Tænk at eje et ishus

 Helle Hammer Mortensen: Tænk at eje et ishus; Fortællinger fra et plejehjem, 2022.
Forfatteren havde en stand på Bogmessen i Aarhus - og en hyggelig snak fik mig til at købe hendes bog.
Som ergoterapeut har hun oplevet livet på forskellige plejehjem, og på grundlag af de indtryk har hun skrevet bogen.
Personalet på det fiktive plejehjem har travlt. Deres arbejdsopgaver skildres bl.a. gennem dialog de ansatte imellem. Der er 15 beboere på plejehjemmets første sal, som hver har et kapitel. Her dykkes ned i beboerens tidligere liv samt den nuværende situation. Den første, man møder, er Petersen. Han har fødselsdag, og det giver anledning til at fortælle om, hvordan en fødselsdag fejres på hjemmet. En anden beboer er dement, en har tabt livslysten osv. 
Beboerne har forskellige plejebehov og hver deres historier med i bagagen. Historierne fortælles via dialog og beboernes tankerækker.
En fin og vedkommende bog om et meget diskuteret emne i vores samfund. De mange nedskæringer på området og stigende krav til dokumentation mv. 
Helle Hammer Mortensen fremstiller et meget positivt billede af personalestaben - det ligger måske lidt ved siden af virkelighedens ansatte på plejehjemmene. 

Vadmelsfolk; Hedefortællinger

 På Bogmesse i Aarhus først i marts måned havde forlaget Jenle også en stand. Her købte jeg 2 bøger af Jeppe Aakjær: Vadmelsfolk og Pigen fra Limfjorden.
Vadmelsfolk; Hedefortællinger er en novellesamling fra 2011. 6 noveller om menneskene og naturen på den jyske hede. Teksten udkom i første udgave i år 1900.

"Mens pølsen koger" 
"Jens Tanderup"
"Frederik Tapbjergs plovgilde"
"Bakgården og dens beboere"
"I Daalum Mølle"
"Ene"

Hedens beboere er ikke velhavende folk. Jorden er næringsfattig, og det er hårdt arbejde at opdyrke jorden. Enkelte har dog værdier i form af dyr og opdyrket land, sådan at der er råd til karle og piger.
I "Mens pølsen koger" er der føde nok. Men når julegrisen slagtes er der frisk kød, det er ikke hverdagskost, og alle spiser til de revner af konens berømte sorte pølser. Husets datter kurtiseres af sognefogedens søn, og historierne om både grisen og datteren får en lykkelig slutning.
I "Jens Tanderup" søger Vestergård en ny karl. Det er en kærlighedshistorie om husets datter og Jens - om arbejdsopgaver på heden, arbejde i mark og mose, beskrivelser af lyngsletten og det omskiftelige vejr, der får fatal betydning.
I "Frederik Tapbjergs plovgilde" handler det om den fattige Frederik: "en af disse tusinde grovslidere" (side 51) med mange børn og et dagligt slid for at brødføde dem alle. Frederik har brug for hjælp til at tæmme endnu et stykke hede, så han kan dyrke mere korn. Hjælpen kommer - og betalingen ligeså! Karlene, der udfører plovningen trakteres med dram og kaffe - siden indfinder husbonderne sig for at æde - deres betaling for udlån af arbejdskraft. 
I "Bakgården og dens beboere" hersker grådigheden. Der samles sølvmønter - og menneskene mistrives. En fortælling om generationers kamp for overlevelse i det golde landskab - og de egenskaber, der kan udvikles på grund af denne kamp.
I "Daalum Mølle" sker en forbrydelse, der sætter spor flere generationer efter. Igen skildres heden og den særegne beboere.
I den sidste novelle "Ene" fortæller en gammel kone sin historie til en ung mand, der kaldes 'en fremmed'. Hun bor alene på heden, men har haft en datter, der rejste bort. Heden beskrives i sin skønhed og konens historie munder ud i, at nogle mennesker ikke tåler at komme væk fra heden. "Ligesom der er dyr herude på heden, der ikke kan leve andre steder uden at gå til, sådan er det også med mennesket" (side 141), siger hun.
I en efterskrift (af Johs. Nørregaard Frandsen) kan læseren blive klogere på Jeppe Aakjær og hans baggrund. De enkelte noveller analyseres og hjælper med til - efter min mening - at afdække dybere lag i novellerne.
Dialogerne i novellerne foregår på den jyske dialekt. Det er lidt svært at læse, men giver også et klarere billede af de mennesker, det handler om. Jeg føler mig beriget og belært, og ser frem til at læse Pigen fra Limfjorden.

Den tidsrejsendes kvinde

 Sikke et scoop! Bogsalg på det lokale folkebibliotek: Den tidsrejsendes kvinde, Audrey Niffenegger, 2003 - på dansk i 2005. Læst første gang i maj 2016 - og jeg huskede den som en af de bedste romaner, jeg har læst. Ville jeg nu være lige så begejstret anden gang? Ja, det var jeg - jeg er vild med den bog, og nu er det min:-)
Det var et dejligt gensyn med den tidsrejsende Henry DeTamble og hans kvinde Clare Abshire.
"Jeg bliver vendt på vrangen, når jeg er derude, i tiden, forvandlet til en desperat udgave af mig selv. Jeg er et trick, et illusionsnummer af højeste karat, så utroligt, at det faktisk er sandt." (side 11 - Henry)
Udmattelse, høje lyde, stress eller blinkende lys - sådanne fænomener kan udløse en af de utallige tidsrejser, Henry kommer ud for. Han rejser frem og tilbage i tiden, og ved aldrig hvor/hvornår han 'lander'.
Henry og Clare møder hinanden, da han er 36 og hun er 6 år. Ved det første møde fortæller Henry om sin særlige evne, og barnet Clare accepterer ham. I hendes kronologiske livsbane vokser hun op med hemmeligheden "Henry". 
Gennem romanen ruller Henrys historie sig ud. Om hans forældre, de første tidsrejser, om hvordan hans ældre jeg lærer den yngre version at klare sig, når han ender nøgen  og sulten på uforudsete steder/tider.
Historien hænger godt sammen. Et fantastisk/umuligt scenarie - men troværdigt og samtidigt en smuk kærlighedshistorie gennem tid og rum. Man føler Henrys frustration og føler med Clares evige venten og angst for, at der er sket ham noget.