Isabel Allende: Inés, min sjæls veninde - 2006. (På dansk i 2007)
Historien om spaniernes erobring af Chile i 1500-tallet.
Inés Suárez bliver født under ydmyge kår i Spanien år 1507. Hendes første mand forlader hende for at drage til "Den nye verden" - Sydamerika - hvor spanierne er i fuld færd med at erobre store landområder. Som efterladt kvinde har Inés ikke mange muligheder for et godt liv, så hun følger efter ham. Hun finder ham ikke, men møder i stedet Pedro de Valdivia, en berømt conquistador. De bliver elskende, og hun bliver hermed en aktiv deltager i erobringen af Chile. I romanen fortæller hun sin adoptivdatter Isabel sin egen og Chiles historie.
Jeg kendte ikke Chiles historie, og romanen er selvfølgelig fiktion, men bygget over den overlevering af fakta, man kender til. Der er sikkert også pyntet på de historiske fakta, og Allende fylder på med sin fantasi. Det er blevet en spændende - og interessant - fortælling om et lands tilblivelse. Om krig og kærlighed, om mænd og kvinder.
Jeg er ikke færdig med at læse Isabel Allendes romaner, men har lige en Torben Munksgaard og en Stephen King roman inden den næste Allende-roman...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar