Det man husker

Bent Haller: Det man husker - et portræt, 2015.
Haller fortæller om sin opvækst, sin skolegang, ungdomslivet, kunstnerlivet, familielivet og om vennen Uffe, der fylder meget i erindringen.
Den Bent vi møder føler sig ligesom delt i to forskellige personer. Han sammenligner det med udtrykket "at være to steder på én gang", netop sådan oplevede han livet. Altid lidt ude på sidelinjen, aldrig helt med nogen steder.
Vennen Uffe har også sine særheder - de to passer godt sammen. Uffe introducerer Bent til litteratur og musik. Litteraturen fanger Bent så meget, at han selv vil skrive. Bent forsøger sig også med stenhugning og maleri, han er sikker på at det er kunstner, han vil være.
Maskinmester og elektriker er det i hvert fald ikke. Praktisk arbejde ligger slet ikke til de to drenge.
De bliver voksne og vokser lidt fra hinanden. Bent bliver gift og får børn, han skriver ungdomsromanen "Katamaranen", som - siger han - bygger på nogle af Uffe og hans lege og fantasier. Haller bliver kendt og udskældt!
Hvor tæt på virkelighedens Bent Haller Det man husker er, det er ikke til at regne ud. Men det er en vildt god roman, der er barsk og følsom og ind imellem så morsom, at jeg smågrinede undervejs.
En bog jeg vil nyde igen om nogle år!

Pigen i isen

"Pigen i isen", Robert Bryndza, 2017. (E-bog)
På originalsproget er Pigen i isen den første af 6 bøger om Erika Foster, som er kriminalkommisær og hovedperson i thrilleren. Indtil videre er 2 bøger oversat til dansk.
Et lig opdages i vandet under isen, og da det viser sig at være datteren af en indflydelsesrig politiker, får sagen stor mediebevågenhed, og morderen skal straks findes. Familien til den døde pige er dog ikke specielt hjælpsomme med oplysninger.
Erika Foster tilkaldes og får ledelsen af efterforskningen. Hun har været væk fra jobbet i nogen tid, hun beskrives som 'erfaren med følsomme drabssager'.
Opklaringen følges, Erika Foster har ikke familie, hun bruger al tid på sagen. I små bidder får læseren noget af hendes historie, at hun mistede sin mand under en anden sag. Såret er endnu ikke helet, men hun forsøger at holde facaden udadtil. Hun har gode kollegaer, men er knap så heldig mht. chefen.
En anden 'stemme' høres i fortællingen, og det er morderens. En morderisk psykopat, som det lykkes forfatteren at holde ukendt indtil næsten allersidst.
En pageturner, godt skrevet, underholdende. Måske vil jeg læse den anden af bog med Erika Foster, Øjne i mørket, men der skal nok gå lidt tid, for at det ikke skal blive for ens..

Onklerne og deres fruer

Jane Aamund: Onklerne og deres fruer, 2014.
14 onkler, de fleste med 'fruer', portrætteres i ligeså mange kapitler. Med Jane Aamunds kærlige glimt i øjet fortæller hun om onklerne, tanterne og en moster, som hun husker dem fra sin barndom. Festlige, dameglade og lettere drukfældige onkler. De kommer fra alle samfundets lag og har hver deres historie.
Historier om fester, fødselsdage og utugt, om mænd med 'høj cigarføring', som Aamund kalder det.
Der er også lidt triste historier om barnløshed, skilsmisser, druk og familiefejder, og om sygdom og død, men alle fortalt humoristisk og varmt, for hun holdt af dem allesammen.
Det handler også om sammenhold! Det var familie, og man hjalp hinanden.
En hyggelig bog, nemt læst, og kan sagtens genlæses.

Den evige ild

3. del af Kingsbridge trilogien: "Den evige ild", Ken Follett, 2017.
Den røde tråd i forhold til Jordens søjler og Uendelige verden kunne jeg ikke finde. Det er en middelalder roman, og den foregår til dels i katedralbyen Kingsbridge, udover det er det en selvstændig roman efter min mening.
Udpluk fra bagside teksten: England 1558. Da den protestantiske Elizabeth bliver dronning, vender resten af Europa sig mod England. I Paris venter kusinen, katolikken Maria Stuart. Elizabeth opretter derfor landets første efterretningstjeneste.
Ned Willard kommer i tjeneste som hemmelig agent i efterretningstjenesten, og det er ham, der til en vis grad er fortælleren af historien. Han kommer fra en protestantisk familie, og hans livs kærlighed brænder for katolicismen.
Det har stor betydning, hvilken regent der sidder på tronen og hvilken religion folket skal følge. De adelige familier sætter dagsordenen og bekriger hinanden. Nogle af dem er virkelig troende, for andre er det ønsket om magt, rigdom og position, der styrer deres handlinger.
Det handler om tolerance og frisind overfor forskellige trosretninger - dengang som nu.
Romanen levede desværre ikke op til mine forventninger. Da jeg i sin tid læste Jordens søjler og Uendelige verden kunne jeg dårligt lægge bogen fra mig. Samme problem havde jeg ikke med denne...

Se mor, jeg danser

Puk Elgård: Se mor, jeg danser, 2019.
Der findes en ulykkelig hændelse i min familie. En begivenhed, der blev begravet i tavshed, men som har trukket lange spor gennem hele min tilværelse.
Det har betydet, at jeg i perioder har været lammet af angst, og jeg har haft svært ved at forstå og tilgive de valg, mine forældre traf. 
Jeg er taknemmelig for det liv, jeg har, men fortiden slæber ofte efter mine ben og gør mine skridt unødigt tunge. (side 9)
Sådan skriver Puk Elgård på den første side i sin bog, og det er derfor, hun nu befinder sig i New Mexico, hvor hun skal deltage i en ceremoni - Earth Walk - med Helene, ceremonimesteren.
Det er 4 dage med ritualer, som hun håber på vil give indsigt i, hvorfor hendes opvækst blev, som den gjorde.
Hun skifter mellem nutid og fortid. Hun tvinges til at tænke fortiden igennem. Hun genoplever barndommen, hvor hun alt for tidligt indtager en rolle som beskytter overfor familien.
"Den ulykkelige hændelse" var, at hendes forældre mistede deres førstefødte, og Puk kom til verden som 'erstatning' for det døde barn. Der blev aldrig talt om den døde pige, og det - mener Puk - var årsagen til hendes forældres misbrug af spiritus og piller.
Nutiden er oplevelserne i de 4 dage sammen med Helene, Water Spirit og andre kvinder. Det er alvorligt, det er humoristisk, det er eksotisk.
Puk Elgård er en god historiefortæller! Det er en trist historie, men den er ikke sentimental, den er rørende.
Det er bestemt en bog, jeg vil anbefale andre at læse. Puk er en kendt person, som kendes for sit glade ansigt og sin empati, når vi ser hende på tv. At hun også indeholder de mørke sider er vel kendetegnende for hele menneskeheden. Vi bliver til de voksne, vi er, ud fra de oplevelser og indtryk, der præger os gennem vores livsrejse. Og det er ikke kun godt - eller kun skidt - men en blanding.

Slægten

I 1898 skrev Gustav Wied "Slægten". Han skriver om baronen Helmuth på Næsset, samt hans slægt og husholdning. Helmuth er netop blevet gift med Alvilda, da romanen starter, men alliancen mellem den forfinede kvinde fra byen og den mere grove baron viser sig hurtigt at være problematisk. Da "Vilde" inviterer sin fætter, grev Scheele, på besøg for adspredelsens skyld, bliver et trekantsdrama omdrejningspunktet for fortællingen.
Overklassen på slottet og undersåtterne i landsbyen lever i hver deres verden. De har deres roller at spille, og tillader ikke at der bliver trådt ved siden af. Baron Helmuths mor, enkebaronessen, kan ikke slippe sin rolle som 'Dronningen', og optræder fortsat som hende, der er vant til at byde og blive adlydt. 
Landsbyens præst har svært ved at holde sig til én kvinde, og facaden krakelerer mere og mere.
Gustav Wied lader sine personer, høj som lav, tale, og historien beskues fra alle vinkler.
En underholdende roman der fortæller om tiden i 1900 tallet, hvor magten i samfundet er ulige fordelt. Om betydningen af de adelige slægter, selvom skikken med at gifte sig med nære slægtninge ikke ligefrem fremmer intelligensen...

Barn af Anholt; 280 års undervisning og børneliv

Skolen på Anholt bliver 100 år i år. I den anledning er der skrevet en bog:"Barn af Anholt; 280 års undervisning og børneliv". Det er Charlotte Lindhardt, der har stykket skolens historie sammen.
Ud fra materiale i arkiver, fra kirkebøger, regnskaber, korrespondance, artikler, bøger og fra interviews med nulevende beboere på øen, har hun 'lagt puslespillet'. Et stort puslespil - med mange små brikker!
Bogen starter i 1739, hvor ordet 'skole' for første gang nævnes i Anholts historie. I et brev fra øens daværende præst, pastor Dauw, oplyser denne, at der fremover afsættes et årligt fast beløb til skoledrift. Dengang var det præster, der underviste børn - overvejende i bibelhistorien.
Dernæst kommer beretningen om de skiftende præster op gennem tiden, og de senere ansættelser af uddannede lærere, der er et kapitel om den særlige situation på den afsidesliggende 'Fyrgården', og om dengang Anholt var besat af englænderne.
Anholts første skolebygning blev indviet i 1843, men i 1918 var der behov for en mere tidsvarende og større skole, og den nuværende skole på Ørkenvej blev bygget og indviet i januar 1919.
Bogen beretter om lærerne, om de fag børnene blev undervist i, og der er inventarlister, der er med til at give billedet af skoleliv i 'gamle dage'.
Helt op til nutiden fortælles om de skiftende lærerkræfter, skoleledere, undervisningsformer, aktiviteter, skolerejser mm. Og om det helt særlige, når man bor på en isoleret ø, og hvor børnene flytter hjemmefra allerede som 15 årige. De 'skal over', kalder de det. Skolen underviser kun til 9. klasse, derefter fortsætter undervisning/uddannelse på fastlandet.
Som bagsideteksten formulerer det: ...afstanden til fastlandet betød tidligere, at kontakten til myndighederne var afhængig af vejr, vind og skibslejlighed. 
På en ø som Anholt, hvor befolkningstallet er beskedent, er de nok underlagt resten af Danmarks love og skolereformer, men de løser opgaven på en måde, der passer til forholdene.
Jeg synes, det var spændende og oplysende læsning, og med masser af billeder til at krydre teksten med. Holder man af Anholt, kan den varmt anbefales.