Niviaq Korneliussen: Blomsterdalen, 2020.
Selvmord blandt grønlandske unge er det overordnede tema for denne roman. Homoseksualitet fylder også en del, samt det ikke at høre til, at være anderledes. Der er ikke meget hjælp at hente, hverken ved myndighederne eller familien. De unge, der vælger at tage deres eget liv, bliver 'glemt'. Så mindskes smerten ved tabet.
Hovedpersonen føler sig i den grad anderledes. Hun træffer valg efter sine omgivelsers ønske, hun ved ikke helt selv, hvad hun vil - udover at føle samhørighed med sin familie, sine venner, sit folk.
Det er ikke kun i forhold til omverdenen, hun ikke synes at passe ind. Hendes egen krop er også en fjende. "Jeg kan ikke være i min krop", siger hun grædende. (s. 314)
Hun skifter mellem foretagsomhed og modløshed, og den gennemgående nedtælling i bogen giver læseren et vink med en vognstang om, hvor det fører hen.
Niviaq Korneliussen er en dygtig forfatter, selve skrivekunsten ikke fejler noget! Men romanen er efter min mening så dyster og mørk, at jeg ikke bliver underholdt eller oplyst, men mere lidt frastødt og trist af at læse den. Emnet, vinklen og stilen var bare ikke mig.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar