mandag den 28. oktober 2013

Svanesang.

Den 3. bog i Lars Widdings trilogi: "Svanesang" foregår i Sverige, Rusland og på De vestindiske øer i perioden 1811-1815.
Man følger fortsat bl.a. major Pistolekors, den gamle ritmester fra Fituna og gartneren Olle Sverkersson, der emigrerede til Saint Barthelemy.
Det var en barsk tur til den varme ø, men det ender heldigvis godt for ham.
Pastor Vallerius' efterfølger pastor Mangelson har sin helt egen historie, han er måske ikke så klog, og så alligevel! Fuld af gode ideer er han i hvert fald.
Kærlighed, krig og menneskeskæbner - godt fortalt! Hvad kan man ønske mere?

onsdag den 23. oktober 2013

Dybt at falde.

Anna Grue, "Dybt at falde", 2007.
Der kom lige en e-bog imellem Lars Widdings romaner, og jeg synes, at Anna Grue er rigtig god til at fortælle en historie om mennesker og forbrydelser!
Stedet er en dansk købstad, og hovedpersonen er Dan Sommerdahl, ansat som kreativ direktør i et reklamebureau.
Han er sygemeldt med stress, og tilfældet vil, at da rengøringsdamen på hans arbejdsplads bliver myrdet, er hans ven kriminalkommisær Flemming Torp netop på besøg, og derfor tager Dan med til mordstedet, og bliver involveret i opklaringen.
Han undersøger sagen på egen hånd, og får snart øgenavnet "Den skaldede detektiv"....
Krimiens omdrejningspunkt er trafficking, og handler om en privat organisation, der hjælper piger på flugt fra prostitution, men det er tilsyneladende ikke kun for at hjælpe pigerne, men også for nogle af medlemmernes egen vindings skyld.

Majorens afsked.

Majorens afsked, af Lars Widding, er - som det hedder - en selvstændig fortsættelse af "På ritmesterens tid".
Det er nogle af de samme personer, man følger, f.eks. er kaptajn Pistolekors og præsten Vallerius stadig centrale personer i historien, men også nye relationer bliver flettet ind på elegant vis.
Tiden er 1809-1811, og flere samfundsmæssige emner berøres.
Jeg er helt klar til mere Lars Widding!

torsdag den 10. oktober 2013

På ritmesterens tid.

Lars Widdings slægtsroman På ritmesterens tid foregår i Sverige sidst i 1700 tallet.
Man følger bønder og herremænd, og får en levende historie om en tid, hvor flertallet kæmpede for en ordentlig tilværelse hver eneste dag.
Præsten Vallerius har sin egen særlige fortælling, og det unge par, Annarella og Pelle Pistol, følger læseren også til den bitre ende... (dem fra Lokkeduen)
God, opbyggelig, hyggelig læsning!

onsdag den 2. oktober 2013

Lokkeduen!

En hyggelig letlæst bog, der foregår i 1700 tallets Stockholm: Lokkeduen af Lars Widding, 1973.
Hovedpersonerne er to unge mennesker, der er vokset op som bror og søster.
Han har lovet at sørge for sin søster, og finde en rig ægtemand til hende.
Han opdager dog undervejs, at han egentligt ikke har lyst til at andre skal ha' hende...
Læseren får et ret godt bud på, hvordan livet var dengang, med rig og fattig, mænd og kvinder og attentatet på kong Gustaf III er også en del af historien.
Min far efterlod en hel del Lars Widding romaner, som jeg aldrig har haft mod på at læse.
Men nu skal det være, og jeg er i gang med den næste:-)