fredag den 30. maj 2014

Den herreløse ridder.

Den herreløse ridder, George R. R. Martin, e-bog, 2014.
Tre fortællinger om konger - lord'er - riddere og væbnere i Martins univers fra En sang om Is og Ild.
Historierne foregår ca. 100 år inden, da Targaryen-dynastiet er på sit højeste.
Ridderen Dunk - sir Duncan den høje - og Æg er de to personer, som læseren følger i alle tre fortællinger.
Dunk er en stærk 2 meter høj ung mand, men ikke specielt kvik; "Dunk dosmer, tykhovedet som en borgmur", sagde hans gamle mester tit til ham, og det minder Dunk sig selv om, hver gang der kræves tankevirksomhed.... Men han har hjertet på det rette sted!
Æg er ikke så gammel - 8-9 år første gang de to mødes - men han er til gengæld ligeså kvik som Dunk er tykhovedet. Æg er en skaldet dreng, der bliver Dunk's væbner, og det viser sig snart, at der er en god grund til, at han rager håret af.
De er bl.a. til en stor ridderturnering, senere tjener de en gammel mand - sir Eustace - som tidligere var en lord, men nu blot har ruinerne af en borg og titlen lensherre, og de ender ved et tilfælde som gæster ved et bryllup i Hvidemure.
Magtkampe og grådighed tilsat ridderlighed, og bunkevis af navne og titler der skal holdes rede på. Og det er lidt svært ind imellem.
Gid Martin snart udgiver den sjette bog i En sang om Is og Ild:-)

lørdag den 17. maj 2014

Tyskerungen

"Tyskerungen" af Camilla Läckberg, 2007/2009, e-bogs udgave.
En svensk krimi med Erica Falck i hovedrollen.
En gammel mand bliver fundet død i sin stue, og han har været død længe.
Hvorfor er han blevet dræbt? Hvem er morderen?
Et opklaringsarbejde, hvor politiet i den lille by Fjällbacka og Erica Falcks mors dagbøger, giver læseren brik for brik i puslespillet, og til sidst passer brikkerne, og alle svar er givet.
2. verdenskrig er omdrejningspunktet, og historien skifter mellem nutiden og tiden under krigen, hvor grundlaget for mordet skal findes.
Erica finder hemmeligheder om sin mor, og emner som fremmedhad og parforhold er en integreret del af krimien. Meget svensk;-)
Men Läckberg er professionel, og krimien er en pageturner.

fredag den 9. maj 2014

Det ingen ved

Endnu en krimi fra Jan Mehlum: Det ingen ved, 2014, fra forlaget Siesta.
Advokaten Svend Foyn bliver hyret til at gøre et bo op efter en ung kvinde, der har taget livet af sig.
At det er selvmord er politiets konklusion, men da Foyn gennemgår den afdødes papirer og pc, er der små tegn, der tyder på, at politiet måske tager fejl.
Der dukker andre sager op med afdøde unge kvinder, der mistænkeligt minder om hinanden.
Svend Foyn er en interessant mand - med hang til cognac og cigarillos - han er, som vi mennesker er flest: med hvert vores særpræg:-)
En spændende krimi hvor læseren oplever historien fra såvel offer, forbryder og opklarerens vinkel.
Udover at det er en krimi, er der samtidigt fokus på nogle af samfundets nederste lag. Og netop det at livet ikke er sort-hvidt, at der findes ofre i mere end en forstand, er en implicit del af Mehlums historie.
Personerne i krimien er desuden skildret som "rigtige mennesker", og det er ikke kun vigtigt at finde gerningsmanden, men også at det er de rigtige, der bliver straffet.

onsdag den 7. maj 2014

De tusinde lampers hus.

Nostalgisk læsning: De tusinde lampers hus, Victoria Holt, 1974.
Somme tider er det rart at læse noget man kender, og valget faldt på romantik og spænding fra Victoria Holt.
Halvdelen af bogen foregår i England på et større gods, hvor hovedpersonen Jane bliver lært op i kinesisk kunst og kultur.
Hun møder den store kærlighed, som selvfølgelig ikke er uden komplikationer.
I den anden halvdel af fortællingen er hun kommet til Kina, hvor den familie, hun er kommet ind i, ejer et særligt hus: De tusinde lampers hus.
Køb og salg af antikviteter, hemmeligheder, magt og kærlighed, Østens mystik = denne roman.
De forskellige beskrivelser af kineserne og deres fremmedartede kultur, har altid interesseret mig, og serveret i denne forholdsvis lette genre, er det nem og afslappende læsning.

fredag den 2. maj 2014

Vor tid på Anholt

Vor tid på Anholt - 1. februar 1965 - 1. august 1976, af Holger Wolsing, 2013.
Holger Wolsing og hans kone tog springet i 1965 og flyttede fra fastlandet til øen Anholt midt i Kattegat.
De søgte - og fik - hver sin lærerstilling på øens skole.
Wolsing fortæller om dagliglivet, lidt i en pærevælling, historierne kommer i den rækkefølge, han husker dem.
På en ø, der er så isoleret fra det øvrige samfund, er der nogle specielle forhold. F.eks. fortæller han om tandlægen, der kommer på besøg et par gange om året, om skolen der ikke har opdelt børnene i klasser efter alder, men i 1965 bestod af lille klasse, mellem klasse og store klasse. På det tidspunkt var der 32 elever alt i alt på skolen. En særlig tradition var, at lærerne blev inviteret med til elevernes fødselsdage, bl.a. for at lære elevernes forældrene at kende.
Wolsing beretter om strandvagt, om strand- og brandfoged, om turisme - og den rolle han selv havde mht. sommerhus udlejning mv., den famøse heksekult-historie i 1973 og mange andre små anekdoter og oplevelser med Anholt boerne i de 11 år familien boede der.
Her på matriklen er vi ret glade for Anholt, så derfor er det særligt at finde en bog, der i den grad giver Anholt for alle pengene:-)
Bogen blev købt i Brugsen på Anholt!