Viser opslag med etiketten mikael bergstrand. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten mikael bergstrand. Vis alle opslag

onsdag den 23. december 2020

Ingemar Modigs morgengry

 Mikael Bergstrand: "Ingemar Modigs morgengry", 2019 - DK 2020.

Alt ender godt til sidst! - Sådan en roman er Ingemar Modigs morgengry.
En fortælling om en mand med et psykisk handicap: OCD - Ingemar lider af tvangshandlinger og angstanfald.
Det er også en historie om flygtninge og integration i Sverige. Pigen Dalia er fra Syrien, hun er flygtning sammen med sin familie. Hun har været igennem voldsomme hændelser, det er dog ikke noget, de taler om i familien. 
Dalia er 11 år og fantastisk til at spille fodbold. Netop fodboldspillet får bragt det umage par - Dalia og Ingemar - sammen, og de finder hver især et lydhørt menneske i hinanden.
Romanen indeholder flere samfundsproblematikker, og fokus er "at passe ind trods forskelligheder".
Mikael Bergstrand er ophav til trilogien om Göran og Yogi, som er en anden slags romaner. Men ligesom dem, bygger også Ingemar Modigs morgengry på egne erfaringer. Han skriver godt, Bergstrand, men jeg er nok mere til lidt mindre sørgmodig litteratur.

onsdag den 6. september 2017

Yogi i Østerlen

Yogi i Østerlen, Mikael Bergstrand, 2015.
3. del af trilogien om svenskeren Göran Borg og inderen Yogendra - af venner kaldet Yogi.
Denne gang er fokus mest på Göran. Den midaldrende, småfede, alkoholiserede mand, der har meget svært ved at tro på sig selv og sine evner. Heldigvis kommer Yogi til det kolde Sverige for at sætte lidt gang i Görans arbejds- og kærlighedsliv.
Yogi har et ekstremt positivt livssyn, og hans små filosofiske udredninger om alt i livet, er med til at hjælpe vennen.
En fin afslutning på 'eventyret' om det umage par. Den var god, men Delhis smukkeste hænder og Tåge over Darjeeling var lidt sjovere og mere overraskende.

fredag den 22. april 2016

Tåge over Darjeeling

Tåge over Darjeeling, Mikael Bergstrand, 2013, 2. del af Delhis smukkeste hænder.
Göran Borg tager endnu engang til Indien, han på det nærmeste flygter fra en ellers potentiel god ven, der viser sig at være homoseksuel. Og det kan Göran slet ikke ha' med at gøre.
Han havde ellers bestilt rejsen til Indien, da hans gode ven Yogi skal giftes, og han er inviteret til bryllup. Brylluppet er dog udsat, og dermed også Görans ferie, men han må bare afsted.
Grunden til at brylluppet er udsat viser sig at være ret kompliceret, og de to venner får oplevet de særeste ting. Bl.a. bliver de ejere af en te-fabrik i Darjeeling...
Bergstrand skriver fantastisk, han formår at gøre Göran og Yogi til rigtige personer, selvom det er helt vilde oplevelser, de kommer ud for. Det er to meget forskellige personligheder, men de supplerer hinanden godt. Et ægte "for-livet" venskab.
En dejlig læseoplevelse:-)

fredag den 18. januar 2013

Delhis smukkeste hænder.

"Delhis smukkeste hænder" af Mikael Bergstrand, 2011.
E-bog 2012.
Göran Borg arbejder i et kommunikationsfirma, der laver hjemmesider.
Han lever ikke op til chefens krav, og han bliver fyret.
Fyringen er blot en af flere ting, der får Göran til at gå helt i stå, og han aner ikke, hvad han skal stille op.
En af vennerne, der arbejder som rejseleder i rejseselskabet "Utrolige Indien", får overtalt Göran til at tage med på en rejse til Indien.
Göran er ikke særlig begejstret for landet, der er larmende og beskidt, der lugter osv.
Efter et par dage rammes han af et voldsomt maveonde, men der er som bekendt ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget - og Göran møder Yogi (Yogendra), som bliver hans bedste ven.
Og nu bliver alt anderledes i Görans liv!
Romanen er sjov, den er tankevækkende, den fortæller levende om godt og skidt i Indien, og ikke mindst er skrivestilen suveræn!
Den var svær at lægge fra sig:-)