind i mellem. Men i øjeblikket får den lov at hvile..

mandag den 20. juli 2009

Mediebevågenhed.

Der stod noget interessant på bagsiden af NordJyske søn. d. 19. juli om bøger på mode og ikke på mode:
Fra tid til anden ligger det pludselig i luften, at dén og dén bog skal man bare læse.
En overgang var det Peter Høegs "Frøken Smillas fornemmelse for sne", og de senere år har det været svenske Stieg Larssons trilogi om "Pigen med dragetatoveringen", som "Mænd der hader kvinder" er endt med at hedde på amerikansk. ("The Girl With the Dragon Tatoo").
Også Jens Smærup Sørensen har fået sin del af opmærksomheden med "Mærkedage", og lige for tiden er der forskellige romaner, som man bare må læse, af en eller anden grund mest krimier, en genre, som indtil for ganske få år siden levede sit eget stille og upåagtede, næsten tabubelagte liv, hvor den nu er helt fremme på allerøverste hylde hos både boghandlere og biblioteker.
Hvad de fleste uden tvivl glemmer er, at dagens boghit ofte er glemt om lidt.
Hvem læser i dag "Frøken Smillas ..."?
Langt de fleste bogværker ender - uanset hvor meget de bliver læst og skamrost i dag - i glemsel. Så Hanne-Vibeke Holst og alle I andre, nyd opmærksomheden lige så længe den varer!
Efter min mening er det netop medierne, der er "skyld i" denne lidt ensretning af, hvad "man" læser. Går man ind i en boghandel, et supermarked eller på biblioteket er det de samme titler, der tilbydes.
Det er lidt ærgerligt, når man tænker på alle de gode romaner, der f.eks. står på bibliotekets hylder, der bliver overset, fordi de ikke eksponeres på linje med de nyeste, og mest medieomtalte, krimier.
Og hvorfor skal boghandlerne, der jo er en specialforretning, absolut sælge de samme bøger, som man som regel kan købe billigere i supermarkedet? Der burde da netop være et større og mere varieret udvalg.
Medierne har magt!!!

Harry Potter.

Da de første "Harry Potter" bøger udkom sidst i 1990´erne, var der så meget omtale, at det gjorde mig nysgerrig!
Jeg læste de 4 første, (ud af 7 bøger), og syntes, at J.K. Rowling havde gjort det godt.
Harry Potter gled ud af repertoiret, men da Kvickly havde alle 7 bøger på tilbud til bare 300,- kr., slog jeg til...
Så nu er jeg fortsat, hvor jeg kom til, og har netop læst den femte bog: "Harry Potter og Fønixordenen".
Så det er, hvad der er på tapetet i denne tid!

tirsdag den 14. juli 2009

Mere Erling Jepsen!

Ja, jeg har det med at blive grebet af en forfatter, når jeg har læst en god bog af vedkommende. Jepsen har også skrevet "Kunsten at græde i kor", 2002, og "Med venlig deltagelse", 2006.
"Kunsten at græde i kor" er filmatiseret, og det var efter at have set filmen, at jeg fik lyst til at læse bogen.
"Med venlig deltagelse" er en fortsættelse, hvor børnene er blevet voksne, faderen er død, og de 2 af børnene, Allan og Sanne, vender tilbage for at besøge deres mor.
Historien er sådan set tragisk, men den er fortalt humoristisk, så man må grine ind i mellem. Det er et par gode romaner.
Jepsen skrev i 1999 "Ingen grund til overdramatisering", den har jeg endnu til gode.

søndag den 12. juli 2009

Frygtelig lykkelig.

Sidste roman på menuen er Erling Jepsens "Frygtelig lykkelig" fra 2004. Jeg så filmen for et halvt års tid siden i biografen, og den var god. Det er en af grundene til, at jeg ønskede at læse bogen, der er altid "bonus materiale" i en bog i forhold til en film!
Fra bagsideteksten: "Robert Hansen fra København skal være den ny landbetjent i Højer, og han har sine problemer med at falde til i det Sønderjyske. Her gør man tingene på sin egen måde, for det er jo ikke alt, man behøver rapportere til politimesteren i Tønder."

fredag den 10. juli 2009

sommerlæsningen fortsætter...

"Borte med blæsten" af Margeret Mitchell var den første "rigtige" roman jeg læste. Jeg var nok 10 år, og det var en stor mundfuld! Siden har jeg læst den igen og igen, og da "Scarlett" af Alexandra Ripley udkom i 1991, måtte jeg selvfølgelig eje den...
Da jeg tilfældigt opdagede "Rhett Butlers fortælling" af Donald McCaig på biblioteket, (2007), var jeg nødt til at læse den!
Romanen tager udgangspunkt i Mitchell's historie fra 1936, men oplevet med Butler's øjne. Persongalleriet er anderledes, men der er også alle de "kendte", bl.a. Atlantas prominente indbyggere og beboerne på Scarlett's barndomshjem Tara og de øvrige borgere i Clayton County, ganske som i "Borte med blæsten".
Anderledes er fokus på Butlers lillesøster Rosemary, hans bedste ven den sorte slave Tunis, og hans forhold til Belle Watling, bordelmutter i Atlanta, der i denne udgave også får en livshistorie.
Kender man "Borte med blæsten", og evt. "Scarlett", er det sjovt at læse "Rhett Butlers fortælling".

søndag den 5. juli 2009

Mere Svend Åge Madsen!

Efter at have læst "Syv aldres galskab" af Svend Åge Madsen, fik jeg lyst til at læse mere af ham. Jeg fandt en novellesamling, "Manden der opdagede at han ikke eksisterede", fra 2007.
Den indeholder 13 noveller, hvor man undervejs opdager en sammenhæng mellem nogle af historierne. En sammenhæng på den måde at nogle af historierne fortælles gennem andre personer med andre perspektiver.
Han beskriver specielle situationer, følelser og fornemmelser, der kan forekomme mennesker imellem. Det er menneskeskæbner, der griber ind i hinanden, tilfældigheder eller er det "skæbnen"?? Det er livet og livet efter...
Hans sprog er utroligt, det er så beskrivende, at man "ser" steder, begivenheder og mennesker for sig.
"Alle er vi hinandens skaber og skabning", er konklusionen på en af novellerne. Tænker man godt efter, har manden jo ret:-)
Det er ikke sidste gang jeg har læst Svend Åge Madsen!

torsdag den 2. juli 2009

Frank McCourt.

Ved et tilfælde, som det tit er, lånte jeg "Angelas aske". Titlen havde jeg set flere gange i reklamer fra boghandlere, men det var ikke en bog, jeg umiddelbart følte trang til at læse.
Men... Det viste sig at være en af de bedste romaner, jeg længe har læst.
Det er en erindringsbog, hvor forfatteren Frank McCourt fortæller om sin barndom i en lille by i Irland.
En smagsprøve: Jeg blev født i New York, og bragt til Irland før jeg fyldte fire år. Jeg havde tre brødre. Min far, en alkoholiseret, vild mand, stor patriot, altid parat til at dø for Irland, forlod os da jeg var knapt elleve år. En lillesøster døde som spæd, tvillingedrenge døde, to drenge blev født. Min mor tiggede mad, tøj og kul til at koge vand til te. Mine brødre og jeg gik ud af skolen som fjortenårige, arbejdede, drømte om Amerika, og sejlede af sted, den ene efter den anden.
Bogen udkom i 1996, blev en bestseller, oversat til 30 sprog, og McCourt modtog Pullitzer-Prisen for den.
Efterfølgende skrev han "Lykkens Land", i 1999, der handler om tilværelsen i Amerika, om de forskellige jobs han har, og hans tid som soldat. Han uddanner sig til lærer, og i den tredie bog "Hr. Lærer" fra 2005 fortæller han om 30 års arbejde som lærer, og om nogle ukonventionelle undervisningsmetoder.
Alle 3 bøger er skrevet i en humoristisk tone, og skrevet så man ser personer og steder levende for sig.
Læs dem, og gi' mig ret!!

"Angelas aske" blev filmatiseret, jeg har ikke set filmen endnu. Jeg fandt en anmeldelse, der ikke er ret positiv! Og et andet link bare for information...

tirsdag den 16. juni 2009

Hvorfor læse skønlitteratur?

Sven Møller Kristensen skriver, at den litterære kunst kan være med til at anskueliggøre noget, man i forvejen har i sig. Der kan forekomme en proces, hvor genkendelse og erkendelse i den læste litteratur giver en ny indsigt i en selv og i forhold til omverdenen.
Sådan en oplevelse, mener han, er dog betinget af, at læseren er på bølgelængde med forfatteren, at læser og forfatter ideologisk og sprogligt er knyttet til den samme sociale klasse.

Det kan så diskuteres!

Romaner kan fungere som oplysning, man kan få noget at vide om andre lande, tider og mennesker, eller de kan fungere som underholdning, rent tidsfordriv...
Nogle læsere vil have fokus på formen og stilen ved et værk, kompositionen, ironien og satiren. Æstetiske kriterier - selve det kunstneriske ved værket.
Andre læsere er interesseret i den fortalte historie, og at det er skrevet, så man lever sig ind i den fortælling, som forfatteren formidler.
En ting er sikker: Et værk fungerer forskelligt overfor forskellige grupper af mennesker.

Det man vælger at læse, afhænger af hvilket humør man er i, og hvor man er i sit livsforløb.
Nogle gange er det intellektuel stimulation, der er behov for, andre gange en flugt til fantasiens verden, så man for en tid kan glemme hverdagen.
Der er en sikkerhed og beroligelse i at læse gamle favoritter, eller nye bøger af allerede kendte forfattere.
Andre gange vil man overraskes...

"Sometimes a book just has nothing to say to you, and that's probably because you have to had some prior experience", og det udsagn hænger sammen med "People learn to read by reading".
(Citaterne er fra en artikel af Catherine Sheldrick Ross.)

Litteratur:
Kristensen, Sven Møller. (1984). Det relative ved litterær værdi. I: Jørgen Dines Johansen og Erik Nielsen, (red.) Litterær værdi og vurdering. (s. 117-124). Odense: Odense Universitetsforlag.

Ross, Catherine Sheldrick. (2001). Making Choices: What Readers Say About Choosing Books to Read for Pleasure. Acquisitions Librarian, 2001, (25), pages 5-21.

fredag den 12. juni 2009

Mere litteratur... Eskapisme??

Koontz kavalkaden er ovre. Jeg sluttede af med en gammel én: "Rædslernes hus" fra 1982. ("The House of Thunder").
En kvindes mareridt, hvor de døde tilsyneladende er vendt tilbage for at hævne sig på hende.
De nyeste Koontz er nu stadig de bedste!!!

Jeg "faldt over" en C.S. Lewis roman på biblioteket. Jeg kender hans Narnia fortællinger, som jeg læste da jeg var barn, og som jeg stadig kan finde på at læse. På det punkt er jeg måske lidt barnlig?!
Denne bog, "Den store skilsmisse" fra 1947, (Originaltitlen "The Great Divorce" er fra 1945), er ganske anderledes, men den er også skrevet for et voksent publikum.
Kort fortalt er det en forestilling om Himmel og Helvede, og om menneskets tro på kærligheden, på Gud og hvordan vi behandler hinanden på godt og ondt. Mest ondt.
Det er bestemt ikke en pageturner, men der er noget, der sætter filosofiske tanker igang...

mandag den 8. juni 2009

Dean Koontz kavalkade...

Jeg har et par Dean Koontz romaner på hylden. Helt præcis 11 stk.
"Odd Thomas", (2003) er en af dem, og da jeg havde genlæst den, opdagede jeg, at der var to bøger mere, hvor Odd Thomas er hovedpersonen.
Heldigvis for folkebiblioteket, hvor jeg lånte "Odd for evigt", ("Forever Odd", 2005) og "Broder Odd", ("Brother Odd", 2006).
Romanerne er spændende, humoristiske og svære at slippe.
Da jeg nu var kommet godt igang med Koontz, fik jeg (gen)læst "Døren til December", ("The Door to December", 1997), og "I Månens skær", ("By the Light of the Moon", 2002).
Skrivestilen er efter min mening bedre i de nyeste romaner end i de ældre. Fælles for historierne er gale videnskabsmænd, psykopater og overtro, og de gode mod de onde. Der er altid specielle karakterer med, enten specielle i form af fysiske eller psykiske handicap, eller personer der har været ude for traumatiske oplevelser. Der er lidt Stephen King over det!

søndag den 31. maj 2009

Litteratur i flere lag...

Jeg må indrømme, at jeg var skeptisk, da jeg startede på "Syv aldres galskab" af Svend Åge Madsen.
Det første kapitel virkede underligt, rodet, sådan en stil hvor man tænker: Hvad handler det her om?!
Men! Pludselig fænger den. Det gjorde den i hvert fald for mig.
Her kan man tale om litteratur i flere lag:

Én historie er den gamle klokker, der fortæller den unge latinskoleelev Bertel, om nogle åbenbaringer eller syn, som den gamle er begyndt at få.
En anden historie foregår i vores tid, hvor en anden gammel mand fortæller sin slægts historie til Tobias, en ung mand i vores tidsalder, og som læseren opdager, netop er de syner, som den gamle klokker i midten af 1600 tallet ser.
Den tredie historie fortælles af Tobias, som indgår et væddemål om at være god i et år, og det er hans mærkelige oplevelser, som læseren får indblik i.

Der er så meget tankevækkende stof i romanen, og jeg bliver nødt til at læse den igen en anden gang!

fredag den 22. maj 2009

Baader-Meinhof Komplekset!

Jeg var i biografen i går!
Det var "Der Baader-Meinhof Komplex" der var næste film i Biografklub Danmark. En film, der skildrer studenteroprøret i 1960'erne, og gav bl.a. et bud på, hvorfor nogle oprørere bliver så ekstreme i deres modvilje mod samfundets magthavere.
En god, men barsk, film.

Gammel dansk og Irsk historie..

Som læsehest og bibliotekar er Herman Bang nok en forfatter man bør stifte bekendtskab med! Jeg har læst "Tine", i en udgave med noter af Marie Hvidt og efterskrift af Villy Sørensen. Den første udgave af "Tine" kom i 1889.
Fortællingen foregår på Als i Sønderjylland under krigen i 1864. Tine og skovrider Bergs kærlighedsaffære, som forandrer Tines verden, samtidig med at verdenen omkring hende ødelægges.
Der findes mange analyser og fortolkninger af Herman Bangs forfatterskab.

Maeve Binchy har blandt mange andre romaner skrevet "Echoes", på dansk "Ekko". (Fra 1985). Den er filmatiseret i DR-tv i 4 afsnit under titlen "Genklange".
Den foregår i Irland i et lille lukket katolsk samfund. Tiden er 1950-1962. Enhver kender "sin plads", klasseforskellene er markante. Der er som altid i Binchy's romaner et stort persongalleri, men den overordnede historie handler om Clare, som er datter af ejeren af en lille butik i byen, og David, som er søn af byens læge. Hun kæmper for at få en uddannelse, og han kæmper for at frigøre sig fra de forventninger, der stilles til ham.

fredag den 15. maj 2009

Bare for sjov :-)

A little of everything..
Wordle: A little of everything

Ord-skyer, wordclouds, fra en udvalgt tekst! Tjek wordle.net.

Ugens film!

En anderledes film, en super god film, en Bornedal film... "Fri os fra det onde" er en af de film, man ikke glemmer lige med det samme. Den spiller i den grad på hele følelsesregisteret, man er lidt stille og tænksom, når Sonja Richter, der er fortæller, siger: Der er ikke mere.... Der er altså ikke mere! Den kan anbefales:-)

onsdag den 13. maj 2009

Månefuglen..

Jeg har genlæst "Månefuglen" af Lars Bo, en af de romaner jeg kan læse igen og igen. Det foregår i Vikingetiden, og man følger Asger fra hans barndom til han bliver voksen. Asger vil være maler, og Gymse, landsbyens heks, siger til ham: "Du er en mærkelig dreng, for jeg ser, at du skal sætte et tegn i verden som skal stå længe." Det tegn viser sig at være Asgers bidrag til det berømte bayeux-tapetet, det er nemlig ham, der maler på lærredet, og kvinder, under ledelse af dronning Matilda, der broderer hans tegninger.

torsdag den 7. maj 2009

Bøger og film.

Efter at have læst "Gøgereden" af Ken Kesey, ("One Flew Over The Cuckoo's Nest"), tænkte jeg over, hvor mange bøger jeg egentligt har læst, der er filmatiserede.
Skulle man lave en liste?? Næ, det er der nok nogle andre, der har gjort. Det er der også, men det er langt fra komplette lister, jeg fandt.
Det kan være en fremtidsprojekt, at få oprettet sådan en liste! Naturligvis én der jævnligt skal opdateres, da fænomenet langt fra er sjældent...

http://www.litteratursiden.dk/node/64398
http://www.mcpl.lib.mo.us/readers/movies/

torsdag den 30. april 2009

Styr på filmene!

Vores efterhånden pæne samling af DVD'er har været uoverskuelig i lang tid. Nu er de inddelt i danske og udenlandske film, og genre inddelt så det er nemmere at finde en bestemt film.
Jeg har kaldt dem: Drama, Thriller, Gys, Dogmefilm, Komedie, Animationsfilm, Krigsfilm, Eventyrfilm og Kærlighed. Derudover en del store boxe, der står for sig selv.
Selvfølgelig er alle film nu skrevet på en liste, det må være bibliotekar-genet...

torsdag den 23. april 2009

Flere gode romaner!

Spansk for begyndere er slut, desværre. Det var sjovt og lærerigt! Der kommer et kursus til efteråret, der fortsætter, hvor vi slap, men til den tid har jeg forhåbentligt et arbejde at passe. Hvis ikke, er jeg med på noget mere spansk!
Siden sidst har jeg læst Jørn Riel, hans "Mine fædres hus", som er fortællinger fra Arktis i forrige århundrede. De er bare sjove:-)
Herbjørg Wassmo's trilogi "Dinas bog", "Lykkens søn" og "Karnas arv" har jeg genlæst. Man følger Dina fra hun er ca. 4 år, og ved et uheld skolder sin mor, der dør af ulykken. Uheldet følger hende gennem hele livet. Som 16 årig bliver hun gift med en mand, der er ældre end hendes far. Musikken får stor betydning for hende, og bliver et redskab hun bruger til at udtrykke følelser med. Alle finder hende aparte, men det lykkes hende at få magt over personerne i hendes nærhed, og dermed prestige i det lille samfund. Hun får en søn, som anden del af trilogien handler om, og han er mærket af moderens oplevelser og væremåde. Sønnen får en datter, som den tredie del fortæller om. Den kan anbefales!!!
"Dinas bog" er filmatiseret, "Jeg er Dina". http://www.cinemazone.dk/movie.asp?id=721

søndag den 22. marts 2009

Og nu til noget helt andet...

Indtil nu har mine job ansøgninger ikke givet noget positivt resultat. Men der går meget tid med at skrive ansøgningerne! Der går også tid med at læse, løse krydsord og min spansk undervisning. Min gamle far får jævnt tit besøg af mig, og da han skal flytte d. 1. april, er der flere ting, jeg er behjælpelig med.
Jeg har fået læst "Duma Key" af Stephen King, (2008). Endnu engang formår King at skrive om mennesker og deres psyke, om dagligdags tanker, man kan identificere sig med, samtidigt med at det er spænding og gys fra første til sidste side. Den kan anbefales!
Jeg fandt "Iliaden" fortalt af Bent Haller på bogudsalg, og købte den netop fordi, det er Bent Haller, der fortæller. Den er fortalt, så man forstår det klassiske helteepos, det store slag mellem guder og mennesker, belejringen af Troja og slutningen med den berømte trojanske hest.
Det går fint med at lære spansk, jeg øver konstant inde i hovedet, og taler højt med mig selv, når jeg er alene :-)

torsdag den 29. januar 2009

Bibliotekar DB

I dag er dagen, hvor de sidste 3½ års uddannelse er slut.
Nu er min officielle "titel" bibliotekar, og en milepæl i mit liv er nået.
Jeg har to projekter at føre ud i livet, et kortsigtet og et langsigtet.
Det korte projekt er at lære spansk på begynder niveau, det lange projekt er et job, hvor mine ønsker gennem de sidste mange år, bliver indfriet: Bibliotekar på et folkebibliotek!
Jeg har tvivlet og været usikker flere gange under uddannelses forløbet, men det er lykkedes, og jeg er ovenikøbet stolt af mine karakterer. Derfor er jeg optimistisk, selvom bibliotekar-job-situationen ikke ser for positivt ud i øjeblikket. Det skal nok lykkes!!!

onsdag den 21. januar 2009

Endelig færdig!

Nu kan jeg snart kalde mig bibliotekar! Næste hurdle er at finde et job.
Jeg deltog i et jobsøgningskursus på Biblioteksskolen, hvor Sofie Plenge fra BF kom med gode råd og eksempler. Både mht. at læse et stillingsopslag, skrive et CV og en ansøgning, der gerne skal resultere i en jobsamtale.
Det er nok 20 år siden, jeg sidst skrev en jobansøgning, så det er en hel videnskab, at skulle til det igen.
http://karrierevejviser.dk er et udmærket sted, at søge vejledning.