lørdag den 24. april 2021

Tornfuglene og Angst i en håndfuld støv

 Genlæsning af Colleen McCullough's Tornfuglene
3 generationer af stærke kvinder.

Angst i en håndfuld støv - John Ives, 1979.
En spændingsroman om en voldelig psykopat, der bryder ud af  sit fangenskab, kidnapper de 4 psykiatere, der var skyld i hans anbringelse, og kører dem langt ud i ørkenen. Han tager alt fra dem, og overlader dem til den barske natur.
Romanen er genlæsning, men det er så mange år siden, at jeg havde glemt det meste. Udmærket underholdning, men hurtigt glemt igen. Interessant læsning om flora og fauna i ørkenen.

fredag den 2. april 2021

Margit Söderholm

 "Driver dug falder regn" og "Al Jordens herlighed" - 2 ældre romaner af den svenske forfatter Margit Söderholm. Henholdsvis fra 1943 og 1948.

"Driver dug falder regn": Historien udspilles på en gammel slægtsgård i Nordsverige i begyndelsen af 1800-tallet.
Storbonden Germund skal giftes med nabodatteren Gertrud. Det handlede ikke så meget om kærlighed, men om at være praktisk! To gårde får tilsammen mere jord, som økonomisk og socialt betyder mere magt i det lille samfund.
Men skæbnen vil, at Gertrud bliver forelsket i egnens nye spillemand, kærligheden sejrer og da hun ikke kan få sin kæreste på andre måder, stikker hun af med sin 'spillemand'. De to unge får siden hen en søn, der får navnet Jon.

Den forsmåede Germund møder tilfældigt den unge enke Sigrid, som er datter af Nævningemanden. 
Embedet er et af de øverste i samfundet, og nævningemanden er således både rig og respekteret. Det er et virkelig godt parti, og Germund håber, at folk dermed vil glemme fadæsen med Gertrud.

Germund og Sigrid bliver gift og får datteren Marit - og skæbnen spiller igen sit puds! Det bliver nemlig bestemt, at Marit skal giftes med Matts, som er nabosøn og et godt parti. Men Marit møder Jon - han redder hende fra at blive overfaldet af fulde unge mænd efter en danseaften, og hun hjælper til gengæld ham ved at reparere hans iturevne skjorte.
Jon er helt anderledes end de andre unge mænd, hun kender. Han er også spillemand som sin far, og ligesom faderen er han udstødt af samfundet. Han er dygtig til at spille på sin violin, og gammel overtro tillægger ham derfor overnaturlige evner. Folk mener, at han er i ledtog med 'Strømkarlen', en af de underjordiske, der lokker mennesker i Fossen - den voldsomme elv, der ligger ved landsbyen.
Marit er ikke overtroisk, hendes far har lært hende, at alt har en naturlig forklaring.

"Al Jordens herlighed" er en selvstændig fortsættelse af ovenstående.
Matts, der ikke får sin Marit, bliver i stedet gift med Lisbet. Hun er hovedpersonen i romanen, og her er det også dilemmaet kærlighed kontra praktisk virkelighed, der er på spil.
Hun gifter sig med Matts for at redde familiens gård, der ellers ville komme på fremmede hænder.

Det er store dramatiske slægtsromaner. Kærligheden er omdrejningspunkt, men livet i forgangne tiders Sverige er beskrevet på fineste vis. Hierarkiet i de små landsbyer, livet på gårdene, og de ting der var vigtige for menneskene på den tid. Troen på usynlige skabninger som man helst skal holde sig på god fod med, fylder meget for de fleste.
Hyggelig og opbyggelig læsning - og læst flere gange..
Romanerne er filmatiserede, og jeg fandt "Driver dug falder regn" på youtube! Hele filmen lå dér, og jeg streamede til TV'et. Filmen var meget tro mod bogen.