"En dag vil vi grine af det", 2018, fortsættelsen af Thomas Korsgaards debutroman "Hvis der skulle komme et menneske forbi".
Tue er blevet en ung mand på 17 år, han går i gymnasiet på 1. år.
Hans mor er stadig i centrum, han hader hende, og han elsker hende. Hun er der bare ikke for ham!
Læseren får Tues liv via små fortællinger, der i helheden viser en dysfunktionel familie.
Tue får en god veninde, Iben. Sammen med hende kan han være sig selv - de to udforsker 'voksenlivet' sammen. Iben ved godt at Tue er homoseksuel, næsten førend han selv er klar over det.
I familien er kærlighed, opmærksomhed og omsorg nærmest ikke-eksisterende.
Romanen er godt skrevet, men lidt anderledes end Korsgaards første roman. Måske har de mange negative reaktioner fra familien over hans første roman påvirket ham, det føles som om, han har givet sig selv snor på, han holder lidt igen..
'Tue' er fiktiv, men de små fortællinger er bygget over virkelighed.
torsdag den 18. oktober 2018
Hvis der skulle komme et menneske forbi
Thomas Korsgaard har skrevet sin første roman: "Hvis der skulle komme et menneske forbi", (2017), og han har gjort det godt!
Jeg-fortælleren er Tue. Han bor sammen med sin familie i en forstad til mørket, klemt inde mellem utallige andre ligegyldige småbyer, som han kalder Nørre Ørum i nærheden af Skive.
Der er ikke meget kærlighed og omsorg i Tues familie. Hans far er uberegnelig, hans mor gemmer sig foran computerskærmen, hvor hun spiller på internettet. Familiens hunde bliver rost, men de 3 søskende må passe sig selv.
I skolen er Tue 'klassens klovn', han har ingen venner, han skiller sig ud fra mængden.
Romanen viser et billede af en dreng, der prøver grænser af for at finde sig selv. Han mærker tidligt, at han ikke passer ind i de normer, omverdenen har bestemt. Han søger hele tiden faderens opmærksomhed og moderens kærlighed - uden at få den.
Romanen var en uventet fødselsdagsgave - og da jeg havde lært Thomas Korsgaard at kende, måtte jeg ha' mere! Så jeg lånte "En dag vil vi grine af det", som er fortsættelsen af denne.
Han skriver godt, Thomas Korsgaard - jeg tænkte af og til på Erling Jepsen...
Jeg-fortælleren er Tue. Han bor sammen med sin familie i en forstad til mørket, klemt inde mellem utallige andre ligegyldige småbyer, som han kalder Nørre Ørum i nærheden af Skive.
Der er ikke meget kærlighed og omsorg i Tues familie. Hans far er uberegnelig, hans mor gemmer sig foran computerskærmen, hvor hun spiller på internettet. Familiens hunde bliver rost, men de 3 søskende må passe sig selv.
I skolen er Tue 'klassens klovn', han har ingen venner, han skiller sig ud fra mængden.
Romanen viser et billede af en dreng, der prøver grænser af for at finde sig selv. Han mærker tidligt, at han ikke passer ind i de normer, omverdenen har bestemt. Han søger hele tiden faderens opmærksomhed og moderens kærlighed - uden at få den.
Romanen var en uventet fødselsdagsgave - og da jeg havde lært Thomas Korsgaard at kende, måtte jeg ha' mere! Så jeg lånte "En dag vil vi grine af det", som er fortsættelsen af denne.
Han skriver godt, Thomas Korsgaard - jeg tænkte af og til på Erling Jepsen...
fredag den 12. oktober 2018
I virkeligheden
"I virkeligheden", 2014, Torben Munksgaard.
Er det en roman? Er det en novellesamling? Er det en samling af følelser og stemninger på skrift?
Jeg ved det ikke, men bogen består af en masse fortællinger om nogle mennesker, der på én måde har en relation, og alligevel står historierne om den enkelte alene.
Der er på den måde ikke én, men flere 'hovedpersoner'. Der er emner om angst, paranoia, sidespring, usikkerhed, voyeurisme, ensomhed. De enkelte personers historie, relationerne imellem dem, hemmelighederne - som forfatteren antyder, at vi alle på én eller anden måde har over for omverdenen - beskrives som tanker og følelser. Jeg blev sommetider i tvivl om, hvad der var virkelighed i bogen, og hvad der var personernes tanker og stemninger.
Egentligt en genial betragtning af os mennesker, men lidt 'svær' at læse! Jeg var flere gange nødt til at gå tilbage i historierne, for lige at tjekke op på, hvem der var hvem, og hvordan det hele nu hang sammen.
"I virkeligheden" var en helt anden slags roman end "Muren" og "Johns saga" - men jeg er ikke færdig med Torben Munksgaards forfatterskab:-) Hans måde at gå ind i hovedet på sine personer føles ægte.
Er det en roman? Er det en novellesamling? Er det en samling af følelser og stemninger på skrift?
Jeg ved det ikke, men bogen består af en masse fortællinger om nogle mennesker, der på én måde har en relation, og alligevel står historierne om den enkelte alene.
Der er på den måde ikke én, men flere 'hovedpersoner'. Der er emner om angst, paranoia, sidespring, usikkerhed, voyeurisme, ensomhed. De enkelte personers historie, relationerne imellem dem, hemmelighederne - som forfatteren antyder, at vi alle på én eller anden måde har over for omverdenen - beskrives som tanker og følelser. Jeg blev sommetider i tvivl om, hvad der var virkelighed i bogen, og hvad der var personernes tanker og stemninger.
Egentligt en genial betragtning af os mennesker, men lidt 'svær' at læse! Jeg var flere gange nødt til at gå tilbage i historierne, for lige at tjekke op på, hvem der var hvem, og hvordan det hele nu hang sammen.
"I virkeligheden" var en helt anden slags roman end "Muren" og "Johns saga" - men jeg er ikke færdig med Torben Munksgaards forfatterskab:-) Hans måde at gå ind i hovedet på sine personer føles ægte.
søndag den 7. oktober 2018
Kongernes forbandelse
Endnu en Victoria Holt roman fra hylden: Kongernes forbandelse, 1974.
Den er ligesom den foregående læst flere gange før, men som i krimiserien Barnaby kan jeg aldrig helt huske plottet;-) Det er afslappende læsning, man behøver ikke at tænke så meget. Victoria Holt bruger samme opskrift i sine romaner, blot tilsat forskellige krydderier.
I Kongernes forbandelse er den forældreløse Judith hovedpersonen og jeg-fortælleren. Hun bor hos præsten, som har to døtre. Præstens tredie datter er død i en togulykke, og Judith får fortalt, at 'tanterne' fandt hende i samme togulykke.
Judith får lov til at blive undervist på landsbyens store gods, Keverall Court, sammen med børnene dér. Godsejeren er interesseret i arkæologi, og giver derfor økonomisk støtte til en kendt arkæolog Sir Edward Travers, der ejer huset Giza House i nærheden af godset.
Judith finder et bronzeskjold på kirkegården, og det bliver indledningen til en voksende interesse for arkæologien - og for Sir Travers' søn, Tybalt...
En del af handlingen foregår i Egypten, hvor en af Judith's drømme går i opfyldelse: At deltage i en arkæologisk ekspedition efter gravkamre i pyramiderne.
Kærlighed, spænding og en happy end!
Den er ligesom den foregående læst flere gange før, men som i krimiserien Barnaby kan jeg aldrig helt huske plottet;-) Det er afslappende læsning, man behøver ikke at tænke så meget. Victoria Holt bruger samme opskrift i sine romaner, blot tilsat forskellige krydderier.
I Kongernes forbandelse er den forældreløse Judith hovedpersonen og jeg-fortælleren. Hun bor hos præsten, som har to døtre. Præstens tredie datter er død i en togulykke, og Judith får fortalt, at 'tanterne' fandt hende i samme togulykke.
Judith får lov til at blive undervist på landsbyens store gods, Keverall Court, sammen med børnene dér. Godsejeren er interesseret i arkæologi, og giver derfor økonomisk støtte til en kendt arkæolog Sir Edward Travers, der ejer huset Giza House i nærheden af godset.
Judith finder et bronzeskjold på kirkegården, og det bliver indledningen til en voksende interesse for arkæologien - og for Sir Travers' søn, Tybalt...
En del af handlingen foregår i Egypten, hvor en af Judith's drømme går i opfyldelse: At deltage i en arkæologisk ekspedition efter gravkamre i pyramiderne.
Kærlighed, spænding og en happy end!
Abonner på:
Opslag (Atom)