Anmeldelse.
Mathilde Grundtvig har skrevet en roman, der fænger på flere plan: "Skyggen af min onkel Joost", 2025.
Hovedpersonen er Mia, der bor sammen med Rasmus og datteren Line. Mia holder meget af Rasmus - men noget føles akavet. Hun elsker sin datter, men kæmper så meget med sig selv, at hun er bange for ikke at være en 'god' mor. Hun føler sig tit helt uden for fællesskabet i sin egen lille familie.
Da hendes 'Onkel Joost' - som i virkeligheden er hendes farmors bror - pludseligt dør, rejser Mia til Holland for at deltage i begravelsen, og dér går det op for hende, at onkel Joost måske ikke døde en naturlig død. Hun opdager også, at Joost og familien havde en hemmelighed, og hændelser fra barndommens ferier hos farmor og onkel Joost giver pludselig mere mening.
Mia udsætter sin hjemrejse efter begravelsen - opsat på at finde ud af hemmeligheden om onkel Joost' liv. Hun får også en fornemmelse af at blive forfulgt, der er noget, der føles forkert.
Romanen kom lige så stille ind under huden på mig. Mia føles som et "rigtigt" menneske, der forgæves forsøger at passe ind i rammer, som andre har sat for hende. I jagten på Joost' liv, erkender hun sider af sig selv og følger sine egne behov.
Mathilde Grundtvig bruger sprogets mange facetter til at beskrive følelser og stemninger, så læseren mærker bogens personer - hun giver personerne liv.
Romanens emner er bl.a. homoseksualitet, fællesskab, kærlighed, familieliv - de følsomme emner indgår i en 'pakke' af spænding og oplevelser. Jeg blev underholdt, berørt og beriget på én gang.
Romanen får mine varmeste anbefalinger.
søndag den 26. april 2026
Skyggen af min onkel Joost
søndag den 6. juli 2025
Øen; Eller sprækken i fladhedens afgrund
Anmeldelse.
Erik Claudi: "Øen; Eller sprækken i fladhedens afgrund", 2024.
5 mennesker ankommer af forskellige årsager til en usædvanlig ø i Østersøen.
De 3 af dem har været udsat for inhumane forsøg i forskningens navn. En af dem er på flugt grundet sin seksuelle orientering, og en kom med til øen ved en fejl.
De 5 mennesker har hver deres historie, som fortæller om misbrug og ensomhed, men også om menneskelige relationer og kærlighed.
Øen - bl.a. kaldet "Die Insel" - har også sin historie. Under 2. verdenskrig bliver den slettet fra verdenskortet - og i nutiden er øen gjort 'udektérbar'. Med andre ord har teknologi gjort den usynlig for alle andre end dem, der befinder sig på øen. Det er der naturligvis en grund til.
Hermann, som ejer øen, har været med til at kreere en computer indeholdende alle digitale spor fra hele verdenen. En teknologisk bedrift så stor at det var nødvendigt at skabe en anden computer til at forstå og kontrollere den første!
Romanen handler om kunstig intelligens - super-teknologi tilsat human forståelse. Den handler om overvågning af mennesker og om stræben efter perfektion og ensartethed, og hvilke omkostninger der er, når mennesker overskrider etiske grænser.
De 431 sider var underholdende. Ikke som i "letfordøjelig" underholdning, men bid for bid gav den stof til eftertanke, om den virkelighed vi lever i anno 2025.
I menneskehedens historie har vi altid søgt efter løsninger. I dag er teknologier blevet optimeret, så det er blevet sværere at gennemskue, hvad der er sandhed og løgn. Erik Claudi har i et beskrivende, detaljeret sprog skrevet en roman, der givet et bud på, hvordan en fremtid med kunstig intelligens måske kan se ud, og hvordan det kan gå galt, hvis vi ikke er opmærksomme nok.
Jeg er blevet underholdt og blevet klogere! Tak til Erik Claudi.
fredag den 29. juni 2018
Williams mor får en ny kæreste
Bogen er fra forlaget Mellemgaard og er fra 2018.
Williams forældre er skilt, og William og lillesøster Emma bor på skift ved mor og far.
En dag kommer der en ny person ind i børnenes liv: mor har fået en kæreste!
Sikkert en situation der forekommer i mange skilsmissefamilier, og med bogen sætter Klaus Frederiksen fokus på de mange spørgsmål og tanker, der popper op hos drengen William.
Samtidigt 'normaliserer' han de nye familiesammensætninger - det er ikke ualmindeligt at børn har flere 'forældre', flere hold 'bedsteforældre' mm. "Mon jeg også får gaver af den nye kærestes familie?", tænker William i forbindelse med sin fødselsdag. (s. 16)
En samtalebog, hvor børn kan få sat ord på de tanker og den uro der opstår, når de voksnes verden bliver for uforståelig.
Der er enkle tegninger, der følger teksten, som - tror jeg - gør det nemmere for barnet at sætte sin egen situation ind i historien.
En god bog jeg kan anbefale :-)