Viser opslag med etiketten anne-cathrine riebnitzsky. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten anne-cathrine riebnitzsky. Vis alle opslag

søndag den 10. maj 2026

Orkansæsonen og stilheden

 Anne-Cathrine Riebnitzsky: "Orkansæsonen og stilheden", 2016.
3 skæbner - 1 omdrejningspunkt. 
Beate har mistet sin mand i en bilulykke, hun har svært ved at komme videre, hun tør ikke binde an med kærligheden én gang til. Det gør ondt at miste.
Veninden Monica er præst - hun lytter, hun yder hjælp til selvhjælp - Beate har også andre gode mennesker omkring sig og måske venter en ny tilværelse trods sorgen.
Marcus er en ung mand, der er blevet fanget i rockermiljøet. For at betale en næsten umulig gæld af bliver han trukket længere og længere ned i det kriminelle miljø, og hans bekymrede forældre søger hjælp og vejledning ved deres præst - Monica.
Nory er en af mange unge, der arbejder på et hotel i Guatemala. Hun ser ingen fremtid i jobbet eller i livet generelt. Hendes biologiske far er en frygtet gangster, som hun ikke ønsker at have noget at gøre med. Hun er - som sin far - vokset op på et børnehjem, og drømmen er at komme til Miami, dér ser hun muligheder for at gøre karriere og tjene penge.
Hun møder Monica, som er gæst på hotellet, de taler sammen, og Nory får fornyet håb om fremtiden.
Præsten Monica er omdrejningspunkt for de mennesker, hun kommer i forbindelse med. Hun mærker Gud ved sin side, hun hører Ham tale til hende, hun sætter sin lid til Ham.
"Det er på tide, at du lærer og forstår, at du er hjemsted for min Helligånd... Bed, og jeg giver svar. Selv det største af dine problemer er kun en lille ting for mig. Selv det mindste af dine problemer har min interesse." (side 65)
Jeg synes, det er en lidt anderledes roman af Riebnitzsky, end de nyere, hun har skrevet. Men som altid godt skrevet, hver af de mange mennesker, der figurerer i romanen, har deres historie. En roman der giver stof til eftertanke, en roman der fangede mig.

lørdag den 4. april 2026

Ørn

 Fortsættelsen af Anne-Cathrine Ribnitzsky's "Tempel": "Ørn" fra 2025.
Kong Herodes er død, og Maria og Josef begynder hjemrejsen til Nazaret, da faren for at deres søn blev slået ihjel er ovre.
Herodes 3 sønner, bygmesteren Antipas, den temperamentsfulde Arkelaos og den sagtmodige Filip, får hver en del af kongeriget. Det er kejser Augustus håb, at dæmpe urolighederne i Jerusalem efter Herodes død.
Læseren følger Shaquilat, karavaneføreren Nabits datter. Hun har fået sin drøm om at blive karavanefører, som sin far, opfyldt.
Gennem Africanus hører man om livet i den romerske legion. Han har fået gode venner og vundet respekt i det hårde liv som romersk soldat, og han opnår også at finde kærlighed og stifte familie.
Elisabeth og Zakarias' søn Johannes er i lære som præst. Han føler dog ikke, at han passer ind i templet og tjenesten, han synes at præsterne går mere op i at tjene penge end på at formidle Guds budskab. Da Johannes hører om et fællesskab af folk, der søger Gud, rejser han afsted for at slutte sig til dem.
Ribnitzsky skriver selv, at hun har ønsket at give kød og blod til begivenheder, som måske fremstår dunkle i dag, men som på mange måder præger vores samfund, vores etik, moral, tro og lovgivning. Forståelse af forholdene mellem jøder, romere og nabatæerne dengang, og dermed forståelse af hvad vore kristne tro og kultur udspringer af - og det er præcis det, hun har gjort. Ligesom i "Tempel" er det 'rigtige' mennesker, vi lærer at kende i romanen "Ørn", som handler om magt og religion, om kærlighed og omsorg, om håb for en bedre fremtid. Håbet lever stadig i vores tid, måske netop på grund af fortællingen om mirakler, om kampen for kærlighed og forståelse.
Jeg har læst mig til, at der er tale om en trilogi - så jeg glæder mig til den tredje roman om livet på Jesus tid. 

fredag den 5. december 2025

Tempel

Det er længe siden sidst - men det betyder ikke, at jeg ikke læser. Det er bare tiden, der render for stærkt, og gøremål der presser sig på.
Men nu er det fridag, det er tidlig morgen - og jeg har læst en god roman af Anne-Cathrine Riebnitzsky!

"Tempel" er fra 2024. Det er en kendt historie, som Riebnitzsky er dykket ned i. Fortællingen om Jesus, der bliver født af Maria, som blev gjort frugtsommelig uden at have været sammen med en mand.
Men i "Tempel" er det ikke Jesus, der er hovedpersonen. Læseren møder bl.a. karavaneføreren Nabit, Kong Herodes, en ung Maria og hendes forlovede Josef, slaven Africanus og præsten Zakarias.
Nogle af dem er historiske personer, men Riebnitzsky har gjort dem til levende mennesker med hver deres historie i bagagen.
Det er romernes storhedstid og Africanus frigives af sin herre og bliver legionær i den romerske hær.
Kampen om magten beskrives fra flere vinkler. Kong Herodes lider mere og mere af forfølgelsesvanvid og Nabit oplever usikkerhed på sine lange rejser gennem ørkenen. Maria og Josef bliver nødsaget til at rejse fra deres landsby til Betlehem, da kejser Augustus har befalet, at alle borgere skal "skrives i mandtal".
Romanen består af korte kapitler, der gør læsningen meget nem. De forskellige personer følges og giver en helhed af tiden, samfundet og levevilkårene. En spændende og velskrevet roman der kun kan anbefales.

torsdag den 20. april 2023

Vindens port

 Anne-Cathrine Riebnitzsky: Vindens port, 2021.
På en dagsrejse med sin fjende fortæller borgherren Ibrahim Banu Said sin og sin families historie. I tilbageblik fra solopgang til solnedgang 15. august 1341 møder læseren hans 3 hustruer, hans børn, hans forældre og venner.
Det handler om fæstningen Al-Qalat i Andalusien, og de kristnes belejring af den stærke by. Riebnitzsky fortæller en medrivende historie om krig og belejring, og om livet i middelalderens Sydeuropa - og det gør hun ret godt.
Det er en historisk roman om muslimer, kristne og jøder, der accepterer hinandens forskellige trosretninger. De handler med hinanden, og en af Ibrahims bedste venner er jøden David. Dog er der en grænse, ikke al forbindelse er acceptabel. Ibrahims tanker kommer vidt omkring den tids mennesker og levevis, det er meget levende beskrevet.
Inden læsning af Vindens port var min viden om Al-Qalat meget begrænset. Jeg er blevet klogere undervejs (og har efterfølgende læst lidt op på historien) og er i den grad også blevet underholdt. Kan man forlange mere?  

mandag den 20. januar 2020

Smaragdsliberen

"Smaragdsliberen", Anne-Cathrine Riebnitzsky, 2018.
En dybsindig og medrivende roman om religion, venskab og kærlighed.
Historien foregår dels i Tyskland og Paris, dels i Georgien i et bjergområde. Jøden Pierre sliber ædelsten, og han er mere end god til det. De særlige evner bliver forstærket, da han oplever at være død i et kort øjeblik efter en blodprop. Lægerne får ham tilbage til livet, men oplevelsen sætter sig fast i ham, og han kan ikke glemme den.
Datteren Zara  - som har bopæl i Paris - har fået til opgave at undersøge nogle kalkmalerier fra 13-1400-tallet i klippehuler i Georgien. Hun får lov at bo i et kloster, mens undersøgelserne står på.
Zara tror ikke på en Gud. Hvis der var en Gud, siger hun, ville han ikke lade en mor dø fra sin datter. Hun kommer ud for "en uhyrlighed", som præsten i klosteret formulerer det. Senere oplever hun noget helt vidunderligt og ganske uforklarligt - og tvivler herefter på sin ateisme.
Livet efter døden og troen på en højere magt ligger bag hver linje i bogen.
Riebnitzsky har skrevet en roman, der ikke var til at lægge fra sig, om mennesker med tiltro til hinanden, om tro på Guder og et fantastisk liv efter jordelivet.

onsdag den 14. september 2016

Den stjålne vej

"Den stjålne vej", Anne-Cathrine Riebnitzsky, 2012.
Det er i Afghanistan, 2008, ingeniøren Khan er i gang med at anlægge en vigtig asfaltvej mellem to byer. Men Taleban ønsker ikke vejen, og kidnapper Khan.
Malika er gift med Rahim. Hun er en god muslimsk hustru, men også en moderne og uddannet kvinde. Rahim vil have en ung nr. 2 hustru, og gifter sig med en kun 13 årig pige, som dermed er Malikas 'veninde-hustru'.
Javeed er en 10 årig dreng, der lever på gaden. En dag er han uheldig, da en politimand udser ham som sit næste offer. Han bliver voldtaget på politistationen - det er ikke en enestående hændelse, men nærmest noget mændene ser som en rettighed.
Riebnitzsky tegner et klart billede af tre menneskeskæbner i et krigshærget land, hvor utryghed og vold er dagligdag.
Taleban bekæmper sit eget folk, og giver Islam et usandfærdigt ry i verden. Ingeniøren Khan kender koranen og forsøger at tale med sine bortførere. Han vil overbevise dem om, at de tager fejl - vejen er god for deres folk og ikke en dårlig ting fra det forhadte Vesten.
Det er en medrivende fortælling, personerne er virkelige. Jeg følte med dem, og ønskede at det skulle ende godt....

fredag den 16. januar 2015

Forbandede yngel

Anne-Cathrine Riebnitzsky: Forbandede yngel, 2013.
Lisa er i Afghanistan som soldat, da hun bliver kaldt hjem til Danmark. Hendes lillesøster Marie har forsøgt selvmord.
I flyet på vej til Danmark sidder hun ved siden af lægen Andreas, en mand hun har stor tillid til, og et menneske, der er kommet til at betyde meget for hende.
Hun fortæller ham sin livshistorie, om en barndom med en psykisk ustabil mor og en far, der var en afstumpet, voldelig mand.
Lisa har 3 søskende, og alle 4 børn er præget af en barndom med usikkerhed og vold, med forældre de ikke kunne stole på.
Lisa sammenligner sit liv med en opvækst på østsiden af Berlinmuren, at se det hele blive revet ned og opdage, at man har levet på en løgn. (s. 12)
Læseren får historien i de tilbageblik, som Lisa fortæller Andreas, og parallelt med fortiden følger man de nu voksne børn, der holder sammen og passer på hinanden.
En fantastisk bog - Riebnitzsky laver bogstaver om til billeder inde i hovedet! Den kan kun anbefales!