fredag den 25. april 2014

Det fjerde skud

"Det fjerde skud", 2014: et dokumentarisk værk af Annie Mai Nielsen, med undertitlen: En mors kamp for retfærdighed mod systemet.
Bogen udgives fra forlaget Siesta.
Annie Mai Nielsens søn bliver skudt og dræbt - efter noget så banalt som et formodet biltyveri - af en politibetjent, der bagefter erklærer, at han handlede i nødværge.
Dog findes der tekniske beviser og vidneudsagn, der absolut ikke understøtter denne påstand.
Forfatterens formål med at skrive denne bog, er frustrationen over ikke at blive hørt af de retslige instanser.
Bogen er en blanding af fortælling af hele forløbet, ikke mindst de mange voldsomme følelser, samt citater og uddrag fra den store mængde korrespondance, som forfatteren førte med og mod Statsadvokaten, Rigspolitiet, Justitsministeren, journalister, sin egen advokat mv.
Det er en fortælling om det enkelte menneske mod hele retssystemet, en frustration over en manglende efterforskning,  og uforståenhed over at systemet valgte at fortie den ene parts udsagn i sagen.
Jeg blev grebet af bogen, og som mor kan jeg sagtens følge Annie Mai Nielsens frustration over et fuldstændigt meningsløst tab af en elsket søn.

onsdag den 23. april 2014

Daggry.

Peter Christian Pedersen har skrevet bogen Daggry, en fortælling om menneskets evolution baseret på fakta.
Bogen udkommer d. 25. april 2014 fra forlaget Siesta.
Verdenen fra en fjern fortid beskrives med ord og tegninger, så man fornemmer varmen og det rige plante- og dyreliv.
Neanderthaleren Bro lever i denne verden. Han oplever skiftet fra varme til kulde, og møder på et tidspunkt andre af sin slags, ikke mindst den kvinde, han ønsker at leve med.
Mennesket opdager ilden, får smag for kød og etablerer samfund, der er med til at sikre den enkeltes overlevelse.
Så opstår en ny menneskeart, og "overhaler" neanderthaleren med evnen til at tænke kreativt.
Gry er sådan et menneske, og læseren følger nu hans livsbane.
Jeg tror, at Peter Chr. Pedersen har skrevet Daggry både for børn og voksne. Jeg synes, at historien om Bro og Gry og de andre fortidsmennesker er fortalt på en rigtig god og underholdende måde, bygget på faktuelle fund, så bogen egner sig både til højtlæsning for børn og også som et par timers eskapisme for den voksne, der også synes om Hulebjørnens Klan.

fredag den 18. april 2014

Den eneste udvej.

"Den eneste udvej", Klaus Scharbau, Forlaget Siesta, 2014.
En roman om magt og om stærke personligheder.
Historien fortælles gennem Steen, som er ven med Jakob - der er tvilling.
Steen er i fængsel, læseren ved ikke hvorfor, og han fortæller via skjulte notater, fra tiden da han mødte Jakob, og langsomt kommer det frem, hvilken forbrydelse, Steen er dømt for.
Tvillingerne Jakob og Frank ligner hinanden i det ydre, og de er også begge to meget intelligente og dominerende mennesker. Men af en eller anden grund hader de hinanden...
De får begge succes i deres arbejdsliv, Frank vælger medieverdenen og Jakob forsker i naturmedicin.
Fortælleren Steen bliver nærmest besat af at afsløre Frank og dennes kriminelle uhyrligheder, men han er samtidigt bange for at ødelægge venskabet med Jakob.
Godt og spændende fortalt, med en meget overraskende slutning!

søndag den 13. april 2014

Modstandmandens datter

Anders J. Sørensen: Modstandmandens datter - 2009, e-bog fra bibliotekernes eReolen
Historien foregår under 2. verdenskrig og i 1967.
Mira er en ung jødisk kvinde, der er gift med Jens, som er med i modstandsbevægelsen.
Lulu er en hippie, der bor i kollektiv.
Lulu har aldrig kendt sine forældre, og er vokset op på børnehjem og i plejefamilier.
De to kvinders historie fortælles, og scenen skifter mellem fortid og nutid, og læseren får de to livshistorier, der hænger uløseligt sammen.
Det er en spændings roman, som bygger på den usikre og farlige tid under 2. verdenskrig, hvor unge mænd og kvinder satte livet på spil for et frit Danmark. Og om hvordan det påvirkede dem som mennesker og sommetider fik fatale følger.
Hippierne 20 år efter kæmpede også en kamp for at forandre samfundet, men under andre præmisser og med andre våben.
En spændende roman!

onsdag den 9. april 2014

Vigtigt at vide om Ludmilla.

"Vigtigt at vide om Ludmilla", Sissel-Jo Gazan, e-bogs udgave fra 2010.
Ludmilla har en lykkelig barndom.
Alt bliver pludseligt revet bort...
Hun bliver fundet bevidstløs i udkanten af en by, hun er bange og husker ikke noget siden sin 10 års fødselsdag, som ligger mange år tilbage.
Ivor har en barsk og ukærlig opvækst.
Han bliver soldat som 13 årig.
I historierne om deres liv forsøger Ludmilla at finde sin fortid og Ivor prøver at glemme sin.
Giorges - en ensom gammel mand med et pensionat - får tilfældigt indblik i deres livsbaner, og får dermed ændret sin egen.
Læseren får Ludmillas og Ivors historier som separate fortællinger, der efterhånden væves sammen.
En overraskende, barsk og samtidigt følsom roman om hvordan livet former menneskene.

fredag den 4. april 2014

Organjægerne!

"Organjægerne", Peder Munch Hansen, 2014 - udgives d. 5. april fra forlaget Siesta.
Lastbilchaufføren Lars Sommer er på vej ned gennem Europa med sin last, da han og lastbilen bliver hijacket.
Det videre forløb, samt Lars' historie, fortælles via flere personer, bl.a. gennem kammeraten Dennis, og gennem Jan, som er søn af moderen June, som er Lars' ungdomskæreste.
Menneskesmugling, fordækte transportfirmaer, forældres forventninger til deres børns karrierer og handel med organer er nogle af elementerne i Organjægerne.
Mange krydderier i denne gryderet....
Historien er god, men et lidt stift sprog, der gør at personerne ikke føles virkelige, og for mange opremsninger af data, ødelægger desværre oplevelsen for en læser som mig.

tirsdag den 1. april 2014

Din eneste ven.

Ny nordisk krimiserie!
Den norske forfatter Jan Mehlum har indtil nu skrevet 14 krimier med advokaten Svend Foyn som hovedperson.
Nu udkommer den syvende i serien: Din eneste ven som den første på dansk, fra forlaget Siesta, på krimimessen i Horsens d. 5. april.
Svend Foyn er en mand midt i livet, han er fraskilt og har en datter og en hund.
Hunden bor han sammen med...
Han nyder gerne en god cognac og en cigar.
Handlingen foregår i Tønsberg i Norge, en journalist kontakter Svend Foyn i forbindelse med en 20 år gammel voldtægtssag, hvor han havde været forsvarer for den anklagede.
Efterforskningen efterlod Foyn i tvivl om det var den rigtige, der dengang blev dømt.
Journalisten, Mirjam Lange, interesserer sig for denne og lignende sager, og pludselig er Foyn hvirvlet ind i et opklaringsarbejde, der får voldsomme følger.
Krimien er skrevet godt, man lærer Foyn at kende, men uden at det fylder for meget!
En tilpas blanding "menneske", mord og opklaring.
Der er lidt Sjöwahl og Wahlöe over det:-)