"En dag vil vi grine af det", 2018, fortsættelsen af Thomas Korsgaards debutroman "Hvis der skulle komme et menneske forbi".
Tue er blevet en ung mand på 17 år, han går i gymnasiet på 1. år.
Hans mor er stadig i centrum, han hader hende, og han elsker hende. Hun er der bare ikke for ham!
Læseren får Tues liv via små fortællinger, der i helheden viser en dysfunktionel familie.
Tue får en god veninde, Iben. Sammen med hende kan han være sig selv - de to udforsker 'voksenlivet' sammen. Iben ved godt at Tue er homoseksuel, næsten førend han selv er klar over det.
I familien er kærlighed, opmærksomhed og omsorg nærmest ikke-eksisterende.
Romanen er godt skrevet, men lidt anderledes end Korsgaards første roman. Måske har de mange negative reaktioner fra familien over hans første roman påvirket ham, det føles som om, han har givet sig selv snor på, han holder lidt igen..
'Tue' er fiktiv, men de små fortællinger er bygget over virkelighed.
torsdag den 18. oktober 2018
Hvis der skulle komme et menneske forbi
Thomas Korsgaard har skrevet sin første roman: "Hvis der skulle komme et menneske forbi", (2017), og han har gjort det godt!
Jeg-fortælleren er Tue. Han bor sammen med sin familie i en forstad til mørket, klemt inde mellem utallige andre ligegyldige småbyer, som han kalder Nørre Ørum i nærheden af Skive.
Der er ikke meget kærlighed og omsorg i Tues familie. Hans far er uberegnelig, hans mor gemmer sig foran computerskærmen, hvor hun spiller på internettet. Familiens hunde bliver rost, men de 3 søskende må passe sig selv.
I skolen er Tue 'klassens klovn', han har ingen venner, han skiller sig ud fra mængden.
Romanen viser et billede af en dreng, der prøver grænser af for at finde sig selv. Han mærker tidligt, at han ikke passer ind i de normer, omverdenen har bestemt. Han søger hele tiden faderens opmærksomhed og moderens kærlighed - uden at få den.
Romanen var en uventet fødselsdagsgave - og da jeg havde lært Thomas Korsgaard at kende, måtte jeg ha' mere! Så jeg lånte "En dag vil vi grine af det", som er fortsættelsen af denne.
Han skriver godt, Thomas Korsgaard - jeg tænkte af og til på Erling Jepsen...
Jeg-fortælleren er Tue. Han bor sammen med sin familie i en forstad til mørket, klemt inde mellem utallige andre ligegyldige småbyer, som han kalder Nørre Ørum i nærheden af Skive.
Der er ikke meget kærlighed og omsorg i Tues familie. Hans far er uberegnelig, hans mor gemmer sig foran computerskærmen, hvor hun spiller på internettet. Familiens hunde bliver rost, men de 3 søskende må passe sig selv.
I skolen er Tue 'klassens klovn', han har ingen venner, han skiller sig ud fra mængden.
Romanen viser et billede af en dreng, der prøver grænser af for at finde sig selv. Han mærker tidligt, at han ikke passer ind i de normer, omverdenen har bestemt. Han søger hele tiden faderens opmærksomhed og moderens kærlighed - uden at få den.
Romanen var en uventet fødselsdagsgave - og da jeg havde lært Thomas Korsgaard at kende, måtte jeg ha' mere! Så jeg lånte "En dag vil vi grine af det", som er fortsættelsen af denne.
Han skriver godt, Thomas Korsgaard - jeg tænkte af og til på Erling Jepsen...
fredag den 12. oktober 2018
I virkeligheden
"I virkeligheden", 2014, Torben Munksgaard.
Er det en roman? Er det en novellesamling? Er det en samling af følelser og stemninger på skrift?
Jeg ved det ikke, men bogen består af en masse fortællinger om nogle mennesker, der på én måde har en relation, og alligevel står historierne om den enkelte alene.
Der er på den måde ikke én, men flere 'hovedpersoner'. Der er emner om angst, paranoia, sidespring, usikkerhed, voyeurisme, ensomhed. De enkelte personers historie, relationerne imellem dem, hemmelighederne - som forfatteren antyder, at vi alle på én eller anden måde har over for omverdenen - beskrives som tanker og følelser. Jeg blev sommetider i tvivl om, hvad der var virkelighed i bogen, og hvad der var personernes tanker og stemninger.
Egentligt en genial betragtning af os mennesker, men lidt 'svær' at læse! Jeg var flere gange nødt til at gå tilbage i historierne, for lige at tjekke op på, hvem der var hvem, og hvordan det hele nu hang sammen.
"I virkeligheden" var en helt anden slags roman end "Muren" og "Johns saga" - men jeg er ikke færdig med Torben Munksgaards forfatterskab:-) Hans måde at gå ind i hovedet på sine personer føles ægte.
Er det en roman? Er det en novellesamling? Er det en samling af følelser og stemninger på skrift?
Jeg ved det ikke, men bogen består af en masse fortællinger om nogle mennesker, der på én måde har en relation, og alligevel står historierne om den enkelte alene.
Der er på den måde ikke én, men flere 'hovedpersoner'. Der er emner om angst, paranoia, sidespring, usikkerhed, voyeurisme, ensomhed. De enkelte personers historie, relationerne imellem dem, hemmelighederne - som forfatteren antyder, at vi alle på én eller anden måde har over for omverdenen - beskrives som tanker og følelser. Jeg blev sommetider i tvivl om, hvad der var virkelighed i bogen, og hvad der var personernes tanker og stemninger.
Egentligt en genial betragtning af os mennesker, men lidt 'svær' at læse! Jeg var flere gange nødt til at gå tilbage i historierne, for lige at tjekke op på, hvem der var hvem, og hvordan det hele nu hang sammen.
"I virkeligheden" var en helt anden slags roman end "Muren" og "Johns saga" - men jeg er ikke færdig med Torben Munksgaards forfatterskab:-) Hans måde at gå ind i hovedet på sine personer føles ægte.
søndag den 7. oktober 2018
Kongernes forbandelse
Endnu en Victoria Holt roman fra hylden: Kongernes forbandelse, 1974.
Den er ligesom den foregående læst flere gange før, men som i krimiserien Barnaby kan jeg aldrig helt huske plottet;-) Det er afslappende læsning, man behøver ikke at tænke så meget. Victoria Holt bruger samme opskrift i sine romaner, blot tilsat forskellige krydderier.
I Kongernes forbandelse er den forældreløse Judith hovedpersonen og jeg-fortælleren. Hun bor hos præsten, som har to døtre. Præstens tredie datter er død i en togulykke, og Judith får fortalt, at 'tanterne' fandt hende i samme togulykke.
Judith får lov til at blive undervist på landsbyens store gods, Keverall Court, sammen med børnene dér. Godsejeren er interesseret i arkæologi, og giver derfor økonomisk støtte til en kendt arkæolog Sir Edward Travers, der ejer huset Giza House i nærheden af godset.
Judith finder et bronzeskjold på kirkegården, og det bliver indledningen til en voksende interesse for arkæologien - og for Sir Travers' søn, Tybalt...
En del af handlingen foregår i Egypten, hvor en af Judith's drømme går i opfyldelse: At deltage i en arkæologisk ekspedition efter gravkamre i pyramiderne.
Kærlighed, spænding og en happy end!
Den er ligesom den foregående læst flere gange før, men som i krimiserien Barnaby kan jeg aldrig helt huske plottet;-) Det er afslappende læsning, man behøver ikke at tænke så meget. Victoria Holt bruger samme opskrift i sine romaner, blot tilsat forskellige krydderier.
I Kongernes forbandelse er den forældreløse Judith hovedpersonen og jeg-fortælleren. Hun bor hos præsten, som har to døtre. Præstens tredie datter er død i en togulykke, og Judith får fortalt, at 'tanterne' fandt hende i samme togulykke.
Judith får lov til at blive undervist på landsbyens store gods, Keverall Court, sammen med børnene dér. Godsejeren er interesseret i arkæologi, og giver derfor økonomisk støtte til en kendt arkæolog Sir Edward Travers, der ejer huset Giza House i nærheden af godset.
Judith finder et bronzeskjold på kirkegården, og det bliver indledningen til en voksende interesse for arkæologien - og for Sir Travers' søn, Tybalt...
En del af handlingen foregår i Egypten, hvor en af Judith's drømme går i opfyldelse: At deltage i en arkæologisk ekspedition efter gravkamre i pyramiderne.
Kærlighed, spænding og en happy end!
fredag den 28. september 2018
Slottet i Frankrig
Victoria Holt: Slottet i Frankrig (The King of the Castle), 1968.
Samme opskrift som altid i Victoria Holt's romaner:
En kvindelig konservator, Dallas Lawson, ankommer til Château Gaillard i Frankrig. På slottet skal hun restaurere gamle malerier, der har overlevet revolutionen i 1789-1799.
Egentligt var det hendes nu afdøde far, der havde aftalen med Comte de la Talle, ejeren af slottet, men Dallas selv er meget kompetent, og håber at hun bliver antaget til jobbet på trods af sit køn.
Hun hvirvles hurtigt ind i slottets mystik og historier. Revolutionen er ikke glemt, og forskellen mellem vinbøndernes levevis og slottets beboere er markant.
Dallas Lawson afdækker mere en blot maleriernes skønhed, og kærlighed, had og hemmeligheder kommer for dagens lys!
Afslappende læsning:-)
Samme opskrift som altid i Victoria Holt's romaner:
En kvindelig konservator, Dallas Lawson, ankommer til Château Gaillard i Frankrig. På slottet skal hun restaurere gamle malerier, der har overlevet revolutionen i 1789-1799.
Egentligt var det hendes nu afdøde far, der havde aftalen med Comte de la Talle, ejeren af slottet, men Dallas selv er meget kompetent, og håber at hun bliver antaget til jobbet på trods af sit køn.
Hun hvirvles hurtigt ind i slottets mystik og historier. Revolutionen er ikke glemt, og forskellen mellem vinbøndernes levevis og slottets beboere er markant.
Dallas Lawson afdækker mere en blot maleriernes skønhed, og kærlighed, had og hemmeligheder kommer for dagens lys!
Afslappende læsning:-)
Rosernes torne
"Rosernes torne", Stephen King og Owen King, 2018.
En mystisk kvinde, der kalder sig Evie, dukker op af ingenting. Hun starter med at brænde en skurvogn og et amfetamin-laboratorium af - og slår en mand ihjel.
Det får naturligvis politiet i den lille by Dooling til at komme, og Evie bliver taget med i den kvindelige sherifs bil, og indsat i Doolings kvindefængsel.
Samtidigt er der verden rundt kvinder, der falder i søvn for ikke at vågne igen. De danner en slags puppe, og dem der forsøger at vække kvinderne kommer ikke godt fra det...
Panikken breder sig, man gætter på forskellige årsager til 'forpupningen', og en af teserne er, at det er en virus, der måske findes en kur imod.
Evie inde i fængslet i sin celle derimod, falder normalt i søvn, og vågner op igen. Rygtet kommer ud i det lille samfund, og byen deles op i en gruppe, der vil have fat i Evie, da de mener, at hun er nøglen til at løse problemet. Den anden gruppe, med Dr. Clinton Norcross, psykiater i kvindefængslet, som leder, vil beskytte Evie. Noget det mystiske 'væsen' har antydet, gør at han for enhver pris vil holde hende i live.
En action/katastrofe/spændings roman! Et samfund der falder fra hinanden. Der følges flere hændelser og personer på én gang. Forbryderne får frit slag, og de lovlydige bliver jaget vildt.
Romanen stiller mange spørgsmål. Hvordan kan et samfund uden kvinder fungere? Hvordan kan et samfund uden mænd fungere?
Er det en slags test, verden sættes på? Hvilken verden ønsker menneskeheden at leve i?
De 2 x King udpensler de værste scenarier. Det er ikke den bedste King roman til dato efter min mening, men spændende var den. Alle 809 sider!
En mystisk kvinde, der kalder sig Evie, dukker op af ingenting. Hun starter med at brænde en skurvogn og et amfetamin-laboratorium af - og slår en mand ihjel.
Det får naturligvis politiet i den lille by Dooling til at komme, og Evie bliver taget med i den kvindelige sherifs bil, og indsat i Doolings kvindefængsel.
Samtidigt er der verden rundt kvinder, der falder i søvn for ikke at vågne igen. De danner en slags puppe, og dem der forsøger at vække kvinderne kommer ikke godt fra det...
Panikken breder sig, man gætter på forskellige årsager til 'forpupningen', og en af teserne er, at det er en virus, der måske findes en kur imod.
Evie inde i fængslet i sin celle derimod, falder normalt i søvn, og vågner op igen. Rygtet kommer ud i det lille samfund, og byen deles op i en gruppe, der vil have fat i Evie, da de mener, at hun er nøglen til at løse problemet. Den anden gruppe, med Dr. Clinton Norcross, psykiater i kvindefængslet, som leder, vil beskytte Evie. Noget det mystiske 'væsen' har antydet, gør at han for enhver pris vil holde hende i live.
En action/katastrofe/spændings roman! Et samfund der falder fra hinanden. Der følges flere hændelser og personer på én gang. Forbryderne får frit slag, og de lovlydige bliver jaget vildt.
Romanen stiller mange spørgsmål. Hvordan kan et samfund uden kvinder fungere? Hvordan kan et samfund uden mænd fungere?
Er det en slags test, verden sættes på? Hvilken verden ønsker menneskeheden at leve i?
De 2 x King udpensler de værste scenarier. Det er ikke den bedste King roman til dato efter min mening, men spændende var den. Alle 809 sider!
fredag den 14. september 2018
Muren
Som nævnt 2. september 2018 er jeg ikke færdig med Torben Munksgaards forfatterskab!
"Muren" fra 2017 blev den næste roman, en 'mursten' på 547 sider. Den føltes alligevel ikke lang, det var korte kapitler, skift i fortællevinkel og det her dejlige sprog, som går direkte ind i min læsehjerne!
Hovedpersonen er Bjørn. Han bor på Valhalvej i Himmelev ved Roskilde.
Beboerne på Valhalvej, som er en ganske lang vej, er hovedsageligt sammensat af akademikere og funktionærer, og selv om det er fok, der i deres egen selvopfattelse er tolerante og solidariske mennesker, har Bjørn Thomsen aldrig rigtig passet ind. Som formuende erhvervsmand så de fleste skævt til alle hans penge og ekstravagante udfoldelser... (s. 51)
Da Bjørns 2. kone forlader ham, ramler hans verden sammen. 'De andre' - omverdenen - ser han som et forstyrrende element, der forhindrer ham i at leve, som han ønsker at leve.
For at lukke 'de andre' ude, beslutter han at bygge en høj mur rundt om sin grund. På den måde, mener han, kan han få fred og ro til at være sig selv!
Ironisk nok kommer historien så om dengang, da det var omvendt - da det var Bjørn, der forlod sin familie, sin kone og 2 børn.
Og historier om naboerne: for meget alkohol, problemer med børn, ensomhed, transvestisme - man holder øje med hinanden, man skal passe ind, uregelmæssigheder kan ikke accepteres!
Den høje mur bringer forstyrrelse og uro ind i naboernes liv. De forsøger at få Bjørn i tale, at forklare ham, at han ikke sådan kan melde sig ud. Naboerne har egentligt selv bygget 'mure', blot ikke fysiske, synlige mure, men ved at vise den facade, som de ønsker andre skal se...
Muren er en roman om mennesker, som hver især er unikke, der skal leve i et samfund, hvor alle de små brikker er nødt til at passe sammen, selvom brikkerne er uens.
Torben Munksgaard kikker dybt ind i menneskeracen, han ser skævhederne, og serverer det med ironi og et skønt nuanceret sprog, der gør læsningen til en fornøjelse.
"Muren" fra 2017 blev den næste roman, en 'mursten' på 547 sider. Den føltes alligevel ikke lang, det var korte kapitler, skift i fortællevinkel og det her dejlige sprog, som går direkte ind i min læsehjerne!
Hovedpersonen er Bjørn. Han bor på Valhalvej i Himmelev ved Roskilde.
Beboerne på Valhalvej, som er en ganske lang vej, er hovedsageligt sammensat af akademikere og funktionærer, og selv om det er fok, der i deres egen selvopfattelse er tolerante og solidariske mennesker, har Bjørn Thomsen aldrig rigtig passet ind. Som formuende erhvervsmand så de fleste skævt til alle hans penge og ekstravagante udfoldelser... (s. 51)
Da Bjørns 2. kone forlader ham, ramler hans verden sammen. 'De andre' - omverdenen - ser han som et forstyrrende element, der forhindrer ham i at leve, som han ønsker at leve.
For at lukke 'de andre' ude, beslutter han at bygge en høj mur rundt om sin grund. På den måde, mener han, kan han få fred og ro til at være sig selv!
Ironisk nok kommer historien så om dengang, da det var omvendt - da det var Bjørn, der forlod sin familie, sin kone og 2 børn.
Og historier om naboerne: for meget alkohol, problemer med børn, ensomhed, transvestisme - man holder øje med hinanden, man skal passe ind, uregelmæssigheder kan ikke accepteres!
Den høje mur bringer forstyrrelse og uro ind i naboernes liv. De forsøger at få Bjørn i tale, at forklare ham, at han ikke sådan kan melde sig ud. Naboerne har egentligt selv bygget 'mure', blot ikke fysiske, synlige mure, men ved at vise den facade, som de ønsker andre skal se...
Muren er en roman om mennesker, som hver især er unikke, der skal leve i et samfund, hvor alle de små brikker er nødt til at passe sammen, selvom brikkerne er uens.
Torben Munksgaard kikker dybt ind i menneskeracen, han ser skævhederne, og serverer det med ironi og et skønt nuanceret sprog, der gør læsningen til en fornøjelse.
Abonner på:
Opslag (Atom)