Anmeldereksemplar fra Lindhardt og Ringhof: Johns saga, Torben Munksgaard, 2018.
Mit første bekendtskab med forfatteren Torben Munksgaard, - og bestemt ikke det sidste!
Jeg var grebet fra første side i romanen Johns saga:
Hovedpersonen John er en gammel mand på 75 år. Han bor i København på Bellahøj sammen med sin kone Vera. Da Vera pludseligt dør, søger John fortiden mere og mere. Han har svært ved at kapere nutiden med unge, der fylder og larmer for meget i 'hans' København.
Forholdet til de 2 af børnene Jens og Charlotte er heller ikke det bedste. Og den yngste - John - forsvandt uden forklaring 15 år tidligere. På stamværtshuset på Nørrebro genoplever John (senior) lidt af livet fra før, her har han venner - og drikker måske lidt rigeligt... Synes hans børn i hvert fald.
Ægteskabet og tilværelsen med Vera fortælles i bidder ind imellem den nutid, som han gør stille oprør mod.
Vennen Ole bor på plejehjemmet, og John besøger ham flittigt. Her får han sat ord på de mange frustrationer, og mindes de bedre tider. Han funderer også over den yngste søns forsvinden, og sætter sig for at finde ham. Så har han da et mål!
Romanen er skrevet i et fantastisk sprog! De mange beskrivelser og situationer, dagligdags og letforståelige, er samtidigt beskrevet i poetiske vendinger. Der er flere 'lag' i historien; Johns historie, samfundets deroute - i Johns optik, forældre-voksne børns forhold mm.
Intet er forudsigeligt i denne roman - og det er fortællingen om at blive ældre, at blive skuffet, at blive til overs. Den er vedkommende, og den rørte mig. Jeg lærte 'John' at kende.
Torben Munksgaard har skrevet 5 andre romaner - de skal også læses!
En super god roman, som anbefales på det varmeste.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar