Bent Haller: Det man husker - et portræt, 2015.
Haller fortæller om sin opvækst, sin skolegang, ungdomslivet, kunstnerlivet, familielivet og om vennen Uffe, der fylder meget i erindringen.
Den Bent vi møder føler sig ligesom delt i to forskellige personer. Han sammenligner det med udtrykket "at være to steder på én gang", netop sådan oplevede han livet. Altid lidt ude på sidelinjen, aldrig helt med nogen steder.
Vennen Uffe har også sine særheder - de to passer godt sammen. Uffe introducerer Bent til litteratur og musik. Litteraturen fanger Bent så meget, at han selv vil skrive. Bent forsøger sig også med stenhugning og maleri, han er sikker på at det er kunstner, han vil være.
Maskinmester og elektriker er det i hvert fald ikke. Praktisk arbejde ligger slet ikke til de to drenge.
De bliver voksne og vokser lidt fra hinanden. Bent bliver gift og får børn, han skriver ungdomsromanen "Katamaranen", som - siger han - bygger på nogle af Uffe og hans lege og fantasier. Haller bliver kendt og udskældt!
Hvor tæt på virkelighedens Bent Haller Det man husker er, det er ikke til at regne ud. Men det er en vildt god roman, der er barsk og følsom og ind imellem så morsom, at jeg smågrinede undervejs.
En bog jeg vil nyde igen om nogle år!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar