Et virkelig godt tilbud i den lokale boghandel! I en kasse udenfor butikken med meget forskelligt litteratur fandt jeg "Healeren; En romersk beretning" af Erik Juul Clausen, 2. udg. 2009 til 25 kr.!!
Hovedpersonen Publius Naso bliver beordret til Palæstina, han skal finde "healeren", som kejser Tiberius har hørt tale om. Roms kejser har fået en øjensygdom, og hvis denne healer ikke er en fidusmager, som så mange andre, så er planen, at han skal hentes til Rom og kurere ham.
Publius er skuespilforfatter, han har det skrevne ord i sin magt og skriver rapporter/breve til kejseren om sine opdagelser, efterhånden som han bliver klogere på denne healer.
Healeren er kendt under mange navne: Messias, Kristus, Den salvede - selv kalder han sig Menneskesønnen. Det er naturligvis Jesus, der er 'healeren' - og gennem romeren Publius og hans hustru Clodia, som får lov til at følge med til Palæstina, fortæller romanen om den tids samfund, om de få der havde rigdom og magt, om de mange guder, der blev tilbedt. Helt anderledes er det med Jesus' lære - her er der kun 1 Gud, mens der er flere folkeslag med forskellig baggrund, der ikke finder denne lære særlig attraktiv. Så Jesus er en jaget mand, men også en mand der tilsyneladende er i besiddelse af ukendte kræfter.
Ligesom i Ribnitzsky's og Marstrand-Jørgensens romaner om Kristendommens- og Jødedommens historier, så er Erik Juul Clausen også god til at fortælle om den flere tusinde år gamle historie, som der bliver ved at være interessant. Der er mange vinkler på historien, og personerne gør det hele levende og nærværende.
søndag den 27. september 2026
Healeren; En romersk beretning
torsdag den 17. september 2026
Trampemarchen
"Trampemarchen" af Keld Conradsen, 2024.
Romanen er i følge forfatteren "vokset ud af min familiehistorie" - den foregår i Sønderjylland og starter i tiden efter Genforeningen - da det nordlige Slesvig igen var blevet en del af det danske rige.
"Trampemarchen" fortæller om splittelsen og om nationalitetsfølelse i en befolkning bestående af to nationaliteter. De tysksindede i Aabenraa ønsker det tyske herredømme tilbage, og det gør de dansksindede naturligvis ikke.
Familiemedlemmerne deler ikke samme holdning, og det er dem, læseren følger i romanen.
Onkel Rudolf er tysksindet, en almindelig nationalist der ender med at blive nazist.
Josef - kaldet "Ståljosef" - er kommunist, og mener at den russiske måde at leve på er den rigtige. Og så er de alle de andre, der egentligt bare ønsker fred.
Josefs liv har fået mest plads i fortællingen, hans store kærlighed Emma og hans deltagelse i den spanske borgerkrig, er med til at give et tidsbillede af 1920'erne og 1930'erne.
Keld Conradsen skriver godt - det var efter at have læst "Byen og havet", at jeg ville læse mere af ham. Jeg er blevet underholdt og også blevet klogere på problematikken i det sydlige Danmark. Tilfældet ville, at jeg var på weekend-ophold i Sønderborg for nogle uger siden, og med "Trampemarchen" med i bagagen gav det en slags baggrundsviden, når vi besøgte div. museer og slotte i området.