Erna og rumæneren

Erling Jepsen: "Erna og rumæneren", 2020.
Stedet er Sønderjylland - Bramstrup, året er 2020. Der skal fejres 100 års jubilæum for landsdelens genforening med Danmark.
Erna Jensen er hovedpersonen, hun er oldebarn af den Erna, som Jepsen skrev om i "Erna i krig".
Nutidens Erna har også en søn ved navn Kalle, og han er heller ikke den skarpeste kniv i skuffen...
Erna er på kontanthjælp, hun forsøger at tjene lidt ekstra ved at sælge sit hjemmebag, og tilbyder derudover sin hjælp hvor hun kan. Og hun skal jo også passe på sin Kalle, så han er med overalt - siddende bag på Ernas Puch Monza.
Da sagsbehandleren ved kommunen sender Erna ud i et job som handicaphjælper, er det derfor med blandede følelser. Men det går nu over al forventning!
2 københavnere er kommet til Bramstrup. De repræsenterer en fond, der har bevilget penge til forskønnelse af byen. I forbindelse med jubilæet vil de kongelige køre gennem Bramstrup, og så skal husene på ruten se præsentable ud. Hvor stort beløbet er, svæver i det uvisse - men Erna går ind for medbestemmelse, og hun nedsætter en komité med sig selv som formand. Der er mange i den lille by, der mener at netop deres hus/have trænger til forskønnelse!
Erling Jepsens personer er komiske. Han giver dem karaktertræk, som man genkender fra virkeligheden, og skruer så op for volumen.
Fremmedhad, socialt bedrageri, utroskab og selvtægt er nogle af elementerne i romanen. Og alt går op i en højere enhed, fordi borgerne i det lille samfund trods alle kontroverser står sammen i fælles front.
Romanen er i den lette genre - sort humor er hovedingrediensen.

De hundrede hemmelige sanser

"De hundrede hemmelige sanser", Amy Tan, 1995. (Min er 2. udgave fra 1998)
Fortælleren er Olivia Laguni. Hun har en kinesisk halvsøster: Kwan. De har samme far, men hvor Olivia er vokset op i USA med en amerikansk mor, så er Kwan 100 % kinesisk. Hun kommer til staterne som 18 årig, og bliver hende, der fylder mest i "Libby-ah"'s liv.
Olivia er separeret fra Simon. De "er vokset fra hinanden", men i følge Kwan hører de sammen, da de i et tidligere liv også var forbundne.
Kwan har nemlig yin-øjne - hun ser og kommunikerer med de døde og tror på reinkarnation. Gennem Olivias opvækst fortæller hun om sine tidligere oplevelser, altid om natten og som om det er drømme. Men er det drømme eller virkelighed?
Kwan overbeviser 'Libby-ah' om at de må rejse til bjerglandsbyen Changmian, hvor deres afdøde far og Kwan kommer fra. Simon skal med, bare som skribent til en reportage, de skal lave sammen.
Det bliver en overraskende og afgørende rejse for dem alle 3.
Amy Tan skriver med humor, og læseren beriges med kinesisk kultur og filosofi. Hun blander fortid og nutid sammen, det ene kan ikke stå alene uden det andet.
Det er den 4. roman af Amy Tan, jeg læser, og hun har endnu ikke skuffet.

Museer for folket

Endnu en bid af Danmarks historie: "Museer for folket", Thomas Bloch Ravn, 2020, i serien 100 danmarkshistorier fra Aarhus Universitetsforlag.
Museer i dag er bestemt ikke, som museer var for godt 100 år siden. Dengang var det videnskab og forskning, særligt i arkæologien, der havde betydning. Formidling til almindelige mennesker blev ikke prioriteret.
Bogen fortæller om foregangsmændene, der fandt det vigtigt at bevare den nærmere fortid. Det skulle handle om mennesker, der skulle fokus på det folkelige aspekt.
En af disse mænd var Peter Holm, der lagde grunden til Den Gamle By i Aarhus. Hans modstander var Sophus Müller, der var helt uenig i, at man kunne flytte gamle huse og rekonstruere dem og derefter vise befolkningen, hvordan livet blev levet i bedste- og oldeforældrenes tid. Det var ikke videnskab, og hørte derfor ikke hjemme på et museum!
I vores tid findes der mange forskellige slags museer. Levende museer som Den Gamle By og Hjerl Hede, og lokale museer der har fokus på netop det, den enkelte købstad eller by har som noget særligt.
Og det handler mest om mennesker - ikke om ting. Formidlingen er vigtig, og det har også vist sig at være noget, folk de interesserer sig for. Ikke flintøkser på rad og række i montrer, men rekonstruktioner af hvordan vores forfædre levede og døde.
Meget interessant og oplysende bog!

Sofie

"Sofie", 1. del af trilogien "Sofie, Kristian, Mads", Ole Frøstrup, 1996.
I denne første del er det Sofies historie, Frøstrup fortæller om. Hun vokser op i en lille landsby - Arnakke ved Isefjorden. Romanen fortæller om livet på landet i 1930'erne på godt og ondt, om skolegang, konfirmation, og de muligheder for uddannelse, der var for piger og drenge på den tid. Sofies mor, Amalie (Malle) er den stærke i forældrenes forhold. Hun er kyndig i naturmedicin, og hun vil gerne have, at Sofie også lærer om planternes helbredende egenskaber. Landsbyens beboere kommer til Malle, når de fejler noget. Unge piger der er 'kommet galt afsted', finder også vej til hende.
Faderen Sven er skovarbejder, og hans kærlighed til naturen giver han videre til Sofie. Sofie kender alle dyr i skoven, hun tømmer åleruser, og færdes hjemmevant i skoven. Hendes gode ven Kristian, som er søn af faderens ven Mads, drømmer om at blive skytte eller skovløber. De to børn/unge mennesker er fortrolige og er et godt makkerpar.
Sofie har et kunstigt ben. Da hun var lille, frøs hun fast i isen, og det resulterede i, at det ene ben blev amputeret. Trods sit handicap er hun en pige, der ikke er bange for udfordringer. Hun er dygtig i skolen og drømmer om at blive lærer. Livet former sig dog ikke helt som ønsket, Sofie oplever store tab i sit liv.
Efter at have læst "Sofie" falder mange brikker på plads, når jeg tænker på "Kristian". Forskellen på de to bøger er nok, at "Kristian" handler meget om 2. verdenskrig og modstandsbevægelsen, hvor "Sofie" mere handler om tiden på landet før krigen, og hvordan menneskene klarer dagligdagen. Men godt skrevet er gældende for alle 3 romaner, man fanges hurtigt ind i verdenen, der var engang.