Sikke et scoop! Bogsalg på det lokale folkebibliotek: Den tidsrejsendes kvinde, Audrey Niffenegger, 2003 - på dansk i 2005. Læst første gang i maj 2016 - og jeg huskede den som en af de bedste romaner, jeg har læst. Ville jeg nu være lige så begejstret anden gang? Ja, det var jeg - jeg er vild med den bog, og nu er det min:-)
Det var et dejligt gensyn med den tidsrejsende Henry DeTamble og hans kvinde Clare Abshire.
"Jeg bliver vendt på vrangen, når jeg er derude, i tiden, forvandlet til en desperat udgave af mig selv. Jeg er et trick, et illusionsnummer af højeste karat, så utroligt, at det faktisk er sandt." (side 11 - Henry)
Udmattelse, høje lyde, stress eller blinkende lys - sådanne fænomener kan udløse en af de utallige tidsrejser, Henry kommer ud for. Han rejser frem og tilbage i tiden, og ved aldrig hvor/hvornår han 'lander'.
Henry og Clare møder hinanden, da han er 36 og hun er 6 år. Ved det første møde fortæller Henry om sin særlige evne, og barnet Clare accepterer ham. I hendes kronologiske livsbane vokser hun op med hemmeligheden "Henry".
Gennem romanen ruller Henrys historie sig ud. Om hans forældre, de første tidsrejser, om hvordan hans ældre jeg lærer den yngre version at klare sig, når han ender nøgen og sulten på uforudsete steder/tider.
Historien hænger godt sammen. Et fantastisk/umuligt scenarie - men troværdigt og samtidigt en smuk kærlighedshistorie gennem tid og rum. Man føler Henrys frustration og føler med Clares evige venten og angst for, at der er sket ham noget.
tirsdag den 12. marts 2024
Den tidsrejsendes kvinde
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar