fredag den 22. april 2016

Et godt menneske

Dean Koontz: Et godt menneske, på dansk i 2009.
Ca. 30 sider inde i romanen tænker jeg: den har jeg da vist læst før... Og ja, d. 11. januar 2010 læste jeg Et godt menneske første gang, og ganske rigtig betragtet for 6 år siden, så kunne jeg ikke huske detaljerne. Så det var ligesom at læse den 1. gang:-)
Det er en spændingsroman om en lejemorder, en krigshelt og en særlig pige, der har haft en traumatisk barndom.
Hun skal slås ihjel, men Timothy Carrier - krigshelten - vil gøre alt for at redde hende. Hun selv har ingen anelse om, hvorfor nogle ønsker hende død.
Spænding til sidste side, underholdende, og ikke så megen eftertænksomhed. Sådan set samme betragtning som i 2010!
Men Koontz er underholdende!!

Tåge over Darjeeling

Tåge over Darjeeling, Mikael Bergstrand, 2013, 2. del af Delhis smukkeste hænder.
Göran Borg tager endnu engang til Indien, han på det nærmeste flygter fra en ellers potentiel god ven, der viser sig at være homoseksuel. Og det kan Göran slet ikke ha' med at gøre.
Han havde ellers bestilt rejsen til Indien, da hans gode ven Yogi skal giftes, og han er inviteret til bryllup. Brylluppet er dog udsat, og dermed også Görans ferie, men han må bare afsted.
Grunden til at brylluppet er udsat viser sig at være ret kompliceret, og de to venner får oplevet de særeste ting. Bl.a. bliver de ejere af en te-fabrik i Darjeeling...
Bergstrand skriver fantastisk, han formår at gøre Göran og Yogi til rigtige personer, selvom det er helt vilde oplevelser, de kommer ud for. Det er to meget forskellige personligheder, men de supplerer hinanden godt. Et ægte "for-livet" venskab.
En dejlig læseoplevelse:-)

onsdag den 13. april 2016

Dukkebarn

En spændingsroman af Mo Hayder: Dukkebarn, fra 2013, oversat til dansk i 2014.
Der foregår mærkelige ting på Beechway Sikringsanstalt. Det er et sikret psykiatrisk hospital for patienter, der er til fare for sig selv og andre. Der er mordere og voldtægtsforbrydere.
En uhyggelig stemning har bredt sig, de ansatte er utrygge ved at have nattevagter, der er kommet noget "ondt".
G. B. LeGrande arbejder på hospitalet. Han forsøger at finde et svar på det der sker, og på et tidspunkt kontakter han vicekriminalkommisær Jack Caffery, en meget speciel politimand!
Der er flere specielle/særlige personer med i romanen, og de savner alle én at dele tilværelsen med.
Det er en spændende historie med voodoo, kærlighed, vanrøgt og ensomhed.

torsdag den 7. april 2016

Til te hos Taleban

"Til te hos Taleban", Simi Jan, 2012.
Simi Jan fortæller sin egen historie som freelance korrespondent for TV2, og Pakistan og Afghanistans historier.
Hun giver os sit bud på nogle af grundene til, at den politiske situation er, som den er i dag. Hvorfor vælger unge mænd at blive en del af jihad - hellig krig, hvordan kan mødre føle stolthed over sønner, der dræber..
Simi Jan har rødder i Pakistan, Afghanistan og Danmark. Hun kender den meget forskellige mentalitet, og har på den måde en større forståelse for hændelser, der ligger langt fra det danske verdensbillede.
Politik, meningsløs krig, religion, stærke traditioner - iblandet Simi Jan's personlige oplevelser med famile og job.
Hun har meget på hjerte, det tangerer sommetider til historieundervisning. Jeg har været længe om at få læst bogen, sikkert fordi der er presset så utroligt mange informationer ind, og fordi der ikke er et regulært forløb, som i andre historier. Det er bidder af oplevelser med mennesker, dernæst et indblik i historien, for så at høre om personen Simi.
Det er ikke en dårlig bog, det er en oplysende bog!