Viser opslag med etiketten den danske sprogkreds. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten den danske sprogkreds. Vis alle opslag

fredag den 14. oktober 2022

Hver fugl synger med sit næb; Farverige ordsprog til hverdagsbrug

 Som medlem af Den Danske Sprogkreds har jeg været så heldig at få et eksemplar af foreningens nyeste udgivelse: Hver fugl synger med sit næb; Farverige ordsprog til hverdagsbrug, red. af formanden Lise Bostrup, 2022.
I bogen beskrives de sproglige træk, der skaber ordsprogenes kraft, fortæller ordsprogenes historie og giver eksempler på ordsprogenes anvendelse. (fra bagsiden)
Ordsprog hører til verdens ældste sproglige genre - et væsentligt kriterium for at adskille ordsprog fra andre sproglige genrer er, at man ikke ved, hvem der har fundet på det pågældende ordsprog. Som i alle sprogets elementer er der helt klare definitioner - det kræver interesse for sproget at fordybe sig i reglerne, og det er spændende og berigende at gøre det...
Hvem kender ikke ordsprog som "Tro kan flytte bjerge" og "Hastværk er lastværk"? Ordsprog som bruges i hverdagens sprog, og som har en historie helt tilbage til bibelens tid. Ordsprog er en så stor og vigtig del af vores sprog, at flere i tidens løb har udarbejdet samlinger. I Danmark var Peder Laale den første til at oversætte latinske ordsprog til dansk samt at tilføje danske ordsprog til en samling på 1204 ordsprogspar. På hans tid (ca. 1350) blev de dobbelttydige sætninger anvendt som rettesnor for menneskers opførsel overfor hinanden.
Hver fugl synger med sit næb er opdelt i 6 dele bestående af: genren ordsprog, temaer i ordsprog, enkelte ordsprog, forvanskede ordsprog, beslægtede genrer samt registre. Bogen fortæller og forklarer på en interessant og forståelig måde om et element i vores sprog, som de fleste anvender men nok ikke har så megen viden om. 
Som de øvrige udgivelser fra forlaget Bostrup Med ja-hatten på og Med professorhatten på er det oplysende litteratur med flotte humoristiske tegninger - jeg blev underholdt og klogere på samme tid!



fredag den 7. januar 2022

Er dit modersmål okay?

 "Er dit modersmål okay? Sprogpolitik i Danmark - og ude i verden", Den Danske Sprogkreds og Forlaget Bostrup, redigeret af Lise Bostrup i samarbejde med Loránd-Levente Pálfi, 2017.

Sproget er en uløselig del af et lands kultur. Sproget både adskiller og samler: Adskiller lande fra hinanden, og samler et lands indbyggere i en fælles forståelse. Sproget er vigtigt, og de fleste lande har en form for sprogpolitik, der mere eller mindre er formuleret i landets grundlov.
Sproginteresserede og professionelle sprogbrugere/sprogkendere i Danmark er bekymrede over udviklingen i det danske sprog. Strømmen af engelske ord og udtryk, der breder sig i vores sprog, samt kommercialiseringen - med eksempler som vi "googler", "snapper", "twitter", og anden brug af firmaers brands - giver anledning til spørgsmål om vi blindt skal tillade denne udvikling, eller om vi skal gøre som andre lande, der har lovgivning og regler, som skal følges. I hvert fald i den offentlige kommunikation.

Via indlæg fra bl.a. sprogforskere og forfattere, der forklarer 10 andre landes sproghistorier og sprogpolitik, perspektiveres det danske sprog og kan bidrage til debatten, som i snart mange år har kørt i ring med nogle meget lidt frugtbare forestillinger om krakilske sprogrøgtere, svage sprogbrugere, frihed og undertrykkelse. (citat fra bagsidetekst)
En utrolig spændende, oplysende og vedkommende bog, der belyser et emne, som der af en eller anden grund ikke tales så højt om i dansk politik.

fredag den 22. januar 2021

Med Professorhatten på; Idiomatiske vendinger med historie

Lise Bostrup: "Med Professorhatten på; Idiomatiske vendinger med historie", 2020.
Anmeldereksemplar modtaget fra Forlaget Bostrup.

Bogen fortsætter i samme tråd som "Med ja-hatten på" - og på en humoristisk og overskuelig måde bliver man klogere på, hvad idiomatiske vendinger er for en størrelse. Bogen er også et opslagsværk, hvor 46 af de mest uforståelige vendinger bliver forklaret.

Når en myg gøres til en elefant, ser vi for os, at noget der er uden særlig betydning, er blevet gjort til noget, der fylder meget - og det har intet med store myg at gøre ..
At skyde papegøjen, at slå hovedet på sømmet, at regne skomagerdrenge - de fleste kender vendingerne, men hvorfor hedder det sådan, og hvad er historien bag?

I bogens indledning kommer Lise Bostrup med eksempler på brugen af idiomatiske vendinger i medierne. Som hun skriver, er vendingerne med til at krydre sproget. Nogle skribenter formår at tilføje deres tekst 'et ekstra niveau' - andre skaber ufrivillig komik, hvis de anvendte idiomer ikke bruges med omtanke.

Historien bag de faste sproglige udtryk kan findes i ordsprog, mundheld og talemåder helt tilbage til 1300-tallet. Også fabler - hvor nogle af dem blev til for flere tusind år siden - har stor betydning for idiomatiske vendinger, som bruges den dag i dag.
Bibelen er også en kilde til de danske idiomatiske vendinger, at skrive sig noget bag øret er én af dem.

Opslagsværket er opdelt i kategorier efter oprindelsen. Kommer de f.eks. fra fabler, fra bibelen eller fra gamle folkelige udtryk - og der er (naturligvis) et register bagerst i bogen, hvor både de enkelte udtryk samt øvrige opslagsord som personer, medier, samlere mm. er oplistet i alfabetisk orden.

Jeg smilede meget, mens jeg læste bogen. Jeg blev klogere på, at torsken måske ikke er så uintelligent endda, og at det ikke er samme nedbør, det regner med i forskellige lande! Bogens illustrationer er geniale, sjove og beskrivende, og var en del af den gode oplevelse.



fredag den 20. december 2019

Med Ja-hatten på; Idiomatiske vendinger i moderne dansk


"Med ja-hatten på; Idiomatiske vendinger i moderne dansk", af Lise Bostrup, 2019, e-bog. (anmelder eksemplar)
Bogen er udgivet af Den Danske Sprogkreds på Forlaget Bostrup.

Lise Bostrup opfordrer til, at vi tager ja-hatten på - i betydningen "brug det danske sprog, visualisér bl.a. ved hjælp af såkaldte idiomatiske vendinger."
Definitionen på en idiomatisk vending er et udtryk med to forskellige betydninger: en konkret og en overført. Med andre ord: En ordforbindelse som har en betydning, der ikke kan forstås ved bare at kende de enkelte ords betydning. Ifølge Bostrup er idiomer med til at levendegøre vores sprog, og er i høj grad et udtryk for vores danske kultur. De fleste idiomatiske vendinger kan ikke oversættes til andre sprog, da meningen herved går tabt, og af samme grund er det også svært for udlændinge helt at forstå det talte danske sprog.
F.eks. lyder udtrykket at runde et skarpt hjørne, som direkte oversat til engelsk bliver til to round af sharp corner, underligt, og vil ikke give mening for en udlænding.
Bogen starter med at opridse historien/oprindelsen bag de idiomatiske vendinger. Nogle ord er så gamle, at de er gået i glemmebogen, og nogle vendinger er derfor efterhånden tilpasset det nutidige sprog.
Bostrup bruger eksemplet med at gå fra snøvsen, for det er de færreste, der i dag er klar over, hvad en snøvs er for én! Men vi ved alligevel godt, hvad udtrykket betyder.
De grammatiske regler for hvornår en vending er en idiomatisk vending, bliver også gennemgået, samt det danske sprogs udvikling, som ligger til grund for det hele.
Efter forklaringer, historie og teorier kommer to store opslagsværker: "Fra udtryk til betydning" og "Fra betydning til udtryk". Her er det nemt at finde henholdsvis udtryk og betydning i en idiomatisk vending.
Det første opslagsværk er opdelt i kategorier - som 'mennesker og folk', 'krop', beklædning', 'dyr' mm. - det andet opslagsværk er alfabetisk inddelt efter emneord, således at man både finder udtrykket at tage tyren ved hornene under kategorien 'dyr' samt under emneordet 'mod'.
En oversigt over begge opslagsværkers inddeling findes til allersidst i bogen - så kan det ikke blive bedre for en sprognørd;-) 
Her på falderebet i denne lovprisning vil jeg nævne, at bogen var vand på min mølle, jeg var i den syvende himmel, og jeg er sikker på, at vi er mange i samme båd, når det gælder interessen i vores sprogs udvikling og mange finesser. Der er et hav af muligheder, når det gælder om at udtrykke sin mening!